Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Solidarisk EU udbedes, tak

Ny debatbog foreslår, at EU ruller tilbage til sit udgangspunkt: fred og velstand. En beskyttelse af euroen med fortsatte nedskæringer vil udløse oprør i medlemslandene
Ny debatbog foreslår, at EU ruller tilbage til sit udgangspunkt: fred og velstand. En beskyttelse af euroen med fortsatte nedskæringer vil udløse oprør i medlemslandene

Mia Mottelson

Moderne Tider
24. maj 2014

Der er to slags økonomer: Der er økonomer, og så er der økonomer, der får ret. Forud for den danske år 2000-folkeafstemning om indtræden i den fælles europæiske valuta advarede RUC-økonomen Jesper Jespersen om, at euroen spændte over så forskellige nationaløkonomier, at styrkeuligheden mellem dem ville få valutaen til at slå revner. Det var sådan nogenlunde det, der skete, da den finansielle krise i 2007 satte euro-landenes valutaer under pres.

Nu skriver Jesper Jespersen og hans tidligere RUC-kollega Bruno Amoroso en pamflet Europa? – Den udeblevne systemkritik. Heri sætter de euroens problemer ind i et bredere perspektiv. Efter Jespersens & Amorosos opfattelse er euro-konstruktionen et udslag af, at EU’s beslutningstagere har undervurderet forskellene mellem deltagerlandenes økonomiske struktur og modsat overvurderet befolkningernes vilje til at lide afsavn for at fremme fælleseuropæiske strategier. Det har sat EU på en sliske mod økonomisk nedtur og folkelig vrede, fremhæver forfatterne.

Bogen har mindst tre aktuelle sammenhænge: Den er et ’vågn op!’ under den igangværende valgkampagne til EU-Parlamentet, og den udkommer ikke bare på dansk, men samtidig i Amorosos hjemland, Italien. Den er også et forsøg på at svare på Preben Wilhjelms udfordring De syv spørgsmål, som journalister aldrig stiller, fremsat i samme Politisk Revy-skriftserie, som Jespersens & Amorosos pamflet udkommer i.

Opfølgning på appel

Endelig kan Jespersens & Amorosos kritiske EU-eftersyn ses som en opfølgning på et manifest, som en række europæiske intellektuelle, heriblandt Jürgen Habermas, Ulrik Beck og Zygmunt Bauman, offentliggjorde i februar i år i anledning af parlamentsvalget. I deres appel hedder det bl.a. om EU:

»Det er bydende nødvendigt, at borgernes skepsis tages alvorligt. Der er opstået et eliternes Europa. For at vinde borgerne må politikken tage de emner op, der betyder noget for menneskene.«

I deres opfølgning minder Jespersen & Amoroso om, at EU historisk har haft et andet udgangspunkt end den økonomiske strammerpolitik, unionen er havnet i. De skriver:

»Det europæiske projekt blev oprindeligt sat i søen med det formål at sikre fred gennem et styrket politisk samarbejde, som skulle baseres på stigende velstand og solidaritet, der skulle bidrage til at opbygge gensidig tillid mellem de tidligere ’arvefjender’ i Europa. Denne proces byggede på en forestilling om, at alle europæiske lande ville have en fordel af øget økonomisk integration. En udvikling, der ydermere skulle være socialt afbalanceret og solidt forankret i de nationale demokratier, som herved kunne danne modvægt til østblokkens politiske og økonomiske system.«

Noget gik galt

Men så gik noget galt. Jespersen & Amoroso skriver: »Denne proces mod et socialt, solidarisk og demokratisk forankret europæisk samarbejde blev afsporet efter Murens Fald i 1989. De efterfølgende traktatændringer fik i stedet til formål at styrke markedskræfterne og konkurrencen på kapital- og arbejdsmarkedet, reducere de enkelte landes politiske suverænitet og samtidig styrke EU-institutionernes dominans.«

Og det førte ifølge Jespersen & Amoroso EU på afveje:

»Resultatet af disse traktatændringer øgede det økonomiske og politiske pres på det oprindelige nationalstatslige samarbejde. Flere og flere EU-direktiver blev besluttet med kvalificeret flertal, hvor enkelte landes interesser blev ’kørt over’. Grænserne blev åbnet, og konkurrencen skærpet ikke alene på varemarkedet, men også på kapital- og arbejdsmarkedet med undergravende konsekvenser for at føre en nationalt afstemt social- og fordelingspolitik.«

Dermed nærmer vi os den grumme virkelighed, som EU har skubbet sig selv ud i. Ifølge Jespersen & Amoroso således:

»Det sociale Europa er blevet nedtonet til fordel for et centralistisk, markedsbaseret og kapitaldomineret Europa. De europæiske befolkningers ønske om fortsat social retfærdighed både på nationalt og europæisk plan blev systematisk fejet af bordet med nedsættende bemærkninger i form af ’nationalisme’, ’populisme’ og ’manglende indsigt’.«

Og videre:

»Den europæiske konkurrencestat skulle som en konsekvens af globaliseringen tværtimod styrkes, mens velfærdsstaterne nu – efter murens fald – hørte fortiden til. Resultatet af denne reduktion af de nationale demokratier og velfærdsstater er manifest: en rekordhøj arbejdsløshed og en stigende fattigdom og ulighed.«

Alle onders rod

Ifølge Jespersen & Amoroso ligger de europæiske onders rod i EU-systemets konstante pres for en tættere og bredere integration af medlemslandene:

»Det er kommissionens tolkning af en ’stadig snævrere union’ i form af fortsat markedsmæssig deregulering, centralisme og reduceret national kompetence, der har bragt EU i efterkrigstidens dybeste økonomiske og politiske krise. Hvorved tilliden til de europæiske institutioner er styrtdykket, og antagonismen mellem landene er voksende i takt med, at nationalismen breder sig. Det er skræmmende.«

Euroen er frem for alt eksemplet på storhedsvanvittig europæiske tænkning – ifølge Jespersen & Amoroso.

