Læsetid: 4 min.

Beværtet: Mere end et spisested

Vinen glider ned og sangene sætter sig fast på en lille sidegade i Paris. Men køkkenet slår ikke benene væk under sine gæster
Frihed. Ud på aftenen tog musikken over, og Muriel sang om at tale med sin krop, for det var hendes frihed, hun sang om.

Frihed. Ud på aftenen tog musikken over, og Muriel sang om at tale med sin krop, for det var hendes frihed, hun sang om.

Ronni S. Nielsen

7. juni 2014

På en tavs sidegade til de travle Grands Boulevards, mellem Hotel d’Espagne og Hotel du Bresil i Paris’ niende arrondisement, ligger en lille restaurant, som vel egentlig snarere er en kabaret, denne aften med fransk folkemusik på programmet og svinekam på menuen. Det kan ikke gå helt galt.

Deres anmelder er i selskab med en digter og en cykelrytter. På opfordring af sidstnævnte er vi ankommet pr. Velib – de parisiske bycykler – og har på vej mod Au Limonaire ladet os inspirere af de mange cafeer fyldt med apéro-drikkende fyraftensfolk, så vi indleder aftenen på fortovet med en karaffel Chardonnay, serveret af stedets daglige leder, Noël, en ældre dame, der ved, at druen er fra Loire-dalen, men må melde pas angående årgangen.

»Pas vieux,« siger hun.

»Dejlig sød,« siger cykelrytteren, om vinen, og det er han glad for.

»Hvis den er for sur, får jeg ballade med maven.«

Gyden er stort set bilfri. Hist og her bopper duer ugeneret rundt på vejen. Au Limonaire har eksisteret siden 1987 og fungerer vanligvis sådan, at der drikkes apéro fra klokken seks, spises fra klokken otte og spilles musik lidt over ti.

Stedet er formet som et L med en lille scene i knækket. Vi sidder på mørkerødt faux-læder, væggenes gul er mørk og træt, for det meste dækket af store spejle delt i to af hattehylder. Over baren hænger en kæde med kulørte lamper. En gråhåret mand i sort hættetrøje går rundt deroppe og hoster med en tændt smøg mellem fingrene. Det er svært at se, om han ejer stedet eller bare savner tag over hovedet. Han føler sig i hvert fald hjemme.

Noël sætter sig ned ved siden af os. Hun smiler venligt. Hun ligner enten Juliette Binoche om 30 år eller Keith Richards. Hun tager briller på fra en snor om halsen og spørger, hvad vi kunne tænke os. Tre et halvt minut senere serverer hun, med begge hænder på tallerkenerne, Fleur de Crevette au Saté, Terrine de Foies de Volaille aux Mystilles og Rillettes aux deux Saumon. Det er koldt og tilsyneladende lige fra køleren. Kyllingeleverpateen gemmer sig i en lerkrukke under et fint, lille blomstret stykke stof, og det forstår man, for selv ser den gold og gasgrå ud. Cykelrytteren, der aldrig har bekymret sig særligt om præsentationer, er godt tilfreds.

»Det er foie gras bare med kylling. Friskere, lettere,« lyder vurderingen.

Rejemaden kan han til gengæld ikke bruge til noget. Den er ligegyldig, mener han. Jeg synes, den er dejlig krydret. Vi bliver enige om, at alle tre retter ville have haft godt af at være blevet taget ud af køleskabet en halv time tidligere.

Det venlige rødvinsspøgelse

Efter råd fra en stamkunde havde vi bestilt bord en dag i forvejen – Au Limonaire plejer at være propfyldt – men denne aften er der et par stole ledige. Vores naboer er et svensk par, men ellers lyder der fransk ved bordene. Oppe ved baren tømmer vores hætteklædte ven næsen ned i et lommetørklæde fra baglommen.

Tre af de fem hovedretter er vasket af kridttavlemenuen, så valget er befriende enkelt. Cykelrytteren bestiller svinekam med flødekartofter, digteren og jeg snupper hver en grøntsagstærte. Herlighederne skylles ned med en Côtes du Rhône, cave d’Estergargues. Den kan cykelrytteren lide.

»Afdæmpet, portvin-agtig« siger han. »Den glider bare ned.«

»Er det godt?« spøger digteren.

»Det er godt for maven,« svarer cykelrytteren.

»Den giver en lind afføring?« spørger digteren.

»Jeg medgiver, at der ikke er meget spræl i den,« siger cykelrytteren.

»Det er en spøgelsesvin,« siger digteren. »Den findes nærmest ikke.«

»I så fald er det Casper det venlige spøgelse,« insisterer cykelrytteren.

Til gengæld skuffer svinet ved at være fedtet ind i en sovs, der fejlagtigt forsøger at gøre det til en sparerib. Det er ellers en ordentlig stor klump svin.

»Et brovtende stykke kød,« kalder cykelrytteren det.

»Et jysk svin,« tilføjer digteren, selv nordjyde. »Det kører i en stor BMW, men vil stadig prutte om prisen.«

Grøntsagstærten hitter, men vi har en mistanke om, at det mest af alt skyldes gavmild brug af smør og fløde – genvejen til begejstrede ganer.

Vi fylder bordet med crème brûlée, tarte aux pralines roses og faisselle coulis de fruits rouges, tre kopper stærk kaffe med dertilhørende armagnac, calvados og cognac, og I må tage mit ord for, at det nok var måltidets højdepunkt (som i alt kostede under en tusse), for jeg vil hellere bruge de sidste par afsnit på at beskrive, hvordan Au Limonaire på få minutter forvandlede sig, da lyset blev dæmpet og tre musikere trådte op på scenen – to halvskaldede, fuldskæggede mænd og en tidløst smuk kvinde omkring de 30 år med brystlangt nøddebrunt hår – fattede guitar, bas og harmonika og snart fyldte rummet med dybe toner.

Oppe i baren sad nu en ældre lyshåret dame i figursyet habitjakke, med moderigtige briller på næsen og en kold Pelfort i hånden, ankommet just i tide til koncerten i selskab med en stor, sorthåret, sortklædt mand med hår til skuldrene, måske Gérard Depardieu klædt ud som Mogens Glistrup, i hvert fald stamgæst, for han hilste velkendt på hosteren i hættetrøjen, der var sprunget ud som lysmand, stadig med snotklud i lommen og en smøg i hånden.

Fra scenen krøllede Muriel, som hun viste sig at hedde, sin pakke cigaretter sammen og smed den på gulvet, mens hun med luftig stemme stødte fire gange merde! fra sig ned i mikrofonen.

Samtlige gæster sad med øjnene rettet mod hende, tavst lyttende. Der var et minimum af smartphone-aktivitet. Muriel, med sine tunge øjenlåg under tykke bryn, sang om at tale med sin krop, for det var hendes frihed, hun sang om, at »sexe est votre raison«, om en »grand massacre«, og hun råbte, mens Depardieu og habitdamen i baren klappede sig på låret i takt, »J’aime les alcools«, råbte det til himlen, »J’aime les alcools«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu