Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Bush havde bukserne på – ikke Cheney

Den første store bog med fokus på perioden 2000-2008 i amerikansk politik er udkommet. Et ekstremt læseværdigt og på lange stræk overraskende værk, som tilmed sætter den aktuelle debat om og i Det Republikanske Parti i perspektiv
Moderne Tider
4. januar 2014
Foto: Mandel Ngan

Foto: Mandel Ngan

»Der findes alle de her konspirationsteorier om, at Dick (Cheney, red.) styrer det her land ... eller at Karl (Rove, red.) gør. Hvorfor er der ikke nogen teorier om, at det er mig, der bestemmer? Det går mig virkelig på.«

George W. Bush laver sjov over for en gruppe journalister foran den prestigiøse presseklub Gridiron Club i Washington DC i 2006.

»Jeg spurgte alle rundt om dette bord om Irak. Alle sagde, de var med. Der var ikke en eneste, der tvivlede.«

Bush reflekterer i et sjældent tvivlende øjeblik over for en lille gruppe rådgivere i 2008.

Ovenstående er blot to ud af mange omtalte og sigende citater fra en ny mursten af en bog – 800 sider – som udkom forrige måned i USA med titlen Days of Fire skrevet af forfatter og politisk journalist Peter Baker, der p.t. er Chief White House Correspondent for New York Times, men som var Washington Posts reporter samme sted under Bush i årene 2000-2004.

Ambitionen med det grundige værk er betydelig: At skrive en udtømmende beretning om George W. Bushs præsidentskab med særligt fokus på det omdiskuterede forhold mellem præsidenten og hans magtfulde nummer to, vicepræsident Dick Cheney. Som de fleste, der er interesserede i amerikansk politik, vil vide, var der en udbredt forestilling om, at det mere var Cheney, der styrede Bush, end omvendt.

Condoleezza vandt sidste runde

Forfatteren, der har haft adgang til Bushs bibliotek og har ført en række unikke tætte samtaler med de berørte hovedpersoner – både præsidenten, vicepræsidenten, deres ansatte og fortrolige – gør imidlertid op med forestillingen om den dominerende Cheney og anbringer Bush solidt i førersædet, når det gælder politikudviklingen. Det er Bakers pointe, at selv da Cheney havde mest indflydelse (2000-2004), var hans rolle mestendels at styrke en politik, som Bush selv ønskede gennemført. I de tilfælde, hvor Cheney maste på alene, kom han ikke nogen vegne. Det klareste eksempel herpå beskriver en diskussion i det nationale sikkerhedsråd i 2007, hvor Cheney er fortaler for at bombe en syrisk atomreaktor, hvor Bush lakonisk spørger forsamlingen: »Er der nogen, der er enige med vicepræsidenten?«

Det er der ikke, og så bliver der ikke talt mere om den sag. I det hele taget aftog Cheneys magt betydeligt efter 2004, hvor Bush udnævnte den langt mere moderate Condoleezza Rice som udenrigsminister. Hun vandt slaget om udenrigspolitikken; Bush beordrede brugen af de omstridte forhørsmetoder som waterboarding stoppet og tilbagetrækningen fra Irak blev påbegyndt – til Cheneys forbitrelse.

Samtidig styrede finansminister Henry Paulson den økonomiske politik. Og apropos økonomi var det for Paulson en overraskelse, hvor lidt Bush, ifølge Baker, forstod sig på samfundsøkonomi. Især i betragtning af hvor stor en effekt de radikale skattelettelser, som blev vedtaget under hans ledelse, har haft og fortsat har i dag.

»En eller anden dag må I fortælle mig, hvordan og hvorfor systemet er indrettet sådan her,« er præsidenten citeret for at bemærke, mens hans økonomiske rådgivere kæmper for at afværge det, vi i dag ved, var starten på finanskrisen.

Den moderate præsident

Endelig indrammer værket også på fin vis problemerne i det republikanske parti anno 2013. Man leder forgæves hos Bush og Cheney efter korstog mod prævention, abort og homoseksuelle, ligesom det er svært at forestille sig debatter om ’ægte voldtægter’ eller andre udskejelser, der karakteriserede ’the Republican war on women’ i 2012. Bush forekommer nærmest liberal med f.eks. initiativet ’No Child Left Behind’, et socialpolitisk program rettet mod fattige børns førskolestart og første skoleår, og hans indsats mod aids og fattigdom i Afrika virker nærmest eksotisk i forhold til den kraftige Teaparty-dominans, som dagens republikanske parti har ligget under i årevis.

Når det er sagt, står det dog fortsat klart, at Bush og Cheney i udenrigs- og sikkerhedspolitikken – og især i den berømte ’war on terror’ – fortsat må beskrives som høge eller hardliners. Hvilket de som bekendt langt fra var ene om. I panikken efter terrorangrebet den 11. september 2001 var det meste af USA overbevist om, at supermagten stod på tærsklen til endnu værre angreb, muligvis af biologisk eller kemisk karakter. Og Baker tager læseren tilbage til denne periode i 2001-02, hvor store dele af de nye love, bl.a. de vidtgående overvågningsmekanismer, blev til – politikker, der stadig er på plads i dag. På den måde har Bush præget Obamas USA langt mere, end mange tænker over til daglig. Alene af den grund kan bogen varmt anbefales til den USA-interesserede læser – hvilket man til gengæld nok også skal være, eftersom detaljerigdommen og informationstætheden er betydelig.

Peter Baker: Days of fire – Bush and Cheney in the White House
800 sider
35 dollar
Doubleday

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Willy Johannsen

Tja, ingen af os aner, om det er sandt. Men hvis det var Bush, der havde bukserne på, så det var de åbenbart meget små...
Store nationer føder sjældent større politikere end små nationer må man konstatere...

Niels Engelsted

Det er ligeså lidt en nyhed som, at det er Claus Hjort Frederiksen, der er hjernen i Venstre.

Fraus Dolus, Ivan Gullev og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar

Jeg tror ikke, at hverken Bush eller Cheney havde bukserne på. Lige så lidt, som det er Obama, der har dem på idag.

Torben Selch, randi christiansen, Poul Eriksen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Kalle Nielsen

Ha ha - det er virkelig et godt citat:
"Der findes alle de her konspirationsteorier om, at Dick (Cheney, red.) styrer det her land ... eller at Karl (Rove, red.) gør. Hvorfor er der ikke nogen teorier om, at det er mig, der bestemmer?"

Det må da også være træls at alle er så klartseende.

800 sider som ifølge Annegrethe R.s anmeldelse tilsyneladende går ud på at 'bevise' at Cheney blev 'The underdog' i en 'intern magtkamp' med Bush, der 'humant' "beordrede brugen af de omstridte forhørsmetoder som waterboarding stoppet" og ved at udnævne den "moderate Condoleezza Rice" kunne få "tilbagetrækningen fra Irak ... Påbegyndt".

Tjoe, jae - men gå det eventuelt også ud på, at redde det USA'nske præsident-embedes omdømme og få lagt afstand til journalist-forfatterens egne eventuelle tidligere 'holdninger' i de 20 år forud for hans ansættelse på New York Times i 2008, hvor han var reporter på det neokonservative og 'krigeriske' Washington Post og bl.a. dækkede Bush's 'Hvide Hus'?

Man kan læse lidt om Washington Post her: http://consortiumnews.com/2014/01/05/forgetting-why-al-qaeda-spread/

Og her er en artikel af CIA-analytikeren gennem 27 år Ray McGovern, 'Bush Boasts of Waterboard Order', fra Nov.7 2010 www.consortiumnews.com/2010/110710a.html på foranledning af medieomtalen af præsident Bush's selvbiografi 'Decision Points' og hvor han bl.a. også kommer ind på Peter Bakers positive og måske noget ukritiske modtagelse af samme.

Lur mig om ikke http://consortiumnews.com 's dygtige undersøgende journalist Robert Parry, som bl.a. har skrevet Bush-biografien 'Neck Deep. The disasterous presidency of George W. Bush' og 'America's Stolen Narrative: From Washington and Madison, to Nixon, Reagan and the Bushes, to Barack Obama', også vil skrive en måske mere kritisk anmeldelse af Bakers bog.

Det vil jeg i hvert fald håbe på
c'',).
Med venlig hilsen

Torben Selch, Poul Eriksen, Daniel Hansen, Bill Atkins, uffe hellum, Dennis Berg og Kalle Nielsen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Hvordan kan en præsident, der ikke har forstand på økonomi, have bukserne på? Det var nok nærmere Wall street, der havde det. Så ku Bush fint få lov at tage sit faderopgør, rode rundt i Irak og få al opmærksomheden, mens finanshajerne uforstyrret passede finanserne.

Et sådant bestillingsarbejde som dét af Mr. Bager måtte jo dukke op før eller siden ...

Rigtigt mange mener at Bush og Reagan fortjener et bedre eftermægle, end det de efterlod i tjenesten. Her til lands er det Søren Pind, der står for historieforfalskningen.
Georg Walker Bush er fra knægt af blevet pisket frem af familie og det røde parti. Nu har han fået lov at leve nogenlunde i fred og deltager sjældent og ugerne i offentlig fremtræden.

Simon H. Petersen

Men at hovedvinklen for værket skulle være hvem der havde bukserne på...? Jeg er fuldstændig ligeglad......

Oscar Ibrahim

Præsidenten i USA har aldrig bukserne på. Jeg vil nærmere betegne præsidenten i USA som en marionetdukke, da den styres af dem som har har betalt for præsidentens valgkampagne. Under bush-administrationen (George Walker red.) formoder jeg at det bl.a. var Sheldon Adelson, Koch-brødrene samt Rupert Murdoch der havde bukserne på.

Netop af den årsag har USA heller ikke demokrati, da befolkningens interesser aldrig bliver varetaget af præsidententen. Derimod er det en lille elites interesser der bliver varetaget i det hvide hus. Sørgeligt, men sandt.

Stakkels størstedelen af amerikanerne...

randi christiansen

Og stakkels resten af os

Niels Engelsted:
"Det er ligeså lidt en nyhed som, at det er Claus Hjort Frederiksen, der er hjernen i Venstre."
Ja, men det forklarer jo så, hvorfor visse ledere ikke forstår samfundsøkonomien og de skader, som det efterfølgende giver for de svage i samfundet. I tilfældet Venstre må jeg antage: lille hjerne, men kynisk - utrolig kynisk.

Randi Christiansen:
"Hvordan kan en præsident, der ikke har forstand på økonomi, have bukserne på?" Nemt - se tilbage på perioden med Reagan og se, hvordan Laffer-kurven (kun gældende i ekstremer) blev brugt til at argumentere for skattelettelser til de rige...ved nærmere eftertanke, så kan du også bare læse V eller LA's skatteprogram (same, same)...sort, men sandt og sørgeligt!