Læsetid: 3 min.

Torturlære

Med en analyse af den tidligere kz-lejrfange og torturoffer Jean Amerys skrifter, formår Catherine Perret at belyse den enorme fare, accepten af tortur udgør for vestens demokratier
15. februar 2014

Der er bøger, man nærmest af pligt rækker ud efter. Sådan var det med L’Enseignement de la torture, for titlen er bevidst tvetydig omkring et uhyggeligt aktuelt, men også frastødende emne. ’Enseignement’ betyder i fransk dagligsprog ’undervisning’. Var det virkelig en lærebog i tortur, der så uskyldigt lå blandt politiske essays og biografier?

Titlen kan også forstås, som om den refererer til den viden, som presses ud af ofret, når man torturerer. Eller en helt tredje mulighed: Hvad har vi lært af torturen? Hvad har vi lært af den viden om tortur, der er os overgivet med vidnesbyrd fra torturofre og ikke mindst holocaustoverlever, om det nu er Primo Levi, Robert Anselme, Imre Kertész, Paul Celan eller Jean Améry?

Det tog lang tid, før den ’viden’, vi fik om os selv gennem nazisternes rædselsvælde, begyndte at blive taget til efterretning. Enhver, som mener, at der nu snakkes overdrevent meget om holocaust, skal være opmærksom på, i hvor lang tid det blev fortiet.

Voksede man op i 60’erne lå Anden Verdenskrig flere hundrede år tilbage, glemt i den brede offentlighed. Nazismen var et radikalt onde, som lå uden for det menneskelige og stort set kun optrådte i krigsfilm med onde tyskere. At Hannah Arendts analyser af ’ondskabens banalitet’ kunne vække så stor opsigt, siger lidt om, hvor langt væk fra ’os selv’, det onde var placeret.

Demokratisk tortur

At lektien stadig ikke er lært, viser Catherine Perrets bog om torturlære med al tydelighed. Perret er professor i æstetik og kunstteori i Paris, og hendes bog er med egne ord en pligtopfyldelse. Gennem andre studier stødte hun på Jean Amérys værk Jenseitz von Schuld und Sühne – hinsides skyld og synd – fra 1965 og ikke mindst hans essay om tortur.

Det, hun læste, var en refleksion over torturens væsen, som hun endnu ikke mener, vi hverken har stiftet bekendtskab med eller draget nogen som helst form for konklusion af. Det viser den accept af statstortur, som eftertiden har kunnet opvise; fra franskmænds brug af tortur i uafhængighedskrigen i Algeriet til den amerikanske ’torturlov’ fra 2006 og canadiernes accept af efterretningsvæsnets brug af tortur med en lov fra 2010.

Der eksisterer nu en veletableret ’demokratisk tortur’ – som om det kan holdes ud i ... strakt arm.

Perret påviser ud fra Amerys oplevelse, at det ikke alene rammer terrorister eller andre fjender, men først og fremmest undergraver demokratiets fundament.

»Den krop, nazisten torturerer, er ikke den tortureredes krop. Det er vores krop.«

Det, torturbødlen ødelægger, er ikke alene hin enkeltes mulighed for at »tale for sig selv« – når man tvinges til at tale forsvinder det ’jeg’, som ellers taler – men også, og især, den tortureredes mulighed for nogensinde at sige ’vi’ igen.

Det demokratiske ’vi’ vokser ud af at høre til et fællesskab. Det er tilfældigt, at demokratiernes opbygning i den vestlige verden fra det 18. århundrede og frem hang sammen med afskaffelse af tortur. Når man i torturen nedbryder jeget, er det dermed også grundlaget for demokratiets ’vi’, der undergraves.

Jeget er det demokratiske ’vi’s maske, det ’vi’, vi tror på, og som netop har med kroppen at gøre. For spædbarnet går dette overhovedet at turde være i verden ud på at skulle skabe en tiltro til, at den anden ikke gør det ondt. Fra starten institutionaliseres kroppen, den pakkes ind, kærtegnes, tales til, og ud fra dette ’vi’, ud fra en hud, der afgrænser det fra, men også skabes af fællesskabet, opstår et jeg. Et tillidsfuldt jeg.

Jean Améry hed oprindeligt Hans Mayer og var intellektuel jøde fra Østrig, tilhørte den positivistiske Wienerkreds og flygtede til Belgien, hvor han sluttede sig til modstandsbevægelsen. Han blev fanget og tortureret i 1943.

Han påpeger selv 20 år efter, at ’at torturere’ betyder ’at trække’. Efter krigen blev han reporter, hans vidnesbyrd har reportagens hårdtslående stil. Det var i bogstaveligste forstand hans krop, der blev trukket: hængt op i bagbundne arme, vredet totalt af led. Og han talte.

Netop erfaringen af at have talt dér, hvor man ikke vil tale, er det, som »for altid gør den torturerede tortureret«. Der er ingen måde at fortrænge det på, fordi det netop er fortrængningens betingelse, jeget, som tilintetgøres.

Det er her, Amerys erfaring rækker langt ud over andre holocaustvidner, og lige ind vore egne efterretningsvæsner. Perret gør det med Amery til vor pligt at lære, hvad det siger om os selv, nu.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ebbe Pedersen
Ebbe Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu