Nationale følelser, national selvforståelse og nationale traumer bygger alle på nationens myter. Dem kan man kalde historien retoucheret, hvorved den gode historieskrivning nødvendigvis må være en kritik af denne tradition, en kritik af myterne. Besættelsestiden har som bekendt taget adskillige volter, siden ’den store fælles fortælling’ formuleredes som den første samlede opfattelse af de fem forbandede år. Før da, danmarkshistoriens hidtil alvorligste krise, var hovedtraumet 1864, som jo i år er jubilæumsaktuelt.
To hovedtendenser har domineret beretningen om Danmarks lemlæstelse i denne meget konkrete ulykkelige krig sydover: Tilbagetoget fra Dannevirke, slaget ved Dybbøl skanser, Als og endelig nederlaget, da soldaterne i modsætning til den såkaldte sejr i 1850, nærmest måtte krybe hjem langs husmurene ofte uden uniform, men i tøj de havde tiltusket sig undervejs. Sic transit gloria.
Hvis var skylden, hvordan kunne det gå så galt? Hvad kunne vi dengang have gjort anderledes, så ikke to femtedel af landet var høvlet af til tyskerne? Svarene kan groft sagt deles op i to traditioner. Den konservative, der også kan kaldes nationalliberal med de stolte historier om forgæves heltemod, tysk grumhed og overmagt samt hjemlands interne kritik og kompromisvilje nær graden af landsforræderi. Denne sidste opfattelse har været massiv. I denne skribents skoletid i 1950’erne var 1864 som uden egen skyld således gangbar og blev set som en naturlig forløber for de lede tyskeres anden runde af grovheder ved overfaldet i 1940.
Pudsigt nok gik man i den forbindelse let henover den kendsgerning, at tyskerne ikke stillede særlige krav om en tilbageregulering af grænsen fra 1920.
Den anden hovedopfattelse er den radikale tradition, hvor skylden, blamagen, idiotien pålægges de aggressive og uduelige Ejderfolk med Monrad og Lehmann i spidsen, det vil sige de politikere, der forlangte alt eller intet og ikke helmede, før nederlaget var knusende komplet og totalt. Ved London-konferencen, før skæbnen faldt i slag, afviste disse folk med den splittergale Monrad hjemme på taburetten enhver kompromismulighed, der i øvrigt ville have givet Danmark den grænse vi stort set har i dag.
Begge hovedtraditioner bygger på ufuldstændige analyser og beskrivelser og er i øvrigt ganske uoverskuelige at rede ud. Enhver til eksamen i gamle dage husker den rædsel (skribenten gør), der greb eksaminanden, når man ved det grønne bord trak Slesvig eller Sønderjyllandssedlen (skribenten gjorde).
I år og årene før 2014 har flere historikere givet deres bidrag til begge traditioner. Man kan konstatere, at de begge lever i bedste velgående, om end nuancer i rigere mål end nogensinde også er kommet på mode.
Senest har Rasmus Glenthøj leveret en imponerende righoldig fremstilling af 1864 med den sigende titel hentet fra Johannes V. Jensens berømte nederlagsdigt: Sønner af de slagne.
Sandfærdige myter
For at begribe blot en smule af konfliktens tragiske forløb og landets traume, må man tage fat i hele komplekset af myter, som rækker langt tilbage, og som dementerer en række opfattelser af den danske politiske kultur.
For at gøre det svære endnu mere vanskeligt er nogle af myterne såmænd holdbare eller delvis gyldige. Eksempelvis det demokrati vi fik i følge af den sønderjyske konflikt, og som ikke var et rigtigt demokrati, kun et tilløb, men som ikke desto mindre fejres hvert år den 5. juni. Hvorfor egentlig?
Og eksempelvis opfattelsen af Danmark som en lille fredelig stat, en småstat, uden krigeriske ambitioner og altid på den svages side, aldrig erobrende og ekspanderende. Spørg blot de folk, danskerne forsøgte at mule i historiens løb, og find hermed mening med udtrykket: Det Danske Imperium. Historikerne Kurt Villads Jensen og Michael Bregnsbo relancerede begrebet for ti år siden år. Vi var hadede og frygtede. Danskerne er ikke en døjt mere fredelige end andre. Man kan mene, at Fogh Rasmussen genopfandt dansk aggressionspolitik efter den fredeliggjorte periode 1864-2001, da Fogh og Møller gav den aktivistiske udenrigspolitik et ekstra trykseksten.
Rasmus Glenthøj tager forbilledligt fat i alle myter og afviser det monopol som den radikale tradition – næsten – har haft i den professionelle historieskrivning gennem en del år. Uden vel at bemærke at afskedige meget væsentlige elementer i samme tradition. Monrad var nemlig ikke rigtig klog, de nationalliberale var nemlig overmodige, osv.
