Læsetid: 7 min.

Disneys ’Maleficent’ er et opgør med de onde, gamle dage

Disney dekonstruerer sig selv i ny økofeministisk film, der rusker op i de gamle hierarkier
Kærlighed. Prinsesse Aurora spillet af Elle Fanning i Disneys ’Maleficent’. Filmen fortæller, at ondskab forplanter sig – men det gør kærlighed også.

Kærlighed. Prinsesse Aurora spillet af Elle Fanning i Disneys ’Maleficent’. Filmen fortæller, at ondskab forplanter sig – men det gør kærlighed også.

Disney

5. juli 2014

Advarsel: artiklen afslører dele af plottet

Den aktuelle spillefilm Maleficent er en kritisk revision af det ortodokse Disney-univers, som man kender det fra 50’ernes og 60’ernes tegnefilm. Klassiske opdelinger i godt og ondt, helte og skurke, er under pres. Kongen er årsag til alle problemerne, og prinsen kan ikke redde nogen som helst. Det er det feminine og naturen fremfor maskulin kultur, der triumferer. Alt sammen sker det i en nuancering af Disneys ondeste skurk gennem tiderne: Maleficent.

I tegnefilmen Tornerose fra 1959 har den onde fe Maleficent ingen forsonende kvaliteter. Det adskiller hende fra panteonet af Disney-skurke som sådan.

Den onde dronning (Snehvide) bliver den sødeste, vindøjede lille heks, når hun skal ud og forgifte. Havheksen Ursula (Den lille havfrue) hjælper lige så meget, som hun forhindrer Ariel i at få sin prins. Jafar (Aladdin), Hades (Herkules), Kaptajn Klo (Peter Pan) og Gaston (Skønheden og Udyret) er alle latterligt flamboyante og forfængelige. Scars (Løvernes Konge) og Sher Khans (Junglebogen) ondskab kan undskyldes med dyrerigets junglelov.

En stor kategori af Disneyfilm omhandler dyr, der på den ene eller anden måde er i opgør med menneskeskurke, men disse er enten fuldkommen til grin (Aristocats, Bernard og Bianca, 101 Dalmatinere) eller tilbagetrukket som en upersonlig trussel, der nærmer sig livsvilkår (Mads og Mikkel, Bambi, Lady og Vagabonden).

Maleficent årgang 1959.

Disney

Stedmoder Natur

Maleficent derimod er inkarneret ondskab. Hun har horn i panden, bor i en borgruin under en tordensky, holder heksesabbatter og har en hær af idiotiske gobliner.

Første gang, man ser hende, er da hun spolerer den royale barnedåb for Tornerose med en hævntørst, der får hende til at forbande prinsessen, alene fordi hun ikke var inviteret.

Sadismen går så vidt, at dommens eksekvering udskydes til barnet er blevet teenager. Umiddelbart efter forbandelsen skjules Tornerose af de tre feer, der var inviteret, og da Maleficents goblinhær kommer tomhændet hjem efter at have ledt efter spædbarnet, himler hun, efter et eksplosivt vredesudbrud, opgivende til sin ravn: »Hvilken hån imod det ondes vilje!«

Men 50’er-Maleficent er ikke kun ond på en metafysisk, kristen-patriarkalsk facon som en behornet, kvindelig antikrist. Den mørke majestæt inkarnerer også en klassisk vestlig identifikation af det feminine med det naturlige.

Hun er en heks, der kommunikerer med dyr. Hun kommanderer tjørnehække op af jorden og styrer elementerne som en tordengudinde. Hendes magi viser sig som en sygelig grøn damp, der intet har med vitalistisk, grøn natur at gøre, men tværtimod med den skimlende, rådnende og nedbrydende natur.

Hendes mørke økologi understreges yderligere af feerne i tegnefilmen, der ikke kan beskytte Tornerose ved at trylle hende om til en blomst, da Maleficent, som de siger, altid «fryser de smukkeste blomster«.

Økofeminisme

Sammenkædningen af det feminine og det naturlige har tænkere inden for den såkaldte økofeminisme kritiseret siden 1970’erne. Økofeminister hævder, at kvinder historisk set er blevet oplevet som i tættere kontakt med naturen, hvilket ikke har været en velgørende symbolsk alliance for nogen af parterne.

Tværtimod har det resulteret i en dobbelt-diskrimination, hvor fordomme om henholdsvis kvinder og naturen har krydsbestøvet og forstærket hinanden. Det feminine er blevet forstået som det flydende, ursumpen, hvorfra mænd løsriver sig i en kamp for at etablere sig som individer adskilt fra ensartetheden.

Radikal økofeminisme knytter aggressivitet og fredelighed meget tæt til biologisk køn og fordømmer mænd som voldsudøvere, imens den drømmer om egalitære matriarkater. En ny forståelse af økofeminismen går dog ud på at betragte det maskuline og feminine som retoriske og symbolske figurer, der repræsenterer forskellige tilgange til verden, hvor man enten dominerer den som et objekt eller er i dialog med den som et subjekt. Begge tilgange er mulige for biologiske mænd og kvinder. Som med megen anden aktuel feministisk teori forstås feminin og maskulin livsudfoldelse i højere grad som handlemønstre tilgængelige for alle fremfor essenser knyttet til biologiske køn. Grunden til, at økofeminismen knytter det maskuline til hierarki og det feminine til holisme, er, at det historisk set er mænd, der har haft monopol på politisk indflydelse og overvejende har anvendt den til at dominere naturen, som er blevet set som en trussel imod civilisationsprojektet.

Disney-dekonstruktion

Man kan se en klassisk associering af maskulinitet og kultur med det lineære, adskilte og varige i modsætning til femininitet og natur, der dæmoniseres som det cykliske, forskelsløse og gentagende. Maleficent anno 1959 inkarnerer fordommen om feminin natur som en trussel imod kulturen og samfundet. Ikke mindst da hun til sidst i tegnefilmen forvandler sig til det ypperste ikon for kultureroderende natur-matriarkalitet: den ildspyende drage – en figur, der løber gennem den vestlige historie fra middelalderens Skt. Georg-myte til tv-serien Game of Thrones’ Daenerys Targaryen også kaldet Mother of Dragons.

Emilia Clarke i rollen som Daenerys Targaryen i tv-serien Game of Thrones.

HBO Nordic

Men dragemagten i Game of Thrones bruges ikke til dobbelt-diskriminering af kvinder og natur. Omvendt bruges den til at tjene dragemoderens naturlige sans for retfærdighed, der er stærkere end lovene i de maskuline krigerkulturer, som hun møder og triumferer over.

Ligeledes er Disneys Maleficent anno 2014 med Angelina Jolie i hovedrollen en selvkritisk opdatering af dogmerne i Tornerose-tegnefilmen fra 1959. Disney dekonstruerer sig selv og sit tidligere værdigrundlag samtidig med, at filmen økofeministisk skriver sig ind i en aktuel klimabevidsthed.

Historien begynder længe før Maleficent er mørkets majestæt. Vi møder hende som en ung skovalf. Hun beskytter en økotopisk alfedal, men snigløbes, da nabokongeriget af mennesker ser hende og hendes naturparadis som en trussel imod deres kultur. De angriber, og en af kongens håndlangere, Stefan, som Maleficent har holdt af, siden hun mødte ham som barn, misbruger hendes kærlighed til at stække hende og bringe hendes vinger til kongen, så han selv kan blive tronarving. Maleficent vågner efter det voldtægtslignende overgreb, og ud af vrede og desperation antager hun sin hævngerrige skikkelse fra tegnefilmen. Herefter udspiller den kendte Tornerose-fortælling sig, men det giver adskillige ændringer i forløbet, at fortællingen denne gang er indledt af en voldelig tronraner fremfor en ond fe.

Fegudmoderlig kærlighed

En markant forskel fra tegnefilmen er, at Maleficent ikke er uvidende om, hvor prinsessen bor i løbet af de 16 års ventetid. Hun opholder sig tværtimod tæt på barnet og de inkompetente feer, der er i ledtog med Stefan, og som hun ud af sit i bund og grund gode hjerte ikke kan lade være med at hjælpe med opdragelsen. Så tæt bliver hun med prinsessen, at hun bliver hendes mentor, der oplærer hende i økofeminin respekt for naturen. Hun forsøger oven i købet at hæve sin egen forbandelse, men fejler og er derfor nødt til at finde én, der kan give Tornerose den klassiske eventyr-modgift: kærlighedskysset. Da 16-års-fødselsdagen kommer, og Tornerose har stukket sig, får man hevet en omflakkende prins ind fra højre, men hans kys har imidlertid ingen virkning. Det har det til gengæld, da den angrende Maleficent grædende kysser den sovende og dermed vækker hende. Det er det inderlige fegudmoder-forhold, der vinder i ægthed over det overfladiske heterokys, der ellers er den klassiske Disney-løsning.

