Læsetid 4 min.

Løgstrups livtag med eksistensen

Hvilken plads indtager mennesket i naturen? Det er det spørgsmål, K.E. Løgstrup var optaget af i sit ufuldendte hovedværk ’Ophav og omgivelse’, som nu er blevet genudgivet – et vigtigt og aktualiserende bidrag til dansk humanistisk forskning
Sansning. Løgstrup, her sammen med hustruen Rosemarie, formår i bogen, der må anses for et hovedværk i dansk idehistorie, at opstille en original teori om sansning og sprog, der bidrager til kritikken af den subjektivistiske tradition.

Sansning. Løgstrup, her sammen med hustruen Rosemarie, formår i bogen, der må anses for et hovedværk i dansk idehistorie, at opstille en original teori om sansning og sprog, der bidrager til kritikken af den subjektivistiske tradition.

Erik Jepsen
11. januar 2014

Filosoffen og teologen K.E. Løgstrups ufuldendte hovedværk Ophav og omgivelse, der nu foreligger i en nyudgivelse, udgør et af de mest ambitiøse forsøg på fremstille en samlet natur-, historie- og religionsfilosofi i nyere dansk idehistorie.

K.E. Løgstrup var ved sin død i 1981 i færd med at udarbejde det tredje og centrale bind af sin Metafysik. Han havde allerede redigeret en stor del af stoffet, men var ikke til nået afslutningen. I Ophav og omgivelse samles Løgstrups egen hovedtekst suppleret af tidligere udgivne tekster og artikler med efterskrift af Hans-Jørgen Schanz og et ledsagebind af Jakob Wolf.

Som Hans-Jørgen Schanz skriver i efterordet, står Ophav og omgivelse som et af de vanskeligste skrifter i dansk idehistorie. De problemstillinger, som Løgstrup beskæftiger sig med, er de mest grundlæggende i filosofien. Hvilken plads indtager mennesket i naturen? Hvad er forholdet mellem bevidsthed og den kausale verden? Hvad er relationen mellem sprog og sansning? Og hvilken kraft opretholder den kontinuerlige balance mellem eksistens og tilintetgørelse?

Løgstrup starter bogen med et fundamentalt interessant spørgsmål, der stadig i dag, 30 år efter bogens tilblivelse, er relevant. Mennesket lever i den moderne epoke i en slags dobbelttilstand. På den ene side ved vi fra fysikken og biologien, at verden omkring os er vores ophav. Mennesket har sin oprindelse i universets fødsel og den biologiske evolution. Dette er verden forstået som kausalitet. Det vil sige som en række af årsagskæder, der kan føres tilbage gennem historien som videnskabeligt dokumentbare informationer. På den anden side er verdenen altid menneskets omgivelse. Når først mennesket er kommet til bevidsthed, fremstår verden med sine fænomenologiske kvaliteter som omverden for tænkningen.

Mennesket inkarnerer for Løgstrup den objektive og kausale verden i sin biologi, men har samtidig et suverænt ikkereducerbart bevidsthedsliv, der består af sansning, sprog, intentioner og forståelse. Det er på sin vis denne dualisme, der altid har været genstand for filosofien. Og det er metafysikkens opgave at give svar på, hvordan ophav og omgivelse hænger sammen. For Løgstrup rummer denne dobbelttilstand imidlertid også væsentlige farer. Løgstrup skriver: »På een af to måder kan vi betragte forholdet mellem universet og den menneskelige tilværelse. Enten ud fra vor tilværelse. I så fald reduceres universet til omgivelse for den. Eller ud fra universet. I så fald er den vort ophav.«

Reduktionens farer

Begge typer af reduktion er uacceptable for Løgstrup. Faren er, at vi reducerer alt, hvad der er meningsfuldt ved menneskets eksistens til egenskaber ved vores evolution og biologi, som det nogle gange forsøges af ivrige naturvidenskabsfolk. På den anden side er faren, at vi reducerer vores omgivelser til egenskaber og projektioner ved bevidstheden. Løgstrup vil derfor foretage et dobbeltopgør med både den naturvidenskabelige reduktion og den idealistiske bevidsthedsfilosofi. I sine bedste afsnit kommer bogen overraskende tæt på de diskussioner, der aktuelt foregår mellem neurovidenskab og humaniora. Hvordan forener vi biologi og bevidsthed inden for ét og samme verdensbillede?

Løgstrup giver i Ophav og omgivelse et omfattende og til tider spekulativt og religiøst bud på, hvordan forbindelsen mellem den fysiske og bevidste verden skal forstås. Han argumenterer for, at der aldrig har været nogen fundamental adskillelse, og at menneskets sansning ikke er receptiv, dvs. modtager sit indhold udefra, men er afstandsløs. Fra den tyske filosof Martin Heidegger overtager Løgstrup den forestilling, at bevidstheden er langt tættere på virkeligheden, end mange filosoffer traditionelt antager. Sansningen bearbejder ikke det sansede gennem forudgivne kategorier. Derimod har universet et umodificeret og ureduceret nærvær, skriver Løgstrup.

Det er en styrke, at Løgstrup i første del formår at holde den natur- og bevidsthedsfilosofiske diskussion adskilt fra den religionsfilosofiske. Men man fornemmer, at distancen ikke kan opretholdes. Der er ikke tale om nogen naiv kreationisme. Løgstrup understreger, at metafysisk erkendelse ikke påvirker videnskabens resultater, men udgør de forudsætninger, inden for hvilke videnskaben har adgang til sit domæne. Her kommer Løgstrups teologisk-kristne idéer om det skabte univers og den opretholdende magt frem. Universet er ikke skabt én gang for alle, men må hele tiden skabes og opretholdes af en guddommelig magt. I mere kryptiske afsnit får man indtryk af en negativ teologi. Guds opretholdelse af det skabte er noget, der holder intet tilbage. Som i middelalderens skolastik er guddommen i Ophav og omgivelse en immanens.

Dermed får vi svaret på, hvordan bevidstheden kan være indfældet i den kausale verden, uden at bevidstheden dermed får til opgave at skabe mening og orden. Dualismen kan undgås, fordi universet for Løgstrup ikke på forhånd er fornuftsløst. Der er en orden i det værende, der går forud for erkendelsen. Denne orden går hos Løgstrup forud for sansning og sprog og etablerer dermed den relation mellem bevidsthed og kausalitet, som er metafysikkens ærinde.

Hovedværk

Ophav og omgivelse må betragtes som et hovedværk i dansk idehistorie. Løgstrup formår at opstille en original teori om sansning og sprog, der bidrager til kritikken af den subjektivistiske tradition. Bogen ender som en religiøs traktat, hvor den guddommelige magt kaldes ind som magisk løsning på bevidsthedens problem. Det er ærgerligt, at Løgstrup ikke kunne forlige sig med nykantianismen. Netop nykantianeren Ernst Cassirer ville være enig med Løgstrup i, at virkeligheden indeholder visse fundamentale former, der ikke kan reduceres til bevidstheden. Men i stedet for den religiøse omvej, valgte nykantianismen videnskaben.

Hans-Jørgen Schanz beskriver i sit klare og oplysende efterord, hvordan Løgstrup nogle gang koketterede med, at hans arbejde udgjorde en vigende hærs bagtrop, der var ved at forsvinde i historiens tusmørke. Forlaget Klim har med den omfattende udgivelse af Løgstrup Biblioteket bidraget væsentligt til, at dansk idehistorie nu er forsynet med en stærk genudgivelse af Løgstrups værker. Det er et vigtigt og aktualiserende bidrag til dansk humanistisk forskning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Trond Meiring
    Trond Meiring
  • Brugerbillede for Claus Høeg
    Claus Høeg
  • Brugerbillede for Stig Bøg
    Stig Bøg
Trond Meiring, Claus Høeg og Stig Bøg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Karsten Kølliker
Karsten Kølliker

Bogen ender som en religiøs traktat, hvor den guddommelige magt kaldes ind som magisk løsning på bevidsthedens problem. Det er ærgerligt, at Løgstrup ikke kunne forlige sig med nykantianismen. Netop nykantianeren Ernst Cassirer ville være enig med Løgstrup i, at virkeligheden indeholder visse fundamentale former, der ikke kan reduceres til bevidstheden. Men i stedet for den religiøse omvej, valgte nykantianismen videnskaben.

Er det bare mig, eller er denne konklusion ikke en kende arrogant? Hvem er David Budtz Pedersen til at gå i rette med Løgstrup på den måde? Og hvad værre er forekommer David Budtz Pedersens standpunkt at være reaktionært ift. Løgstrups. Siden renæssancen og op igennem oplysningstiden til den endelige stadfæstelse i materialismen, har filosoffer og videnskabsfolk trukket skarpe skel mellem tro og viden. Men disse skel har jo gradvist igennem det 20. århundrede afsløret sig som så diffuse og uhåndgribelige, at en tidssvarende opfattelse vel snarere blot taler om forskellige trossystemer med forskellige metoder til at verificere eller falsificere deres antagelser.

Således er skellet mellem tro og viden formentlig et standpunkt, der er tømt for erkendelsesmæssigt potentiale. Spørgsmålet er i højere grad, hvis alle anskuelser alligevel blot er trossystemer som byder sig til for den enkelte, hvilket trossystem vælger jeg da at lægge til grund for min egne anskuelser og mine egne leveregler. For den enkelte følger der et stort ansvar med erkendelsen af, at al viden er subjektiv.

Uden at være velbevandret i Løgstrups tænkning er det min opfattelse, at netop dette spørgsmål var centralt for hans tænkning, hvilket er progressivt i mine øjne. Ser frem til at læse “Ophav og omgivelse”.