Jeg glæder mig altid over at gå ind på Christiania til min morgen-tai chi i Energiværkstedet ledsaget af klokkespillet fra Vor Frelsers Kirke. »Lille sky gik morgentur« lyder det uskyldigt, mens man går ned ad Pusher Street, der har været oppe længe før lille sky og ikke ligner præstens have. Og faren er klart mere end en smule skænd, hvis man fucker med ’potten’ her, mens der til gengæld ikke er nogen, der siger noget til en lille tissetår, hvis man som lille sky ikke kan holde sig. Ellers er morgener jo morgener – både i børnesange og på Staden.
I gamle dage kom jeg også på Staden om aftnen og dyrkede både Musikloppen og Spiseloppen. Især smukke forsommeraftner er særligt stemningsfulde at opleve fra pakhuset i Bådsmandsstræde, når man fra træloftet skimter Christianias grønne frodighed ud gennem de gamle vinduer. Her holder stenbroen op, og noget, der kan drømmes til at være Københavns gamle, udresserede natur uden for voldene, begynder. Det var længe siden, jeg sidst var på aftentur på Staden.
Halvfjerdserchik
Det lugtede skønt af aftenens blomsterdufte fra hyld og hæg og roser, men også en hel del af pis, da jeg skulle mødes med min ledsager foran pakhuset for at spise på Spiseloppen en fredag aften med fuldmåne. Måske fordi alle katte er grå på Christiania, fandt vi ikke hinanden, så jeg gik bare op. Jeg flyttede mig lidt for nogle mennesker, der var på vej ned ad den stejle trappe. Den unge kvinde spurgte, om der er nogen, der tisser op af væggene herinde. Den mere modne kvinde svarede bare med et: læn dig ikke op ad væggene. Jeg slap også lige gelænderet.
Spiseloppen lignede umiddelbart sig selv. Indretningen er pakhus-chic fra halvfjerdserne med betongulve og træborde og wienerstole. Bordstellene er af den gamle solide slags med en ordentlig tværbjælke mellem nogle ordentlige pladebordben og bordpladerne enten rødmalede eller lakeret med tyk gullig lak. Original halvfjerdserhygge.
Man venter pænt på en tjener, der leder én til bordet, medmindre man er christianit og bare sætter sig ved rækken af borde forbeholdt christianitterne.
Jeg fik et bord lige ved christianitrækken og havde et større selskab med mænd i skjorter på min anden side. Publikum på Spiseloppen har altid været broget. Min afdøde far elskede at tage hofhistorikeren med her og more sig over, at han i dag spiste på Christiania og i morgen på Amalienborg. Nu i 2014 synes morsomheden at være lidt afdanket, måske fordi det autentisk flippede er ved at gå lidt af restauranten. Der var lidt tivoliforlystelse over den måde, skjortemændene sad og drak Christianiaøl på.
Ikke sådan rigtig lækkert
Min ledsager fandt mig og vi kiggede vinkortet igennem og var overraskede over de lave priser og de gode årgange. Men også vinkortet var fra fortiden, viste det sig, og var knap så imponerende i realiteten. Leroy champagnen fra 1996 til 650 kr. var udsolgt og havde sikkert været det længe, og den Riesling, vi valgte, fra Sommerberg 2005 til 379 kr., kom i en udgave fra 2008 i stedet.
Menukortet er et simpelt stykke A4. Man kan vælge mellem fem forretter og seks hovedretter og tre desserter. Forretterne er meget almindelige som de tre salater: græsk, caprese eller med gratineret gedeost, og så er der ellers røget laks med tigerrejer og tapas. Ikke sådan rigtig lækkert. Snarere overraskende trivielt. Hovedretterne var heller ikke så opfindsomme, som jeg husker dem. Én vegetarret, én fiskeret og fire kødretter. Alle på nær vegetarretten, der var med ris, med traditionelt kartoffeltilbehør: hasselbalch, rösti, pommes anna eller flødekartofler.
Blandt forretterne valgte jeg tapas til 85 kr., og min ledsager tog gratineret gedeost til 65 kr. Det var på ingen måder imponerende. Priserne er også meget lave, men det må man jo altid hellere lade gå ud over mængden end gøre folk flove med dårlig kvalitet. Jeg fik chorizoskiver frisk fra vacuumpakken, bresaolaskiver med tørre, hårde kanter og uforklarligt meget hindbærsyltet løg, som smagte godt, men var nok til flere dages dårlig ånde. Midt i det hele lå der til gengæld noget meget lækkert røget andebryst. Gedeost-salaten var uden dressing, de grønne bønner af en lidt tarvelig frossen kvalitet og de mange valnødder let harske.
Med hovedretterne gik det ikke meget bedre. Min fisk, dampede rødtungeruller, lignede noget fra en restaurant i Middelfart, og derfor kunne den jo godt have smagt godt, men det gør fisk, der ikke er frisk, ikke. Bønnerne var stadig fra fryseren, trøffelrøstien smagte ikke af trøffel, og det gik slet heller ikke op for mig, at der skulle have været en hummer forbi sovsen. Det eneste, der rigtig smagte af noget, var den malplacerede spicy tomatsalat med cremefraichedressing.
Der var masser af lam på min ledsagers tallerken, men han var hverken imponeret over stegningen eller sovsens maizena-look. Ratatouillen var godt krydret og flødekartoflerne gammeldags gode, mens tzatzikien smagte af køleskab og nachos-chipsene bare endnu en Inco-ingrediens. Æv, det var sørgeligt. Tilbage var der kun at glæde sig over den elskværdige betjening, det stadigt smukke lokale og et originalt, flipperkunstnerisk, voldsomt snavende par ved Christianitbordet ved siden af os. Som på Thomas Winklers gamle frise nede på Café Luna i Wildersgade. Den er selvfølgelig også væk nu i det nye Luna, men forestillede et broget cafépublikum, der blandt andet kyssede på tværs af bordene og kønnene og henover børnene.
Der bliver ikke snavet nok
Jeg ønsker mig brogetheden tilbage. Både på tallerkenen og hos publikum. Kød og kartofler og maizenasovs har overtaget det tidligere så inspirerede køkken. Vi blev oven i købet og meget overraskende tilbudt at flytte bord, hvis vi ville på afstand af det elskende par, men pointen er, at der slet ikke bliver snavet nok ved bordene i Spiseloppen mere, og at inspirationen må starte i køkkenet med større kærlighed til maden.
Vi fortsatte ud i Christianias smukke skærsommernat og mødte reb-gængeren, der drikker lys med maven og spiller olietøndeukulele, en kvindelig troubadour og deres følsomme puddel. Og en ensom pige i nederdel og bare tæer. Hun holdt en fest med sig selv og sin cigarstore joint. Der var fuldmåne på den blanke himmel og godt at se på verdens vrimmel mellem blomstrende hyld og roser.
Staden har stadig noget at byde på, men den fortjener noget bedre mad – og en anden ble på.
Spiseloppen
Bådsmandsstræde 43, Christiana
Tlf: 32 57 95 58
www.spiseloppen.dk
