Læsetid: 4 min.

Wall Street som opdragelsesanstalt

En ny bog portrætterer Wall Streets optræningsmetoder og de mennesker, der kommer ud af dem
26. april 2014

På film er børshajerne på Wall Street grådige, skruppelløse spekulanter, der uden hensyn til andre kun tænker på at tjene så mange penge som muligt. Dette billede er også blevet bekræftet af de afsløringer, der blev offentliggjort i forbindelse med finanskrisen og i den strøm af skandaler, som kommet for en dag siden hen, senest i forbindelse med højfrekvenshandlen. Men hvordan skabes denne adfærd? Det er emnet for Kevin Roose i bogen Young Money. Inside the Hidden World of Wall Street’s Post-Crash Recruits, hvor han følger otte unge i de første to år under oplæring i en af de store investeringsbanker. Investeringsbankerne rekrutterer studerende gennem road-shows på eliteuniversiteterne, hvor de lover spændende udfordringer, fremragende jobmuligheder efter oplæringsperioden på to år og høje lønninger, men dagligdagen for de unge ansatte i starten af 20’erne er en slavelignende tilværelse med arbejdsuger på over hundrede timer, ingen fritid, fordi de altid skal være på stand-by, underlagt halvpsykopatiske overordnedes luner og konstant søvnunderskud – de skal være i stand til at arbejde 72 timer uden søvn.

Tilværelsen som ung analytiker bliver af rekrutterne selv karakteriseret som en følelse af utilstrækkelighed og en konstant angst for ikke at gøre det godt nok og blive fyret og for ikke at kunne klare sig i konkurrencen med de andre i kampen om posterne længere oppe i hierarkiet. En af måderne, de forsøger at leve med den masochistiske tilværelse på, er ved at spille misery poker, hvor de gennem historiefortælling skal overtrumfe hinanden i, hvilke urimelige arbejdsforhold de udsættes for. På den anden side tjener de typisk over 100.000 dollar allerede det første år, og hvis de klarer oplæringsperioden, har de udsigt til at stige i graderne, tjene kassen og mulighed for at kunne søge arbejde hvor som helst i forretningsverdenen, så for enden af tunnelen lokker paradiset.

Ødelagt morlask kompas

De to års oplæringsperiode kan sammenlignes med en boot-camp eller et indvielsesritual, hvor deres gamle personlighed først skal brydes ned for derefter at gennemleve angsten ved at identificere sig med arbejdspladsens værdier. Der er tale om en form for selektionsmekanisme, hvor man ved at være villig til at ofre kæresteforhold, aflyse fødselsdage, middage og andre aftaler, viser, at man er gjort af det rette stof og er til at stole på og derfor fortjener optagelse i Broderskabet. Da de sjældent forlader arbejdspladsen og ikke kun arbejder 9-17, mener antropologen Karen Ho, at de lever en – ofte depressiv – næsten indespærret tilværelse, men de får indprentet, at de er en udvalgt gruppe, som senere vil modtage belønningen.

Klaus Theweleit beskrev for mange år siden i Männerphantasien i en analyse af den fascistiske mand en lignende socialiseringsproces, som unge officersaspiranter i det wilhelminske Tyskland blev udsat for, hvor de først gennem ydmygelser og tæv blev nedbrudt og derefter indprentet, at de var kejserrigets elite, så de blindt adlød deres overordnede, og kunne fås til hvad som helst over for de laverestående civile.

De otte unge, som Roose gennem to år følger, er ikke typiske unge analytikere, fordi de ofte har haft andre mål med deres uddannelse end at blive ansatte inden for finanssektoren, og fordi de har turdet lade sig interviewe igennem perioden. Hvis arbejdspladsen havde opdaget det, var de blevet fyret på stedet, så de er startet processen som potentielle dissidenter. Alligevel bemærker Roose undervejs nogle personlighedsændringer, som de undergår, idet de bliver mere skarpe i tonen over for deres medmennesker, penge bliver efterhånden det vigtigste i tilværelsen, omgangskredsen indskrænkes til personer fra finansverdenen, der tilsvarende vokser i deres opfattelse i forhold til verden udenfor. Endelig mistes efterhånden alle moralske forbehold over for finanssektorens handlinger og mekanismer, dvs. det moralske kompas ødelægges.

Moralsk smitte

Hvad der er ud fra en samfundsmæssig betragtning er af større betydning, er, at finanssektoren har fået stadig større magt, og dens rationaler er blevet styrende for større dele af samfundets styringsmekanismer såvel i den private som i den offentlige sektor, bl.a. fordi ansatte fra investeringsbankerne er diffunderet ud i lederstillinger i resten af erhvervslivet, hvor de overfører, hvad man kunne kalde det kulturel smitte.

Der har i kølvandet på finanskrisen aftegnet sig et billede af, at lederne i finanssektoren ikke fortryder noget, da de ikke føler, de har gjort noget forkert, og at de er berettigede til deres enorme lønninger. Ja, nogle har endda givet udtryk for, at de efter finanskrisen er forfulgte af dele af offentligheden. Dette indtryk bekræftes af Roose, som har haft held til at snige sig ind til årsfesten i 2012 hos det mest hemmelige broderskab på Wall Street, Kappa Beta Phi, hvor en stor del af finansverdenens spidser er medlemmer. Han oplevede her, hvordan man gjorde nar af Occupy-bevægelsen, af politikerne og deres forsøg på at regulere sektoren, og Roose opsummerer det til, at der var tale om en gigantisk fuck-finger til Main Street.

Kevin Roose

Young Money

336 sider. 24 dollar

Grand Central Publishing

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ingrid Uma
  • Grethe Preisler
Ingrid Uma og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer