Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Beværtet: Enomania

Elegant hyggelig. En vinbar og restaurant, hvor livet og drømmene har plads til at udfolde sig ledsaget af sikker kogekunst og de bedste vine
Vin. Damiano Alberti, der kyndigt præsenterer vinene og er en god og nærværende vært, er en dygtig sommelier med sikker sans for kombinationer.

Bjarke Ørsted

Moderne Tider
25. januar 2014

Det var en mærkelig sammenfiltret aften. Vi bevægede os igennem svære emner. Emner, der kræver god vin. Jeg var derfor landet med ledsagersken på Enomania helt ude, hvor Vesterbrogade vånder sig og løber ud i Pile Allé. Her har italienske Damiano Alberti og danske Charlotte Skov Baks vinbar og restaurant ligget siden 2009 i et lille lokale, der, så vidt jeg kan vurdere, næsten altid er fyldt – og det af helt åbenlyse grunde.

Vi havde bestilt bord en onsdag aften, men måtte først vente lidt hjemløse i det tætte mylder midt i lokalet, for der er ingen steder at stå eller sidde med et glas vin. Men hurtigt bænket ved et af de mørke træborde er Enomania et sted, hvor man med det samme føler sig hjemme. Intimt og stilfuldt. Menukortet er et fint ark med ’Frederiksberg’ og datoen skrevet foroven som en lille personlig henvendelse til gæsten og signal om, at hver dag er enestående. Det enkle spisekort består af to forretter, en hovedret og en dessert. Fire retter for 375 kr. og tilsvarende for vinmenuen. Vinkortet er omfattende med vægt på det italienske, men også med alt mulig andet godt. Vi bestilte begge de fire retter med tilhørende vinmenu.

Til Genova

Bag min ryg hang to store indrammede plancher med alverdens vinetiketter som en slags fantasiens emblemer. Det viste sig bagefter, at det var, fordi ledsagerskens øjne var standset ud for en etiket med ’Genova’, at hun spurgte, om jeg havde været der. Måske også foranlediget af, at vi begge var ved at læse Henrik Pontoppidans roman De dødes rige, »dernede i Europas varmebænk under de olivengrå Apeniner,« hvor godsejer Torben Dihmer genforenes med sin elskede Jytte Abildgaard for ulykkeligvis og temmelig uforståeligt at miste hende lige så hurtigt igen. Før vi helt nåede at blive færdige med den lunefulde Jytte og ledsagerskens tese om, at hun mest af alt bærer væsen med Lykke-Per, fik vi uden for nummer serveret antipasti i form af lunt focacciabrød sammen med lidt italiensk skinke, spæk og salami og en virkelig god olivenolie. Helt simpelt og godt.

Vi havde i mellemtiden fået den første vin, en Piere Sauvignon, Vie di Romans 2011 fra Friuli i det nordøstlige Italien. Lidt af en charmetrold, gylden i farven, med en forgrund af noget støvet floralt og så bare fuldt og langt udbrud af syre og smag af grape og ferskner. Vinen transporterede os fra Genova til Venedig og Trieste, inden første forret spadserede ind.

Nu er risotto og jeg i udgangspunktet et dårligt match. Det handler om livsindstilling, men indimellem skal man stige ud af sig selv, så den stod altså på risotto med porre og i midten et lille stykke havtaskehale rullet i spæk. Den var sådan set ok, nogle vil sikkert prise den som fløjlsblød og lækker, heldigvis var risene faste og havde bevaret værdighed, men altså smør og parmesan en masse. Det var helt sikkert godt, men nødvendigt at levne.

Den fede fisk istemte den sprælske Friuli-vin, ja, den nærmest hidkaldte den og insisterede på et slægtskab mellem vin og fisk. Damiano Alberti, der også kyndigt præsenterede vinene og var en god og nærværende vært, er en dygtig sommelier med sikker sans for kombinationer.

Godt håndværk

Den næste forret var Cappelletti-pasta med fyld af perlehøne, bøgehatte og bagna caoda sauce med trøffel. Den hjemmelavede pasta var helt perfekt, fyldet som en luftig smagfuld postej og i alle gruber på tallerknen syrligtblide svampe og mild rosmarinregn over det hele. En uhyre delikat og afstemt ret med skovhilsener.

Til pastaen drak vi en Nebbiolo d’Alba Val dei Preti 2010 fra Matteo Correggia. Umuligt at sige et eneste ondt ord om denne karakteriske vin fra Piemonte, som havde kompleks dybde og koncentration uden vilde afstikkere, men bare godt håndværk og i hele sit væsen norditaliensk.

Så kom hovedretten. Okse tagliata, lagt over små stykker let bagte kartofler og drysset med fintskåret braiseret radicchio ledsaget af helt perfekte grønne bønner. Ingen vilde gastronomiske krumspring, men igen gedigent og veltillavet i alle detaljer, så saft og smag af hver enkelt del fik lov at træde frem i egen ret og som helhed.

Til den drak vi Brunello di Montalcino, Vigna della Raunate 2007 Mocali. Trods sin uskyldige lyse farve havde den al underskovens beskidte drama, smag af ristet kaffe og masser af solbær og blommer. Perfekt til kødet. Det var umuligt ikke at købe et glas mere af den og forlænge livet lidt og åbne for nye erindringslåger af sorrig og glæde.

Fortid og fremtid

Desserten var pæresorbet lagt på lidt kvædepuré og ved siden af kold zabaione, der er en slags æggesnaps, drysset med hakkede nødder. Flødeskum ville have ødelagt alt og trukket desserten ned i afgrunden, mens den fjerlette zabaione fik os op at flyve igen.

Sjovt nok smagte desserten som en let udgave af min farmors uforglemmelige æblekage med makroner og flødeskum båret ned på en fin træbakke og serveret i hendes let forvoksede have, der vendte ud mod et nedlagt banelegeme og bag det det uhyggelige ’Draget’, hvor den døde å løb langs en træbevokset lavning over mod Glorup Gods, hvor H.C. Andersen gerne opholdt sig, og min far som dreng havde fjollet rundt med herregårdstøserne. Straks var jeg tilbage i barndommens fornemmelse af uendelige somre i den nedlagte fynske stationsbygning med bjørneklo, skræppeblade, perron, veranda, venteværelse med dragkister, billetbord og et postkontor, der engang havde summet af liv, og hvor barnefantasien med frit lejde nu havde fået overtaget. Sådan kan mad have sine små pludselig tidslommer.

Vinen til desserten var uden for kategori, en Colli Orientali del Friuli Picolit 2009 Ermacora, en helt vild variant af franskmændenes sauterne med smag af karamelliserede figner og abrikoser. Eftersmagen var lækker og lang som barndommens somre.

Således blev i de perfekte rammer hos Enomania fortidslængsler spundet sammen med nuet. Ikke så dårligt en helt almindelig onsdag aften på Frederiksberg, hvor regningen på grund af lidt ødsel omgang med vin løb op i 1.900 kr., men det kan sagtens gøres billigere. De ’Bip Gourmand Michelin’ udmærkelser, der hænger i vinduet, er slet ingen tilfældighed.

 

Enomania Vinbar – Ristorante

Vesterbrogade 187, Frederiksberg

Ti.-on.: 17.30-24. To.-fr.: 12-15. 17.30-24

Bordbestilling: 33 23 60 80

www.enomania.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her