Erindringens ulidelige klarsyn

To jøders tilbageblik på det ufattelige
Tjekkiske jøder ankommer til udryddelseslejren Auschwitz i Polen i sommeren 1944. Begge bøgers hovedpersoner overlevede Holocaust

Tjekkiske jøder ankommer til udryddelseslejren Auschwitz i Polen i sommeren 1944. Begge bøgers hovedpersoner overlevede Holocaust

Scanpix
28. juni 2014

Navnet vil være ældre læsere bekendt: Uri Yaari, som en årrække her i avisen skrev om Israel og Mellemøsten, til døden i 1987 satte punktum. Uri Yaaris liv blev så at sige sindbillede på den midteuropæiske jødes skæbne i det 20. århundredes første halvdel. Vel at mærke den jøde der undtagelsesvis overlevede Holocaust, den ’nye’ jøde, den aktive og kæmpende der deltog med våben i hånd i staten Israels oprettelse – og siden uden at slå rod søgte tilbage til udgangspunktet før den store katastrofe.

I Yaaris tilfælde blev dette udgangspunkt altså Danmark, hvortil han kom som 17-årig berlinsk jøde, uønsket, truet i sit fædreland; det gjaldt om at komme væk i tide og lære noget nyttigt – i Danmark naturligt nok landbrug. Målet: Palæstina. Jøderne måtte have et hjemland. Zionismen var eneste mulighed. Omvejen i Nordsjælland gik efter april 1940 over modstandsarbejdet i bestræbelserne på at komme videre mod målet og derfor illegalt gennem Tyskland. Fangenskab, Auschwitz, dødsmarchen til Dachau, befrielsen, atter hjemfaren til Danmark, dernæst den genoptagne vej til Israel: Atter en gang interneret nu af englænderne på Cypern. Efter proklamationen af staten Israel i 1948 følger krigen mod araberne, efter sejren det gode liv i kibbutzen, siden den finale retur til det fjerne land i nord, som trods alt blev Yaaris’.

Historikeren Per B. Katz har samlet, hvad der er værd at vide om denne bemærkelsesværdige mand med den oprivende skæbne, og har til formålet tilføjet bogen righoldige prøver på Yaaris journalistik. Alene den! Rent bortset fra den dramatiske grundfortælling, som bogen selvsagt rummer, tilbyder en medfølgende cd dokumentaren produceret af Katz: Konfrontationer fra 1986 med Yaari som fortæller.

De journalistiske uddrag aflægger rigeligt vidnesbyrd om Yaaris nuancerede klarsyn på staten Israel, konflikterne i regionen samt det antisemitiske fænomen før og efter 1945. Yaaris stærke argumentation fra dengang, dugfrisk nu som før, burde være tilstrækkelig til, at berettiget kritik af israelsk magtpolitik mod palæstinenserne ikke oftere sidestilles med antisemitisme.

Per B. Katz’ bog er måske ikke just klar i sin disposition og blander redaktionelt flere kategorier. Ikke desto mindre, eller netop derfor, giver biografien et kalejdoskopisk billede af en rigt facetteret person, hvis begavelse og ubøjelige vilje til dybere forståelse af alle uhyrlige tilskikkelser lyser ud af siderne. Sætter man dertil cd’en i afspilleren, suppleres dette billede af en dybt sympatisk, usentimental Uri Yaari, som til stadighed nægtede at lade fornuften fordampe i vrede over de sindsoprivende overgreb han og andre blev udsat for.

Betoningers betydning

En sådan håndtering af fortiden opleves på samme måde og dog så vidt forskelligt i Robert Fischermanns erindringer, At forstå er ikke at tilgive. Fremhævelsen af ’ikke’ er forlagets og, må man gå ud fra, forfatterens. Altså betoning på ikke. Det betyder jo at nogen må have hævdet det modsatte: at forstå er at tilgive. Hvem har for det første det, hævdet det?

Såfremt en betoning i titlen skulle være meningsfuld, burde den ligge på tilgive. At forstå er ikke at tilgive. Den sidste betoning åbner spørgsmålet: hvad er så at forstå: at forstå er ikke at tilgive, men så er det da noget andet. Og det er det da også, hvis man tænker sig lidt om. Det gør faktisk en forskel.

Robert Fischermann har skrevet sin bog i en alder af 86, hvilket i sig selv er respektabelt. Erindringen er ikke mindre smertefuld efter alle de år der er gået fra hin forfærdelige oktoberdag i 1943, da familien Fischermann ikke kom af sted over sundet, men af specielle årsager forblev i lejligheden hjemme på Hothers Plads. Det korte af det lange: Faderen og storebroderen, der slap bort i sidste øjeblik, druknede senere på Sundet; den øvrige lille familie havnede i Theresienstadt efter den frygtelige transport med skib og i kreaturvogn gennem Tyskland. Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig traumet. Eller det gør det måske, kræver alverdens fantasi at begribe den rædsel, mennesker kan bringes i, og som det moderne bekvemmelighedsmenneske har vanskeligt ved at rumme. Visse danske politikeres – temmelig mange – holdning til flygtninge og andre i nød taler et eget sprog om fantasiens grænser.

Robert Fischermann lægger sin smerte og sin indignation frem. Før har den simret i det skjulte – også i den gode nye tilværelse i Israel. Ingen læser kan være uberørt. At blive revet op med rode, miste al ret, behandlet som dyr, foragtet og truet på livet af sult og udryddelse er jo pseudonym med ordløs fortvivlelse og angst. Tænk så de utallige, der blev sendt ud på endnu en rejse i kreaturvogn, den sidste.

Den svaghed, Fischermann selv bibringer sin fortælling om et langt livs svære rejse med tung bagage, ligger i den tilbageskuende ræsonnerende kommentar af historiefabulerende og moraliserende karakter, og hvor man ikke kan hævde, at forfatteren er kritisk sagkyndig som tilfældet Uri Yaari. Sært at forlaget ikke har bistået Fischermann og redigeret stoffet. Denne korrigerende bemærkning bør ikke afholde nogen fra at læse Fischermanns bog, hvor den evige jøde bliver symbolet på den evige skændsel, som nazismen, et civilisationssammenbrud samt omgivelsernes ligegyldighed, afstedkom.

Da Fischermann-familien var afhentet af Gestapo, skyndte gode danske landsmænd og naboer sig i øvrigt – at plyndre lejligheden.

Per B. Katz: Man skal blande sig – Uri Yaari in memoriam. 280 sider, ill. 298 kr. Forlaget Ajour

Robert Fischermann: At forstå er ikke at tilgive – En dansk kz-overlevers livslange rejse. 200 sider, ill. 249,95 kr. Gyldendal

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for jens peter hansen

skyndte gode danske landsmænd og naboer sig i øvrigt - at plyndre lejligheden.
Skriver Metz.
Man mærker Metz's glæde ved at understrege at de var danske ikke bare naboer. Det var ikke nok bare at skrive naboer. Så fik danskerne den.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karen Helle Grue

http://www.haaretz.com/news/diplomacy-defense/israel-peace-conference/1....
her er en fin artikel, selvom man jo til hudløshed ved, at det forholder sig sådan. Jeg tænker på, hvad de unge jøder tænkte i 40'erne, når de skød sagesløse palæstinensere, få år efter holocaust? hvad tænkte en ung Pundik eller Uri Yaari, som senere siger, de gik ind for fred. Hvad tænkte de, da de med våben i hånd tog landet fra dem, der boede dér? Har de nogensinde tilgivet sig selv? Eller har de det spøgelse efter sig hver dag, at de svigtede medmenneskeligheden, da det gjaldt.

anbefalede denne kommentar