Læsetid 5 min.

De tomme slagord

Freden er truet af EU, skriver Kasper Støvring i lille ordrig, men tyndbenet pamflet
Bagud. Hvis den højrefløj, Kasper Støvring tilhører bliver flere end nu, kan det give engelske tilstande, hvor landene skuer bagud mod en udlevet nationalisme for at finde svaret på fremtidens problemer.

Bagud. Hvis den højrefløj, Kasper Støvring tilhører bliver flere end nu, kan det give engelske tilstande, hvor landene skuer bagud mod en udlevet nationalisme for at finde svaret på fremtidens problemer.

Joachim Adrian
1. februar 2014

En anmeldelse af en debatbog proppet med løse påstande må tage stilling til enkelte af disse som udtryk for validiteten af resten. Dertil kommer vurderingen af stilart og kunstnerisk udførelse. Kasper Støvring skal i den forbindelse roses for en egen højkomprimeret, adræt aggressivitet.

Meget mere hyldest bliver det så heller ikke til. Teksten levner ikke plads for det rimelige modsynspunkt. I hvert fald ikke uden hånlige bedrevidende følgekommentarer med historiske forvridningsargumenter som Barosos fortid som maoist under den portugisiske revolution. Ja, der var jo nogle som i dag er noget lidt andet end før, hr. Støvring. Hils henne på fløjen! Tryksagens hovedtese, titlens anslag, er, at EU som et fredens projekt er en uvederhæftig konstruktion uden forbindelse til virkeligheden. EU’s skumle hensigt er samtidig ifølge Støvring den totale nedbrydning af nationalstaten, den nationalstat der ifølge Støvring modsat er den eneste garant for fred.

EU nedbryder i ufredens tjeneste ikke alene suverænitetsprincippet: EU fremmer retsløshed, flygtningestrømme, censur, økonomisk ruin, ensretning, tyranni, etc. Sådanne mundfulde – og den får ikke for lidt – kræver en noget anderledes argumentation, gerne dokumenteret og på et andet niveau end 133 siders pamflet med stort punkt; dernæst fordres selv i et kampskrift, såfremt læseren skal tage udsagnene alvorligt, en forsvarlig analyse af Europas historiske forudsætninger. Hvordan er det dog kommet dertil, at dominerende europæiske magter som Tyskland og Frankrig, førhen ikke til at komme i nærheden af, samt økonomiske sværvægtere som Holland, delvis Italien og Sverige med åbne øjne og med flertal i befolkningerne har ønsket at etablere sig i varige overstatslige organer? Samt ikke at forglemme: i et langsomt men støt politisk ekspanderende folkevalgt parlament.

Baggrunden herfor, for Kul- og Stålunionen, Fællesmarkedet og nu Unionen er unægteligt ret aktuel i år. Jens Otto Krag betroede engang denne anmelder, hvad hans grundlæggende drivkraft til at slås for dansk optagelse i Fællesmarkedet dybest set var – rent bortset fra hensynene til industri- og landbrugseksporten: Vi kan ikke have flere af de krige, sagde Krag. Så enkelt kan det udtrykkes. Så gribende enkelt, når alt kommer til alt, er projektet.

Uden persektiv

Spørgsmål: Skulle de ansvarlige i Centraleuropa efter 1945, da 1914-krigen i realiteten sluttede – hvis dette ikke først skete i 1989 – skulle centraleuropæiske politikere, der havde deltaget i to verdenskrige med udspring i Europa og med millioner og atter millioner af ofre og ufattelige ødelæggelser ikke have tænkt ud af nationerne for at skabe en anden og mere samvirkende formel og holdbar europæisk struktur? Hvis ikke kunne man for alvor have bebrejdet nogen noget, nemlig at man kunne være så åndssvag at lade det hele tage en runde mere på de samme præmisser.

Erfaringerne med godt 150 års nationalt agerende nationalstater var ikke kønne, levnede ofte mindretal mindre end intet og spillede krigerisk på modsætninger frem for verdensdelens fælles interesser. I 1914 kan man med fuld ret tale om et internationalt systems sammenbrud. Herefter spirende, forsigtige tanker om nationalstaternes nyorientering, hvor Folkeforbundet var det forkølede svar. Det gik som bekendt ad helvede til. Samarbejdet var ikke bindende, toldgrænserne bestod, grænsebommene var nede, katastrofens anden del ventede. Intet var lært, alting glemt.

Støvrings religiøse tro på nationalstaten er som antydet ikke historisk perspektiveret, så det ligner noget fra en seriøs tænkers hånd. Ej heller som elementær fordring synes hans grundforestillinger klare, hvad nationalstaten eksempelvis er for en størrelse i fortid og nutid.

Skal man følge forfatterens tankegang, må man vel se en nationalstat a la 1913 for sig. Måske én fra 1948. Der er ikke klart, men såfremt Støvring forestiller sig Europas nationalstater uforandret af tid og omgivelser, så eksisterer noget sådant jo ikke. Parallelt hermed har suverænitetsprincippet undergået så store omskiftelser med eller uden EU, at nationalstaten i gammeldags suverænitetsforstand er en absurditet.

Men nationalstaten lever jo i øvrigt i mere end én forstand alligevel i bedste velgående med nationale sprog, oceaner af national lovgivning som viderebehandles i EU, spisevaner, skikke, flag og fanden og hans pumpestok. Den nationalstat defineres så i vore dage i forhold til overstatslige organer, om det er FN, NATO eller EU. Og, indrømmet, mest det sidste. Selvsagt. EU er relativt omfattende, hvilket også er meningen. Støvring glemmer at de 60.000 love og forordninger, som han jamrer over, så at sige alle i et eller andet omfang udspringer af nationalstaternes egne lovgivninger.

Støvring er i den forbindelse utilfreds med at EU's værdigrundlag baserer sig på menneskerettigheder og andet godt, i Støvrings brille det rene tyranni. Man kan mene, at Dansk Folkeparti her har fået sig en ny nationalromantisk bannerfører efter de to ideologiske præster, om end et mere moderne Folkeparti måske fremover ikke vil være helt så hidsigt. Som DF’s gamle ideologer mener Støvring, at det værste, der findes, er sværmeriske abstraktioner og det ukonkrete. Samtidig anklager han EU for at være ubærligt konkret. Den selvmodsigelse basker. EU er først og sidst ikke så lidt pragmatisk. Hvad andet kan et samarbejde mellem så mange nationalstater (!) være?

Engelske tilstande

Det korte af det lange er ifølge Støvring og andre på den determinerede neonationale højrefløj, at vi sætter vores nationale identitet over styr i EU. Danskerne mister Danmark til en ide eller en utopi. Pudsigt nok er dette ikke, hvad andre nationer frygter i noget nær samme omfang. Jo, det gør de meget nationale nationalister hist og her, men ikke som hovedsynspunkt i de europæiske befolkninger. Luxembourgerne går ikke rundt og frygter for at miste deres luxembourgske identitet. De fleste hollændere heller ikke. De må jo være dumme.

Selvsagt: Hvis folk som Kasper Støvring bliver flere end nu, og det kan ske, får EU-samvirket problemer. Tilstrækkeligt mange kan skabe engelske tilstande, hvor folk bryder lansen over et martret århundredes erfaringer og mener at kunne genskabe sig selv og troen på en i øvrigt falsk national historie i egen sovs.

En anmeldelse bør ikke være et partsindlæg, men som antydet en vurdering af en given udgivelses bonitet på udgivelsens egne præmisser.

Men Kasper Støvrings argumentation er urimelig, diskussionen får ikke konstruktivt afsæt i bogen, der derfor ikke kan anskues som andet end et oppumpet læserbrev af typen: Vi er en kreds af borgere i Valby, der mener, at de bestemmer det hele nede i Bruxelles.

Det er ikke godt nok. Problemer i EU er der jo nok af. En dansk debat bliver der sjældent ud af det, fordi for mange som en Kasper Støvring fortsat begrænser deres ’fortællinger’ til for og på yderste højre fløj imod.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Peter Taitto
    Peter Taitto
  • Brugerbillede for Carsten Søndergaard
    Carsten Søndergaard
Peter Taitto og Carsten Søndergaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu