»Hey Owen, hvornår blev duuu og jeg så gode venner?«

Da Owen Suskind blev tre år, forsvandt han fra virkeligheden. Den ellers normale lille dreng mistede alt sprog og blev diagnosticeret som autist. I tre år var han tavs, men da han blev seks, genfandt hans familie kommunikationen med ham gennem karaktererne og dialogerne fra Disneys videofilm. Owens Pulitzer-prisvindende far, Ron Suskind, har nu skrevet en uforglemmelig gribende bog om sin søns historie

	Rollespil. Papegøjen Jago fra Disney-filmatiseringen af ’Aladdin’ blev journalisten Ron Suskinds vej til at få kontakt med sin autistiske søn, som ellers virkede fuldkommen afskåret fra at kommunikere med omverdenen.

Rollespil. Papegøjen Jago fra Disney-filmatiseringen af ’Aladdin’ blev journalisten Ron Suskinds vej til at få kontakt med sin autistiske søn, som ellers virkede fuldkommen afskåret fra at kommunikere med omverdenen.

12. april 2014

Berigtigelse

»Information bragte 12. april 2014 en anmeldelse af Pulitzer-vinderen Ron Suskind’s bog om sin søn, der fik en diagnose for autisme i en alder af tre år. Bogen bærer titlen Life, Animated: A Story of Sidekicks, Heroes, and Autism.

Det oplyses i anmeldelsen, at bogen begynder: 

»Indtil han fyldte tre år, var han et engageret, talende og livligt barn. ’Jeg elsker dig,’ ’Hvor er mine Ninja Turtles?’ ’Lad os købe en is!’ Men så blev han stille. Han begyndte at græde utrøsteligt. Han stoppede med at sove. Han ville ikke se nogen i øjnene. Hans eneste ord var ’juice’.«

Det er ikke korrekt, sådan begynder bogen ikke, og barnets citater findes ikke i bogen. Det gør de derimod et bearbejdet uddrag af bogen foretaget af Ron Suskind i en artikel i New York Times 7. marts 2014 under overskriften  »Reaching My Autistic Son Through Disney«. 

Den fejlagtige kildeangivelse sår tvivl om grundlaget for Informations anmeldelse, herunder bedømmelsen af bogen, og lever ikke op til Informations standard for kritik. 

Det beklager vi.« 

---

 

Familien Suskind var lige flyttet til den amerikanske hovedstad, da det skete. Deres snart treårige søn begyndte at forsvinde for øjnene af sin far og mor:

»Indtil han fyldte tre år, var han et engageret, talende og livligt barn. ’Jeg elsker dig,’ ’Hvor er mine Ninja Turtles?’ ’Lad os købe en is!’ Men så blev han stille. Han begyndte at græde utrøsteligt. Han stoppede med at sove. Han ville ikke se nogen i øjnene. Hans eneste ord var ’juice’. Jeg var lige startet på jobbet som indenrigsreporter for The Wall Street Journal. Min hustru, Cornelia, der også er journalist, var hjemme med ham, og hver dag kunne hun fortælle en ny rædselshistorie. Han kunne ikke længere drikke selv. Han svajede rundt med øjnene lukket. ’Det giver ingen mening,’ sagde jeg hver aften, når jeg kom hjem. ’Man kan ikke vokse baglæns.’ Var der sket noget med ham, mens vi havde været uopmærksomme? Havde han slået sit hoved, spist noget han ikke kunne tåle? Det føltes som om vi ledte efter spor efter en kidnapning.«

Sådan indleder den prisvindende forfatter og journalist, Ron Suskind – der tidligere har arbejdet for Wall Street Journal, New York Times og magasinet Esquire – sin nyeste bog, Life Animated. Bogen handler om hans søn Owen, der fik diagnosen ’autist’ som treårig. Lidt senere blev diagnosen forfinet til ’regressiv autisme’, der typisk rammer børn, når de er mellem 18 og 36 måneder gamle. Deres udvikling går baglæns, regrederer. Nogle taber helt evnen til at kommunikere med omverdenen – for evigt.

Året før Owen viste sygdomstegn, var han begyndt at se Disney-film med sin bror, Walt, der er to år ældre. Det var i begyndelsen af 1990’erne, hvor underholdningsgiganten slog igennem med fuld kraft ved hjælp af nye tegneserieversioner af klassiske eventyr. Det er hjemmevideoernes årti og Den lille Havfrue, Skønheden og Udyret, Aladdin og senere Dumbo, Fantasia, Pinocchio og Bambi bliver fælles gods for børn over hele verden.