Virkeligheden var en anden
Den tidligere overarkivar Johan Peter Noack giver også sit bidrag til 1864 i værket Da Danmark blev Danmark – i den forestilling, at det moderne Danmark fødtes i nederlagets stund og blev det land, vi kender, ud af det nederlag, der var uundgåeligt. Ligesom krigen var uundgåelig, hvis danskerne skulle fastholde det nyvundne folkestyre og ikke falde tilbage i enevælden via det fastholdte krav om (håbløs) videreførelse af helstaten. Noack er inde på det samme som Glenthøj: at 1864 ikke kan forklares, sådan som ’revisionismen’ – det vil her sige radikalismen – har insisteret på, nemlig ved at koncentrere sig om København og konge og regering.
Man derimod erkende en helt anden statsvirkelighed i 1864 og ikke forfalde til en jævnføring med noget, der bare så småt ligner Danmark 150 år senere.
Herved bliver unægtelig fejringen af ’64 lettere komisk, eftersom man her tager udgangspunkt i Danmark, som landet var og forblev efter 1920, da den homogene stat blev fuldbragt med hjemføringen af Sønderjylland eller Nordslesvig.
Stadig er det værd at bemærke over for vore dages nationalromantikere med forestillinger om Danmark for de danske, at landet før sammenbruddet i ’64 – altså tabet vi begræder den dag i dag – var en multietnisk, multikulturel (og militaristisk-imperialistisk) størrelse, om end i det små.
Som i alt der har med 1848-1920 at gøre, er det en klog disposition at søge til flere forfattere, inklusive Tom Buk-Swientys mesterlige to krigsberetninger om Dybbøl og Als, samt Hans Vammens fine gennemgang af ’den tomme stat’ om inkompetencen i den danske regering og om Monrads galskab.
Med Noacks bog og ikke mindst Glenthøjs tillige meget smukt udstyrede fremstilling er læseren godt rustet til at skuldre jubilæet. Et læs af nye vinkler er her kommet med i en bredere analyse, også at Christian 9. tilsyneladende ville have stillet sig i spidsen for et rask lille statskup, var det blevet muligt. Logisk nok, da Christian aldrig accepterede kongens begrænsede magt som et rimeligt vilkår for en rigtig konge.
Rasmus Glenthøj
1864. Sønner af de slagne.
574 sider, ill. 400 kr.
Gads Forlag
Johan Peter Noack
Da Danmark blev Danmark. Fortællinger af forhistorien til 1864.
356 sider. 350 kr.
Gyldendal
Pudsigt nok gik man i den forbindelse let henover den kendsgerning, at tyskerne ikke stillede særlige krav om en tilbageregulering af grænsen fra 1920. Skrives der.
Tja ligefrem pudsig var jeg nu ikke klar over at naziregimet var selvom man 9. april lovede: "Rigsregeringen erklærer over for den kongelige danske regering, at Tyskland ikke har til hensigt ved sine foranstaltninger hverken nu eller i fremtiden at antaste kongeriget Danmarks territoriale integritet eller politiske uafhængighed."
Jeg forstår at Metz dermed mener at Hitlertyskland havde til sinds at overholde hvad det lovede. Det tyske mindretal havde købt flagstængerne, men blev skuffede. Hvis Tyskland havde vundet krigen så ville Sønderjylland næppe være et problem, da hele Danmark jo strengt taget formentlig var blevet "sønderjysk". En grænseregulering var derfor ret ligegyldig.
Glæder mig til at læse bøgerne, fin anmeldelse.
Og multietnisk og multikulturel, når vi taler germanere som danske og tyske folkeslag med mange århundredes rigsfællesskab og samliv, er ganske rigtig i det små, så småt det næsten ikke giver mening at nævne, når vi i dag bruger begreberne multietnisk og multikulturel til at beskrive nogle radikalt andre forhold end situationen med helstaten.
jeg synes nu det er en rodet og uklar anmeldelse
Nogle af de andre forklaringer der måske kunne være blevet inddraget (og jeg er altså ikke sønderjyllandsekspert, ud over at være født der) er hvordan der var et meget problematisk forhold mellem den sydslesviske og holstenske overklasse og så den danske stat, og, som jeg har fået det forklaret engang, det var disse der henvendte sig til preussen om hjælp til at afbøde den "urimelige behandling" de fik. Jeg skal så ikke kunne sige on det virkelig var irimeligt eller ikke, men mere nuancerede forklaringer ser man ikke henvist til meget i denne anmeldelse, blot siges der at der er behov for dem.
Hvad er sandheden?!
Lederene af Preussen havde beslutte at erobrer plads til en Kielerkanal, og havde fået Østrig til at støtte dette.
Hvad skulle så forhindre dem i at få deres vilje?
ja der er så en ting mere, som ligger til grund, og som kumme få analysen ud af den gode politikere/slemme politikere dualisme, som rightig nok ikke er så interessant.
Bob, det synes måske sådan, rodet og uklar, fordi Georg selv er så tabt for den radikale udlægning af historien.
Det synes som om Dansk politik dengang som nu var "rodet og uklar" . Det er måske en nationalkarakter.
Almindelig historieskrivning er om store mænds fortræffelighed eller fjelbarlighed. I stedet er det som regel økonomiske og sociologiske faktorer der driver værket, men det er meget lettere og som regel mere hensigtsmæssigt at mytologisere de strore mænd og holde folket i uvidenhed om de faktiske omstændigheder.