Ikke siden Milton Friedmans Capitalism and Freedom, måske ikke siden Karl Marx’ Kapitalen, er en økonomisk fagbog blevet modtaget med så stor virak. Den unge franske økonom Thomas Pikettys storværk Capital in the Twenty-First Century har få uger efter udgivelsen i engelsk oversættelse ryddet bestsellerlisterne og overtaget den politiske og økonomiske debat i en grad, så Financial Times i onsdags advarede om faren for en Piketty-boble.
Naturligt nok, når sådan en hype opstår, er meningsdannere begyndt at tale om bogen uden at have læst den, og misforståelserne er begyndt at florere. Der er dem, der taler om den som en bog om (voksende) fattigdom – men den er en bog om (voksende) rigdom. Der er dem, der taler om den som en dødsdom over kapitalismen – men den er snarere et eftersyn med henblik på mulig reparation. Og først og fremmest taler mange om dens forfatter som teoretiker og tesemager. Men Thomas Piketty vil netop gøre op med forestillingen om, at økonomien er en tese-videnskab, der er isoleret fra historieskrivning, politik, litteratur og sociologi. Og hans bog er et storslået stykke historieskrivning baseret på 15 års forskning og indsamling i velstandsdatabasen World Top Incomes Database af alle tilgængelige oplysninger om, hvad mennesker i verden har ejet og tjent, på hvad, og så langt tilbage, der findes brugbart materiale. Eller i hvert fald på en historisk stor bestræbelse på at samle disse oplysninger. Databasen, der fortløbende udvides, er i øvrigt frit tilgængelig og fuld af interessante oplysninger på adressen http://topincomes.g-mond.parisschoolofeconomics.eu.
42-årige Thomas Piketty er blevet modtaget med fanfarer af verdensstjerne-økonomer som Paul Krugman, men han er ikke sat i verden for at indynde sig. En anekdote i bogens indledning siger noget om, hvilket frontalangreb på den økonomiske videnskab, han er i færd med: Som 22-årig har Piketty afsluttet sin ph.d.-afhandling om omfordeling af velstand på prestigeskolerne École Normale Supérieure og London School of Economics, og han får tilbudt det, han selv kalder »den amerikanske drøm«: et job på Massachusetts Institute of Technology i Boston. Her får han sig en overraskelse. »Jeg var selv helt klar over, at jeg intet vidste overhovedet om verdens økonomiske problemer. Min afhandling bestod af nogle ret abstrakte matematiske teoremer. Men fagmiljøet syntes, det var et fint stykke arbejde. Det gik snart op for mig, at ingen havde gjort noget seriøst forsøg på at indsamle historiske data om ulighedens dynamik siden Kuznets (i 1950-60’erne, red.) – og alligevel fortsatte professionen med at sprøjte rent teoretiske resultater ud uden så meget som at vide, hvilke fakta de skulle forklare.«
Piketty kan ikke lide hvad han ser og konkluderer, at det økonomiske fagmiljø må se at komme sig over sin barnlige fascination af matematik og ideologisk spekulation på bekostning af historisk research og samarbejde med andre discipliner. Han vender tilbage til Frankrig, hvilket ifølge ham har den fordel, at det dér ikke er prestigefyldt at være økonom, og går igang med indsamlingsarbejdet.
Oplevelsen er vigtig, fordi Pikettys metodeopgør er meget mere end et metodeopgør. Hans gigantiske indsamling af data om verdens indbyggeres indkomster og velstand går tilbage til tiden op til Den Franske Revolution, altså den tid, hvor registreringen på grund af behovet for moderne beskatning overhovedet går i gang. Det enorme materiale tilsammen med moderne computerkraft og datamining gør ham i stand til at anskue den økonomiske udvikling over et uhørt langt tidsforløb. Og dét får ham til at se, at mange af de udviklinger, den økonomiske videnskab har formet sine modeller ud fra, simpelthen er aflæst over for kort et tidsrum og viser sig på den lange bane at miste deres gyldighed.
