Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Kritiske ståsteder holder ikke evigt

Det århusianske idéhistoriske tidsskrift Slagmark stiller kritiske spørgsmål til sin egen eksistensberettigelse og til samtiden: Hvad er idéhistorie, og hvordan kan den bedrives?
Begreber. Begreber som natur, køn, oplysning, oprør, samfund, økonomi og viden har ikke været brugt på samme måde i år 1500, 1700, 1914 eller 2014. ’Revolution’ som den så ud i Paris i 1789. Ill. Musee Carnavalet, Paris
Moderne Tider
29. marts 2014

Folk, der kan læse og f.eks. er teori-freaks, er voldsomt forkælede; thi der udgives utallige tidsskrifter, ikke bare her til lands, men overalt i (den vestlige) verden. Ganske mange af dem læses af meget få, og endnu flere har et begrænset antal abonnenter. Hovedparten af dem holdes i live af dedikerede og ufortrødne redaktører og skribenter, der mener, at offentligheden ville blive fattigere uden deres hjerteblods koagulation i form af periodiske skrifter.

Mange af de hjemlige tidsskrifter kører med en vis legemsdel i vandskorpen, og i stedet for som i fordums dage at være fagmiljøernes levende, fagkritiske og studenterdrevne flagskibe, er de blevet til pointgivende publikationssteder for CV-omsorgsplejende universitetsansatte.

Hovedparten af de studerende finder det odiøst og frem for alt såre irriterende, at tidsskrifterne ikke kan tappes direkte fra nettet i det øjeblik, de udkommer, så de bliver nødt til at gå på bibliotekerne for at kopiere de eftertragtede og projektrelevante guldkorn, hvis de da ikke indgår som afsjælede fotokopier i curling-kompendiernes rituelle cirkulation.

Idehistorie

I mere end 30 år har Danmark haft et idéhistorisk tidsskrift af høj kvalitet knyttet til idehistorie-studiet i Aarhus. Nr. 67 er et meta-nummer betitlet Ny idéhistorie, for her diskuterer en fransk, en svensk og to amerikanske og tre danske idéhistorikere spørgsmål af typen: Hvad er idehistorie, og hvordan skal den bedrives?

I indledningen skriver redaktørerne, der begge har skrevet ph.d.-afhandlinger på idehistorie, Jakob Bek-Thomsen og Frank Beck Lassen, med en velvalgt formulering, at idehistorieskrivningen er »spændt ud mellem et kontinuum af megalomani og specialisering«. På den ene side er det for meget (grænsende til storhedsvanvid) at ville reducere studiet af samtidens vrimmel af begivenheder og fænomener til ét sæt ideer, på den anden side er det for lidt blot at op- og rendyrke en lille niches idéunivers.

Beck Lassen skriver fortættet og tankevækkende om historiens værdi som fremmedhed. Idéhistoriske studier kan bidrage til at selvfølgeliggøre de antagelser, der præger samtiden. Begreber som natur, køn, oplysning, oprør, samfund, økonomi og viden har eksempelvis ikke været brugt på samme måde i år 1500, 1700, 1914 eller 2014. Der blev f.eks. ikke holdt weekend i Middelalderen, og tid var ikke blevet italesat som penge i stenalderen. Det sidste ord er aldrig sagt, og der er altid mere at komme efter i begrebs- og idéhistorien.

Med den tyske filosof Hans Blumenbergs ord kræves der eftertænksomhed og en samtidskritisk sporsans, hvis man ikke ønsker at nøjes med at være udleveret til »samtidens absolutisme«, dvs. til en selvforelskelse i det historiske nu, man selv lever i. Menneskelivet er foranderligt. I stedet for at naturalisere samtidens værdier og tanke- og livsformer, kan vi med en idéhistorisk viden om de historisk foranderlige forståelsesformer og changerende begreber få mulighed for at forholde os friere og mere åbent til os selv.

Fortiden må betragtes i sin eget ret, og selv om vi altid synes at være ramt af og ikke mindst fastholdt i en »ståstedsbinding«, behøver vi »ikke restløst at lade vores forestillingsevne diktere af den«, skriver Lassen præcist, mens han også giver mæle til den tyske begrebshistoriker Reinhart Koselleck og den engelske historiker Quentin Skinner.

Konteksten som tekst?

Mikkel Thorup leverer i bidraget »Taget ud af sammenhæng – om kontekst i idéhistorie« en storstilet og nytænkende kortlægning af det drilske begreb kontekst, der fordrer, at alt skal ses i sammenhæng med noget andet og aldrig blot forstås eller behandles som noget i sig selv. Thorup taler om »kontekstualiseringens skizofreni, nemlig at den altid er optaget af at forklare enkelttilfældet – denne tekst, dette begreb, dette dogme, denne sandhed – men at den må gå uden for enkelttilfældet selv for at forklare det, samtidig med at den ikke kan reducere enkelttilfældet til en indifferent delmængde af en helhed«.

