Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Konstruktionen af en ’supereuropæer’

Ny Habermas-biografi skitserer den berømte tyske filosofs intellektuelle udvikling, der førte til brud med både læremestre og den radikale tyske venstrefløj
Moderne Tider
12. juli 2014

Jürgen Habermas anses som Tysklands vigtigste nulevende tænker. Han er en af de få filosofiske superstjerner, hvis vanskelige værker fortsætter med at præge samfundsvidenskaberne. Selv omfanget af Habermas berømmelse er i sig selv berømt, udtalte den amerikanske filosof Ronald Dworkin, da Frankfurter-sociologen for nogle år siden fyldte 80 år.

I en ny biografi søger Oldenburg-sociologen Stefan Müller-Doohm at lægge nye sider til billedet af den tyske filosof, der kom til verden i Weimar-republikken og satte sit intellektuelle spor på såvel den vesttyske forbundsrepublik, som vore dages berlinerrepublik.

Som ung mand påbegyndte Habermas studier af politik og filosofi i Konrad Adenauers Tyskland og rettede i første omgang skytset mod forældregenerationens intellektuelle forrædere. Allerede i 1953 tog den unge Habermas i et indlæg i Frankfurter Allgemeine Zeitung kampen op med Frankfurterskolens filosofiske arvefjender og polemiserede mod den nazistisk belastede Martin Heidegger. Ved at anvende ’Heidegger mod Heidegger’ skabte den unge Habermas sig et ry som en modig og kamplysten intellektuel.

Venstreliberal stemme

Efter en kortvarig karriere som journalist blev Habermas assistent for Theodor Adorno ved Institut for Socialforskning i Frankfurt, hvor han også stødte på skepsis hos Frankfurterskolens grand old man Max Horkheimer, hvis modstand førte den unge tænker til universitetet Marburg, hvor Habermas fik sin doktorgrad.

Ironisk nok skulle Habermas siden overtage Horkheimers lærestol i Frankfurt, hvor han medvirkede til at modificere og demokratisere den oprindelige kulturpessimistiske marxisme, der prægede Frankfurterskolens første generation. Som Müller-Doohm påpeger, adskiller Habermas sig som medlem af flakhjælpergenerationen – den generation af unge tyskere, der i de sidste dage af Anden Verdenskrig blev indkaldt som reservekræfter for at udsætte naziregimets på det tidspunkt uundgåelige nederlag – rent kulturelt fra Frankfurterskolens generation af jødiske eksilfilosoffer.

Habermas bliver professor i Frankfurt i 1964 og cementerer på dette tidspunkt sin status som forbundsrepublikkens førende venstreliberale stemme, der både appellerer til ungdomsoprørere og universitetsfilosoffer.

Et afgørende brud med den mere radikale del af den tyske venstrefløj finder dog sted i 1967, da Habermas i kølvandet på mordet på studenten Benno Ohnesorg lægger afstand til studenterføreren Rudi Dutschke og advarer mod utopisk socialisme og ’venstrefascisme’.

I en lang række artikler og bøger undersøger Habermas sprog og kommunikation som afgørende for en velfungerende demokratisk offentlighed. Det er også i denne periode, at Habermas begynder en livslang refleksion over begrebet ’forfatningspatriotisme’, som han låner fra politologen Dolf Sternberger. Dermed søger Habermas at levere en normativ begrundelse for det unge tyske demokrati som en art republikansk modgift til en mere essentialistisk nationalisme, der få årtier tidligere havde lagt Europa i grus.

Samfundsengageret filosof

I dag er den 85-årige filosof mere aktiv som debattør end nogensinde. Som såkaldt ’supereuropæer’ har Habermas i de seneste år viet sin opmærksomhed til de politiske og demokratiteoretiske konsekvenser af eurokrisen. Habermas har i et utal af kronikker angrebet ledende europæiske politikere, ikke mindst den tyske kansler Angela Merkel, for at sætte det europæiske demokrati på spil.

Der er mildt sagt ikke mangel på Habermas-biografier. Eksempelvis udgav amerikaneren Matthew Spector i 2010 den fremragende monografi Habermas, der sætter Habermas’ intellektuelle løbebane i forbindelse med den politiske udvikling i efterkrigstidens vesttyske forbundsrepublik. Alligevel leverer Müller-Doohm over 750 sider et væsentligt bidrag til Habermas-forskningen, hvilket ikke mindst skyldes, at Habermas trods skepsis over for den biografiske form har indvilliget i at stille dele af sin private korrespondance og sine arkivmaterialer til rådighed for Müller-Doohm.

Stefan Müller-Doohm: Jürgen Habermas. Eine. Biographie 750 sider, 30 euro.. Suhrkamp Verlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Der burde være en særlig moms på bøger som er på over 200 sider.

Mihail Larsen

Habermas og Dutschke

Nu har jeg faktisk kendt begge to personligt og iler med at tage vinden ud af sejlene på den enes opgør med den anden. Studenteroprøret var en hektisk periode, ikke mindst i Tyskland (der sloges med et andet, indre opgør med resterne af det nazistiske statsapparat), og derfor blev positionerne ofte formuleret meget skarpt. Dutschke var ingenlunde fortaler for en fascisme, og gik da også straks i rette med Habermas, da han følte sig provokeret til at komme med udtalelsen. Begge ærgrede sig siden over affæren, der naturligvis blev samlet op af den højreorienterede presse og brugt som 'bevis' på studenternes farlighed, og udviklet til en hetz, der 11. april 1967 førte til et mordforsøg på Dutschke.