Farvel høje vækst
Den første ballon, han skyder ned, er forestillingen om, at høj økonomisk vækst finder sted i andet end undtagelsesperioder med særlige omstændigheder, og om, at vi skal vente os mere af den i de kommende årtier. Hvorfor har så mange økonomer sat deres lid til forestillingen om høj vækst? Fordi så megen gældende økonomisk teori (og først og fremmest Simon Kuznets kurve, der viser, at uligheden første vil vokse og siden mindskes) er udviklet i tiden fra Anden Verdenskrigs afslutning og 30 år frem. Og lige disse 30 år, Les Trentes Glorieuses, er ifølge Pikettys læsning en undtagelsesperiode på næsten alle parametre.
Normaltilstanden for økonomisk vækst – og sådan en er den på visse områder meget klassiske økonom Piketty ikke bange for at definere – ligger fra industrialderens begyndelse i omegnen af 1-1,5 pct årligt. Men økonomisk vækst har to hovedkomponenter, demografisk vækst og produktivitetsvækst pr. indbygger, og begge disse komponenter sker der noget radikalt med i det 20. århundrede: Befolkningstilvæksten eksploderer, og en depression og to verdenskrige udraderer dels stort set al kapital og skaber uhørt voldsom økonomisk aktivitet i de krigsramte lande, hvor alt skal genopbygges. Sådan opstår en situation, hvor det virker, som om at indkomst fra arbejde er økonomiens fundament og altafgørende faktor.
Udviklingen falder sammen med, at det moderne demokrati vinder kampen om den politiske scene, og i Pikettys genfortælling sker der derfor det, at de to samtidige udviklinger opleves som indbyrdes forbundne og afhængige. Allerede det moderne demokratis filosof Alexis de Tocqueville antyder i 1840 sammenhængen, da han ankommer til det USA, hvor nedarvet kapital på grund af den høje befolkningstilvækst har relativt lille betydning. Han ser den sparsomme kapital og den billige jord som en åbenlys årsag til den demokratiske ånd i det nye land: Alle kan komme til. Enhver kan blive sin egen lykkes smed.
Af den og af andre grunde domineres den økonomiske diskussion op gennem det 20. århundrede totalt af spørgsmålet om løn, arbejde og indtjening. Mens 17- og 1800-tallets regeringer sætter en ære i at måle deres samlede rigdom, taber både litteraturen, de nationale statistikbureauer og økonomerne totalt interessen for velstandens udvikling i 1900-tallet. Væksttallene, som jo måler på produktion og ikke kapital, bliver i stedet den skærm, alle retter øjnene imod. Og vi mister derfor overblikket over, hvem der sidder på rigdommene, og hvor rige de egentlig er. Skattely får lov at blomstre, vestlige lande udhuler deres kapitalbeskatning i et langvarigt kapløb mod bunden; selv mål for ulighed som den meget anvendte Gini-koefficient (som Piketty afskyr) lægger tåge ud over det omfang, i hvilket de allerrigeste bliver rigere og rigere og rigere. Rigdommens fordeling forputter sig ud af offentlighedens bevågenhed i en grad, så selv magtfulde institutioner som EU og Verdensbanken i dag geråder i blinde, når banker f.eks. presses og kollapser, som det for nylig skete på Cypern. Hvem ejer hvilke penge? Ifølge Piketty ved ingen det rigtigt i dag – til skade for den demokratiske transparens.
Mens verden fokuserer på lønindkomster og produktivitetsvækst, bygger kapitalen diskret sig selv op igen. Velstandsuligheden fra Europa af år 1900, hvor den øverste procent ejede 60-70 procent af den samlede velstand, er ikke nået endnu, men vi er ifølge Piketty på vej. Kapitalkoncentrationens dynamik og konsekvenser handler resten af Capital in the Twenty-First Century om. For til dem, der tror, at Thomas Piketty er en politisk kandestøber, skal det siges, at han ganske vist helt klart er socialdemokrat (han støttede Ségolène Royals kampagne for at blive leder af det franske socialistparti i 2007 og er søn af en trotskistfamilie), men at han frem for alt er det som vidensfanatiker. For ham er viden, overblik, begyndelsen på politik. I en grad, så man i bogens afsluttende politikafsnit, hvor han foreslår en formueskat på de allerrigeste, flere gange mistænker, at han først og fremmest ønsker denne beskatning på grund af dens videnseffekter (den kræver en historisk systematisk registrering af kapital og dens ejere).
