Når volden gør stum

I begyndelsen af 1990’erne bliver kosovoalbaneren ’Adem’ nægtet politisk asyl af de tyske myndigheder og sat på et fly tilbage til det borgerkrigshærgede Jugoslavien. I lufthavnen arresteres han af serbiske politifolk, der konfiskerer hans papirer og tæsker ham til ukendelighed. Derefter tager vagterne hans nyindkøbte sko fra ham og sætter den desorienterede og forslåede torturoffer på et fly tilbage til Tyskland.

Da den tyske krigskorrespondent Carolin Emcke senere interviewer ’Adem’, klynger den martrede mand sig først og fremmest til erindringen om sine nyindkøbte sko. »Jeg havde købt spritnye sko,« fremstammede han igen og igen i løbet af samtalen med Emcke. Skoene bliver Adems forsøg på at konstruere en sammenhængende historie om sine lidelser.

Historien om Adem fortælles i Emckes fremragende, klart formidlede og tankevækkende bog Weil es sagbar ist (Fordi det kan siges), der former sig som en essayistisk afsøgning af vidnesbyrdets og genfortællingens betydning og mulighedsbetingelser i kampen mod det, som Emcke beskriver som voldens forstummende konsekvenser.

Afkoblet fra verden

Med udgangspunkt i både personlige erfaringer, kulturhistoriske perspektiveringer, filosofiske tekster og naturligvis klassiske vidneberetninger som eksempelvis den italienske jøde Primo Levis erindringer om hans kz-fangenskab afsøger den prisbelønnede reporter og filosof sprogets centrale rolle i både destruktionen og genetableringen af voldsofferets værdighed og relation til dets omverden.

Som udgangspunkt slår Emcke fast, at det dehumaniserende ved ekstreme torturovergreb først og fremmest består i at afkoble offeret fra en velkendt og ordnet verden. Når tilværelsen pludselig fyldes af en fundamental og grundlæggende kategoriløs vold – hvad enten der er tale om de nazistiske, kommunistiske eller serbiske dødslejre – er det ikke blot individets krop og sind, der angribes, men også dets evne til at kommunikere i dialog med sin omverden. »På den måde bliver lidelse og vold til et sprogligt problem«, skriver Emcke og uddyber:

»Bestemte oplevelser synes ikke blot at begrænse muligheden for at beskrive dem, men også evnen til at forstå dem. Ekstrem uretfærdighed og vold repræsenterer en anomali. De bryder ind i menneskers liv, som ikke er i stand til at begribe, hvad der overgår dem.«

Sproget som healer

Det er derfor, at traumatiserede ofre ofte forsøger at holde fast i den forsvundne verdens rutiner – som når ’Adem’ hænger fast i sætningerne om sine nyindkøbte sko. »Hvor skulle fremstillingen af en verden, der er gået itu, ikke genspejle netop denne ødelæggelse«, skriver Emcke og peger på, at andre ofre aldrig når frem til den sammenhængende fortælling, fordi de vægrer sig ved at delagtiggøre deres medmennesker i traumatiske erfaringer. Eksempelvis når utallige krigsofre tier om deres oplevelser, fordi de vil skåne deres omverden, men dermed forbliver i den tilstand af dehumaniseret sprogløshed, som volden har påtvunget dem.

Den sproglige genfortælling – der også kan udliciteres til andre som eksempelvis forfattere og journalister – bliver ifølge Emcke ikke blot en betingelse for at genetablere offerets værdighed, for at komme overens med og sone historiske uretfærdigheder, men også til et etisk imperativ, der er nødvendigt for ikke at efterlade ofret i den ensomhed, som volden har skabt.

Alene i evnen til at beskrive ellers ubeskrivelige erfaringer kan den skrivende modvirke voldens forstummende effekt, der er mindst lige så forkrøblende for det traumatiserende offers selvfølelse som den fysiske voldshandling, der ligger bag.

Det er store ord, men Emcke holder benene på jorden og svinger sig heldigvis ikke op til at lovprise fortællingen som en terapeutisk mirakelkur. I stedet bliver hendes essay en overbevisende understregning af den lemlæstelse af sproget og samtalen, der også bliver omkostningen ved den uforståelige voldsakt. Det er netop tavshedens implicitte sakralisering af den forstummende vold, som ethvert humant samfund ifølge Emcke som et etisk imperativ bør bekæmpe med sprogets og fortællingens magt.