Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Et portræt af Spaniens skæbnestund

Havde det ikke været for Adolfo Suárez, var overgangen til demokrati i Spanien måske gået galt, hævder Javier Cercas i en bog om det mislykkede kup i 1981
Moderne Tider
5. april 2014

Adolfo Suárez var det moderne Spaniens far. Ved sin død for to uger siden havde han på grund af sin Alzheimers for længst glemt sin hovedrolle i overgangen fra Francisco Francos militærdiktatur til et konstitutionelt monarki. I politisk forstand døde han dog allerede den 23. februar 1981, da civilgardister stormede parlamentet i Madrid og holdt det unge demokrati som gidsel i mere end 17 timer. Det hævder akademikeren, forfatteren og journalisten Javier Cercas i et fremragende essay, Anatomía de un instante (Et øjebliks anatomi), som analyserer det mislykkede statskup. Kupmagerne ville indsætte en overgangsregering som svar på den økonomiske krise og den baskiske terrororganisation ETA’s anslag mod staten:

»Kuppet stilede i princippet ikke efter at afvikle demokratiet,« skriver Cercas, »det stilede efter at trimme det eller begrænse eller indskrænke det og gøre det til et semidemokrati.«

Oprørsk gestus

Suárez trodsede kupmagernes ordrer og undlod at søge dækning i parlamentet. Cercas bruger et billede af premierministeren, der sidder alene tilbage på sin bænk, som en prisme til at beskrive kompleksiteten i Spaniens overgang fra diktatur til demokrati:

»Det er en modig, yndefuld og oprørsk gestus, en teatralsk, fuldstændig fri og posthum gestus, en gestus fra en strandet mand, der opfatter politik som et eventyr, og som på pinefuld vis forsøger at legitimere sig selv og i et øjeblik ser ud til fuldt ud at personificere demokratiet.«

Bogen er en slags modhistorie om det spanske demokratis opståen. Ifølge den fremherskende udlægning var kuppet på forhånd dømt til at mislykkes, fordi et stort flertal af spanierne insisterede på demokrati. Cercas hævder derimod, at hvis ikke Suárez havde gjort indædt modstand, kunne det nemt være endt med »et blødt statskup«. Et næsten ubemærket og dermed vellykket kup ville have bremset udviklingen, som året efter førte til socialisternes valgsejr og den definitive afvikling af Francos etpartistat.

Men lyden af skud i parlamentet gav spanske radiolyttere et uudsletteligt indtryk af »et hårdt kup«. Så i stedet endte det fejlslagne kup med at accelerere den demokratiske udvikling:

»Den 23. februar gjorde ikke blot en ende på overgangsperioden og Francos regime,« skriver Cercas, »den 23. februar gjorde en ende på borgerkrigen.«

Servil opkomling

Kong Juan Carlos, som Franco havde udnævnt til sin efterfølger, fik æren for at have reddet demokratiet. Det var Suárez, der som chef for det statslige tv-selskab i regimets sidste fase havde reintroduceret kongefamilien i spaniernes liv. Suárez kom fra en fattig familie i provinsen og var en møtrik i frankismens partiapparat. De fleste var derfor overbevist om, at denne servile opkomling var en garant for styrets overlevelse i en ny form efter Francos død i 1975:

»Er det ikke skønt? Han hedder Adolfo,« hed det i et af tidens satireblade med henvisning til pagten mellem Hitler og Franco under borgerkrigen.

Men Suárez forbløffede alle. Først fik han de parlamentarikere, Franco havde udpeget, til at vedtage »loven om politisk reform«. Den gjorde det muligt at ophæve frankismens ’fundamentale’ love én efter én. Suárez annoncerede ophævelsen af forbuddet mod politiske partier, amnesti for politiske forbrydelser, anerkendelse af det catalanske sprog, ophævelse af forbuddet mod det baskiske flag, ophævelsen af Movimiento Nacional, fjernelsen af regimets symboler, legalisering af kommunistpartiet og afholdelsen af frie valg:

»For at få monarkiet til at slå rod indførte han demokrati,« skriver Cercas, »måske et dybere og mere fuldstændigt demokrati end han og kongen i begyndelsen havde forestillet sig.«

Store politikere er store skuespillere, og i det afgørende øjeblik spillede Suárez rollen som overbevist demokrat perfekt. Kongen havde aktivt undermineret premierministeren og dermed opmuntret kupmagerne – han kastede den første sten og gemte så hånden bag ryggen, da skuddene lød i parlamentet. Kuppet fik næring fra en blanding af angst for fremtiden, demokratisk uerfarenhed og banal jalousi, som fik en række officerer til at konspirere og regne med kongelig opbakning. Ifølge Cercas kan spanierne derfor især takke Suárez for, at frankismen ikke overlevede, og at de sidste 30 år har været den fredeligste og mest fremgangsrige periode i landets historie:

»Ved at blive siddende på sin bænk, mens kuglerne fløj omkring ham (…) gav Suárez ikke blot sig selv, men på en måde hele sit land oprejsning.«

Javier Cercas: Anatomía de un instante. 480 sider. 22 euro. Random House Mondadori

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her