Læsetid 6 min.

En stjerne på himlen og en sten i skoen

Ny dansk bog introducerer Slavoj Žižeks radikale samfundsteori. Og det er en god idé, for Žižek er svær at holde styr på, og få tænkere inspirerer og irriterer så meget som ham
Vågn op. Slavoj Žižeks tanker er et opråb til venstrefløjen, der fattes beslutninger og interventioner som erstatning til de gode ideer og intentioner, den har nok af.

Vågn op. Slavoj Žižeks tanker er et opråb til venstrefløjen, der fattes beslutninger og interventioner som erstatning til de gode ideer og intentioner, den har nok af.

Capital Pictures
4. januar 2014

Det deklareres ofte, at ideologiernes og historiens tid er ovre. At der er det, der er. At der ikke er andet. Det er naturligvis en helt igennem ideologisk erklæring, men alligevel har de fleste venstrefløjstænkere affundet sig med, at det eneste, man i denne postpolitiske såvel som postutopiske tidsalder har at håbe på, er sparsomme forbedringer eller sporadiske performative provokationer.

Den køber den slovenske filosof, provocateur og psykoanalytiker med meget mere Slavoj Žižek ikke. Fra hans perspektiv er det nødvendigt at tro på, at reel forandring er mulig. Ikke at forstå som en forskydning inden for en given orden (læs: det neoliberale velfærdsdemokrati), men som en grundlæggende omkalfatring af selve denne orden.

Det kan naturligvis let føre til alverdens misforståelser. At Žižek er en farlig revolutionsromantiker, en totalitær tænker, en nyttig idiot. Derfor er det også på tide og på sin plads, at der nu er kommet en indsigtsfuld introduktion til hans politiske tænkning. I bogen Den nyttige idiot – om Slavoj Žižeks samfundsteori har Henrik Jøker Bjerre og Carsten Bagge Laustsen påtaget sig den væsentlige opgave at rydde lidt op i de diverse misforståelser af Žižek og, som der står på bagsiden af bogen, »fremdrage de vigtigste teoretiske forudsætninger for hans samtidsanalyser og give en række eksempler på disse«. Det gør forfatterne på eksemplarisk vis. Og samtidig forfægter de den interessante pointe, at det at være en nyttig idiot måske slet ikke er så slemt endda.

En revolution uden revolution

En ting er venstrefløjens kritik af Žižek, noget andet er Žižeks kritik af venstrefløjen. Den lægger Jøker Bjerre og Bagge Laustsen med god grund vægt på.

Overordnet set er Žižek særdeles skeptisk over for størstedelen af den nuværende venstrefløjs politiske ideer (humanisme, økologisme, multikulturalisme osv.) og letkøbte radikalitet. Med en analogi til nutidens marked, hvor man efterhånden finder flere og flere produkter frarøvet deres substans (kaffe uden koffein, cola uden sukker osv.), lyder Žižeks anklage, at de såkaldte ’radikale’ tænkere i virkeligheden ønsker sig en koffeinfri revolution, en revolution, der ikke lugter af revolution.

Hvis der var én ting, der generede mig, da bølgerne omkring Pussy Riot var på sit højeste, var det da også, hvordan en række mennesker i mit såkaldte Facebook-netværk skyndte sig at udtrykke deres solidaritet med de russiske aktivister. Det forekom ikke at være andet end en helt igennem gratis og risikofri gestus. En traditionel venstreorienteret automatisme.

Det er i sådanne situationer, at det er befriende og relevant at læse Žižeks bøger. Han hader nemlig, som et citat lyder i Den nyttige idiot, »den traditionelle venstreorienterede opfattelse, som godt kan lide revolutioner, men foretrækker, at de finder sted langt væk, så du, mens dit hjerte banker for revolutionen, kan fortsætte din karriere i ro og mag«.

Det reelle og det universelle

I bogen kaldes Žižeks tanker for et wake up call til venstrefløjen. Den mangler ikke gode ideer og intentioner, men beslutninger og interventioner. Men i første omgang kræves en ordentlig beskrivelse af samfundet. Den måde, vi beskriver et givent problem på, er som oftest en del af dette problem. Så forandringen af verden forudsætter en fortolkning af verden.

Og på det punkt – dvs. hvad den politiske analyse angår – hersker der trods alt en vis enighed på venstrefløjen (selv om Žižeks psykoanalytiske ideologikritik er hans helt egen!). Der er i hvert fald få tænkere derude, som vil mene, at det, der finder sted inden for den neoliberale velfærdsstats rammer, kan kaldes for politik i ordets sande betydning. Men hvad politik så er – dét er straks en anden snak.