Det er meget oplysende at læse Thorups gennemgang af »den kontekstuelle vending« i det 20. århundrede. Mange forskere og lægmænd så ideerne som rene afspejlinger af socio-økonomiske faktorer; men Thorup viser fortjenstrigt, at ’det socioøkonomiske’ har svært ved at drible sig fri af også selv at være en konstrueret multi-tekst. Eller som han skriver i artiklens døende linjer: »Konteksten findes altså ikke. Den udvælges og rekonstrueres; særlige dimensioner isoleres og prioriteres. Den relevante kontekst bestemmes ikke af teksten selv, men af den analytiske interesse.« Det afgørende for en idéhistoriker bliver derfor at tilvejebringe en »god kontekstualisering«, der fremmer forståelsen af historiske tekster og udsagn.

Med andre ord flytter normativitetens nisse altid med – forstået som den nødvendige blotlæggelse af det ikkeneutrale og værdiforeskrivende afsæt for udfoldelsen af de idéhistoriske analyser. Kritiske ståsteder og udsagn må altid diskuteres og ventileres i deres åbenhed og foreløbighed.

Oversættelsen af den franske kulturhistoriker Roger Chartiers overbliksgivende tanker om tidens mange modaliteter, krisen i historiefaget i 1980-90’ere og historieskrivningens mangfoldighed falder på et tørt sted. Den svenske idéhistoriker Daniel Dunér gør sig en masse langspyttende og ufærdige overvejelser om, hvordan en kognitiv idehistorie (kaldet menneskets »dybe historie«) kan skrives uden at reducere denne til udelukkende at foregå som en indre proces i den menneskelige hjerne. Den amerikanske politolog Mark Bevir giver et indblik i den angelsaksiske verdens intense fights fra 1960’erne og frem om, hvordan (idé-) historien kan og skal skrives, og den amerikanske historiker David Armitage byder på et ambitiøst og kondenseret forsøg på at fastholde den store intellektuelle idéhistorieskrivning.

Uden for tidsskriftsnummerets tema leverer ph.d.-studerende Christoffer Basse Eriksen en øjenåbnende artikel om den tyske naturhistoriker Johann Friedrich Blumenbachs (1752-1840) tanker om »formdannelsesdriften« og forplantningsspørgsmålet, og nummeret afrundes af en anmeldelsessektion.

Ærgerligt kvalitetstab

Men, ih, hvor er det dog ærgerligt, at det er gået helt galt med finish’en af Slagmark denne gang, efter sigende (jeg har kontakter, red.) på grund af tabt fondsstøtte, der tidligere muliggjorde en systematisk korrektur på og et gedigent layout af det tidsskrift, jeg holder meget af.

Talrige slå- og stavefejl har overlevet. Den mest ufrivillig komiske forefindes i Hans-Jørgen Schanz’ ellers ganske informative anmeldelse af de første to bind af i alt fire idéhistoriske norske kvinders digre værker om hhv. Antikken og middelalderen og Modernitetens fødsel – hvori der står »afslutningskapital« med ’a’ i stedet for ’e’.

Men det er ikke det værste: Det er den helt utydeligt-nedfotograferede Thorup-model (meget ærgerligt for ham og for læserne), de navnløse engelske Abstracts i forkert rækkefølge sidst i nummeret, den i alfabetisk forstand helt vanvittige litteraturliste, den meget svage tryksværte (helt generelt og decideret øjenudfordrende), de i mange artikler stort set fuldstændigt fraværende grammatiske kommaer (der ødelægger klarheden og læseoplevelsen) – og så skriver man ikke ’åbner op for’, hvis man ikke vil risikerer at få udskrevet en sproglig dødsdom. Og angående de sidste otte linjer på side 174: Mage til privat og uredigeret sludder skal man da lede længe efter.

Jeg håber, at en lille ihærdig hær af supergrundige studerende med idéhistoriske øjne på stilke vil melde sig under korrekturlæsningens ædle faner, og at tidsskriftet vil få mange læsere og nye abonnenter … på trods.

Slagmark

Tidsskrift for idéhistorie nr. 67: ’Ny idéhistorie’.

180 sider. 140 kr.

Aarhus Universitetsforlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Thomas Mikaelsen

Hæren af korrekturlæsere kunne med fordel slå et smut forbi hr. Larsens linje om korrekturlæsning inden turen til Slagmarks redaktion. Der må tydeligvis være metaironi på spil fra Larsens side, når en syv linjer lang sætning om læsevenlighed benytter sig af kolon, citationstegn, tre sæt klammer og en stavefejl for at slutte af med ordene 'sproglig dødsdom'.

Og med hensyn til de forudgående linjer: fin anmeldelse.

- og så skriver man ikke ’åbner op for’, hvis man ikke vil risikerer at få udskrevet en sproglig dødsdom.
Vil risikerer!
Man skal være meget forsigtig, når man sprogrevser.

Michael Kongstad Nielsen

Måske skulle idéhistorien udvide sit felt til også at omfatte kinesernes idéer, malaysisk idé , polynesisk idé, inkaernes idéer, arabisk idéhistorie, og så videre.