Læsetid 4 min.

Nietzsches opgør med den europæiske kultur

I sin læsning af sin læremester Arthur Schopenhauer aner Nietzsche profetisk, hvordan alt tjener det kommende barbari. Hvis ikke man har et kritisk blik på kultur og videnskab, er der intet, der forhindrer samfundet i at slå over i totalitarisme
Den tyske filosof, som den norske maler Edvard Munch så ham i 1905. Nietzsche mente, at den moderne sekulariserede kultur havde ’dræbt’ Gud og dermed ødelagt orienteringspunktet for liv og mening i Vesten

Den tyske filosof, som den norske maler Edvard Munch så ham i 1905. Nietzsche mente, at den moderne sekulariserede kultur havde ’dræbt’ Gud og dermed ødelagt orienteringspunktet for liv og mening i Vesten

5. april 2014

Schopenhauer som opdrager (1874) er det tredje af i alt fire essays, Nietzsche udgav i årene 1873-1876. To andre omhandler henholdsvis David Strauss og Richard Wagner, og det fjerde er en afhandling om historie. På hver deres måde udtrykker de fire essay Nietzsches kulturkritik og hans opgør med den europæiske kultur, der var ved at udvikle sig i slutningen af 1800-tallet.

Schopenhauer som opdrager er ikke en biografi i traditionel forstand. Den 30-årige Nietzsche ser i Schopenhauer en forbilledlig person og tænkestil, han kan bruge til at nuancere og udvikle sine egne ideer. Mange steder virker Schopenhauer som Nietzsches alter ego – ikke helt ulig den rolle, Sokrates havde hos Platon, en af Nietzsches yndlingsaversioner.

Nietzsche er ved bogens udgivelse allerede en anset professor ved universitet i Basel. Men man fornemmer, hvordan han i sin voksende afsky for samtidens universitetsfilosofi og kejserrigets fremskridtstro, inkarneret ved Otto von Bismarck, i stigende grad tager afstand fra den etablerede akademiske verden og borgerlige offentlighed.

Nietzsche ser i Schopenhauer en våbenbroder i opgøret mod moderniteten og den industrielle tidsalders fremskridt. Hos Schopenhauer finder Nietzsche modvægt mod Goethe og Rousseau, som står for, hvad han anser for en forfængelig og ubegrundet optimisme. Hvad enten mennesket ser sig selv som en del af kulturens eller naturens kredsløb, glemmer det at stille sig til regnskab over for sig selv. »Menneskeheden udtørres,« skriver Nietzsche.

Modsat ser Nietzsche i Schopenhauer en intellektuel, der kan »opdrage os imod vores tid«. I stedet for at se fremskridtet og fremtiden som et messiansk forvarsel, der kan fritage det moderne menneske fra at forholde sig til sig selv, mener Nietzsche vi må være langt mere radikale. »Vi skal tage ansvaret for vores eksistens og forsvare den over for os selv. Derfor vil vi være herre i eget hus og ikke tillade, at vores eksistens kommer til at ligne en tankeløs tilfældighed.« For Nietzsche er troen på religionens universalisme ikke bedre end troen på menneskets kulturelle eller naturlige bundethed. Overalt opfinder de moderne samfund mekanismer, der pacificerer og domesticerer det virkelige, selvvalgte liv.

Videnskab, marked og stat

Nietzsche vil derfor gøre op med en tredobbelt undertrykkelse, som han ser gentaget overalt i samtiden. For det første en undertrykkelse af individet gennem naturvidenskaben. Mennesket er noget andet og vigtigere end resultatet af sin naturhistoriske udvikling. Det kan forholde sig til sig selv og går ikke rastløst op i »dyrets blinde drift«.

For det andet vil Nietzsche gøre op med kapitalismen og ideen om ubegrænset velstand. Han anser forbrug og fråseri for at være lige så forkasteligt som meningsløs lidelse og sult. Ingen af delene får mennesket til at nå frem til sig selv.