Som jeg læser Žižek, er hans revolutionsforståelse bundet op på to centrale begreber: Ét begreb om det reelle og ét begreb om det singulært universelle. Politik kan ifølge Žižek defineres som en begivenheds traumatiske indbrud i en given situation – som vel at mærke forandrer denne situations ’transcendentale koordinater’, så det, der før fremstod som umuligt, nu fremstår som muligt. Politik modificerer altså retrospektivt det, der er tænkeligt, ved at byde det utænkelige velkomment. Det er det reelle.

Det singulært universelle handler om, at den politiske begivenhed ifølge Žižek aldrig kun kan tage form af en partikulær eller lokal kamp. Politik handler med andre ord ikke om, at en bestemt samfundsgruppe skal have lidt flere rettigheder, lidt mere anerkendelse, lidt bedre løn (for som Jøker Bjerre og Bagge Laustsen spørger: Hvornår er nok nok?). Nej, hvis ikke et givent krav kan universaliseres, er der for Žižek ikke tale om reel politik, men om symbolske sejre, små forskydninger, minimale ændringer, dvs. pseudopolitik, ikke noget at skrive hjem om. Universaliseringen af et partikulært krav må, som forfatterne skriver, samtidig »være en tematisering af den kapitalistiske samfundsorden«.

Det Arabiske Forår

Et eksempel kunne være Det Arabiske Forår (hvor der blandt folk på Facebook igen-igen florerede rigeligt med billig opbakning til oprørerne). Opstandene fra Egypten til Syrien var politiske eller endda revolutionære, fordi de for det første indstiftede et reelt brud med det muliges horisont, og for det andet fordi de ikke kun vedrørte et opgør med lokale og nationale diktatorer eller et ønske om at få indført det liberale demokrati, som vi i Vesten kender det, men fordi de også udtrykte en mere fundamental kamp mod den undertrykkende og modsætningsfyldte kapitalistiske verdensorden, som de kendte den.

At det så gik, som det gik/går med Det Arabiske Forår, er, hvad det er, og ikke noget der som sådan underminerer Žižeks pointer. For ham måles en revolution ikke kun på dagene, der leder op til den, men på tiden i kølvandet på revolutionen, dagen derpå.

Og det er alt for let bare at være imod, man må også være indstillet på at tage magten, løbe en risiko og så se, hvad der sker. Der findes ingen garantier, intet er givet på forhånd. Det er her, at kritikerne af Žižek for alvor provokeres. Af hans brutale og radikale teori, der siger, at hvis man har sagt A, så må man også være parat til at sige B …

Indfør kommunisme nu!

Dette kritikpunkt tages der hånd om i Jøker Bjerre og Bagge Laustsens bog, der måske forbliver en smule for loyal. Derfor en lille afsluttende afstikker til en mere relevant kritik af Žižek, man, så vidt jeg kan se, ikke støder på i Den nyttige idiot:

I sin nye bog, Krise til opstand, kalder den marxistiske kunsthistoriker Mikkel Bolt Žižeks tænkning for »et sent forsvar for en autoritær statskapitalisme Tito-style«. Men det er ikke det relevante. Det relevante er, at Bolt fremhæver følgende forhold: »Den kommunistiske revolution er ikke kampen for statsmagten og en anden organisering af den kapitalistiske pengeøkonomi, den er opløsningen af staten, af lønarbejdet, af ejendomsformen og pengene.«

Derfor kan man ikke – som Žižek gør – adskille mål og midler eller dagen før revolutionen og dagen efter revolutionen. Som Bolt skriver: »Revolutionen består ikke af to faser, først tager vi magten og så ændrer vi samfundet. Det kommunistiske perspektiv sætter sig igennem med det samme som en transformation af alle sociale forhold.«

Her rammer kritikken plet: Žižek har ikke blik for »transformationen af de sociale forhold«, og for at en kritik eller revolution i praksis kan finde sted i hverdagslivet. Det behøver ikke være organiserede bevægelser og storslåede begivenheder, der leder til en overtagelse af statsapparatet. Der kan også være en revolution i det stille og det små.

Det, Bolt så til gengæld (som så mange andre) ikke tager højde for, er, at Žižeks position og positur altid også er en del af en bevidst – provokerende og humoristisk – retorisk strategi. Når folk siger, vi skal tilbage til Keynes, eller hvem det nu kan være, så siger Žižek, at vi skal tilbage til Lenin. Når folk tillægger ham en autoritær mesterposition og vil have et svar på, hvad der skal gøres, så siger han: »OK – indfør kommunisme nu!«

Som Jøker Bjerre og Bagge Laustsen beskriver det i deres velskrevne og veldisponerede bog, så ønsker Žižek på den måde, og når alt kommer til alt, at folk skal tænke selv. Tale selv. Handle selv. Det er derfor, han – som den væsentlige tænker og nyttige idiot, han nu engang er – til stadighed gør sit bedste for på samme tid at inspirere og irritere.

 

 

Henrik Jøker Bjerre og Carsten Bagge Laustsen

Den nyttige idiot – om Slavoj Žižeks samfundsteori.

282 sider, 198 kr.

Forlaget Samfundslitteratur

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Jesper Wendt
    Jesper Wendt
  • Brugerbillede for Benjamin Bach
    Benjamin Bach
  • Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
    Robert Ørsted-Jensen
  • Brugerbillede for Bill Atkins
    Bill Atkins
Jesper Wendt, Benjamin Bach, Robert Ørsted-Jensen og Bill Atkins anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Benjamin Bach
Benjamin Bach

Først forstod jeg det ikke helt, men så forstod jeg det måske godt alligevel :) (som så meget andet Žižek-relateret)

Her rammer kritikken plet: Žižek har ikke blik for »transformationen af de sociale forhold«, og for at en kritik eller revolution i praksis kan finde sted i hverdagslivet.

...og derefter i sidste afsnit:

Som Jøker Bjerre og Bagge Laustsen beskriver det i deres velskrevne og veldisponerede bog, så ønsker Žižek på den måde, og når alt kommer til alt, at folk skal tænke selv. Tale selv. Handle selv.

Jeg ville nok have skrevet det mere som Žižek har så absolut blik for transformationen af de sociale forhold, idet han ønsker, når alt kommer til alt, at folk skal tænke selv. Tale selv. Handle selv.

Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen

»Den kommunistiske revolution er ikke kampen for statsmagten og en anden organisering af den kapitalistiske pengeøkonomi, den er opløsningen af staten, af lønarbejdet, af ejendomsformen og pengene.«

jeg begynder for alvor at holde af ham Bolt

Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen

Staten er enten lig med en eller anden grad af alt fra formynderi til buraukratisk undertrykkelse eller også en regulær fastfrysning af kapitralismen og den bestående orden. Det ere temmelig trættende at debattere med mennesker der mener at statsligt tyrrani, det disse mennesker betegner som 'realsocialisme', skulle være foreneligt med Marx aspirationer om noget andet og bedre, eller at et velfærdsformynderi er vejen frem. Mennesker som typisk afviser den oprindelige vision om urealistisk utopi eller idealisme. Men vejen frem skal indslysende styres af en vision om noget der er bedre deri at det give større individuel frihed, en højere grad af respekt for naturgrundlaget og andre arter og mere retfærdighed mennesker imellem end det vi har - ellers er det sgu ikke væred at slås for

Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen

Žižeks er også lidt af en Rasmus modsat provokatør - men det er sgu svært at tro9 på at han skulle være tilhænger af et Tito-lignende regime al den stud at han selv blev forfulgts som systemkritiker af selv samme regime.

Brugerbillede for Niels Engelsted
Niels Engelsted

Ét begreb om det reelle og ét begreb om det singulært universelle. Politik kan ifølge Žižek defineres som en begivenheds traumatiske indbrud i en given situation – som vel at mærke forandrer denne situations ’transcendentale koordinater’, så det, der før fremstod som umuligt, nu fremstår som muligt. Politik modificerer altså retrospektivt det, der er tænkeligt, ved at byde det utænkelige velkomment. Det er det reelle.

Og når man har forstået det, kan man gå videre til den franske psykoanalytiker Lacan, der er Zizeks læremester og bagggrundsinspiration. God fornøjelse!

Brugerbillede for Niels Engelsted
Niels Engelsted

Robert,
»Den kommunistiske revolution er ikke kampen for statsmagten og en anden organisering af den kapitalistiske pengeøkonomi, den er opløsningen af staten, af lønarbejdet, af ejendomsformen og pengene.«

Er vi tilbage til Marx 1844 eller skal vi helt tilbage til Rousseau? Som Voltaire fik jeg ihvertfald en frygtelig lyst til at gå på alle fire, da jeg læste din hyldest til ovenstående citat fra ham der Bolt og din efterfølgende vision om harmoni og retfærdighed med frihed og respekt for naturen og alle andre arter.

Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen

Marx er Marx Engelsted - Marx hyldede aldrig staten! Det var altid for ham - fra a´start til slut præsist som i citater fra Bolt - noget med at overvinde staten ved at bruge den i en kortere overgangsperiode til at forme et nyt samfund hvor folket var ejere og fordelere og staten minimeret og døende.

Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen

Lenin var i øvrigt helt enig med Marx - jeg anbefaler som sædvanlig (forgæves tilsyneladende) læsning af Lenins bog - som på dansk bærer tilen 'Staten og Revolutionen' hvad Lenin skriver der svar præsist til citatet fra Bolt!