Læsetid: 5 min.

Beværtet: De gider ikke andet end mad og vin

Og det gør de godt med retter fra det danske og det franske samt et passioneret mandsskab. Men travlhed er ikke spidskompetencen i Ravnsborggade
Kro. Hvis 20 A er et bud på den moderne kro, så er det et godt bud. Gode velafbalancerede retter, der holder et højt niveau.

Kro. Hvis 20 A er et bud på den moderne kro, så er det et godt bud. Gode velafbalancerede retter, der holder et højt niveau.

Jakob Dall

24. maj 2014

Der er helt sikkert hyggeligt i Ravnsborggade 20 A, hvor en vinbutik er blevet til spisested. I dag hedder det, at jo mere casual, des bedre, og det får man her. Allerede understreget ved navnet 20 A. Det hedder ikke noget, det er bare et husnummer. Og det er jo fint, for så ved man, det starter ved indholdet, og at vi er inde ved roden: mad og vin på en adresse.

Vi kiggede ind en fredag uden at have bestilt bord. Måske lidt provokerende, for 20 A er, siden det åbnede i december, allerede blevet et stamsted og et populært sted, og selvfølgelig var alt optaget, der var endda folk, der havde bestilt bord og ikke var kommet ned at sidde endnu. Vi blev alligevel, om ikke venligt så så overbærende modtaget, som det lader sig gøre for, hvad svagt anedes som et let bevægeligt temperament under pres, og ligefrem lovet et bord, der meget heldigt snart ville blive ledigt. Det passede mig fint, hvis vi skulle vente lidt udenfor i den lyse, men kolde sommeraften med et glas rosé. 20 A har også borde udenfor og har gjort det fint med lidt krydderurter og tæpper, og Ravnsborggade er jo hyggelig i sig selv.

En hård start

Den aperitif var til gengæld svær at skaffe. Jeg lod min ledsager stå ude i kulden, mens jeg selv prøvede at genetablere en kontakt til vores rødhårede vært, men det kunne jeg godt opgive. Vi var virkelig kommet i en rush hour, hvor det ikke bare handler om at hygge med vin og importerede pølser og snakke om druen, men hvor københavnerne skal have indfriet deres fredagsforventninger, og seatingen ikke helt holder, og alle vil have vin og mad og opmærksomhed på én gang, og det var ikke lige værtsskabets spidskompetence. De tre, der havde bestilt bord og fået et glas på husets regning, fordi de alligevel skulle vente, opgav efterhånden og forlod stedet, og stemningen var kritisk. Nogle gæster ved deres bord må have hygget sig så meget, at de blev hængende langt over beregnet. Og vi havde stadig ikke fået noget at drikke efter en halv time, og det var efterhånden også synd for min ledsager, der havde stået dér ude i kulden, men hun er nordmand og ikke så sart. I mellemtiden blev vores bord ledigt, og ledsageren kom ind og satte sig og spurgte, om de havde hul i kanoen. Det kunne man godt føre til protokols.

Lidt ærgerlige over, at aperitifstunden var passeret, sad vi omgivet af vinkasser og vinskabe, stadig uden noget i glassene, men med udsigt til den store charcuterie-montre, så vi kunne sidde og kigge på et imponerende udvalg af pølser og ost. Nu var der snart gået en time, og det begyndte at være kriminelt. Omsider var der hul igennem til en kvindelig tjener, og vi blev præsenteret for deres rosé, men rosétrangen var ovre, og vi ville gerne have noget mere markant at komme tilbage på. Vi pegede på la Champ Divin, en cremant fra Jura, og fik rapsmarker, der passede til årstiden og smukke bobler i perlende stråler. Den helt rigtige fredagssut og ro i lejren.

Vindere på tallerkenen

Den kunne man godt have mediteret lidt over, men maden skulle bestilles. Der lugtede af gule ærter fra køkkenet. Rustikt i hvert fald. Vi valgte hurtigt to gange kammuslinger med asparges til forret og to gange rødtunge til hovedret og bad om lidt comté-ost at snacke sammen med Jura-vinen. Herligt bare at kunne snolde fra montren og få en god 24-måneders comté, der er født og opvokset samme sted som vinen. Vores kvindelige tjener spurgte, hvad vi skulle have til kammuslingerne: »Hva’ er vi til – er vi til det søde eller er vi til det tørre?« Nu skulle jeg passe på, for sådan en vi-form kan godt gøre mig lidt spids. »Vi skal have den vin, der passer til kammuslinger.« »Hva med Chardonnay?« »Tror jeg ikke.« »Men vi kunne da lige smage den.« Ok. Det var væmmeligt. Efter den gode Jura var der ikke noget at gøre, og nu blev jeg glad for den rødhårede, der havde nappet sig to glas koldt vand og var vendt tilbage på gulvet i ny og fattet stemning. Han kom til undsætning og medgav, at det var svært efter Juraen at gå til noget andet og kom med et par gode forslag, men gik også med på min idé om, at vi bare købte hele Jura-flasken og bar aftenen igennem på den. Godt, nu ejede vi hele flasken. Kammuslingerne var fantastiske og rå, og aspargesene lige så. Anrettet på skifer med små grønne dutter kryddermajonæse og rugbrødscrunch, som man er træt af, men som måske skulle gøre, at man ikke blev så bange for rettens i øvrigt meget rå og sanselige udtryk. Fantastisk forret, selv om jeg synes, den godt kunne gå helt kommando uden rugbrødscrunch til.

Hovedretten var også en vinder. I stedet for dagens ret Porchetta tog vi dagens fisk, der var rødtunge med artiskokcreme, bacon, mandler, broccolistænger og purløg. Alt uhyre lækkert og friskt.

En moderne kro?

Noget, der formentlig er 20 A’s egentlige stemning, begyndte at indfinde sig i takt med, at fredagsfrenesien aftog. En ro omkring kærlighed til mad og vin og mindre til travlt spisested. Det er et smukt lokale med det gamle Københavner-caféloft i nedre afdeling og vinkort i loftet i øvre afdeling, små grønne tavler med tilbud, spinkle borde og stole og vinkasser overalt, hvor der måtte være plads. Meget sympatisk er der Moritz på fadølsanlægget, den gode øl fra Barcelona.

Som dessert for mig og som mellemret for min ledsager, der også skulle have rigtig dessert, fik vi to glas kraftig sydfransk rødvin, en Granacha fra La Ferme Saint Pierre 2011. God, simpel og mættende. Min ledsagers dessert var hvid chokolade, noget, jeg husker desværre ikke hvad, med frysetørret hindbær og mandelcrumble og blev opsummeret som koldskål med morgenmad på skifer.

20 A er mad og vin på en adresse. Hedder det mon en moderne kro? Der er meget, der går igen fra andre spisesteder som skifertallerkenanretninger med rugbrødscrunch, majonæsedutter og frysetørrede hindbær, men både forret og hovedret viste, at 20 A laver gode, velafbalancerede retter, der holder et højt niveau. Der er i princippet kun én ret hver dag, dagens ret, der især henter fra det danske og det franske køkken og skifter hver dag. Vinkortet er rigt og smagfuldt, og det meste kan fås på glas og til rimelige priser.

Det eneste, man kan læse sig til på hjemmesiden er, hvad der er dagens ret denne uge. Det synes jeg er sympatisk. 20 A gider ikke andet end mad og vin, ikke noget navn, ikke en masse ord. Det er indholdet, der tæller, og indholdet er godt. Og værtsskabet passioneret. Når bare gæsterne ikke forstyrrer for meget.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu