Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

Da Platon gik amok

Platons sene værk ’Lovene’ er på mange måder en endestation i forfatterskabet. Filosoffen Morten Thanning forsøger her at lade sin kærlighed til Platon overleve en genlæsning af den af hans dialoger, der er mest uspiselig for en nutidig demokrat
Platon. Platon soler sig ophøjet på Videnskabernes Akademi i Athen. Det er fortsat hans tidligere værker, der gør hans tænkning relevant i den moderne verden. Hans seneste værk er svært at redde fra netop et moderne blik.

Platon. Platon soler sig ophøjet på Videnskabernes Akademi i Athen. Det er fortsat hans tidligere værker, der gør hans tænkning relevant i den moderne verden. Hans seneste værk er svært at redde fra netop et moderne blik.

Scanpix

Moderne Tider
22. marts 2014

Denne bog ligger efter sigende på de iranske lederes natbord.« Den polemiske bemærkning, som jeg engang hørte fremsat ved et seminar om Lovene, sigtede til, at den utopiske lovstat, som udvikles i Platons mest omfangsrige dialog, synes gennemsyret af fordringen om på alle niveauer at udtrykke en moral, der er begrundet teologisk. Som oversætterne af dialogen gør opmærksom på i en udførlig og glimrende indledning, er det ikke tilfældigt, at værket indledes med ordet ’gud’. I den første sætning spørger dialogens centrale skikkelse, en anonym athener, sine samtalepartnere fra henholdsvis Kreta og Sparta, om lovgivningen hos dem anses for at have et menneskeligt eller et guddommeligt ophav. De svarer begge, at lovgivning betragtes som guddommelig, og dermed er værkets centrale præmis etableret.

Senere lanceres hypotesen, at det vel er guden, som er altings målestok – og ikke mennesket, sådan som en anden intellektuel autoritet i Platons samtid, Protagoras, hævdede. Og hen imod slutningen af værket formuleres uforsonlige straffe for ateisme i lovstaten. Selv den borger, hvis gudløshed skyldes tankeløshed snarere end egentlig ond hensigt, bør idømmes fem års fængsel, og hvis ikke han har lært lektien, bør han henrettes. Lovene indeholder kort sagt rigeligt skandalestof set ud fra vores nutidige, liberal-demokratiske synspunkt.

Værket repræsenterer en endestation i forfatterskabet på flere måder. Der er indikationer på, at der er tale om et alderdomsværk, som måske ikke engang er blevet færdigredigeret før Platons død. Men også i indholdsmæssig forstand må værkets forstås som et yderpunkt i Platons politiske filosofi.

Strategiske markeringer

I Staten advarer Platon mod, at det fundamentale politiske spørgsmål om, hvordan vi i fællesskab kan realisere det bedst mulige liv, forveksles med spørgsmålet om, hvilken forfatningsform, der er den bedste. Uanset om vi måtte finde frem til, at monarki, oligarki eller demokrati eller en helt fjerde forfatningsform er den bedste, afklarer det ifølge Platon ikke den afgørende teoretiske og praktiske diskussion om politikkens formål. En forfatningsform kan højst udgøre en velegnet ramme for den nødvendige diskussion af formålet med politik. En central pointe er derfor, at når vi undlader diskussionen om formålet med politik, idet vi implicit antager det for besvaret i og med den givne forfatningsform, så vil alle forfatningsformer uanset deres øvrige fortrin og ulemper afsløre fundamentale og katastrofale svagheder. Dette var, hvad der ifølge Platon var på færde i hans samtids athenske demokrati, og det kom tydeligst til udtryk i det implicitte ideal om politisk dannelse, som lå til grund for samtidens intellektuelle lærere, de såkaldte sofister.

Platon skildrer blandt andet, hvordan en kreds af disse sofister omkring retorikeren Gorgias implicit eller eksplicit fortrænger den nødvendige refleksion over formålet med politik. Dermed reducerer de demokratiet til et magtfordelingsinstrument. I stedet stiller de det kompensatoriske spørgsmål, hvordan borgerne skal dannes for at opnå mest indflydelse inden for denne forfatning. Deres svar er, at de skal beherske retorikken, der ikke som hos Platon – og senere Aristoteles – opfattes som en disciplin, som har til hensigt at søge og formidle sandhed gennem sproget, men som en teknisk disciplin, der skal formidle et allerede givet indhold med henblik på at opnå størst mulig gennemslagskraft.