Suskind sætter scenen: De to brødre sidder tæt sammen med puder, Walt holder armen om Owen, og verden synes tryg for en stund. Men når filmen slutter, og storebroderen går ud for at lege med sine venner, bliver den lille siddende. Film efter film og lidt senere – da han bliver større og lærer selv at spole tilbage – gentagelse efter gentagelse af den samme film.

Hjemme hos familien Suskind gennemlever forældrene et forløb, som vil være bekendt for voksne, hvis børn bliver ramt af mentale sygdomme. Arsenalet af specialister, læger og terapeuter vokser for hver måned, der går, men ingen behandling kan tilsyneladende hjælpe Owen. Forældrene spørger, om det mon er godt med alle de videofilm.

»Ikke hele tiden, men hvis han er glad for dem, så skal de voksne ikke holde op med at vise filmene,« er beskeden.

Det er bare din stemme

Suskind fortæller:

»Så vi kravler ovenpå, hele familien en kold og regnvåd lørdag eftermiddag i november 1994. Owen sidder allerede på sengen og han ænser os ikke. ’Juicervose, juicervose,’ siger han. Det har han sagt igen og igen på det seneste. Hans mor, Cornelia, tror han måske gerne vil have juice, men det vil han ikke. Han nægter at drikke. Vi ser Den lille Havfrue, og den onde heks, Ursula, synger sin sang, Poor Unfortunate Souls, til havfruen Ariel. Ursula vil forvandle Ariel til et menneske, så hun kan være sammen med sin elskede, den smukke menneskeprins. Men der er en pris. Havfruen skal aflevere sin stemme som betaling. Da sangen er færdig, vil Owen høre den igen. Hans storebror protesterer: Lad nu filmen køre, tigger han. Men Owen spoler tilbage til slutningen af sangen:

»Go ahead – make your choice! I’m a very busy woman, and I haven’t got all day. It won’t cost much, just your voice!«

Suskind fortæller, at Owen spoler tilbage fire gange. Familien sukker, men pludselig forstår Cornelia, hvad det går ud på. Hun hvisker: »Det er ikke ’juice’ han siger. Han siger:’ ‘just your voice’!«

Ron Suskind griber sin lille søn i armen:

»Er det det, du siger? ’Just your voice! Er det det?!«

Owen ser på sin far. Det er første gang i 12 måneder, at den lille dreng kigger sin far i øjnene:

»Juicervose! Juicervose! Juicervose!« gentager han.

Walt råber:

»Owen kan tale igen.«

Forældrene ser lamslåede på hinanden. Er det historien om en havfrue, der har mistet sin stemme, som appellerer til deres dreng? Owen ser på sin familie, der hopper rundt på sengen, mens de alle synger, »Juicervose! Juicervose! Juicervose!«

Hans mor begynder at græde, mens hun hvisker:

»Gudskelov, han er et sted derinde. Han findes stadigvæk.«

De skeptiske eksperter

Men det er blot begyndelsen på, hvad der bliver en lang og besværlig rejse. Owens taleterapeuter og behandlere fortæller Ron og Cornelia, at regressive autister har det med at foretage ’ekkotale’. Det er helt almindeligt, at autistiske børn kopierer sætninger, de har hørt, men det betyder ikke nødvendigvis, at børnene har forstået budskabet, lyder det.

Forældrene kan ikke bevise noget, og Owen siger ikke andre ord i lang tid. Men tre uger efter tager familien på tur til Disneyland, og her observerer de, at Owen undergår en forvandling. Han siger godt nok ikke noget, men hans normalt uforståelige lyde stopper. Han lader til at føle sig hjemme i Disneys fantasiverden, og da hans bror beder ham om at hive sværdet ud af stenen, som Merlin gør det i filmen om Kong Arthurs riddere, gør Owen det uden videre. Igen kan hans far og mor ikke tro deres egne øjne. Owen følger ellers typisk ingen instruktioner og virker ikke, som om han forstår, hvad nogen siger til ham.

’Walter vil ikke være voksen’

Tiden går, og Owen bliver seks år gammel. Familien fejrer Walts niårs fødselsdag. Vi skriver september 1997, og familien er flyttet til velhaverbyen Chevy Chase uden for Washington. Gæsterne er gået hjem og fødselsdagsbarnet er på grådens rand. Han forsvinder ind på sit værelse. Det hele har været lidt for meget med gæsterne og larmen; hans lillebror går ud i køkkenet efter de to forældre. Suskind beretter:

»Owen ser op på os begge med et målrettet blik. ’Walter har ikke lyst til blive voksen,’ konstaterer han tørt, ’lige som Mowgli eller Peter Pan’. Vi nikker i total forbløffelse, vi ser ned på den lille dreng. Han nikker venligt tilbage og går sin vej. Det er, som om lynet lige er slået ned i vores køkken. Vores søn har ikke sagt ’vil have’ eller ’giv mig det’, han har talt i en hel, endda kompleks sætning. Noget vi aldrig nogensinde før i hans liv har hørt. Vi kan ikke holde op med at tale sammen i de næste fire timer. Ud over det rent sproglige, har Owen demonstreret en evne, han ifølge eksperterne ikke ejer. Han har fortolket det, at hans bror græder over en fødselsdagsfest som et udtryk for, at Walt ikke har lyst til at blive større. Ikke nok med at det er ret avanceret for en seksårig. Det er også en fortolkning, som hverken Cornelia eller jeg havde tænkt på.«

Suskind fortæller, at han og Cornelia har det, som om de er blevet lukket ind – bare for et øjeblik – i en hemmelig verden, som Owen bærer rundt på inde i sig selv. En matrice med hvilken han fortolker sin omverden: Disney.

Hvordan blev vi to så gode venner?

Forældrene taler videre over aftensmaden. De diskuterer, hvordan de skal få adgang til deres søns bevidsthed. Det er, som om han forsvinder og så dukker op igen. Cornelia bruger al sin vågne tid på Owen. Hun har opgivet at arbejde, hun går til terapi hver dag, hun får ham til at sove, selv om det tager timer hver nat. Nu er det farens tur, tænker Ron Suskind. Hvad skal han gøre? Og hvordan?

Han fortæller i bogen:

»Jeg lister op ad trappen. Owen sidder på sengen. Han kan ikke læse, men han kigger på billederne i en Disney-bog. Det er en af hans yndlingsfortællinger om Aladdin. Min plan er, at jeg skal få fat på den hånddukke, han har, som forestiller Jago, papegøjen fra historien, og forsøge at tale gennem ham. Jeg kravler ind i værelset, og det lykkes mig at få Jago på min hånd, det tager fire minutter, før jeg langsomt får dukken ind under Owens dyne, uden han bemærker det. Jeg forsøger at øve mig på at tale som Gilbert Gottfried – der har en karakteristisk diktion, og som lægger stemme til Jago i filmen – og jeg forsøger at sige noget, som Jago ville sige: Nå, Owen, hvor’n går det?’ siger jeg og fortsætter: ’Jeg mener, hvordan føles det at være dig?!’ Owen vender sig om og ser ud, som om han har set en gammel ven: ’Jeg er slet ikke glad. Jeg har ingen venner, og jeg forstår ikke, hvad folk siger til mig,’ lyder det. Jeg har ikke hørt min søn tale med sin normale stemme, helt afslappet og med en normal rytme, siden han var to år gammel. Jeg taler med min søn for første gang i fem år. Eller rettere: Jago taler med ham. Jeg må for alt i verden forblive i rollen: ’Hey Owen, hvornår blev duuu og jeg så gode venner?’ Owen svarer: ”Det var da jeg begyndte at se Aladdin hele tiden. Du fik mig til at grine. Du er så sjov.«

Efter en længere samtale, hvor Owen ler hjerteligt, går faderen rystet ned ad trappen.

Livslang terapi – og forløsning

Weekenden efter foretager hele familien et eksperiment. De spiller forskellige roller fra en anden af Owens yndlingsfilm, Junglebogen. Owen kan synge alle sangene. Og han vælger specielle sætninger ud med perfekt diktion og accent. »Det er ikke ekkotale – det er mere som en karakterskuespiller,« konstaterer Suskind.

Dette er gennembruddet.

Og Disney-terapien er fortsat igennem hele Owens liv, forskellige skoler, opture og nedture, og heldigvis er det magiske univers så nuanceret og bredt, at der ikke er det dilemma, man ikke kan genfinde.

I dag er Owen 20 år gammel og i gang med en universitetsuddannelse. Man kan tale med ham – også uden Disney-referencer, om end han fortsat bruger timer hver aften på at se film. Men nu også andre end Disney. Hans historie er nu kendt over hele USA takket være hans fars bog, og der er en film på vej.

Der er ikke andet og mere at sige her – pladsen tillader det ikke. Men man snyder sig selv for en af de mest gribende og sande fortællinger om menneskelig viljestyrke og transformation, hvis man vælger ikke at læse Life, Animated, som er lang og vidunderligt velskrevet – og lige udkommet.

Ron Suskind

Life, Animated: A Story of Sidekicks, Heroes, and Autism

368 sider, 16,28 pund, Amazon.co.uk

Kingswell

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer