Læsetid 4.2457142857143 min.

Depressiv litteratur

Depressionen er blevet vor tids epidemi, og den vinder indpas i et samfund, hvor alt er lagt an på handlekraft, omstillingsparathed og fleksibilitet. Nu er den også blevet en tilstand for poesien
Poetisk. Sternbergs digte leverer et lakonisk og komisk billede af den depressive tilstand. I hans verden er depression ikke kun et individuelt problem, men nærmere et generelt vilkår. Fotomontage: Kåre Viemose/Scanpix

Poetisk. Sternbergs digte leverer et lakonisk og komisk billede af den depressive tilstand. I hans verden er depression ikke kun et individuelt problem, men nærmere et generelt vilkår. Fotomontage: Kåre Viemose/Scanpix

14. juni 2014

»alt bliver kun værre//man har lov/at håbe//men//alt bliver kun værre//uanset hvad jeg gør/er resultatet/skuffende«

Digteren Sternberg har lige udgivet nogle digte under titlen Depressionsdigte. Ligesom forgængeren, Stenalderdigte, er det en slags konceptuel poesi, der for en stund træder ind i en tilstand – depressionen, stenalderen – for at udforske, hvad man tænker, føler og erfarer her og naturligvis i sidste ende, hvilken slags poesi, der mon kommer ud af dét.

Depression er dog et lidt mere aktuelt emne end stenalderen. Ifølge The World Health Organization er depression den mest udbredte psykiske lidelse på verdensplan og den hyppigste årsag til midlertidig eller permanent funktionsnedsættelse. Konservative prognoser anslår, at hver femte person i den vestlige verden på et eller andet tidspunkt vil blive ramt af en depression. Dertil kommer det stadigt stigende salg af antidepressiv medicin. Det er ikke uden grund, at man taler om depression som et regulært paradigme eller som vor tids epidemi.

Alt det handler Sternbergs digte ikke om. Men de leverer et poetisk, lakonisk og for så vidt også komisk billede af den depressive tilstand. Hvor depression ikke kun må forstås som et klinisk fænomen, et individuelt problem, en kemisk ubalance i hjernen. For eksempel tales der både om en »økonomisk krise« og om depression som en almentilstand á la 20’ernes og 30’ernes USA: »hvordan fester foregår/her under depressionen//hvordan alle ligger/helt stille.« Depression er i den forstand en social patologi, en reaktion og et symptom på en specifik samfundsmæssige sammenhæng, et næsten generelt vilkår anno i dag.

Handlingens patologi

Hvad sker der så i depressionen? Ingenting. »færre og færre/handlinger//finder sted« lyder det et sted. Kommunikation med andre mennesker og med sig selv er umulig. Alt synes meningsløst og uden værdi. »alt bliver/mere og mere værd//men//det det bliver værd//bliver/mindre og mindre værd.« Her får man også indblik i bogen grundlæggende greb. Man kunne kalde det en sammenligningsmaskine. Formuleringer som ’færre og færre’, ’mere og mere’, ’mindre og mindre’. Det bliver måske en anelse trættende og monotont.

Men det kan selvfølgelig også være hensigten. At denne træthed og monotoni, ja uopfindsomhed, faktisk er et forsøg på at mime eller demonstrere den træthed og monotoni og uopfindsomhed, der præger den depressive tilstand? At en træt verden er lig med en træt syntaks? At depressionen sætter sig igennem i og som en særlig stil.

Under alle omstændigheder er der ingen tvivl om, at Sternbergs Depressionsdigte leverer et slående eksempel på det, som den franske sociolog Alain Ehrenberg har kaldt for en handlingens patologi. I sit hovedværk Det udmattede selv: Depression og samfund kortlægger Ehrenberg, hvordan depression vinder indpas i et samfund, hvor alt er lagt an på handlekraft, omstillingsparathed, fleksibilitet og så videre og så videre. Et samfund, hvor fantasien om det gode, autentiske, lykkelige liv har udviklet sig til et normativt krav, der på samme tid er institutionaliseret på et samfundsmæssigt plan og internaliseret på et individuelt ditto. Det er klart, at bagsiden af et sådant samfund er udmattelse, træthed, handlingslammelse. Stress. Depression. Med Ehrenbergs formulering indtager depression »pladsen som en fuldgyldig sygdom i det moderne liv«.

Alt i alt er det så at sige et andet styresystem, der fremkalder depression, end det, der fik neuroser og hysteri til at eksplodere for godt hundrede år siden, da Freud skrev om disse tidstypiske sindslidelser. Mennesket måles og vurderes ikke længere ud fra dets lydighed men snarere ud fra dets autonomi, dvs. ud fra dets entreprenante evne til at performe, udvise initiativ, indgå i netværk og etablere projekter. Spørgsmålet er ikke længere om det er tilladt for mig at gøre dit og dat men om det er muligt for mig. Kan jeg gøre det? Er jeg i stand til det?

Depressiv komik

Og det er den depressive person ikke. Han kan ikke, fordi han er træt helt ind til benet. Han er træt af, som Ehrenberg skriver, at realisere sig selv, for træt til at udføre selv den mest elementære handling.

Som for eksempel sex. I Sternbergs digte lyder det sådan her: »når vi ikke er/begravet i hinandens arme//står vi helt stille/ved siden af hinanden//min krop er en urne/din krop er en urne//selvfølgelig har vi ikke sex«. Her ser man, hvor humoristisk en digter Sternberg er, og man tilgiver ham derfor let, at der til andre tider forekommer nogle lidt anstrengte billeder (»det er som at være en legofigur/i en verden af playmobil«), og at depressionen som koncept måske kommer til at blokere for depressionen som affekt (det er med andre ord en digtsamling, der har en indbygget distance til depressionen).