Euroen blev til som en slags djævelens pagt: Frankrig affandt sig med den tyske genforening som modydelse for, at Tyskland accepterede en fælleseuropæisk mønt. Derved troede franskmændene, at de havde spundet tyskerne ind. Sådan gik det ikke. Briterne valgte at holde sig helt væk fra det tysk-franske favntag, og gradvist kom den tyske økonomiske styrke til at betyde, at euroen blev et tysk bånd om resten af deltagerlandene. Tyskland holder med alle midler sin inflation lav. De andre lande magter ikke at holde det tyske niveau. Derved bliver de mindre og mindre konkurrencedygtige, og tyske varer og serviceydelser vinder frem. Tyskland har den fordel, at landet bliver betalt i sin egen valuta, og ikke generes af samhandelspartnernes devalueringer.

Hvis der i euro-systemet var en udligningsordning, hvorved det tyske overskud blev sendt tilbage som investeringer i de lande, der har underskud, kunne det måske til nød gå. Men en sådan udligning har Tyskland korset sig ved. Tyskland vil overhovedet ikke betale til underskudslandene og modsætter sig også at gøre det gennem EU. Det tyske råd til de andre lande er, at de bare skal stramme sig an og blive som Tyskland. Men alle lande kan jo ikke have overskud på samhandlen, påpeger Jespersen & Amoroso.

Da krisen ramte i 2007, forlangte Tyskland og Frankrig, at de sydeuropæiske stater skulle hæfte for deres bankers letsindige låntagning. Det betød – meget praktisk – at de tyske og franske banker, der havde finansieret de sydeuropæiske bankers letsindighed, fik reddet deres kapital. Til gengæld blev lande som Spanien påført en uoverkommelig gældsbyrde, der spolerede de offentlige finanser. Når Tyskland nu forlanger, at disse lande sparer sig til statsbudgetbalance, udløser det nedskæringer, der fører til arbejdsløshed, manglende skattebetaling og øgede socialudgifter. Denne onde cirkel gør, at de nødstedte lande ikke kan nedbringe statsgælden.

Til gengæld fører armodet til ekstreme folkelige bevægelser vendt mod EU – og med en stærk antitysk understrøm.

At denne vej ikke længere er farbar, er Jespersens og Amoros hovedbudskab. De mener, at EU gør sig selv en tjeneste ved at se i øjnene, at exit-strategier fra euroen kan blive en klog foranstaltning. Derved vil de nødstedte lande kunne komme ud i ro og orden og genopbygge deres økonomier.

Jespersen & Amoroso minder om, at Hans Magnus Enzenberger i 1990’erne skrev sit berømmede essay om ’tilbagetogets helte’. Det var de personer, der havde bidraget til Sovjets og Østeuropas stort set fredelige overgang til markedsøkonomi, politisk pluralisme og mindre centralisme.

Et tilsvarende heltemodigt tilbagetog til EU’s oprindelige fredelige og sociale udgangspunkt er den udvej, som Jespersen & Amoroso anviser.

Jesper Jespersen og Bruno Amoroso
Europa? – Den udeblevne systemkritik.
112 s. 98 kr.
Forlaget Politisk Revy

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

randi christiansen

Langtidseffekterne af indlysende dårlige og uintelligente løsninger er store og katastrofale for de fattige. Magten manipulerer så letsindigt med menneskers liv, at det bringer alle i fare, og bliver stadig vanskeligere at gøre godt igen. Er det ved at være på tide, at bruge den indvendige side af hodet ... bare sn til en afveksling. Frankrig som insisterer på euroen for at inddæmme tyskland ligger med sin småtskårne tankegang i direkte forlængelse af fx versaillesfredens uigennemtænkte model. Den ene dårlige løsning ovenpå den anden - og det går ALTID ud over de svage, de, der er længst fra magten. Dumhed medfører magtmisbrug, korruption og hårde tider. When will they ever learn ....

Flemming Scheel Andersen

Lige så sandsynligt som vand der løber opad.
Sådanne ord og begreber findes ikke i EU konstruktionen, der drejer det sig om effektivitet og billighed, d.v.s. laveste fællesnævner på alle områder der kunne gavne livskvalitet og glæde for mennesker

randi christiansen

Ja, det må være extraterrestrials, som vha viden ukendt for mennesker har besat særligt udvalgte positioner og herfra orkestrerer disse ødelæggende aktiviteter til egen fordel. Vanvittig tanke? Ikke mere end det scenario vi ser udspille sig for vort undrende blik. At det menneskelige overlevelsesinstinkt følger disse besynderlige, selvundergravende forløb, det er da mærkeligt. I kristen smhg tales der vistnok om kampen mellem det onde og det gode - og så kan man jo lige overveje det perspektiv. God nat derude