Læsetid: 8 min.

Elefanten går ned til floden og vasker hele kroppen ...

Denne sommer er det 30 år siden den franske tænker Michel Foucault døde af aids og efterlod et livsværk, der stadig inspirerer langt ud over fagfilosofiens snævre felt. I det sidste og netop udkomne seminar ’Subjektivitet og sandhed’, kan man således lære en del om elefanters kærlighedsliv
Ødelæggelse. ’Jeg siger det, jeg siger, som en form for selvdestruktion, for ikke mere at tænke det, for at det skal leve et liv uden for mig, som jeg ikke længere selv behøver at identificere mig med,’ har Michel Foucault sagt om sit filosofiske arbejde.

Ødelæggelse. ’Jeg siger det, jeg siger, som en form for selvdestruktion, for ikke mere at tænke det, for at det skal leve et liv uden for mig, som jeg ikke længere selv behøver at identificere mig med,’ har Michel Foucault sagt om sit filosofiske arbejde.

Scanpix

26. juli 2014

Da den franske tænker Michel Foucault, 58 år gammel og på højden af sin intellektuelle karriere, døde af aids i 1984, var der knap nogen, der vidste, hvad det var for en sygdom, og hvordan den skulle få omvæltende betydning for den ’seksualitet’, Foucault selv havde været den fremmeste analytiker af.

Hvad man heller ikke vidste var, hvor vigtig hans tænkning skulle blive for de kommende 30 år. ’Magt’, ’diskurs’, ’norm’ – og i de senere år især begreber som ’biopolitik’ og ’gouvernance’, har fået fornyet betydning og står centralt i vor tids tænkning. Judith Butler og queertænkningen var næppe mulig uden arven fra Foucault.

Den sene Foucault, blandt andet med det netop udgivne seminar Subjectivité et vérité, subjektivitet og sandhed, fremstår nu også som en stor tænker omkring den personlige væren. Det tager hos Foucault form af en »styring af sig selv«, et ’selv’, han ellers havde været eminent til at dekonstruere.

Da Michel Foucaults tænkning så småt begyndte at ramme Danmark i midten af 1970’erne, var det nemlig nærmest med gysen, den blev modtaget, ganske som det allerede var sket i Frankrig:

»Mennesket er dødt.«

»Alt er struktur.«

Den strukturalistiske tænkning, Foucault indskrev sig i, var nemlig det stik modsatte af Sartre, Camus og 50’ernes sympatiske eksistenstænkning med mennesket i centrum til lyden af lystig jazz. Foucaults tanker om seksualiteten kredsede om, hvordan seksualiteten, som vi kender den i dag, har en historie.

Foucaults ærinde var nemlig i enhver forstand at undersøge de strukturer, især magtstrukturer, som bestemmer mennesket. Han undersøgte vores skyggesider, men ikke som individuelle skyggesider. Han gravede sig med sin ’vidensarkæologi’ ned i alt det, vor vestlige verden lukker ude – eller inde – for at blive sig selv: sygdommen, galskaben, kriminaliteten og til dels også seksualiteten.

Det skulle udmønte sig i en række værker, der for alvor indledtes med doktordisputatsen Galskabens historie fra 1961, der satte Foucault på det intellektuelle verdenskort. Det blev fulgt op af lige så minutiøse gennemgange af lægevidenskabens opståen, med Klinikkens fødsel fra 1963 og senere fængselsvæsnets forordninger i Overvågning og straf fra 1975. Det sidste kæmpemæssige værk om seksualitetens historie skulle oprindeligt have været i seks bind, men kun tre af dem blev fuldført: Viljen til viden, der udkom i 1976, Brugen af nydelserne og Omsorgen for sig selv. De to sidste bind udkom i 1984, samme år som Foucault døde.

Filosoffer i junglen

På en karikaturtegning fra 1967 kan man se Foucault siddende i bastskørt sammen med Jacques Lacan, Claude Levi-Strauss og Roland Barthes, som illustration af den strukturalistiske tænkning Foucault i første omgang indskrev sig i.

Antropologen Levi-Strauss havde allerede i 1949 skrevet De elementære strukturelle slægtskabsforhold og dermed, til manges forargelse, hævet ’primitive’ eller ’vilde’ folkeslag op på et niveau, der helt svarede til såkaldt civiliserede folkeslag.

Litteraten Roland Barthes hævdede på sin side, at »forfatteren var død«, mens psykoanalytikeren Lacan havde opdateret Freud med Saussures lingvistik: Ikke alene er vi med det ubevidste ikke herrer i eget hus, men dette ubevidste er ikke engang længere en mystisk hemmelig drift et sted dybt i os, men »struktureret som et sprog«.

Hele oplysningstidens idé om et bevidst, frit subjekt blev på denne vis vendt på hovedet. Og således var de fire ellers ret sirlige franske spidsborgersønner under karikaturtegnerens pen endt i bastskørter et sted i en jungle – fordi vort såkaldte civiliserede samfund ifølge disse ærværdige herrer blot er en anden slags og ikke nødvendigvis bedre jungle.

Når Foucault i så høj grad undersøgte alle de strukturer, et menneske er indskrevet eller nærmest fanget i, er det også hans egen historie, han fortæller. I et hollandsk tv-interview fra 1971, der foregår i hans private hjem, og hvor Foucault netop grundigt havde gjort rede for sine filosofiske tanker, spørger intervieweren på et tidspunkt til Foucaults privatliv, hvortil han svarer:

»Jamen, jeg har jo ikke talt om andet.«

Det bliver måske tydeligere, når man tager Foucaults biografi i betragtning. Paul Michel Foucault blev født ind i en velhavende familie i den franske provinsby Portier og svømmede som de fleste franske middelklassebørn – med et udtryk han selv bruger i samme hollandske interview – rundt i et hav af viden.

Dertil kom lægefaderen Paul Foucaults udtrykte ønske om, at sønnen skulle følge i hans fodspor. Barndommen og den klassisk franske, meget konkurrenceprægede skoletid gik med at undslippe faderen. Det fælles fornavn blev strøget, og lægevidenskaben som interessefelt blev udskiftet med historie, litteratur og filosofi. Med morens økonomiske hjælp kom den unge Michel Foucalut til Paris, hvor det efter flere forsøg lykkedes ham at komme ind på den prestigefyldte École normale supérieure.

Af Didier Eribons biografi om Foucault fremgår det, hvor utilpasset den unge mand var, ensom, aggressiv og selvhævdende. De i første omgang mislykkede forsøg på at komme ind på den læreanstalt, han så længe havde drømt om, førte til adskillige selvmordsforsøg og psykiatrisk indlæggelse.

Den unge Foucault havde også svært ved at forlige sig med sin homoseksualitet.

I den forstand inkarnerer Foucault selv den udstødelse, han senere analyserede som værende konstitutiv for den vestlige verdens subjekt: den syge, indelukkede eller udelukkede og seksuelt afvigende. Og måske også den svage og passive – det er i al fald noget af det, som Foucault analyserer sig frem til i det netop udkomne seminar fra 1980.

Hvis man vil frigøre sig, er der for Foucault ingen vej udenom at undersøge det hav af historie og viden, man er skabt af. Foucault skriver historie, fordi det er den eneste måde, man kan slippe af med den på.

En verdensstjerne forelæser

Det er her, vi når frem til elefanternes kærlighedsliv. For den måde, Foucault indleder sit seminar i vinteren 1980, er eksemplarisk for, hvordan han udfører sit graverarbejde.

Det er ikke længere en forpint ung mand, som forelæser på Collège de France i 1980. Det er en energisk selvsikker lærer, hvis værker har fået vid udbredelse. Foucault havde udover sin ansete stilling som underviser på Collège de France forelæst ved universitetet i Berkeley, hvor han var et lige så stort tilløbsstykke, som han efterhånden var blevet det i Paris.

Det er fra den tid, man kender et andet billede af Foucault end karikaturtegningen: Den skaldede, nærmest dandyagtige filosof med skarptskårne træk, lysende blik og et stort smil.

Foucault er ved sit seminar nødt til at skrå over elever, der sidder på trapper og i alle hjørner af auditoriet, der har plads til 300 mennesker. Seminaret foregår hver onsdag fra januar til slutningen af marts. Det er aldrig den samme forelæsning, som gives to gange. Det er et arbejde i proces, og forelæsningerne er offentlige.

Bordet foran Foucault er fyldt af de båndoptagere, som er ved at blive udbredte i starten af 80’erne. Manuskriptet er præcist og afleveres selvsikkert, alt sammen beskrevet i François Ewalds forord til dette sidste i rækken af udgivne seminarer, med udførligt fodnoteapparat.

Og så er det, Foucault med en fortælling, han senere indføjer i Seksualitetens historie, snakker om elefanter. Han fortæller, hvordan elefanter elsker hinanden, eller rettere: Han fortæller om de historier, der op gennem tiden har været om, hvordan elefanter elsker hinanden.

»Elefanten skifter aldrig hun og elsker blidt sin udkårne, med hvem den trods alt kun parrer sig hvert tredje år og det kun i fem dage og så hemmeligt, at der aldrig er nogen, der har set den midt i akten. Men jeg har set den, den sjette dag, hvor den før noget andet går direkte ned til en flod, i hvilken den vasker hele kroppen uden at ønske at vende tilbage til flokken, før den har renset sig.«

Den tekst, Foucault her har fundet frem, er af helgenen Saint François de Salles fra 1606, altså fra middelalderen. Det er ikke særlig svært at genkende, hvad man kunne kalde en kristen vision om afholdenhed, monogami og dyd, projiceret ind på elefantens beundringsværdige kærlighedsliv.

Det er en meget udbredt forestilling, at kristendommen har undertrykt et seksualliv, som ellers udfoldede sig frit hos de gamle grækere og romere.

Men det er så her, Foucault viser sin særlige metode og graver andre elefanthistorier frem. Især trækker Foucault på gamle hellenistiske og romerske tekster og påviser, at deres syn på elefanternes kærlighedsliv for længst havde foregrebet det, vi betragter som kristendommens undertrykkelse af seksualiteten. Der er tale om organisering af magtstrukturer, som langsomt forandres ind i den struktur, vi i dag betragter som almindelig, normal ægteskabelighed.

»Modellen, elefantens seksuelle mønster, som de kristne tænkere præsenterer os for, var fuldkommen og eksplicit formet længe før kristendommen,« forklarer Foucault.

Inklusive den kærlighed man måske også kunne have troet var en ren kristen opfindelse.

Et ønske om selvdestruktion

Denne sommer er Foucault blevet fejret verden over i anledning af de 30 år, der er gået siden hans alt for tidlige død. Hans frigørelsesprojekt har i mange tilfælde inspireret seksuelle minoriteters og feministers diskussioner og kamp for frihed.

