Læsetid: 3 min.

Den europæiske urkatastrofe var ikke uundgåelig

Historiske årsagsforklaringer slører det politiske alternativ. Første Verdenskrig kunne være undgået, skriver den berlinske professor Herfried Münkler i digert værk om den europæiske urkatastrofe
15. marts 2014

Det er blevet en historisk platitude, at Første Verdenskrig var den naturlige kulmination på en utøjlelig militarisme i det tyske kejserdømme. Men var Den Europæiske Urkatastrofe, som den blodige krig med 10 millioner døde er blevet døbt, virkelig resultatet af en uundgåelig konfrontation mellem falmende stormagter med imperiale ambitioner, som mange historikere skråsikkert har hævdet?

Nej, svarer den velrenommerede tyske politolog Herfried Münkler over 924 sider i Der Grosse Krieg, der som den første større afhandling om Første Verdenskrig på tysk siden 1968, med et vist mod forsøger at revurdere synet på årsagerne til krigen. Særligt i tysk sammenhæng, skriver Müller, er Første Verdenskrig hidtil »blot blevet betragtet som udgangspunkt for en fortælling om tysk hybris og skyld« – eller med andre ord som den lettere uinteressante optakt til den ultimative tyske krigsforsyndelse i form af den følgende verdenskrig.

Hvis det nu var i dag ...

Netop skyldspørgsmålet og ansvaret for det er i gennem årene blevet stillet igen og igen. Münkler er ikke ude på at rense kejserdømmet for skyld, men han anser det for en forsimplet udlægning af en kompleks politisk virkelighed, når tidligere generationer af tyske historikere som eksempelvis Fritz Fischer i 60’erne argumenterede for, at det militaristiske kejserdømme systematisk og overlagt søgte konfrontationen og dermed var ansvarlig for krigen. Den udlægning afviser Münkler og peger på, at samtlige involverede krigsparter gjorde sig skyldig i udpræget militarisme.

Som politolog med blik for aktuelle begivenheder nuancerer Münkler undervejs de historiske begivenheder med et nøgternt og realistisk blik på nutidige politiske forhold. Da Østrig efter mordet på Franz Ferdinand krævede af Serbien, at østrigsk politi skulle have lov at deltage i mordefterforskningen på lige vilkår og med samme beføjelser som lokale myndigheder, var det muligvis et overgreb på serbisk suverænitet, som vi i tilbageblik kan fordømme og anse som urimeligt. Ikke desto mindre er det, som Münkler påpeger, svært at forestille sig, at USA eller Rusland i dag ville acceptere at overlade efterforskningen af et tilsvarende attentat til fremmede magter. Også fordi det østrigske monarki på grund af sin dalende indflydelse ikke længere havde magt til at håndhæve sit overherredømme over Serbien, førte det til krig.

Ifølge Münkler var krigen langt fra uundgåelig, men datidens ledende politikere på begge sider af frontlinjerne var overbeviste om, at de handlede tvangsmæssigt ud fra de givne vilkår, som de ulykkeligvis fejllæste. Ikke desto mindre var det netop deres forestilling om at måtte handle tvangsmæssigt, som førte til en indsnævring af de politiske alternativer.

Psykoterapi

Når Münkler skriver, at visse historiske udlægninger af krigen kan »have sat sig igennem af psykoterapeutiske og mere end af videnskabelige grunde«, er det således også et betragteligt smæld med pisken i retning af de overspændte kausalkæder, man finder hos visse historikere. Historiske forklaringsmodeller, der hviler på den slags deterministisk logik, risikerer ifølge Münkler at undervurdere og dermed negligere det politiske ansvar for begivenhedernes forløb. Politisk findes der som oftest alternativer til krig, lyder formaningen fra Berlin.

Særligt den tyske frygt for at blive omringet af fjendtligtsindede stormagter førte til den fatale offensiv mod Belgien, der mod den tyske generalstabs forventning endte med at trække Storbritannien ind i krigen. Såfremt de allierede magter havde erkendt den tyske frygt, kunne de tilsvarende af taktiske årsager – og noget forsimplet sagt – havde valgt at dulme den rent politisk.

Når Putin i disse dage sender russiske tropper til Ukraine, legitimerer han det med henvisning til forsvaret af lokale etniske russere. I optakten til verdenskrigen yndede den russisk zar at fremstille sig selv som de slaviske folks beskytter. En lokal konflikt på Balkan fik lov at udvikle sig til en krig, der satte en brat og blodig stopper for den såkaldt skønne epoke og endegyldigt aflivede illusionen om politisk stabilitet i Europa. Og inden krigen var omme, havde en revolution bragt zardømmet til fald. Spørgsmålet er, om Putin har blik for netop denne historiske parallel.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jens Thaarup Nyberg
Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Thaarup Nyberg

Hvis og hvis.
-
"Spørgsmålet er, om Putin har blik for netop denne historiske parallel."
Ja, men se op! scenen er skrå.

Børge Rahbech Jensen

"Når Putin i disse dage sender russiske tropper til Ukraine, legitimerer han det med henvisning til forsvaret af lokale etniske russere. I optakten til verdenskrigen yndede den russisk zar at fremstille sig selv som de slaviske folks beskytter."

Den parallel er kun korrekt, hvis den voldelige opstand i Kiev ignoreres. Det er jo nok de voldelige demonstranter fra Kiev, Vladimir Putin støtter Krims forsvar mod. Det bidrager næppe til stabilitet at støtte folkelige opstande og afvise ethvert forslag om valg.
Den russiske revolution i 1917 blev i øvrigt støttet af Tyskland, hvorefter især Frankrig og Storbritannien støttede 'Den hvide Hør's kamp mod en nye bolsjevikiske regerings hær.
http://da.wikipedia.org/wiki/Den_Russiske_Borgerkrig

Niels Engelsted

Og her troede jeg, at årsagen til I. verdenskrig skulle findes på Frederiksborg Slot i Nordsjælland. hvor de tre fætre---senere engelsk konge, russisk czar og tysk kejser---var kommet op at toppes om vanillekransene.

"En lokal konflikt på Balkan fik lov at udvikle sig til en krig, der satte en brat og blodig stopper for den såkaldt skønne epoke og endegyldigt aflivede illusionen om politisk stabilitet i Europa. Og inden krigen var omme, havde en revolution bragt zardømmet til fald. Spørgsmålet er, om Putin har blik for netop denne historiske parallel."

Det kunne jeg faktisk godt tro, Putin har!
(jeg tror dog ikke, han ser det nye Rusland i det gamles rolle)

Jeg tvivler mere på, at Obama + assistenter og "EU-lederne" har samme blik eller overhovedet forstand til at trække historiske paralleller.
(ellers ville Zarens skæbne måske skræmme dem?)

Michael Kongstad Nielsen

Jeg er blevet belært om, at "La Belle Époque" kun var for de rige. For hoben i jernindustrien var der ikke meget "belle". Men man har ført hørt, at krigen kunne have været undgået, hvilket gør så meget des mere umenneskelig og præget af generalers afstand fra hoben, generaler og kejsere, der sikkert dyrkede kunsten i "La Belle Époque ", men ikke blev mere menneskelige af det.

Sammenligningen mellem zaren og Putin er ude i hampen og bare en fortsættelse dagens hetz og propaganda mod Putin og Rusland. Vestukrainerne er vist også en slags slaver, og 1. verdenskrig mistede jo noget af sin kraft, da Sovjet trak sig ud efter revolutionen (så vidt jeg husker). Men hvis Putin associeres med zaren, og ikke med Sovjet, så skulle man altså ønske sig zaren tilbage, og denne kunne undgå revolution ved at undgå krig. Det er langt ude.