En konsekvens af den sofistiske nedskrivning af politisk dannelse til instrumentalisme er ifølge Platon, at borgerne opdrages til at læse alle ytringer i offentlige debatter og alle medborgeres handlinger som strategiske markeringer. Politik er en kamp mellem interesser, forskellige forsøg på at udnytte den givne demokratiske forfatning til at opnå mest mulig magt. Hvis et sådant begreb om politisk dannelse slår rod hos borgerne og i den politiske kultur, kan det føre til en koncentration af magten på færre og færre dygtige demagogers hænder, hvilket Platon beskriver som demokratiets iboende tendens til at slå om i tyranni.

I sit forfatterskab bruger Platon sin hovedperson Sokrates til at repræsentere en intern modkultur i demokratiet, som bekæmper det instrumentelle dannelsesbegreb. Sokrates spørger til sine samtalepartneres opfattelse af det gode, til hvordan vi bør leve, dvs. netop til formålet. Spørgsmålet om, hvilke formål politik skal fremme, indeholder naturligvis en række vidt forskellige facetter, som Sokrates behandler i forskellige dialoger, lige fra retfærdighed og venskab til besindighed og patriotisme. Sokrates hævder som bekendt ikke selv at kende det gode, ja, han mener faktisk, at det kun er muligt for en gud, men ikke for et menneske at besidde en sådan viden. Men fordi vi skal være ansvarlige for, hvad vi gør, må vi alligevel forsøge at stræbe efter at kunne svare for, hvordan vores handlinger forholder sig til vores fælles begreber om, hvordan vi bør leve.

Nødvendigheden af at stræbe efter en viden, som vi af principielle grunde aldrig kan opnå, er begrundelsen for, at Sokrates foretrækker dialogen. I samtale om forståelsen af et fælles anliggende er det muligt at få korrigeret vores ensidige opfattelse af sagen og dermed gøre vores handlinger mindre uansvarlige. Det dialogiske handler i sokratisk forstand således ikke om pragmatisk forhandling eller psykologisk anerkendelse af den anden, men om i fællesskab at søge en bedre forståelse af et emne, og hvilken rolle det spiller for, hvordan vi bør handle individuelt og kollektivt. Ligesom beskrivelsen af sofisternes strategiske tilgang til demokrati og offentlighed er relevant i dag, er også Platons insisterende skildring af det sokratiske alternativ til politik som rethaverisk magtkamp tankevækkende.

Utopiske lovstat

I Lovene er ærindet ikke at fremstille en sokratisk praksis, der skal modvirke svaghederne i den demokratiske offentlighed. Derimod er ærindet en teoretisk grundlæggelse af en alternativ bystat. Det markeres allerede i kraft af den fiktive ramme: Lovene er den eneste af Platons dialoger, hvor Sokrates slet ikke optræder, og samtalen foregår på Kreta langt fra den athenske offentlighed. Formålet med samtalen er ifølge dialogens fiktion at formulere et ideal til praktisk anvendelse: Kretenseren har sammen med ni andre fået til opgave at grundlægge en koloni og fastlægge love for den.

Udgangspunktet for den utopiske lovstat ligger i forlængelse af Platons tidligere filosofi: Selvopretholdelse og vilje til magt kan ikke gælde som et tilstrækkeligt formål for et vellykket samfund. Kriteriet for en velordnet by kan ikke være, at den kan besejre andre i krig og konkurrence, tværtimod kan krigen højst være et nødvendigt middel til at opnå den fred, som er betingelsen for at kunne udvikle og bevare et godt samfund.

Platon tager i Lovene afsæt i en skarp analyse af menneskets sind, som han opfatter som bestående af forskellige modsatrettede kræfter, der er i disharmoni:

»Lad os forestille os, at vi – skønt vi er levende væsener – faktisk er marionetdukker i gudernes hænder, måske til deres rene fornøjelse eller måske med en alvorlig hensigt. Deres hensigt ved vi nemlig ikke noget om, men vi ved, at vores følelser hiver og slider i os, som var de strenge eller snore, og fordi de er modsatrettede, modvirker de hinanden og trækker os hen imod handlinger, der også er modsat hinanden, og dér er det så, skellet ligger mellem godhed og slethed.«

Til at håndtere dette følelsesmæssige krydspres er mennesket begavet med evnen til rationalitet. Problemet er imidlertid, at rationaliteten »ganske vist er skøn, men den er også mild«. Den kan ikke blot tages for givet, og den kan ikke sætte sig igennem uden videre, men er skrøbelig og skal kultiveres gennem et væld af ’love’ både af individet og i fællesskab. I den forbindelse er det vigtigt at være opmærksom på, at titlen Lovene er en oversættelse af det græske nomoi, som ikke bare kan betyde love, men også regler, bestemmelser, vedtægter, sædvaner og melodi. ’Lovene’ kan således antage mange former, og Platon lægger vægt på, at disse kan være kulturspecifikke. Over for de uforstående samtalepartnere fremhæver han blandt andet værdien af den athenske tradition for drikkelag, hvor deltagerne kan opnå indsigt i deres karakterstyrke ved at eksperimentere med at styre deres affekter under alkoholens påvirkning.

Et dogmatisk værk

Mens de indledende bøger rummer en række tankevækkende antropologiske og psykologiske analyser, bliver Lovene et langt mere dogmatisk værk, da de først går i gang med den konkrete lovgivning for den nye koloni. Lovgivningen skal ganske vist ifølge atheneren kunne begrundes fornuftigt gennem såkaldte ’fortaler’ til lovene, så borgerne kan se meningen med både med de overordnede principper og hver enkelt lov. Men dermed gøres lovgivningen vel at mærke ikke afhængig af frivillig tilslutning fra borgerne. Tværtimod skal alle borgere, også magthaverne, være ’tjenere’ for loven for at undgå, at byen ødelægges af kampen mellem forskellige magtinteresser. Platon er opmærksom på, at love egentlig kun er den ’næstbedste løsning’, eftersom de fastfryser vores viden om det fælles bedste på en dogmatisk form. Men ikke desto mindre er det nødvendigt at gøre love til den øverste autoritet, hvis samfundet skal bestå og blive godt.

I lovstaten er det en selvfølge, at individet er underlagt helheden, at den enkelte er underordnet samfundet. Lige så ubetvivleligt er det for Platon, at den menneskelige tilværelse i det hele taget kun har værdi, både individuelt og kollektivt, for så vidt som den lever op til bestemte idealer eller normer. Begge disse præmisser anfægtes først i kristendommens brud med den antikke tænkning.

Når Platon beskriver lovene som en guddommelig autoritet, er det for at udelukke alternativet: at de reduceres til at være magtinstrumenter for rent ’menneskelige’ formål, dvs. partikulære interesser i samfundet. Hen imod slutningen af værket forsøges gudernes eksistens bevist, fordi de garanterer den moral, der skal være rygraden i lovstaterne. Men som citatet om marionetdukkerne ovenfor antyder, så er Platons kobling af teologi og moral måske i virkeligheden af strategisk karakter, mens der bagved ligger en anden forestilling om guderne som en dunkel magt, hvis hensigter ikke kan antages at være i overensstemmelse med menneskelige målestokke.

Lovene indeholder skarpe analyser, men i modsætning til Platons tidligere politiske tænkning er omdrejningspunktet den strategiske og filosofisk uholdbare brug af teologien til at underbygge moralens og lovgivningens absolutte myndighed. Netop denne tendens har moderne kritikere i forlængelse af Nietzsche med rette kritiseret under betegnelsen ’platonisme’. Platons kritik af demokratiet og hans beskrivelse af den sokratiske dialog i de tidligere værker er glimrende eksempler på, at hans tænkning fortsat er relevant og ikke kan reduceres til platonisme, men det er svært at redde Lovene fra den moderne kritik.

 

Platon: Lovene I-XII. Bind 5 – Samlede Værker I Ny Oversættelse. 520 sider. 450 kr. Gyldendal.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her