Læsetid: 5 min.

Beværtet: Rudolf Mathis

Hjemstavnshavn. En af landets bedste fiskerestauranter ligger i Kerteminde, hvor de kan noget helt særligt med vinene
God vin. Ved havnen i Kerteminde ligger restauranten Rudolf Mathis, hvor menuerne har tre til seks retter med mulighed for tilhørende vinmenu – en mulighed, man med fordel kan benytte sig af.

Evan Frederiksen

26. juli 2014

Det er snart 30 år siden, Puk Lyskjær Larsen åbnede fiskerestauranten Rudolf Mathis på Dosseringen ved havnen i Kerteminde. I starten gik han til de lokales forundrede morskab rundt på molerne og samlede tang til sine retter, men morskaben forstummede hurtigt, da hans restaurant blev en af Fyns bedste spisesteder. Siden er den blevet en del af byens stolthed.

Efter omfattende renovering er havneindløbet i Kerteminde ved Langebro blevet gjort tilgængelig, kommunen har skåret træbænke ind i kajen og kalder den Renæssancehavnen. Her ligger flere fiskebeværtninger, og de lokale og turisterne ser ud til at have indtaget området, selv om en del synes mere optagede af den larm, der fremkommer, når man kører over de nylagte brosten langs havnen.

Jeg er vokset op i Kerteminde, så jeg havde taget toget fra København en torsdag eftermiddag midt i juli og inviteret mine forældre ud at spise i eget farvand. Allerede i toget kunne jeg mærke barndommens lugte af urensede fiskegarn og tjære. Vi ankom til Rudolf Mathis, mens solen endnu stod højt over restauranten. Flere gæster tog deres aperitif udenfor, hvor der stadig lugtede lidt af fisk og garn. Vi sad med udsigt til fiskekuttere og andre skibe ved kajen. På den anden side af Langebro begynder Fjorden, hvor jeg som barn var en af soldaterne i det berygtede fjordrige Lillestranden med barske lege over flere dage, hvor man risikerede at blive spærret inde i fiskeskure, bundet til pæle eller hængt højt op i åleruser, indtil nogen forbarmede sig over en. Det var dengang. Nu er alt forholdsvis forfinet og civiliseret.

Vi blev placeret i behagelige kurvestole midt i det lyse lokale med store åbne vinduespartier mod vandet. Man sidder næsten i niveau med havoverfladen, så man får lidt fornemmelsen af at være om bord på et skib. Bordene er dækket fint op med råhvide duge i groft stof, mens tjenerne går rundt med sølvbakker og deres lune milde fynske sind. Vi havde taget aperitiffen på Hr. og Fru Nielsens terrasse, så vi drak først lidt mineralvand sammen med det saftige og perfekt saltede brød med smør serveret under små sølvklokker.

Essensen af Riesling

Man kan spise menuer fra tre til seks retter med mulighed for tilhørende vinmenu. Den mulighed kan man roligt benytte sig af, for de har virkelig sans for vin. Fru Nielsen nøjedes med tre retter, mens Hr. Nielsen og undertegnede tog fire.

Vi fik først en lille starter i form af frisk tun hakket groft og rørt med små kapers, urter og en fed rygeost sammen med en tynd skive ristet brød.

I overgangen til første forret fik Fru Nielsen og jeg en syngende tør Riesling, Dreissigacker, Bechtheimer 2011. Selve essensen af Riesling. Den var tæt på at dominere vores rødtunge anrettet nederst i mindre pailletter og derfra bygget op etagevis med hummer i små stykker, tynd sprød kartoffel, avokadocreme, salatvildnis og syrlig sovs på lime og små chilikorn og salturt. En kølig og lavmælt anretning. Underspillet i sin elegance.

Hr. Nielsen fik en venetiansk drøm af en vin, Muni Montemagro af Daniele Piccinin, lavet på 100 pct. Durella-drue; den var vældig meget naturvin med smag af friske æbler og grape, men også muskuløs, hvilket stemte fint med hans gode kulmule, spidskål og kantareller.

Restauranten så ud til at være fyldt med en blanding af fynboer, der kender stedet, tyskere på gennemfart og så enkelte lokale fra byen. Byens bedemand lod sig i hvert fald identificere sammen med en sort enke. De sad helt ude ved vandet, men var dog ikke ankommet sejlende fra Styx, men til fods. Derudover ved et andet bord en velhaver, der havde købt den villa ved den lokale guldkyst, som Fru Nielsen i mange år havde drømt om.

Dristig smag af lever

Næste ret til Hr. Nielsen og mig var knurhane stegt med sprødt skind og ærter francaise, pancetta både i tyndristet form og som små kuber anrettet med lidt kål. Selve fisken var minimalt saltet, så den kraftige saltsmag skulle man hente fra pancettaen, og når man gjorde det, var det virkelig vellykket. Retten var tænkt som en helstøbt oplevelse og ikke i delenes individuelle præstationer. Kollektivet gjorde det, ligesom når Tyskland spiller fodbold. Til den drak vi en fransk rosé fra Provence, en Pastel, Pierre Michelland 2013. En tør vin med ristet smag af karamel som passede overraskende godt til den fede og saltede fiskeret.

Fru Nielsen valgte som forventet kød til sin hovedret. Hun var i sit es med de små stykker kalvemørbrad og perlehønepostej med en lækker, men dristig smag af lever og en sommersvamp og en god estragonsauce. Dertil fornøjede hun sig med en blækagtig Rosso di Moncaltino Uccelliera med intens smag af toscanske sommernætter.

Både jeg og Hr. Nielsen valgte til vores hovedret ligeså forventeligt tre forskellige fisk fra grillen, helleflynder, knurhane og rødfisk. Grillet let og serveret i smuk anretning med én perfekt kartoffel, bagt løg og broccoli. Dertil en sauce beurre blanc holdt stramt oppe af masser af syre. Enkelt og vellykket. Vi fik en klokkeklar fransk pinot noir fra Bourgogne, en Chambolle-Musigny, Domaine Stephane Magnien 2011. Med peber- og blæksmag.

Ved nabobordet var en dansk familie med to mindre drenge ved at bryde op efter at have siddet længe. Drengene havde en rørende forkærlighed for god mad og mange retter. Sjældent at man ser det i Danmark.

Fru Nielsen fik til dessert lakridsparfait med kirsebærsorbet og hvid chokolade. Hun var ikke udpræget begejstret for den ellers susende jordbærfriske og skummende Borgo Maragliano, Piemonte Brachetto, mens jeg kunne have drukket den som slik. Jeg og Hr. Nielsen fik i endnu en smuk anretning begge forskellige rigtig gode franske gedemælksoste med citron-hybenmarmelade, oliven og rosmarinbrød. Til den, og det var virkelig frækt, fik vi aftenens bedste vin fra det østlige Loire, Philippe Gilberts Menetou-Salon fra 2012. Jeg er ikke helt sikker på, at Hr. Nielsen var ubetinget enig, for jeg fik lov til også at drikke det sidste af hans glas, men jeg siger, at den var suveræn. En krystalklar og ren sauvignon blanc-vin. Den smagte som stål, som klipper, som skifer. Helt kompromisløs. Jeg er med på, at den for nogle vil være hård og uforsonlig, men hvor var den vin god.

Regningen for os alle tre lød på 3.300 kroner. Rudolf Mathis holder det høje gastronomiske niveau. De holder på det sikre, og gør det godt. Når det så kommer til vinene, er de dristige og har lyst til at lege og overraske. Derfor blev det også en aften ud over det sædvanlige. Der er stadig en rigtig god grund til at tage til Kerteminde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Vestergaard
Niels Vestergaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Ganske flot billede. Lad det endelig stå!

Men hvad er der sket/gået galt? Den matte udgave i papiravisen - som i tilskud angiver, at der her er tale om et foto, når ikke dette fatamorgana til sokkeholderne.