Og det ’menneske’, man i 1970’erne frygtede var i fare for at dø med strukturalismen, gør det måske ikke så meget, vi slipper af med.

I al fald forklarer Foucault i det hollandske interview, der svæver rundt på nettet under titlen The lost interview, og hvor man til sidst har fået Foucault til at vandre ensom rundt på en strand:

»Jeg tror ikke på at udtrykke sig. Det sprog, som interesserer mig, er et sprog, som netop kan ødelægge. Ødelægge alle disse cirkulære, lukkede og narcissistiske former, mennesket og man selv antager. Det, jeg selv mener med ’menneskets død’, er dybest set en forsvinden af alle disse former for individualitet, subjektivitet, bevidsthed og ego, som vi er bygget op af, og ud fra hvilke vi forsøger at skabe viden. Det er bare en af de former, den begrænsning, udelukkelse og forkastelse, som jeg har talt om, kan tage. Vesten har prøvet at opbygge mennesket sådan. Det er denne figur, der er ved at forsvinde. Jeg siger det, jeg siger, som en form for selvdestruktion, for ikke mere at tænke det, for at det skal leve et liv uden for mig, som jeg ikke længere selv behøver at identificere mig med.«

Michel Foucault: Subjectivité et vérité. Cours au Collège de France (1980-1981). 352 sider. 26 euro. Gallimard/Seuil

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian Illum
  • Niels Engelsted
  • Carsten Mortensen
  • lars abildgaard
  • Klaus Rød Frederiksen
  • Toke Andersen
  • Flemming Scheel Andersen
Christian Illum, Niels Engelsted, Carsten Mortensen, lars abildgaard, Klaus Rød Frederiksen, Toke Andersen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Franske bodegafilosoffer er ren underholdning med et sprog, som ødelægger enhver rationel tankegang ...

Torsten Jacobsen, Lars R. Hansen, Janus Leth, Michael Kongstad Nielsen, christian christensen og Jens Cini anbefalede denne kommentar
Toke Andersen

Foucault er blandt de største og vigtigste tænkere i historien, om dette hersker der ingen tvivl.
Det er ikke mærkværdigt hvis hans arbejde giver mange hovedpine - Det er komplicerede sager.
Der er dog ingen vej uden om, hvis man ønsker at forstå og navigere den moderne verden med bare nogenlunde åbne øjne.

Karsten Aaen, lars abildgaard og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Jeg læste på psykologi en del af hans "Galskabens historie", der blev lagt op til, at folk blev sindsyge på af samfundet/Kulturen. Derefter læste vi en del kritisk psykologi som lagde op til, at menneskeret var en konstruktion og intet var medfødt. Al empirisk og biologisk forskning viser det modsatte om både sindlidelser og menneskets adfærd. Problemet med folk med humanistiske uddannelser er de dybest set intet forstå. Det er en intimiderende paria klasse som kommer med de ene absurde påstande efter den anden fremført i et højt LIX-tal og indskudte sætninger på 3.sider der skal kamuflere deres banaliteter. Jeg har siden set på folk med en humanistisk uddannelse som nogle lidt tragiske personer som kronisk finder på et projekt som de altid taber og så finder de på noget nyt. Det er som, at se en rotte i en trædemølle som tror den bevæger sig fremad men den kommer ikke ud af stedet. Man burde faktisk lukke RUC og beskærer de humanistiske uddannelser betragteligt. De kunne gå på gøglerskolen AFUK istedet for studier i ordakrobatik.

Ikke helt. Med det pensum på min årgang i socialpsykologi resulterede i, at ingen på den årgang ville læse socialpsykologi på kandidatdelen. Mange valgte istedet arbejds og organisationspsykologi som var baseret evidens baseret socialpsykologi-hvis socialpsykologi var deres interesse. Alle kunne godt se det de havde været igennem virkede meget fortænkt og konstrueret. Jeg fik den opfattelse, at 1968 og masseansættelsene i 70 erne var den største tragedie i europæisk åndsliv siden den spanske inkvisition.

Steffen Gliese

Tænk, at man kan have så mange skyklapper på og stadig mene, at man er fuldgyldig medlem af akademia, Jens Cini. Alt, hvad du skriver, modarbejder dine egne postulater. F.eks. er den opfattelse, at de modelforestillinger, begreberne er, skulle spejle noget i virkeligheden forekommende, nok ikke så gennemtænkt. Alt er, helt banalt, konstruktion! Det er noget, vi har valgt at kalde nogle fænomener, som vi har udviklet nogle teorier til at forklare. Begreberne gør os i stand til at tale om fænomenerne, men det giver samtidig også begreberne et selvstændigt liv, hvorover der ekstrapoleres og teoretiseres. Denne lego-tænkning om verden er et vildspor - ligesom troen på de matematiske modeller. Disse lider jo af én grundlæggende skavank: at der ikke findes en instans, der kan substantiere dem, bortset fra den indbyrdes samtale.

Tue Lassen, Karsten Aaen og Jeppe Lykke Møller anbefalede denne kommentar
Claus Jensen

Begge tilgange, den biologisk deterministiske og den konstruerede identitet, har vel deres berettigelse, det gælder blot om at forstå, hvor grænserne går. Jeg kunne dog ikke lade være med at klukke lidt, for jeg havde netop genlæst den sterile TV-diskussion mellem Foucault og Chomsky fra 1971, hvor Chomsky snakker om idealer om retfærdighed, og Foucault (tilsyneladende) insisterer, at der kun er magtstrukturer og -motiver.

Her kommer "poststrukturalisten" Foucault til at fremstå som deterministen, mens Chomsky med sin insisisteren på en universel menneskelig natur tror, at mennesket kan forandre både verden og sig selv.

@Peter Hansen - Matematiske modeller verificeret ved forsøg eller observationer er en foretrukken rationel fremgangsmåde i naturvidenskaben – resten er ofte uinteressante teoretiserende og konstruerede banaliteter – lige noget for ethvert humanistisk skolet selvindbildsk vrøvlehoved – der alt for ofte kun spilder sin egen og andres tid …

Peter Hansen- Tak, næste gang jeg går til læge vil jeg ikke bede om en diagnose -men en modelforestilling. Dybest vil alt hvad jeg fejler være en konstruktion i min bevidsthed, derfor er alle sygdomme dybest set en form for hypokrodri .

Claus Jensen

Chomsky om Foucault - tildels:

"There are lots of things I don't understand -- say, the latest debates over whether neutrinos have mass or the way that Fermat's last theorem was (apparently) proven recently. But from 50 years in this game, I have learned two things: (1) I can ask friends who work in these areas to explain it to me at a level that I can understand, and they can do so, without particular difficulty; (2) if I'm interested, I can proceed to learn more so that I will come to understand it.

Now Derrida, Lacan, Lyotard, Kristeva, etc. --- even Foucault, whom I knew and liked, and who was somewhat different from the rest --- write things that I also don't understand, but (1) and (2) don't hold: no one who says they do understand can explain it to me and I haven't a clue as to how to proceed to overcome my failures. That leaves one of two possibilities: (a) some new advance in intellectual life has been made, perhaps some sudden genetic mutation, which has created a form of "theory" that is beyond quantum theory, topology, etc., in depth and profundity; or (b) ... I won't spell it out.

Helene Nørgaard Knudsen, Sune Olsen og Birgitte Gøtzsche anbefalede denne kommentar
Claus Jensen

Og om Zizek:

"Try to find in all of the work you mentioned some principles from which you can deduce conclusions, empirically testable propositions where it all goes beyond the level of something you can explain in five minutes to a twelve-year-old. See if you can find that when the fancy words are decoded. I can't. So I'm not interested in that kind of posturing. Žižek is an extreme example of it. I don't see anything to what he's saying. Jacques Lacan I actually knew. I kind of liked him. We had meetings every once in awhile. But quite frankly I thought he was a total charlatan. He was just posturing for the television cameras in the way many Paris intellectuals do. Why this is influential, I haven't the slightest idea. I don't see anything there that should be influential."

Claus Jensen

Jens Cini,

Du må dog være klar over, at mange "sygdomme" og deres årsager er åbenlyse konstrukter, især inden for psykiatrien?

Claus Jensen

Jan Weiss, Chomskys usagte b mangler bot tilføjelsen af et s: BS.

Det er dog mere det, at det er uoriginalt, end det er rent sludder.

Chomsky er lidt af en science-ist, og jeg tror han irriteres mest af det han ser som den upræcise kritik af videnskaben, men også i høj grad amoralen og det ikke-pragmatiske i postmodernismen, som tjener til at støtte status quo.

Michael Kongstad Nielsen

Det lyder til, at han var et nul. Det skal man jo have lov til at være, men der er ingen grund til at bruge så mange kræfter i det offentlige rum på et nul.

Claus Jensen- Jeg ved ikke hvilke sygdomme du taler om. De psykotiske tilstande er ekstrem biologiske. Det kan man se bla. i obduktioner af hjerner, nedreguleringerne af bestemte gener -specielt for støtteceller, strukturelle skanninger af hjernen. Hvis disse sygdomme blot var konstruktioner ville de have normale strukturer og funktionelle skanninger ville være abnorme. Begge skanninger ( strukturelle og funktionelle) er unormale ved psykotiske og depressive tilstande. Ved depressioner men også mellem psykiatriske tilstande spiller epigenetikken nok en meget stor rolle. Det er forholdsvis nyt men er et sammenspil mellem genetik og miljø. Vi er genetisk i en konstant interaktion med vores miljø og vores hjerne forholder sig adaptivt til dette. Ved depressioner er denne evne gået tabt og hjernen er ikke mere plastisk eller har tab even til neurogenesis.

Claus Jensen

Jan Weiss, jeg tvivler på, at det er billig vin, der drikkes i de kredse.

MKN, man er ikke nødvendigvis et nul, fordi Chomsky siger det. Det er vel et spørgsmål om, skal vi sige, literær smag. Noget af det de D'herrer og en enkelt dame postmodernister siger, er om ikke særligt originalt så måske sagt originalt, og det kan bestemt også have værdi - endda på områder, hvor Chomsky's snævre pragmatik blinder ham (prøv f. eks. at tjekke, hvad han har at sige om musikkens rolle i revolutionen - hint: ikke meget).

Claus Jensen

Jens Cini:

Blot fordi, man kan slå en pløk ind i hjernen gennem øjehulen på en kvinde, der ikke kender sin plads i et patriarkalsk samfund og derved gøre hende til en føjelig hustru, betyder det jo ikke, at vi ville kalde hende tidligere sindslidende, nu kureret i vore dage og vort samfund.

Claus -Nu, er du jo en sand proformence kunstner ud i hvad de humanistiske uddannelser har, at bidrage med. Psykiatrien er et ekstremt ungt fag når det kommer til forståelsen af hvad der laver tilstandene. Beskrivelserne er meget gode selvom de nogle gange er flere hundrede år gamle er mange iagttagelser utroligt gode for deres tid. Det hvide snit var et overgreb. Jeg vil til enhver en tid forsvare ECT selvom en meget lille gruppe patienter får irreversible hukommelses skader så redder det liv på mange svært syge patienter- men der er ikke andre hurtige behandlinger idag end det.

Claus Jensen

Det, jeg ville sige med det lidt voldsomme eksempel, er at "kuren" og dens anvendelse, f. eks. en issyl ind i hjernen, ikke opstår i et tomrum, men i bestemte former i samfund med bestemte normer menneske- og verdenssyn.

Men den anden pointe var, at selvom man kunne finde "usædvanlig" aktivitet i hjernen hos en kvinde, der ikke kan indordne sig i et bestemt samfund - f. eks. fundamentalt religiøst - så er det i høj grad det pågældende samfunds normer, der bestemmer om afvigelsen er patologisk.

For at drage parallelen til depression, så ved jeg ikke, om der i alle tilfælde af depression er et observerbart tab af adaptabilitet i hjernen, men lad os bare sige, det forholder sig sådan. Spørgsmålet er stadig , om det er individet eller miljøet (samfundet), der er noget galt med.

Tue Lassen, Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese og Birgitte Gøtzsche anbefalede denne kommentar

Claus - Jeg tror ikke man kan stille det så enkelt op når det handler om somatiske eller psykiatriske tilstande. Der er helt sikkert tilsande i psykiatrien som er meget kulturbestemte og tidstypiske. En socialforbi i vesten er man bange for, at gøre noget pineligt for en selv. I Japan er en socialfobiker bange for at gøre noget som vil gøre omverden pineligt berørt. En depressiv i vesten vil føle skyld og i Asien vil vedkommede måske være mere præget af somatiske klager. Kvinder på Freuds tid var meget dissociative, da de ikke kunne flygte fra deres sociale konflikter. Det ser man næsten ikke idag. Om de er individet eller samfundet det er "galt" med er lidt absurd- fordi de kan ikke adskilles. Mennesket er idag i et miljø som fra et evolutionært synspunkt er meget nyt og på mange måde fremmed. Mange at de sygdomme vi ser idag er et produkt af vores konflikt med vores "nye" miljø og vores arv. Der er intet statisk eller naturligt vi kan komme "tilbage" til for det har aldrig været der. Vi må på bedste evne håndtere det vi kom fra med det vi er -altså vores arv g vores miljø på bedste måde. Der er altid nogle der vil bære en pris i denne konflikt.

Claus Jensen

"Om de er individet eller samfundet det er "galt" med er lidt absurd- fordi de kan ikke adskilles."

Og dog må psykiateren gøre præcis det, både når han diagnosticerer og ordinerer.

Og så har vi endnu ikke rørt ved ting som "disease mongering". Selvom en læge har nogle praktiske hensyn at tage vare på i konkrete situationer, hvor Foucault nok ikke er til megen hjælp, skader det ikke at være bevidst om alle disse ting.

Steffen Gliese

Hold kæft, hvor er det gået tilbage med den danske intelligens. Den YDMYGHED, det hele bygger på, er tydeligvis gået fløjten. Måske Jens Cini har ret og for mange selvglade håndværkertyper er kommet ind i de hellige haller? Jeg tror det nu ikke, jeg tror, at vi her har at gøre med nogle fra min egen generation, de ca. 50-årige, der ikke har forelsket sig i naturvidenskabens teorier. MEN vi ved ingenting, vi kan forske, vi kan se, om det giver resultat - og så kan vi alligevel have taget fejl i sidste omgang. For vi har jo kun vores egne modeller for, hvordan vi tror, at verden er ud.
Når det kommer til sundhed, så var Foucaults Seksualitetens Forskning virkelig en interessant milepæl, der til bunds fandt frem til de normer i sundhed og levevis, der lod europæerne blive meget gamle, 1500 år før den moderne sundhedsteknologi var udtænkt.
Den nazistiske dyrkning af "naturen" modbevises i menneskelige samfund hver dag, og det er jo nu engang menneskehedens styrke, at den har skabt civilisationerne. Men bevares, det er da lettere at sige, at jungleloven nu synes at virke så udmærket, at vi bare kan tage den tilbage - samtidig med at den moderne zoologi og botanik begynder at finde ud af, at det, der blev betragtet som unik menneskeligt overfor den mekaniske natur, måske ikke er så unikt menneskeligt, at naturen med andre ord ikke er så mekanisk.

Steffen Gliese

Og det fantastiske ved Foucault er jo stadigvæk, at hans forskning bygger på almindelige, gængse analysemodeller, hvormed vi altid har forstået verden - blot anvendt imod de hegemoniske strukturer, som hidtil har haft lukket den boks, ud af hvilken vi gerne skulle tænke. Ved at bedrive kildekritik og arkivforskning på et ekstremt stort antal kilder indenfor ikke mindst tabuerne og den konventionelle viden har han påpeget, hvorledes magtforholdene styrer. Det er klart, at noget sådant har bedre kår i Frankrig med sine revolutioner og restaurationer i de seneste 230 år, mens USA er forblevet stivnet i strukturer fra den samme tid. Derfor er USA så uendelig bagstræberisk og uden forståelse for den verden, vi lever i nu, hvor samarbejde og arbejdsdeling er alt imellem ligeværdige stater - for det er jo ikke lykkedes de "gamle" atommagter at holde skidtet på egne hænder, hvorfor udfordringen med at holde balancen er endnu større i dag end i den bipolære tid efter 2. verdenskrig.
Og lad os så også lige huske på, at USA har tabt alle sine krige siden 2. verdenskrig, hvor det jo også var Ruslands offer, der gav det største bidrag til sejren. Ligesom i Napoleonskrigene, hvor man dog kan ærgre sig gul og grøn over, at den lille korsikaner ikke vandt.

Karsten Aaen, Toke Andersen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Man skal være usædvanlig småt begavet for ikke at kunne overbevise sig selv om 'nødvendigheden' af det, der tjener ens egne øjeblikkelige interesser bedst.

Det er straks sværere at overbevise dem, der skal betale regningen for dette 'sacrificium intellectus' om nødvendigheden af, at det lige er deres sønner og døtre, der må ofres for at 'formilde guderne' og berede vejen for 'tusindårsriget' hvor manden og kvinden græsser fredeligt side om side (og alle jordens børn er lige så elskede, som de er ønskede af deres egen far og mor).

Nice try, Jens Cini - your nose is growing, og sporene skræmmer endnu.

Torsten Jacobsen, lars abildgaard og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Netop, Grethe Preisler, jeg har vidst det siden gymnasiet: hvis ikke man hæver det intellektuelle niveau i hele befolkningen, er demokrati ikke muligt. Og hvis ikke man hæver ansvarsforståelsen i samme moment, er vi lige vidt. Her er diskussionen om, hvorvidt "almindelige lønmodtagere" skal betale topskat et interessant symptom, hvor selvforståelsen synes at gå forud for de materielle realiteter: at man som håndværker eller industritekniker i dag i de fleste tilfælde vil tjene mere end de fleste akademikere. Som et kuriosum kan jeg nævne, at det ikke har været muligt at forhandle en pensionsordning på plads for akademiske undervisere i visse statslige uddannelsesinstitutioner. Staten er gået fra at være en uvildig part, der gik foran med overholdelse af alle regler og som skaber at en rimelig retstilstand, når reglerne manglede, til at se sig selv som et serviceorgan. Men servicen er virkelig kun et biprodukt af skabelsen af retstilstanden.

@alle jer der snakker om evidens...

Evidens er i bund og grund intet andet end en tro på, at årsagssammenhæng eksisterer. Det kaldes med et fint ord determinisme, som bygger på Aristoteles' ubevægede bevæger, og er så at sige en første årsag ala gud og andet religiøst pladder, som er ubeviseligt.

Indenfor naturvidenskaben kaldes det reduktionisme men i praksis er det stadig en tro på determinisme (som i bund og grund forudsætter at fri vilje ikke eksisterer). Det er et aktivt valg at tro på religiøst pladder ved at hævde, at der findes en årsagssammenhæng, og at alt kan reduceres til en første årsag.

Modsætningen til determinisme er indeterminisme. Indeterminisme er et brud med kausalitet og herigennem en tro på, at der ikke findes årsagssammenhæng (og samtidig en tro på fri vilje). Dette perspektiv kan hænge godt sammen med dele af det kvante- og kaosteoretisk syn på virkeligheden, men det er en anden diskussion; at videnskaben selv har modbevist årsagssammenhæng. For en introduktion til dette emne anbefales det at læse om Gödels ufuldstændighedssætning og om Heisenbergs ubestemthedsrelationer og/eller Københavnerfortolkningen (sammen med Bohr).

Derfor har jeg et sprøgsmål: Hvorfor vægter du determinisme højere end indeterminisme og hvad er dit motiv for denne moralske dom (denne vægtning af værdi er en moralsk dom, hvor nogle argumenter/synspunkter/perspektiver sættes højere eller lavere end andre)?

Hvis dit svar er at referere til et ydre princip, som menneskets natur, videnskab, religion, økonomi, historien, osv., flytter du argumentatorisk din begrundelse ud i metafysikken.

Til det følger næste spørgsmål: Hvorfor vægter du et metafysisk princip højere eller lavere end et andet? Og hvem har myndighed til at definere et almengyldigt metafysisk princip? Har du? har jeg? Har en helt tredje? Og hvorfor skulle denne definition være mere gyldig end en hvilket som helst anden eller tredje?

Ja det kan være svært at forstå andet end determinisme (og herigennem være ontologisk fundamentalist), hvis du er for indskrænket i dit perspektiv på verden eller din intelektuelle formåen.

Afslutningsvis vil jeg anbefale alle, der tror på evidens at læse op på induktionsproblemt og universaliestriden. Og ja, der er en grund til at de kaldes 'problemet' og 'striden'.

ps: Stråmænd, afsporing, putte-ord-i-munden og gå-efter-manden argumenter frabedes, da det ikke bidrager med noget konstruktivt. Jeg håber, at du vil forholde dig sagligt til ovenstående.

Helene Nørgaard Knudsen, Tue Lassen, Karsten Aaen, Niels Duus Nielsen og Jakob Lilliendahl anbefalede denne kommentar
Niels Engelsted

Jens Cini,
du er uden at vide det blevet offer for en konspiration. Den måde de på RUC underviser i social- og kritisk psykologi har hemmeligt til formål at vænne folk fra det sociale og humanistiske, så de bliver de gode biologistiske positivister, som konkurrencestaten i dag har brug for. Hvilket iøvrigt bekræfter Foucaults pointe om de bestemmende strukturer.

Tue Lassen, Steffen Gliese, Claus Jensen, Niels Duus Nielsen, Thomas Borghus, lars abildgaard og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Claus Jensen

Lars Jensen:

Det er ikke klart om den 'du', som du afkræver svar nederst, er lig med 'alle' øverst, men mind os lige om, hvad fri vilje er, hvis ikke en metafysisk forestilling, kronjuvelen i den religiøse fortælling?

Biopouvoir

Begrebet om biologiske størrelser og bestemmende magtstrukturer …

Size is the message. Die Hersteller von kondomen haben herausgefunden, dass die kleinste Grösse im Sortiment nur unter der Bezeichnung Large an den Mann zu bringen ist. Die Kunden dieses Guts sind struktuell unfähig, die Grössenangaben Medium oder Small auf sich selbst zu beziehen. Medium muss Extra-Large heissen. Das übliche Large-Format bringt ein semantisches Problem mit sich, da man es entweder mit Triple X Large oder mit Extra-terrestrisch markieren muss. - frit efter Sloterdijk.

Denne produktive magt tjener næppe til forbedring af biomassen – men udgør snarere en kilde til individualisering af et alment mændeskeligt pseudoproblem med flagellantiske overtoner …

Torsten Jacobsen

Lars Jensen,

Du har stavet ordet 'spørgsmål' forkert i afsnit 4. Nok er jeg indskrænket i mit perspektiv på verden, og til tider også begrænset i min intellektuelle formåen, men jeg kan som regel genkende en slåfejl når jeg ser den. Og det der er ikke en slåfejl, vil jeg hævde.

Jeg håber ikke at jeg med denne kommentar har afsporet den konstruktive og åbne debat du lægger op til?

@Lars Jensen – tror ikke dit indspark bringer nogen som helst ny erkendelse for naturvidenskaben – det er jo primært fysikere og andet godtfolk fra denne branche – der selv har defineret grænserne for erkendelsen – det er de som bekendt de bedste til …

Grethe Preisler

Der Untergang des Abendlandes:

En elefant kom marcherende
hen ad edderkoppens fine spind
fandt at vejen var så interessant
at den byder op endnu en elefant

To elefanter kom marcherende
hen ad edderkoppens fine spind
fandt at vejen var så interessant
at de byder op endnu en elefant

Fortsæt selv ad libitum .....

Cini/Jensen: Arv eller miljø ? Nature or nurture ? Hvis I ikke allerede kender Robert Sapolsky er her 25 forelæsninger, som er det mest nuancerede og berigende, jeg længe har set. Og tilmed morsomme. Hvis man nærmer sig emnet respektfuldt, fordomsfrit og nuanceret , kan man godt komme med forsigtige konklsioner. Felt like coming home. Men nuancer er så ... nuancerede.

https://www.youtube.com/playlist?list=PL150326949691B199

Morten Balling, Jens Cini, Karsten Aaen, Torsten Jacobsen og Thomas Borghus anbefalede denne kommentar
Claus Jensen

Torsten Jacobsen:

Rigide staveregler er en forholdsvis ny opfindelse, som har til formål at kvæle individ og kreativitet. I dette spørgsmål ligger jeg på linje med Roland Barthes.

Jeg husker i den forbindelse min fjerne ungdom på en højere læreanstalt i det angelsaksiske nord, hvor min tutor var en sådan pige, som jeg i min endnu fjernere ungdom havde lært at falde ubehjælpsomt for: En gnistrende eksotisk skønhed, petite, storbarmet, kulsort hår, moden, intelligent, målrettet, fuld af den intellektuelle selvtillid forbeholdt attraktive kvinder. Kort sagt med auraen af den begunstigede småborgers ulideligt lette tilværelse intakt.

Her var hun kun et par år foran os andre, havde just afsluttet sin MA i Engelsk og var straks landet i en lønnet stilling som tutor. Naturligvis. Da hun var ung og hip tilfaldt det hende at indføre os i den nyeste tekstteori, hvilket var Derrida og Lacan, til hvilken ende hun udleverede fotokopier af en tekst af antropologen Levi Strauss om dekonstruktion, som jeg senere skulle applikere på en historie af Thomas Mann.

Det var kort sagt tydeligt, at sexbomben med den fem-cifrede IQ ikke havde det fjerneste styr på dekonstruktion, og det havde hendes professor, som underviste ude på græsplænen, når vejret var til det, og utvivlsomt havde rig erotisk plaisir med både texte og målrettede studiner, heller ikke.

Dengang vidste jeg det ikke, men Derrida sørgede på denne vis for at dekonstruere en magtfulde romantiske institution, den livslange illusion, som havde bundet mig med snærende lænker til den borgerlige skinverden. Disenchanted fremstod jeg, fri til at gå i kloster eller hundene i visheden om, at elverpiger alle har hule rygge, og livet er formålsløst.

Tue Lassen, jens peter hansen, Torsten Jacobsen og Jakob Lilliendahl anbefalede denne kommentar
Niels Engelsted

Claus, hvor skriver du dog kønt, og så til Torsten, der selv har en poetisk åre af samme slags. Smukt, smukt!

John Robert Parkins

What!!!!!!! get a lifeI "Subjectivité et vérité, my arse no they dig up the mud and spray in over their bodies to protect the skin from the harsh rays of the sun. The mud not only protects the elephant from getting a sunburn, but it also protects their skin against insect bites, the loss of moisture and helps to regulate the animal's body temperature.
put that in your pipe and smoke it!

Janus Leth@ iøvrigt -tak for dit link til Robert Sapolsky. DR2 havde en udsendelse med ham for et års tid siden. Det ser rigtigt godt ud. Tager en forelæsning om dagen. En anden, der også er rigtig spændende er Giulio Tononi og hans søvn og bevidsthedsforskning.

Jakob Lilliendahl

Claus Jensen

Hvad er fri vilje, spørger du..
'Er' vilje, må jeg så spørge??

Hvis mine empiriske dimensioner har nogen gang på jorden, må jeg konkluderer at viljen 'er' !
For JEG er én, DU er én anden, ALLE er.. Mere end én.. ALT er noget helt fjerde.. Ellers må de samlede, ordnede entitet vi kalder JEG og DU og ALLE og ALT, jo være uintelligente og/eller vanvittige :) Sådan behandler vi entropi, ikk?

Men det kan da være at det blot er en religiøs antagelse om årsagssammenhængen.. Who knows?
Svaret på om viljen er fri finder du måske i spændingsfeltet mellem disse entiteter.. Good luck, have fun:)

Eller på en anden måde:

Hvis entropien virkelig er stigende i universet, må detaljerne ha vilkårligt små skalaer! Ellers må ALT jo være skønneste orden og udviklingen stoppe! Vi ville ha singularitet, men det er jo ikke tilfældet!

Fra wikipedia:

Alle organismer har en membran, der adskiller organismens indre fra det omgivende miljø. Uden den kan organismen ikke fungere, og døden indtræder øjeblikkeligt. På den anden side er organismen afhængig af at kunne udveksle stof og energi med omgivelserne, og derfor har de også udviklet metoder, som tillader kontrolleret passage gennem membranerne. Dette suppleres hos de højere udviklede, flercellede organismer med indbyrdes forbindelser på tværs af disse semipermeable membraner.

https://da.wikipedia.org/wiki/Entropi_%28%C3%B8kologi%29

Så håber jeg at budskabet trængte igennem XD - For lige præcis der har i jeres elskede ontologi!

Platonisme - Bvadr!

http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=tr%C3%A6nge - vis beslægtede ord

IT'S A RUNNING GAG - BAD PUN - DO NOT LIKE YOUR JOKES!

Jakob Lilliendahl

Ja, det var det jeg frygtede.. Jeg tror ikke desværre jeg kan gøre det bedre.. Nevermind, eller prøv evt igen.. Den sidste linje var bare en reference.. glem den

@Torsten: Ja, der er der helt sikkert. Tillykke med det.

@Claus J: Den fri vilje er ligesom den determinerede vilje et spørgsmål om tro. Det er derfor jeg godt kunne tænke mig at afklare, hvordan og hvorfor du (som i alle, der læser artiklen og skriver en kommentar hvor der vægtes/moralsk dømmes til fordel for evidens) vægter determinisme højere end indeterminisme?

Fra tidligere: "Hvad er dit motiv for denne moralske dom (denne vægtning af værdi er en moralsk dom, hvor nogle argumenter/synspunkter/perspektiver sættes højere eller lavere end andre)?

Hvis dit svar er at referere til et ydre princip, som menneskets natur, videnskab, religion, økonomi, historien, osv., flytter du argumentatorisk din begrundelse ud i metafysikken.

Til det følger næste spørgsmål: Hvorfor vægter du et metafysisk princip højere eller lavere end et andet? Og hvem har myndighed til at definere et almengyldigt metafysisk princip? Har du? har jeg? Har en helt tredje? Og hvorfor skulle denne definition være mere gyldig end en hvilket som helst anden eller tredje? "

Hvorfor denne klingen til det første princip/reduktionisme i en søgen efter Sandheden med stort S?

Grunden til jeg spørger er fordi, jeg er af den overbevisning at der findes 7 milliarder+ perspektiver på virkeligheden pt, og at de alle har den samme vægt af gyldighed, og jeg ser ingen grund til at simplificere virkeligheden på nogen måde, blot for at kunne sove roligt om natten eller lignende.

Niels Duus Nielsen og Jakob Lilliendahl anbefalede denne kommentar
Jakob Lilliendahl

Også sværger jeg på at der stod en helt masse, eksempler osv, under opslaget af verbet "trænge" da jeg selv slog det op for 2 timer siden.. Jeg ved ikke hvad der foregår

Torsten Jacobsen

Lars Jensen,

Jeg forsøgte at gå gennem min væg lige før. Det lykkedes ikke. Nu har jeg ondt i hovedet.
Hævder du at mit forehavende var lykkedes, hvis blot mit perspektiv havde været et andet?

@torsten: Jeg hævder ikke noget på dine vegne. Og til oplysning er jeg lige gået gennem min væg, og det gik fint.

Og din pointe var i forhold til determinisme/indeterminisme?

Torsten Jacobsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Sider