Læsetid: 5 min.

Beværtet: Før stjernen ramte Gammelholm

Mellem 60’er-dekadence, funkismøbler og ny nordisk dunkelhed kan Yvonne ikke lade være med at tage hatten af for foretagsomheden
Bid. Lysten til at lege formningslokale eller fysiklaboratorium bed ikke rigtigt på vor anmelder. Men det gjorde mad, stemning og udsigt.

Bid. Lysten til at lege formningslokale eller fysiklaboratorium bed ikke rigtigt på vor anmelder. Men det gjorde mad, stemning og udsigt.

Tor Birk Trads

15. marts 2014

Scandlines og Pilen kan mærke effekten af Øresundsbroen. Der er udbrudt priskrig på flyvebådene, og ingen af de to rederier udelukker fusion. Scandlines vurderer, at der ikke er plads til to rederier i fremtiden.«

Sådan stod der i Berlingske Tidende den 8. august 2000 under overskriften »Flyvebådene slås om kunderne«.

Det er jo i den grad fortid, og pludselig forstår jeg her i min midalder, at det at kende denne fortid betyder, at en yngre generation må se på mig, som jeg selv så på en Yvonne i Olsenbanden; én der tilhører en anden tidsalder. Alligevel er Gammelholm mere Yvonnes København, end det er mit, for hvad er der overhovedet sket på Gammelholm siden 1970’erne? Der er en hel del, der er lukket, og ting, der er forsvundet, ikke mindst flyvebådene og dermed alle sprutforretningerne til svenskerne, men der er ikke rigtigt spiret noget nyt miljø op, og Gammelholm ligger hen i en dvale, helt forbigået af andre københavnerkvarterers forskellige boomen og afboomen.

Det blev heller aldrig rigtig livgivende med den lidt for mondæne renovering af den gamle flyvebådsterminal også kaldet Custom House, men nu har Claus Meyer så satset stort og overtaget konkursboet, og måske har tidens retroånd simpelthen fået et retropalads med byens bedste vandudsigt.

Mågerne arbejder altid

Flyvebådsterminalen har fået en irgrøn facade, så det ikke ligefrem ser nyt ud, men netop falder ind i Gammelholm og kanalernes patinerede stemning. At sidde og kigge længe ud a vinduet fra førstesalen bringer en i kontakt med den gamle københavner-, med særlig tryk på -havner, -stemning. Man kan ikke sige andet, end at udsigten er grå, og det vil den være selv på en sommerdag, ligesom måger spreder denne her stemning af gråt hverdagshavneliv. De skal ikke på Noma og sætter sig aldrig ned på en tagryg for at synge lidt, men er altid på arbejde. Gamle fiskekuttere, som man stadig ser dem i Københavns kanaler i Olsen Banden-filmene, savnes, de gamle grå militærskibe savnes ikke, den nye bro lader vente på sig, og Christianshavns sociale boligbyggeri har sin helt egen isolerede stemning med sine vinduesløse gavle ud mod vandet. Noma er kun en kanonkugle væk. Sådan ligger vandet set fra førstesalen i The Standard, som stedet hedder nu. Heroppe ligger Studio, den fineste og dyreste af stedets tre restauranter.

Kulinarisk legeplads

Det med ’studio’ skal tages bogstaveligt, ligesom bogstavet ’i’ er vendt på hovedet i logodesignet, for at understrege, at her vender vi op og ned på tingene og har det sjovt. Indretningsmæssigt er man endt på en forvirring af Mad Men-dekadence fra 60’erne med gammeldags radio på toilettet, servile tjenere, krystalvandglas og hygge-jazz, en retroånd fra 70’erne med funkismøbler og funkisfarven petroleumsblå og så noget fra 00’erne med nyt nordisk og mørke træsorter, hjemmesnittet træ-service og stentøj. Hvis man ikke bestiller plads i baren eller ved ét af de høje borde, ender man på en skolestol med hjul på, som i fysiklokalet i barndommens folkeskole, som der i det hele taget kommer flere referencer til i tråd med Studios laboratoriekøkken, en fortsættelse af Nomas eksperimenterende dogmekøkken – nu uden dogmer.