Maleficent årgang 2014.

Disney

Hinsides identitet og hierarki

Økofeminister ser ikke holisme og naturens cykliske princip som noget, der nødvendigvis fører til kulturerosion og derfor bør undgås. Tværtimod ser de den holistiske tilgang til verden som den mest økologisk forsvarlige. I en tid, hvor altings indbyrdes sammenhæng og gensidige afhængighed ikke længere kan afvises som en hippie-ideologi, men er en velbegrundet tese, er det anti-økologisk at skabe hierarkier for derefter at prøve at komme til tops i dem. For det sker oftest på bekostning af en masse andet og andre. Det er en holdning, den opdaterede Maleficent deler med økofeminismen.

På den måde giver det mening, at kongen med sine magtambitioner bliver filmens økoskurk. Og der sker en omvending af forestillingen om kulturen som det produktive og naturen som det destruktive. Kongens kulturprojekt er alt andet end opbyggeligt. Det er destruktivt og ikke mindst selvdestruktivt. Stefan hjemsøges filmen igennem af paranoia, og det er sigende, at da det endelige opgør mellem ham og Maleficent kommer, er det ikke hendes queer følgesvend Diaval, som hun har omtryllet til en drage, der får bugt med ham. Han dør først, da han, ude af stand til at styre sin aggression, angriber hende igen og igen og styrter i døden fra sit borgtårn. Selv truet på livet møder Maleficent nødigt vold med vold, men lader aggressionen udslette sig selv.

Den fred, der etableres i slutningen, ligner derfor heller ikke tegnefilmens, hvor prinsen og prinsessen valser rundt til kongens og dronningens store fryd. Det var ikke det, der lå uden for systemet, naturen, som var problemet. Det var de hierarkiserende, magtindstiftende strukturer i systemet, som både spolerede sig selv og truede alt det, der lå udenfor dem. Holismen og økotopien geninstalleres i slutningen, hvor Tornerose krones som dens beskytter. Det heteroseksuelle regentbryllup udebliver, og den uduelige prins er blot tilskuer til kroningen.

Queer økologi

Filmen når udover en radikal økofeministisk tankegang, hvor mænd er voldelige og kvinder fredelige. Positionerne er mere mudrede: De tre feer arbejder på patriarkatets side, hvor de dels reproducerer klassiske kønsnormer i deres dåbsgaver til prinsessen (skønhed og popularitet), dels udøver vold og omsorgssvigt i hendes opdragelse. Maleficents vigtigste hjælper er den arts-overskridende ravn, Diaval, der vender hierarkiet mellem det humane og nonhumane på hovedet. Frastødt udbryder han: »Hvad har du gjort ved mit fine selv?«, da hun tryller ham om til et menneske.

Maleficent selv svinger fra fredelig til voldelig til en uklar sammenblanding. På den måde når filmen frem til en både økologisk og social pointe, som man kunne kalde queer. Nemlig den, at der ikke findes faste identiteter. Der findes handlemønstre. Der findes ikke noget, man kan kalde indiskutabelt ondt eller godt. Der findes ikke skurke eller helte. Der findes folk, der gør andre fortræd i deres bestræbelser på at klatre opad i et hierarki, de selv har skabt. Og fortræd forplanter sig. Men det gør kærlighed heldigvis også.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Hornstrup Yde
  • Steffen Gliese
Katrine Hornstrup Yde og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Andreas Kallesen

Øko-feminisme, jeg kalder det politisk korrekthed.

Walt Disney var 33. grad frimurer og bruget meget at sin esoteriske viden i disney film.
Via subliminale budskaber kunne disney manipulere ungdommen til forskellige holdninger og handlinger. I dag har den politiske korrekthed skiftet form. Nu gælder det Agenda 21 (CO2 afgifter og neofeudalisme) og undertrykkelse af maskuline værdier i samfundet.

Disney World er i øvrigt et projekt som blev delvist finansieret af Pentagon, som et eksperiment i mind control.

Steffen Gliese

Åh, de unge drenge, der tror, verden blev skabt i forgårs. TÆNK, at verdens mest konforme og konservative studio er vågnet op til dåd og har duftet kaffen, som man siger?! Vi går afgjort bedre tider i møde.