For det, han gør med linjen »Selvfølgelig har vi ikke sex«, er at vende tragik til komik, eller, snarere, at forene de to. Jeg ved ikke, om der er noget latterligt eller komisk over depressionstilstanden som sådan, men når litteraturen bliver depressiv opstår der ofte en komisk effekt. Man kunne også sige det på denne måde: Det sorteste er det sjoveste. Eller som Samuel Beckett skrev engang, noget mere elegant og prægnant: Intet er sjovere end ulykken. Livet er ikke morsomt, og lige præcis det faktum er uendeligt morsomt.

Det ser man ikke kun hos Sternberg, men også hos – og uden sammenligning i øvrigt – depressive forfattere som amerikanske David Foster Wallace og franske Michel Houellebecq, for slet ikke at tale om vores egen Lars von Trier, ikke mindst i filmen Melancholia. Hos samtlige af disse kunstnere – og her mener jeg, for en god ordens skyld, ikke kunstnere, som er depressive, men kunstnere, som arbejder i et depressivt register – gør det sig gældende, at uanset hvor sortsynet, pessimistisk og nedtrykt deres kunst end tager sig ud, så er der hele tiden en latter, der ligger på lur, hvis den ikke ligefrem bryder ud i lys lue.

Som når Sternberg skriver (et sidste eksempel på den depressive litteraturs paradoksale komik): »i morgen/vil der være//mindre og ringere vand/mindre og ringere sol//mere og mere at brokke sig over//med en hjerne/som hele tiden/bliver dårligere/og dårligere//til at finde på ting/at brokke sig over

Pizza, porno, piller

Så: Handlingens patologi sætter sig desværre men naturligvis også igennem i seksuallivet.

Man orker ikke at have sex (hvem gider have sex med en urne?), men hvis man tror at onani er en udvej, så tager man fejl: »det her er/en tid med mislykket onani//og med dårligt at kunne//tage sig sammen/til at købe mælk

Det lyder næsten som førnævnte Houellebecq. Hans debutroman Udvidelse af kampzonen udkom i 1994 og handler om en deprimeret og isoleret mand, som er fanget i et kedeligt programmeringsjob. Han er 30 år, men følger sig meget ældre (i depressionen ældes man med lynets hast). Hans liv består af pizza, porno og piller. »lykken er væk« lyder det hos Sternberg, og det er den så sandelig også her.

Hovedpersonen udviser en overflod af depressive symptomer. Han er inaktiv, immobiliseret.Han er udmattet og uden nogen interesse i materielle ting, social interaktion, sex, eller i livet som helhed. Han er ude af stand til at investere sit begær i »muligheden for at skabe forskelligartede forbindelser mellem individer, projekter, organisationer, tjenesteydelser«. Hans eneste projekt? At ryge cigaretter!

Og til sidst tildeles han diagnosen: depression. »Jeg har altså officielt en depression. Det forekommer mig at være en heldig formulering. Ikke fordi jeg egentlig føler mig nede; det er snarere verden, der forekommer mig at være højt oppe.«

Oppe og nede

Dette særegne forhold mellem hvad der er oppe, og hvad der er nede, har også Søren Kierkegaard beskrevet i Sygdommen til døden fra 1849. Navnet på denne sygdom til døden er fortvivlelse, og Kierkegaards kongstanke er, at fortvivlelse er en misrelation i selvets forhold til sig selv. Mellem hvad selvet reelt er, og hvad selvet ideelt vil eller kan være.

Kierkegaard skriver, at normalt står virkelighed over mulighed: Det at være noget er højere og ’finere’ end det at kunne være dette noget. Men i fortvivlelsen er det omvendt, her står muligheden over virkeligheden, her oplever man et fald fra det, man kunne være, til det, man er (og faldet er netop et grundmotiv eller en grundfølelse hos Sternberg). Fortvivlelsen er en følelse af, at man står nede, man står i det, man virkelig er, og oven over svæver det, man kunne være.

På den måde har fortvivlelsen – og jeg tror depression med fordel kan forstås som en nutidig form for fortvivlelse – en anderledes topografi end angsten, som Kierkegaard sammenligner med den svimmelhed, man oplever, når man står oppe og kigger ned i »et svælgende Dyb«, »en Afgrund«, «et Intet«. Hvis man overhovedet er svimmel i fortvivlelsen, så er det en svimmelhed, der kommer af at knække nakken og kigge op. Eller sagt på en anden måde: Angst er at stirre ned i et hul, fortvivlelsen eller depressionen er det hul.

Det er det hul, Sternberg forsøger at skrive fra i sin nye bog. For al depressiv litteratur og poesi er det i det hul, at alting begynder og ender. Et hul, hvor fremtiden har trukket sig sammen til et nulpunkt, og hvor al aktivitet synes uproduktiv hvis ikke ligefrem nyttesløs. Også selve det at skrive. Og så alligevel ikke.

Sternberg: Depressionsdigte.. 71 sider. 150 kroner. Forlaget Kronstork

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Katrine Visby
Katrine Visby

Menneskets sind er ikke gearet til det tempo vi kører det vestlige samfund i.
Man skal hele tiden være udadvendt, være på, være effektiv. Møde hver dag samme tid og gå hjem samme tid hele året rundt. Vi er ikke biologiske robotter, der kan køre efter det skema vi selv har lagt.
Vores følelser kan ikke følge med.
Her i Danmark står vi op om vinteren i bulder ravende mørke for at møde til tiden, selvom det er i modstrid med vores biologiske ur, der vil følge lysets gang.

I den vestlige rationalitet har man glemt balancen - yin yang. Det udadvendte/indadvendte.
For lidt plads til ro, fordybelse og væren.

Derfor, tror jeg, siger sindet fra.