En meget dejlig ting er, at Studio er begyndt at holde åbent til frokost om fredagen. Det er det helt rigtige tidspunkt at nyde havnens gråtoneskala på og sådan lidt retro-uansvarligt drikke vin midt på dagen, desuden er det en god økonomisk løsning i forhold til at prøve det allerede berømmede køkken. En frokost for to på Studio kan gøres for under 2.000 kr. Det kan man komme et godt stykke ud i verden for, men er alligevel ikke mere end, at det også er et københavnerstudie værd.

Vi fik på asiatisk vis to hvide vaskeklude at soignere os med. Altid godt! Og disse med særlig nordisk duft af et eller andet natur. Den første snack var jordskokkeskræller, der var stampet sammen til tynde flager, ristede og måske endda havde fået lidt karry, serveret i deres egen chipsholder, et stykke træ med riller til chipsene, og lidt majodip på en træskive. En rigtig god chablis blev serveret til. Så kunne vi trække to ostevandbakkelser i en sort lædersnørepose med stenbiderrogn som vi kunne smøre på med vores spatler med hjemmesnittede træskafter. Jomfrusmør tronede på en stentøjsopsats og ølandshvedebrødet lå i dovne skiver på en sort pude, mens kuvertbrødet blev serveret i en kuvert, såmænd, og var to stykker tyndt brændt knækbrød.

Forretten, det pocherede æg, var en æggeblomme i æggehvideskum smagt til med comté-ost og serveret med skvalderkål og andre skud, små sorte trøffel-korn gemte sig på bunden af tallerkenen, og det hele smagte meget forårsligt og hedensk. Et rigtigt godt glas chardonnay fra Jura talte godt med comté-osten.

Hovedretten var nyretapper med marv og blancheret spinatplante på jernurtesovs og en sort trøffelklat. Marvtilbehøret blev banket ud af en ordentlig knogle ved bordet og vendt med urtedressing hældt ud af en plastikflaske med rød hætte a la hobbylim. Det er hyggeligt med en tjener ved bordet, men mere et setup end en egentlig formålstjenstlig handling.

Finale

Desserten var sjovt nok igen et æg, nu i form af en rund, hvid yoghurtmousse med orangegul blomme af grape-sorbet. Esdragon og kørvel var gode desserturter, mens lakridssovsen i tilhørende plastikpipette var lettere overflødig. Her sluttede menuen, men kaffe og sødt fortsatte: kolbekaffe over lille blus ved bordet, så man bagefter over samme blus kunne riste sine havtorn-marshmallows stukket på lakridsrødder og i øvrigt fortsætte med havtornis i bedste hjemmelavede plastikpose-skub-op stil, sat ind på bordet i en skål is med en sort hobby-saks at klippe dem op med. Udover hvide chokolader på en glasopsats, var der sorte franske makroner med spiseligt sølvpapir anrettet på ikke spiseligt sølvpapir og nogle kyllingeskind med lys chokoladeovertræk og grøn anis anrettet på et uforståeligt leje af hele korn.

Maden var fortræffelig og omgivelserne behagelige og udsigten det bedste, men jeg mangler helt dette mad/humor-gen eller lysten til at lege formningslokale/fysiklaboratorium, så alt dette var spildt på mit barometer.

Men det ligesom med den nye havnepromenade med trampolinfelter: Jeg kommer helt sikkert ikke til selv at bruge dem, men jeg kan kan alligevel godt synes, det giver god stemning, når en engelsk forretningsturist tager et par hop med sin mappe under armen foran sine kolleger.

Det er hyggeligt med liv på Gammelholm. Og med den tilhørende jazzklub i stiliseret retroindretning på samme sal som Studio. Hatten af for foretagsomheden og ildhuen. Det glæder en Yvonne af i dag.

Informations anmelder besøgte Studio og skrev sin anmeldelse, inden restauranten onsdag blev tildelt en stjerne i den eftertragtede Michelin-guide

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu