Læsetid: 3 min.

Firmaets mand

John Rizzo arbejdede for CIA i 30 år, og endte som den mest indflydelsesrige generaladvokat, agenturet nogen sinde har haft. Han kunne have forhindret de kontroversielle afhøringsmetoder, der blev taget i brug efter 11. september. Men det gjorde han ikke
25. januar 2014

Der bliver skrevet mange erindringer, når efterretningsansatte stopper deres karrierer i det amerikanske. Men Company Man – Thirty Years of Controversy and Crisis in the CIA, der udkom for tre uger siden i USA, er ikke som de andre. Ikke kun fordi den spænder over 30 års karriere – ingen anden jurist har siddet som fungerende legal counsel (efterretningsagenturets øverste jurist) i længere tid end John Rizzo, seks år – men fordi Rizzo var manden i centrum for samtlige de kontroversielle beslutninger, der har fyldt alverdens medier, i efterdønningerne fra 11. september 2001.

Rizzo blev nemlig CIA’s ansigt udadtil. Det var ham, der blev spurgt om de nu forbudte afhøringsmetoder, der blev taget i brug ved forhørene af flere al-Qaeda-medlemmer under George W. Bush. Det var ham, der bestilte de nu berygtede memoranda hos det amerikanske justitsministerium, som endte med at give grønt lys for waterboarding (simuleret drukning), søvnberøvelse, walling m.m. Og det var Rizzo, der med et museklik kunne have forhindret, at de såkaldte torture memos endte som praktisk politik. Hvis han altså havde villet. »Det ville have været relativt nemt, faktisk, at have stoppet forespørgslen,« skriver han.

Godkendte tortur-memoranda

Men han gjorde det ikke. Han var overbevist om – i den angste stemning af frygt for yderligere terrorangreb, der herskede i månederne efter 11. september – at der var gode grunde til at anmode om lov til at bruge de hårdhændede metoder, der senere – under præsident Obama – blev klassificeret som tortur.

Det var også under Rizzo som legal counsel, at de lige så berygtede torture tapes – videooptagelser af afhøringerne, der i over fem år blev opbevaret uden for USA, sandsynligvis i en af de hemmelige black sites, som USA anvendte efter 11. september til indespærring og afhøring af de terrormistænkte – blev destrueret. Men i modsætning til forhørsmetoderne, som Rizzo den dag i dag forsvarer brugen af, om end han kalder dem »frygtelige og barbariske«, så var han lodret modstander af destruktionen af båndene. Lige som to CIA-direktører og lige som to juridiske rådgivere for Det Hvide Hus også var det. Alligevel blev båndene destrueret. Frygten var, at båndoptagelserne – der viste ansigterne på de CIA-ansatte, der havde stået for afhøringerne – ville blive lækket og dermed ville få alvorlige følger for de pågældendes liv og sikkerhed. Beskrivelserne i bogen over Rizzos egen bestyrtelse, da han får kendskab til destruktionen samt det raseri, der var reaktionen i såvel Det Hvide Hus som i Kongressen, der var blevet holdt hen i uvidenhed, er fængslende og interessant. Rizzos efterfølgende afhøring i Senatet er også spændende læsning – han var den eneste CIA-ansatte, som blev afhørt. Herefter var både hans karriere og hans liv i limbo, mens han ventede på, om han eller hans kolleger ville blive anklaget i retten. Det endte med, at ingen blev retsforfulgt for destruktionen.

Beskrivelserne af alle disse kontroverser, beslutninger, dilemmaer er beskrevet i bogen, der er letlæst og velskrevet, selv om den ikke har haft en ghostwriter. Rizzo er også den første, der nogen sinde har beskrevet the black sites indefra, lige som han beretter om andre, tidligere kontroversielle CIA-operationer bl.a. Iran-contra-skandalen, flere af CIA’s stedfortræderkrige i Latinamerika i 1970’erne og brugen af droner i Pakistan.

Enestående vidnesbyrd

Mange vil sikkert nære afsky for en række af de beslutninger, John Rizzo var med til at virkeliggøre. Men politisk ståsted bør ikke stoppe nogen i at læse bogen. For nok var Rizzo i den grad ’firmaets mand’ – man skal lede længe efter kritik af kolleger eller de seks CIA-direktører han tjente under. Men det skorter ikke på selvrefleksion, selvkritik eller kritik af agenturet som sådan – der blev taget mange uoverlagte, uigennemskuelige eller ugennemtænkte beslutninger i de 30 år, John Rizzo sad ved sit skrivebord. De bliver nævnt, lige som han også uddeler svirp og begmænd til diverse præsidenter og ledende magtfulde, sikkerhedspolitiske aktører undervejs. Han nåede at tjene under 11 CIA-direktører og syv præsidenter.

Det er simpelt hen sjældent, at man får lov til at sidde på første parket ved så mange insider-stories fra CIA og Det Hvide Hus’ nationale sikkerhedsråd, og hvis man ellers interesserer sig for den genre så er der ikke noget at betænke sig på. Man vil blive provokeret, underholdt og oplyst efter alle kunstens regler med Company Man.

 

John Rizzo: Company Man – Thirty Years of Controversy and Crisis in the CIA. 320 sider. 28 dollar. Scribner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Nu har Annegrethe Rasmussen omhyggeligt og vel netop af gode grunde undladt at oversætte diverse amerikanske udtryk til ubehjælpsomt og uforståeligt dansk i denne boganmeldelse. Tak for det!

Og vi læser derfor, at Rizzo var "legal counsel" - i artiklen forklaret som "øverste jurist".

Men hvem i alverden har dog fundet på manchetten, hvor Rizzo er blevet "generaladvokat"? En sådan hører man på dansk oftest om i forbindelse med EU. Og der hører Rizzo jo ikke hjemme. Tjek af ordbøger, opslagsværker m.v. er selvfølgelig overflødigt. Og jeg selv ser igen bort fra, at sure opstød som dette ingen steder hører hjemme.