Havde 1800-tallets økonomiske forskning med Marx og Engels som det effektive højdepunkt ikke kastet lys over de fattiges kår, var de aldrig blevet ændret. Og går vi ikke i gang med at kaste lys over de mørkelagte formuer, og den rigeste procents og promilles hastigt eskalerende kapitalophobning, vil en magtforskydning finde sted, der truer demokratiet, uden at demokratiet får lejlighed til at tage stilling til den. Sådan er Pikettys tænkning.
Ulighedens struktur
Bogens anden halvdel, som analyserer ulighedens struktur og indvarsler den nedarvede kapitals tilbagekomst, tager atter udgangspunkt i, hvorfor de 30 gloriøse år efter Anden Verdenskrig var en undtagelse. De år, hvor væksten kunne nå fire-fem procent, hvor det for første gang bedre kunne betale sig at uddanne sig og arbejde end at gifte sig med en arving, hvor det virkede muligt for enhver at blive sin egen lykkes smed. Ikke en logisk undtagelse i den forstand, at lignende betingelser ikke kan genskabes, hvis den rette politiske vilje er til stede. Men en historisk undtagelse i den forstand, at det aldrig før og aldrig siden har været sådan.
Kerneformlen (for sådan nogle bruger han også) i denne analyse skrives r > g. Afkastet fra kapital (r) er på langt sigt betydeligt større end afkastet fra lønarbejde (g). Mere præcist: En formue forrentes typisk med 4-5 procent om året; normalniveauet for økonomisk vækst ligger omkring 1,5 procent. Denne sammenhæng har ingen etableret før Piketty. Han serverer den med stor selvsikkerhed, fordi hans datamateriale er så omfattende – omend han understreger, at den ikke er en logisk nødvendighed, men ’bare’ et »historisk faktum«. Det kan være anderledes, men kun hvis man politisk beslutter sig for det. Som man gjorde med efterkrigstidens enorme sociale reformer og benhårde topskatter – og som man siden 1980’erne i stadig stigende grad har mistet lysten til at gøre det i den vestlige verden.
Men griber man ikke ind over for dette forhold, vil kapital og ikke mindst nedarvet kapital automatisk vil få større og større betydning (f.eks. har de store efterkrigsgenerationer stort set klaret sig uden at arve, mens deres børns liv allerede er præget af enten arv eller gaver såsom forældrekøb af lejligheder). Herfra vil formuerne vokse med større hast end lønindtægterne, og det bliver stadigt sværere at opnå et afkast gennem lønarbejde, der tåler sammenligning med det, man kan få simpelthen ved at eje en formue. Den yderste konsekvens kan blive, at den samfundsorden, som verdenskrigene, depressionen og de sociale reformer udryddede, nemlig de formuendes samfund (la société de rentiers) vil indfinde sig igen. Her er man ikke længere fælles om værdierne, klasserne mister enhver føling med hinandens kår, og motivationen for at gøre en indsats forsvinder.
Det er her værd at minde om, hvor revolutionerende Pikettys (med kollegers) dataarbejde er. Modsat tidligere opgørelser monitorerer det ikke bare landenes gennemsnitlige ulighed, men også de allerrigestes eskalerende andel. Og modsat f.eks. Verdensbanken henter det indkomstdata ikke bare fra husstandsundersøgelser, men også fra skatteregnskaber. Det er egentlig utroligt, at det ikke er sket før.
Konklusionen: Den rigeste tusindedel af verdens voksne befolkning, 4,5 millioner mennesker ud af i alt 4,5 milliarder, ejer i dag tilsammen næsten 20 procent af den samlede globale kapital (den rigeste procent ejer halvdelen). Med et lavt sat afkast på 4 procent om året mod en global velstandsvækst på 2 procent vil denne rigeste tusindedel om 30 år have fordoblet deres formuer og eje næsten 40 procent af klodens samlede velstand. »En sådan forarmelse af middelklassen vil sandsynligvis afføde en voldelig politisk reaktion,« mener Piketty, »medmindre der etableres et særligt effektivt system til undertrykkelse eller et ekstremt stærkt overtalelsesapparat eller måske begge dele.«
Mod nye uligheder
Sprogbrugen i dét citat afslører en antagelse, som Piketty desværre ikke folder specielt grundigt ud. Han ser tilsyneladende voksende ulighed som en »forarmelse« i sig selv, uanset om denne ulighed alene skyldes et velstandsløft og ikke indebærer noget velstandstab i absolutte termer. Men er dét nødvendigvis rigtigt? Hvis øget ulighed gennem det sidste århundrede er fulgtes med, at milliarder af mennesker er løftet ud af absolut fattigdom, er den så ikke acceptabel? Det står ikke helt klart, hvad Piketty vil svare. Formodentlig, at ekstrem ulighed historisk ikke ser ud til at have skabt højere vækst, og at den er en demokratisk trussel, fordi ekstremt rige mennesker kan købe sig til magt. Det er gode og vigtige pointer, men de afslutter ikke den diskussion.
Forudsætningerne for, at prognoserne for formuevæksten går i opfyldelse, er selvfølgelig også, at Piketty har ret i sin analyse af, hvad der er normaltilstanden, og hvad der er undtagelsen (forestillingen om at kunne foretage en sådan skelnen er faktisk en typisk økonom-last, som blandt andet George Soros har advaret imod). Hvis han har ret er vi ved at have fuldendt det vækstspring, der har bragt os på fode igen efter verdenskrigene, og står nu foran mange års lav vækst. Og i et lavvækstregime antager indkomst fra nedarvet velstand en proportionelt større vigtighed end indkomster fra arbejde, simpelthen fordi muligheden for selv at tjene mere end det, man har arvet, er mindre. Til forskel fra 1900-1910 viser Pikettys data, at der desuden er kommet en ny klasse af hyperrige til: de exorbitant højtlønnede chefer i den angelsaksiske verden. Hans data viser, at stigningen i indkomstulighed i USA hovedsageligt kan tilskrives lønforhøjelserne hos den øverste procent af befolkningen og løneksplosionen hos den øverste promille. Når disse menneskers børn f.eks. begynder både at arve og få deres egne højt lønnede chefjob, kan de to ulighedslogikker – velstandsuligheden og indtægtsuligheden – begynde at samarbejde, og nye ulighedsrekorder nås.
Pikettys store fadermord – på økonomen Simon Kuznets, der formulerede den optimistiske tro på, at den frie kapitalisme naturligt ville reducere ulighed – består i denne konklusion: »Ingen naturlig kraft reducerer vigtigheden af kapital og heller ikke indkomsten fra ejerskabet af kapital gennem historien.« Og videre: »I årtierne efter Anden Verdenskrig begyndte folk at tro, at menneskekapitalens (arbejdets, red.) triumf over den traditionelle kapital (jord, bygninger og finansiel kapital), var en naturlig og irreversibel proces, som var forbundet med teknologien og rent økonomiske kræfter. Nogle sagde dog, at det var de politiske kræfter, der var afgørende. Det bekræfter mine resultater.«
Det er en politisk beslutning, om vi vil interessere os for, hvor velstanden hober sig op. Det er derefter en politisk beslutning, om den voksende ophobning er et problem, og hvorledes det i så fald skal løses. Pikettys forslag til løsningsmodeller fylder ret lidt i bogen og er næppe hjerteblod. De er også mindre interessante end hans genialt udtænkte, uafviseligt grundige kortlægning af kapitalen og dens dynamikker. Dén kommer til at stå tilbage som en videnskabelig præstation af de sjældne, også efter at hypen har lagt sig.
Thomas Piketty
Capital in the Twenty-First Century. Oversat til engelsk af Arthur Goldhammer.
686 sider. 30 pund (e-bog 18 pund)
Belknap Press, Harvard University Press
Tænk, at videnskaben først nu formulerer, hvad der har været åbenlyst i virkeligheden altid. Et demokrati har som sin første pligt at stække den rige overklasse - og kan gøre det, fordi de ikke-besiddende altid er mere talstærke. Jeg siger det igen: det græske demokratis store triumf beroede på, at det systematisk fratog de besiddende besiddelsens fordele og skabte et samfund, hvor kun evnen til at generøst at bidrage til institutionerne var socialt laudabel.
Der må være tale om stærke religiøse doktriner, under videnskabeligt dække, der har formået at holde alle disse - efter sigende - så fantastiske økonomihjerner inden for rammerne i så mange år. Man sidder med en undren over, at der ikke tidligere i dette omfang er søgt videnskabeligt faktabelæg for alle deres fantastiske teorier og anbefalinger til magtens eliter. Eller er det som med religioner, hvis de ikke selv bliver magten, så bliver de magtens redskab.
Det er lidt ligesom i Andeby hvor Joakim von And ikke har plads til flere penge, og de tre ællingerne får derfor lov til at hjælpe ham med at bruge pengene, hvorefter han står med flere penge end før, fordi pengene yngler når de bruges. Hvis ikke staten spiser de riges penge, så bliver den rigeste ejer af staten.
Når økonomer kan køre helt af sporet, så skyldes det at de laver et komputerprogram, som kan efterligne virkeligheden, når de har arbejdet længe nok på komputer-modelen, så forveksler de modelen med virkeligheden. Dette er noget alment menneskeligt. Der er seriøst økonomer som har kørt en model af Danmarks økonomi 1000 år ud i fremtiden og spået at Danmark ikke ville gå statsbankerot i denne periode. Dette er naturligvis en forkert fremgangsmåde. Modellen skal starte i oldtiden og forudsige statsbankerotterne i 1329, flere gange i 1600tallet og i 1813.
Et af problemerne er at Danmarks økonomi er en del af den globale økonomi, og altid har været det. Så en dansk model skal forudsige hvad politikkerne gør i udlandet. Er der nogen som kan tro på at dette kan lade sig gøre? Ja bare man er økonom så sidder man på sit hoved.
Jeg syntes at det morsomt at det at noget er "prestigefyldt", betyder at dette i sig selv vanskelig gør alt nytænkning. Fordi fine folk så skal modsige sig selv.
Når videnskaben minder om religiøse doktriner, så er dette ikke tilfældigt, fordi videnskaben udspringer af teologien. Det videnskabelige tankemønster hedder et paradigme. Og dette at ændre tankemønster hedder et paradigmeskift og dette er meget smertefuldt. Mennesket er beregnet til at skifte paradigmer.
Det som hedder/kaldes økonomisk vækst er at virksomheds ejerne får procentvis mindre udbytte af virksomhederne, og at staten og medarbejderne for mere udbytte af virksomhederne. Når både staten og medarbejderne en dag spare op i stedet for at forbruge mere så får man en krise.
Kunne vi ikke snart komme dertil, at man holder op med at kalde økonomi, som den praktiseres hos mainstream økonomerne, for videnskab, og bare huske hinanden på at der er ren legitimering ad de herskende magtstrukturer, som det altid har været præsteskabets vigtigste funktion?
"Når disse menneskers børn f.eks. begynder både at arve og få deres egne højt lønnede chefjob, kan de to ulighedslogikker – velstandsuligheden og indtægtsuligheden – begynde at samarbejde, og nye ulighedsrekorder nås."
Der kan også ske noget andet, som modificerer udsagnet om forarmelse af middelklassen, som sandsynligvis vil afføde en voldelig politisk reaktion. De børn, der begynder både at arve og få egne højtlønnede chefjobs, kan blive den nye middelklasse. I så fald bliver den voldelige politiske reaktion mest velstillede børns opgør med sine forældre. De fleste mennesker med lave indkomster og relativt små formuer har formentlig hverken lyst el. overskud til brug af vold, men har dybest set nok at gøre med bare at overleve både mentalt og materielt.
"Hvis øget ulighed gennem det sidste århundrede er fulgtes med, at milliarder af mennesker er løftet ud af absolut fattigdom, er den så ikke acceptabel? "
De fleste mennesker med relativt lave indkomster og små formuer vil nok svare bekræftende. Mange af de, der begynder at arve og får egne højtlønnede chefjobs, vil nok svare benægtende.
Det er strengt taget underordnet for det spørgsmål, om uligheden har skabt højere vækst. Det er strengt taget også underordnet, om de rigeste kan købe sig til magt, hvis det i forvejen fortrinsvis er deres familier og venner, der går på de uddannelser, hvor både politikere, departementschefer og erhvervsledere rekrutteres. I så fald er de, der udformer landets lovgivning, uddannet til de rigestes tankegang. Dét er et demokratisk problem.
Vækst er et problem, fordi den genererer behov for stadigt større forbrug.