Et hul i væggen på Haderslevgade med lidt for mange borde klemt sammen på lidt for lidt plads. Det er indtrykket når man ankommer til Osteria 16. Her er rå vægge, et lille åbent køkken med lysstofrør i loftet, som minder om et hvilket som helst køkken i en hvilken som helst havneknejpe i en hvilken som helst sydeuropæisk havneby. Der er plastikglas på de små, skæve borde. Betjeningen er venlig og velkomsten varm. Antipasti-restaurant, siger de. Osteria, sædvanligvis det mest simple spisested i den italienske tradition, med få retter på kortet af fortrinsvis lokale råvarer. De lokker med otte antipasti for 250 kr.
Vi lægger ud med råmarinede jomfruhummere. Søde, fede og godt satte med en grøn salsa med en smule koriander i. Masser af citron. Der bliver fulgt op med den skønneste, cremede bacalao på ristet brød. Bacalaoen eller klipfisken er rørt med urter og masser af olivenolie, perfekt salt og mildt smagende. Vi spiser den med lidt tørret chili. Det hele spiller fint sammen med chardonnay’en ’les Crays’ fra Eric Forest i Macon i vores glas. Frisk og æblet, men med fede honningnoter.
Tempo, tempo ...
Næste servering er puntarelle med bagna cauda. Puntarelle er en sprød italiensk cikoriesalat brækket i passende stykker, som man så dypper i den herlige bagna cauda, en varm, piemontesisk ansjos- og hvidløgsdip. Herefter perfekt grillet havbars på toast med en kaperscreme til.
Hold da op! Det gik stærkt. Og det gik faktisk også for stærkt. Jeg kigger på uret, og der er ikke gået 25 minutter fra den første servering til den sidste. Det er skidesjovt og overvældende, men lige meget hvor dejlige de enkelte små antipasti er, så kan køkkenet med fordel træde på bremsen en enkelt gang under serveringen af de første fire retter. Om ikke andet så bare for at give gæsterne mulighed for at trække vejret og lade de skønne smagsindtryk bundfælde sig.
En hilsen fra Pakistan
Næste ombæring starter ultraklassisk. Vitello Tonato. En klassikker, skamredet og isbrugt på mangen en tør og slasket antipastibuffet verden over. Den fremstår her lyslevende, saftig og smagfuld. Serveret på en plastiktallerken. Det er jo altid sådan, at de simpleste retter er dem, som falder allermest igennem, hvis de ikke er lavet med respekt. Vitello Tonato er generelt voldsomt overvurderet. Den her var rigtig dejlig.
Lammekarry. Hvor kom den nu fra? Opvaskeren er fra Pakistan, og hans lammekarry er for god til ikke at servere, viser det sig. Osteria eller ej. Serveret af manden selv, med stoltheden lysende ud af hver en pore i ansigtet. Den er ikke bare god, den er rigtig god. Lam af højeste kvalitet og en skøn og nuanceret karrysovs på tomater. Hvorfor skulle man ikke kunne servere en portion pakistansk lammekarry på sin antipasti-restaurant? Så længe man fortæller historien bag og laver rammerne vide nok. Hvorfor ikke?
Og en hot dog
Tilbage på det italienske spor igen. Polenta med polpette. Polentaen, flydende ikke grillet, god og ikke for fersk. Polpette, som er små kødboller, er saftige og velkrydrede og tomatsovsen, som det hele ligger og svupper så smukt i, er mild og god, som kun hjemmelavet tomatsovs kan være. Få ting er mere tryghedsskabende end dette, og jeg tænker, at det er vigtigt for sarte sjæle, som eventuelt kunne have fået sig et alvorligt chok ved den stilbrydende lammekarry kort forinden.
Aftenens finale er en lille hotdog. Igen: Hvorfor ikke? En virkeligt dejlig, hjemmelavet salsiccia-pølse i et blødt brød med en god peberfrugtrelish med bid på toppen. Simpelt. Jeg kunne have spist fem.
I glasset har vi igennem de sidste fire ombæringer haft en Pinot Noir, en 1. Cru fra Domaine Ragot i Givry, som havde fedme og friskhed nok til at bide over de varme krydderier.
Det er faktisk ikke helt slut endnu. En lille dessert skal der være plads til. Chokolademousse med en blommekompot. Kompotten har fået lidt kanel, men ikke for meget, og moussen er cremet og let. En rar afslutning, som følges op af mokka og en grappa fra altid gode Berta i Piemonte til min medmedspiser og en Montenegro-likør til mig. 950 kroner lyder den samlede regning på, og det må siges at være nærmest latterligt lidt for oplevelsen.
En sjælden forskellighed
Hvor kan restaurantbesøg dog være forskellige. Det er bare sjældent, at de er det. For det meste er restaurantbesøg på ambitiøse steder skåret over samme læst. Fordi det virker for både personale og de spisende.
Men når man besøger mange gode restauranter, kan man alligevel undres over, at det behøver at være så ens. Der et element af monotoni over restauranters måde at afvikle et måltid på, som kan give mig følelsen af at være gæst til det der bryllup, som bruden har planlagt, siden hun var syv år gammel. Intet er overladt til tilfældighederne, alt er perfekt, ikke en finger at sætte på noget om helst – men, hånden på hjertet, var det ikke en lille smule kedeligt?
Nogle gange besøger man så et sted som kan det stik modsatte. Nemlig at lade kaos og anarki regere i en nærmest barnlig begejstring for det at lave dejlig mad og servere den for sine gæster. På plastiktallerkener. i Plastikglas. I lysstofrørets skær. Osteria 16 er sådan et sted. Spritnyt med tonsvis af sjæl.
