Waterfront. Tuborg Havn. Det er blæst, blank stål og Saxo Bank. Ikke umiddelbart noget, der giver incitament for en rask cykeltur. Og dog. Det franske islæt midt i den plastikæstetiske storcentercharme skulle være et besøg værd, hvis man alligevel er i nærheden, har jeg ladet mig fortælle. Det var vi sådan set ikke, men når man nu har en ambition, tåbelig eller ej, om at spise sig igennem samtlige franskinspirerede bistro- og brasseri-køkkener på S-togsnettet, så må man jo ind i mellem lade sig udskibe til mindre civiliserede egne end lige landsbyen hjemme på Nørrebro.
Le Café, hedder den sgu. Så er man ikke i tvivl om hensigten eller køkkenets regionale herkomst. Vi er i det uformelle café-land med lutter klassikere på kortet, på hjemmesiden beskriver stedet sig sågar som »et lille stykke Paris i Hellerup«. Lokalet er iøjnefaldende udsmykket af kunstnerne Carsten Nash og Lars Ravn.
Langt til kortet
I øjnefaldende må vi også have været, som vi stod og blomstrede midt i det store lokale ved ankomsten. Jeg havde bestilt bord i min cykelhandlers mors pigenavn, som man jo gør for at være inkognito, og forventede måske derfor en smule og helt grundlæggende kontakt fra det ikke overbebyrdede personale. Café eller ej. Dette skete da også til sidst, hvor vi nonchalant fik at vide, at vi kunne sætte os hvor vi ville, så skulle tjeneren nok komme ned til os. Dette skete naturligvis ikke, men da vi efter 20 minutter selv havde bemægtiget os menu- og vinkort fra et af de andre borde, var tjeneren tilstede øjeblikkeligt for at høre, om vi var klar til at bestille. Det var vi i sagens natur ikke og udbad os yderligere betænkningstid. Det skulle vi aldrig have gjort, for nu gik der 20 minutter igen, før vi så skyggen af en tjener. Det er sgu da den helt rigtige, voldsomt arrogante franske café-stil, eller hvad?
Ikke mere om tjenerne i denne omgang, udover dette lille gode råd, som er ganske gratis: Når man er tjener, så er ens opgave at servicere de betalende gæster. Dette kan gøres på mange måder, formelt og uformelt alt efter stedet, men det er som regel en god ide at se gæsten i øjnene, henvise denne til et bord, udstyre gæsten med diverse kort og så i øvrigt lige spørge, om gæsten ønsker noget at drikke med det samme. Det får gæsten til at føle sig ganske godt tilpas og, gætter jeg, øger chancen for mersalg betragteligt. Café eller ej.
Hvad skal den urtetop?
Vi bestilte tatar og moules frit til forret. To af anmelderens lakmustests. Tataren var aldeles hæderlig, om end tilbehør af avokado hører til de lidt mere særprægede. Det fungerede nu overraskende fint, da det rå kød havde også fået godt selskab af søde, sprøde jordskokkechips og lidt frisésalat. Den mindste smule syre havde dog klædt retten. Mine muslinger var til glemmebogen. Overkogte lå de, seje og tørre, i deres skaller i en suppe som var sur og groft undersaltet. På toppen af de helt døde skaldyr havde man lagt en tung paryk af friske krydderurter, som ikke var en integreret del af retten og følgeligt ikke smagte af noget som helst og bibragte retten ligeså lidt. Fritterne var gode og den hjemmerørte aioli sad lige i skabet. Vi drak henholdsvis en frisk og fint balanceret Fleurie la Madone fra Duboef til tataren og en Sancerre fra Bernard Reverly. Med dens insisterende og mildt blomstrende citrus og beskedne fedme havde den været en perfekt kompagnon til skaldyr, der havde haft det rigtigt rart på deres sidste reje.
Hovedretterne bestod for min medspisers vedkommende af kalv med assorterede svampe, lidt rå ringe af skalotteløg, rucola og en barbecue-agtig sauce. Kalven var lunken, men ud over det stegt efter fortjeneste, svampene havde bid, og selv om ingen af os, der på den ene eller anden måde har været i og omkring restaurationsbranchen de sidste 10-15 år, orker at se så meget som skyggen af et rucolablad på tallerkenen, så var det en gennemsnitlig servering, som dog smagsmæssigt tenderede det kedelige. Sådan et halvkoldt stykke kød kan i den grad trække livet ud af en servering.
Vinene vandt
Jeg var mere heldig. Confiteret andelår på en dejlig selleripuré, som muligvis havde fået et lille skud trøffelolie, sammen med en variation af bønner, sorte og grønne, perfekte i konsistens i en glaceagtig fond. Eneste lille men, igen, den filtrede paryk, denne gang af brøndkarse, pålagt den ellers rigtigt rare servering. Det giver ikke mening, når urten smager af så lidt. Vi fik begge lidt flere af de rigtigt gode fritter og vores hovedretter fik følgeskab af et godt og komplet udramatisk glas rød Chassange-Montrachet fra Jean-Marc Morey. En dejlig fransk Pinot noir.
Tid til desserter. Min medspiser bestilte chokolademousse, som dog viste sig at være mere en ganache-lignende substans indeholdende æg, end en decideret mousse. Det giver en lidt tvivlsom konsistens, om end smagen intet fejlede. Den havde fået selskab af en smule chokoladetrøffel og et par blåbær. Jeg fik den tvivlsomme fornøjelse af en ananas tarte tartin, som må placeres i kategorien totalt mislykket. Små træede stykker sukkerristede ananas, så træge at man skulle tro, kokken kun havde brugt stokken fra frugten, på en bund af den hårdeste butterdej, jeg nogensinde har smagt. På toppen en cognacis fuldstændigt uden smag. Gudskelov fik vi et glas af den gode Banyuls fra Coumme del Mas i Roussillion, ikke én man ser så tit. Min medspiser fik den røde, Galateo, og jeg den hvide. Begge gode håndlavede vine fra et spændende hus, om end den hvide, fremstod stærkest på dagen.
Ikke turen værd
Nu kom personalet til at fylde en del i denne anmeldelse og det er måske ikke helt fair. Man skal ikke forvente mirakler fra uuddannet personale i starten af 20’erne. Men vi taler altså om, at bare et minimum af grundlæggende tjenerfaglighed og kommunikation – indbyrdes og med gæsten – kunne have reddet rigtigt meget af det rod, vi oplevede. Når man så samtidig præsenteres for et køkken med så store udsving, som Le Café-køkkenet præsterede den dag, så ender det alt i alt med at blive en halvskidt frokostoplevelse på havnefronten i Hellerup. I hvert fald ikke noget, der er turen ud i forstaden værd, og heller ikke noget, der har det fjerneste med de parisiske forbilleder at gøre. Vi spiste for 1.200 kr.
