Fra asken i Hama, Syrien

Moderne Tider

3. maj 2014

Den syriske borgerkrig, der har hærget de seneste år med ubegribelige menneskelige omkostninger, har også medvirket til, at al snak om en samlet syrisk nationalstat, som den tog sig ud inden revolutionen i 2011, er en illusion. Fredsforsøg er slået massivt fejl, og ingen kan vinde på slagmarken. Landet er i dag splittet op på kryds og tværs, og lokale områder er kontrolleret af en lang række forskellige væbnede grupper. Grænserne flytter sig konstant, men der er ved at tegne sig et billede.

Den syriske hær har sikret sig et solidt fodfæste i området fra Damaskus op til Homs, og videre ud til Middelhavskysten. Den bestræber sig endvidere på at tilkæmpe sig yderligere kontrol op imod landets anden hovedby Aleppo, hvor den allerede har fodfæste. Med andre ord har regimet solid kontrol over store dele af landet. Idlib-provinsen, der grænser op til den tyrkiske Hatay-provins, er kontrolleret af Den Frie Syriske Hær (FSA), samt en række mindre salafistiske grupperinger. Kurderne repræsenteret ved PYD, som er affilieret med den tyrkiske kurdiske marxistiske bevægelse PKK, er ved at få godt hold i de kurdiske områder langs den tyrkiske grænse og hele vejen ud til Irak. Radikale jihadister, repræsenteret ved ISIS (Islamic State in Iraq and Syria) kontrollerer store områder omkring Raqqa ved Eufrat-floden – herunder den strategisk vigtige Assad-dæmning osv. osv.

Det er ikke bare de radikale jihadister, der har vundet frem. Også det Muslimske Broderskab har markeret sig. Først som aktør i de mange forskellige syriske oppositionsparaplyer i eksil og siden på slagmarken, hvor det efterhånden kontrollerer flere FSA-enheder og sideløbende støtter for eksempel Farouk-brigaderne i Homs, Liwaa al-Tawhid i Aleppo og Ahrar al-Sham i Idlib.

Tør forskning

Siden den syriske hærs nedslagtning af Broderskabet (samt mange uskyldige syrere) tilbage i 1982 i byen Hama har islamismen været en nærmest fraværende udfordring for Asad-regimet – far som søn. Siden de tidlige 1980’ere har de syriske brødre været i eksil. Der har således kun været begrænset aktivitet i Syrien, og som en konsekvens heraf har kun meget få forskere beskæftiget sig indgående med den syriske ggren af Broderskab.

Ashes of Hama – The Muslims Brotherhood in Syria er netop udkommet og blev modtaget med roser fra stort set alle de mest respekterede forskere med indsigt i syriske forhold. Den dækker et stort hul i forskningen og forståelsen af den politiske udvikling i Syrien i det 20. århundrede og starten på det nye. Mine forventninger var derfor store – måske for store.

Lad det stå klart: Ashes of Hama er ikke en bog om Det Muslimske Broderskabs rolle efter revolutionen og den efterfølgende borgerkrig. Det er et typisk godt gammeldags (og lidt kedeligt) akademisk værk, der sympatisk fortæller Broderskabets historie fra dag ét. Raphäel Lefèvre begynder sågar sin fortælling tilbage i 1860 med en gennemgang af den oprindelige salafisme-tradition, som udgør den intellektuelle ballast for Broderskabet. Kapitlet er ærligt talt en hård ujævn start, som efterfølges af en gennemgang af Broderskabets etablering og virke i de tidlige år efter Syriens uafhængighed. En periode (1946-63), hvor det liberale demokrati søgte at folde sig ud, og tillige en periode, hvor moderation og deltagelse var kodeordene for Broderskabet.

Et blodbad

Siden følger bogens kerne, som strækker sig over fire langt mere interessante kapitler, der omhandler relationen og modsætningsforholdet mellem Broderskabet og Baa’th-partiet i perioden 1963-82. Især radikaliseringen og fløjkrigene inden for Broderskabet mellem Hama og Aleppo-fløjene er spændende læsning, der kulminerer med den totale konfrontation: den syriske hærs massakre i Hama i 1982.

Herefter slikkes der sår i Broderskabet, og ledelsen kæmper for at fastholde deres relevans. Det bliver de. I 2011 råbte tusinder af borgere i Hama (og i mange andre syriske byer) på historiens revanche. Og i Hama råber man blandt andet: »Vi vil ikke lade massakrerne gentage sig.« Desværre skete det igen – og værre endnu. Ikke i Hama, men i Homs, og mange andre syriske byer. Mere end 150.000 er døde. Millioner på flugt. I bogens sidste kapitel kobles Broderskabets engagement til revolutionen og borgekrigen. Denne del er tynd, og yder på ingen måde fortællingen retfærdighed.

Alt i alt udfylder Ashes of Hama et tomrum i forskningen. Desværre evner forfatteren ikke at knytte sin historiske forskning tæt nok sammen med det syriske sammenbrud. Det er indrømmet heller ikke nogen let opgave – men den er nødvendig, hvis vi for alvor skal forstå islamisterne og den tiltrækningskraft, de fortsat har på mange i regionen.