Endelig vil han gøre op med staten. »Staten gør, ligesom de selviske forretningsfolk, et forsøg på at reorganisere alt ud fra sig selv.« Nietzsche angriber staten for dens kollektivistiske element, og for at ville have alle til at abonnere på samme sociale kontrakt.

Hvad enten resultatet er et slattent samfundsmenneske, et forudbestemt naturvæsen eller en egoistisk kapitalist, bringer ingen af de moderne institutioner – stat, marked og videnskab – mennesket tættere på sig selv. Tværtimod. Derfor er der brug for et omfattende opdragelses- og dannelsesprogram inspireret af Schopenhauer. Ikke forstået på den måde, at mennesket skal socialiseres i en lang kulturtradition og se sig selv som en brik i det store historiske puslespil, men på den måde at mennesket får viljen og magten til at sætte sig gennem over for autoriteter og totalitarisme af enhver art. Frigørelse fra staten, videnskaben og økonomien bliver dermed opskriften på Nietzsches anarkistiske dannelsesprojekt.

Nietzsche aner profetisk, hvordan det vil gå, hvis ikke vi anlægger et radikalt kulturkritisk syn på samtiden. »For hver dag, der går, bliver de lærde mere urolige, tankeløse og kærlighedsløse. Alt tjener det kommende barbari, og det gælder også nutidens kunst og videnskab.« Hvis ikke man har et kritisk blik på kultur og videnskab, er der intet, der forhindrer samfundet i at slå over i totalitarisme. »Hvert øjeblik kan gnister og lyn bebude ankomsten af skrækindjagende skikkelser,« som Nietzsche skriver.

I sin hyldest til overmennesket og viljen til magt er Nietzsche nogle gange blevet anklaget for at foregribe nazismens gennembrud i Tyskland. Man aner, hvordan vitalismen i Nietzsches læsning af Schopenhauer heroiserer den stærke leder, der tør udsætte sig selv for fare og risiko uden at have personlig fortjeneste for øje. Men Nietzsches forfatterskab er langtfra et politisk program, som kan bruges til en totalmobilisering af masserne. Nærmere en streng advarsel mod det modsatte.

Kritiske redskaber

Hvis humanismen ikke skal slå over i sin modsætning, må det moderne menneske udrustes med særligt skarptslebne intellektuelle redskaber, der kan bruges til at dissekere samtiden. Og disse kritiske redskaber er ikke designet til at fremme en bestemt politik, men til at udpege og demaskere menneskets utrolige evne til at assimilere sig selv med politik, karriere, marked og videnskab.

Ifølge Nietzsche har den moderne udvikling og den løbende sekularisering af de europæiske samfund effektivt »dræbt« den kristne Gud, der havde tjent som orienteringspunkt for mening og værdi i Vesten i de foregående tusinde år. Nietzsche hævder, at Guds død vil føre til et tab af ethvert universelt perspektiv, og enhver sammenhængende følelse af sandhed. I stedet vil vi bevare vores forskellighed og flydende perspektiver – ikke i betydningen af den relativisme, som postmodernisterne tog Nietzsche til indtægt for, men i betydningen af frigørelse fra magthierarkier. Det var det, Georg Brandes fik øje på hos både Nietzsche og Kierkegaard.

Slægtskabet med Schopenhauer fortsatte ikke for evigt. Med udgivelsen af Menneskeligt, alt for menneskeligt i 1878 reagerede Nietzsche mod den pessimistiske filosofi hos Wagner og Schopenhauer. Resten af livet led han under et skrøbeligt helbred og forlod sin stilling på universitetet – uden at realisere den heroiske eksistentialisme, han fandt hos sin læremester. Nietzsches aforistiske stil er ikke let læsning. Men Schopenhauer som opdrager er levende oversat af Lars Christensen og udgør en fin indføring i den unge Nietzsches tankeverden.

Friedrich Nietzsche: Schopenhauer som opdrager. 140 sider. 149,95 kroner. Informations Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Jakob Lilliendahl
    Jakob Lilliendahl
Jakob Lilliendahl anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu