Læsetid: 7 min.

Sådan blev sløret muslimsk

Højeste instans har nu afgjort, at Frankrigs forbud mod tildækning ikke strider mod menneskerettighederne. Tilsløring af kvinder har en lang og primært kristen historie, forklarer en fransk professor i æstetik i et indsigtsfuldt nyt essay, der burde være obligatorisk læsestof
Skjult. For det vestlige blik er der intet positivt at hente i tilsløring, forklarer professor i æstetik Bruno Nassim Aboudrar i bogen ’Comment le voile est devenu musulman’ – hvordan sløret blev muslimsk. Afsløring er altid den positive modsætning til tilsløring i Vesten, hvor moral, politik og etik er baseret på den status, synet har.

Matthias Gebauer

12. juli 2014

Lad os starte med et billede.

Det er et tilsyneladende helt uskyldigt fotografi fra det franske dagblad Le Monde fra 2007. Det forestiller en mand og kvinde siddende på en seng. Han har skæg og er klædt i hvidt og er iført en slags tøfler. Noget skulpturelt menneskeligt er tilsløret i sort og sidder klos op af ham.

Lad os starte ved billedet, fordi vor vestlige kultur er en visuel kultur, hvor synet, afsløring og gennemsigtighed spiller en væsentlig rolle.

Det vil sige, at det bestemmer forholdet til videnskab, etik og politik, ikke mindst på grund af den hellige oplysningstid. Vi kan næsten ikke se det på en anden måde. Vi kan ikke se igennem vor egen måde at se på. Vi opererer med lys, der skal projektører på, lys på scenen.

»Livet er en scene,« som Shakespeare harformuleret det.

Vi laver forestillinger. Billeder. Alligevel søger vi efter, hvem vi egentlig er, uden for billedet, uden for spejlet. Men hvem og hvad er vi uden at blive set i den vestlige verden?

Bruno Nassim Aboudrar, professor i æstetik ved Sorbonne i Paris, tager udgangspunkt i billedet fra Le Monde i indledningen til bogen Comment le voile est devenu musulman – hvordan sløret blev muslimsk. Det er med denne analyse, Bruno Nassim Abroudars bog kan virke øjenåbnende for enhver, der er født og opvokset i en billedkultur.

Aboudrars essay er netop udkommet i Frankrig, kort tid inden Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol for et par uger siden stadfæstede den franske stats ret til at forbyde den totale tilsløring i det offentlige rum med en vag henvisning til den særlige franske måde »at leve sammen på«.

Abroudar analyserer især, hvordan vore sanser skaber indsigter. Man tør næsten ikke atter sige ’indsigtsfuld’ eller ’dybtfølt’, for hvilke sanser hæfter det sig så på?

’Indsigt’ er en vestlig, positiv metafor. Vi kan slet ikke høre den som negativ. Aboudrar afslører i den grad – ’afslører’, endnu en positiv metafor – vor egen positive værdisætning af netop blikket i forholdet til objektet. Vi vil se mere og mere, og det kan vi kun forestille os er godt.

Det er nærmest kun med blikmetaforer, vi i vor opbygning af viden tror, vi kan finde sandheden. Den vestlige kultur har en især visuelt orienteret, metafysisk base. Vor moral, politik og etik er baseret på den status, synet har i den vestlige verden. Der er i vestlig erfaringsteori intet positivt at hente i tilsløring, forklarer Aboudrar. Afsløring er altid den positive modsætning til tilsløring.

Det er derfor, vi starter med et billede. Og med noget, som er endnu sværere at se end et billede: at se alt det, vi ikke ser.

En undersøgelse af det vestlige blik

Det billede, Bruno Nassim Aboudrar tager udgangspunkt i, blev bragt i forbindelse med en artikel den 8. juni 2007. En mand mistænkt for terrorisme var blevet bortført fra Milano til Egypten, hvor han var blevet tortureret. Nu var han på fri fod og fortalte sin historie til le Monde. Det er god, solid Le Monde-journalistik af den slags, vi betragter, som noget nær det allermest objektive her i verden. Og det virker. Det virker, som om manden er uskyldig i terrorisme og har været udsat for en frygtelig oplevelse. Det er ikke sandhedsværdien af selve udsagnet, Aboudrar undersøger. Kun billedet af personen, der illustrerer artiklen. Det, som først og fremmest skal undersøges, er her vort blik, og hvordan det i enhver forstand er et syn for sagen.

Fotografiet i le Monde er sort-hvidt. En mand og en kvinde sidder på en seng.

»Manden ser lige ind i kameraet. Ved hans højre side og helt op ad ham sidder en sort form, ugennemsigtig, som hviler sin sorte behandskede hånd på hans lår; han har sin nøgne hånd lagt på hendes skulder. Bagved på hylderne ses små hyggelige, hæklede duge,« skriver Aboudrar.

Hvad er der problematisk ved dette billede? Hvad fik æstetikprofessoren med hans omfattende baggrund i europæisk billedhistorie til at studse over det? Der er intet i dette billede, forklarer Aboudrar, som kan overraske en fransk læser, der slår op i sin avis og kikker på det over eftermiddagskaffen. Man genkender uden videre en ’islamist’ på skægget, det udfordrende blik, og skikkelsen ved siden af ham, som ikke er et spøgelse, men en from imams hustru. Man har vænnet sig til at se den slags billeder i pressen, på tv og i biografen; faktisk er det præcis den type billeder, der journalistisk set signalerer islam.

Men hvad er det så ’man’ ikke ser, mens man stirrer sig blind på egen selvfølgelighed i billedet? Eller når man forfalder til den vestlig verdens islam-klicheer.

Vi genkender opstillingen, der skal vise et kærligt par. Sådan som vi nu synes, ’det kærlige’ er.

»Manden, som efter alle sine genvordigheder genfinder sin kone i ’home sweet home’ til en ’happy end’,« skriver Aboudrar.

Faktisk er det et rigtig betryggende billede. Fra en verden, hvor vi troede, at alt var anderledes, får vi nærmest et Disneybudskab tilbage. Alt kan aflæses. De elsker hinanden, rører hinanden hemmeligt, men her synligt. Billedet viser derfor, »uden aggressivitet, alle tegn på et andet alternativ, at de vestlige værdier, som vi har prøvet at udbrede til hele verden, først med europæisk kolonisation dernæst med amerikansk imperialisme, har sejret«.

Den kristne arv

For nej, påstår Aboudrar så, det er ikke demokrati, som har sejret. Det er ikke lighed, det er ikke feminisme, eller det omvendte. Det, som har sejret, er synet og billedet som det fremherskende. Det, som sejrer, er ikke, om kvinden på billedet er underkastet eller – og det kan sagtens forsvares – ikke underkastet en muslimsk mand.

»Det, vi genkender, er visse træk fra den nordeuropæiske ikonografis kristne billedverden.«

Det kunsthistoriske berømte ægtepar fra Arnolfini i Jan van Eycks maleri, der som billede og dermed forestilling ligger bag størstedelen af ægteskabelig lykke-ikonografi i Vesten, er ikke engang så vulgært, at de ligefrem sætter sig på sengen. Sengen står blot i periferien, der dog implicerer en hel del spejle. Til gengæld er gestikken den samme og er blevet gentaget så ofte, at den nu er slået fast. Det er derfor, den er så velkendt – også i billedet af islamisten med kone: Billedet kommunikerer gennem vestlige tegn på kærlighed. Som disse hænder, der lægges på den andens krop, og som er dybt forankrede i vestlig ikonografi. Vi var så århundreder om at komme fra kristendommens blufærdighed til en sådan fremvisning.

I islam er en sådan fremvisning af intime følelser til gengæld helt udelukket. Ægteskabet betyder noget helt andet. Der er intet, som ikke i den forstand er forkert i Le Mondes billede – eller islamistens selvfremstilling, om man vil, i forhold til bare en nogenlunde traditionel måde at være muslim på. Det er ikke kun kvinden, som hører til i intimsfæren. Det gør stort set alle disse tegn, inklusive overhovedet at lade sig afbillede. Det, vi ser som billede i le Monde, nærmest ser som et vestligt hverdagsbillede, er i den forstand billedet og synsontologiens sejr. Verden i billeder har sejret – og kvinden som sort, men synligt spøgelse er i al paradoksalitet blevet det allerstørste ikon for en religion, der i respekt for Guds uafbilledlige mægtighed kun kan være billedløs.

Bruno Nassim Aboudrars essay påviser mange flere aspekter af slørets historie. At, ja, det var fra starten især omtalt i kristendommen, og at kristendommen er blevet ’vor’ kultur gennem Paulus og kirkefædre, som i deres enorme misogyni stort set har forudset samtlige af de argumenter for kvinders tilsløring, der nu er fremherskende også hos muslimer. Paulus skriver, at kvinder skal dække hovedet »på grund af engle«. Kirkefaderen Tertullian, skriver i direkte forlængelse af Korintherbrevene, at »Herren over kvinden er manden, og herren over Kristus er Gud«. Derefter diskuteres det vidt og bredt i kristendommens tidligste tider, om det er bedst at have hovedtøj på eller ej over for denne den største herre. Men nederst i kristendommens hierarki er lige fra starten kvinden. Det er hende, der altid er underlagt.

Det er også noget, som fra gamle tider ret hurtigt genformuleres ud fra Muhammeds åbenbaringer, selv om den til visse tider har ført til langt tidligere anerkendelser af kvinders rettigheder, end den vestlige verden har formået.

Men det ved vi selvfølgelig? Vi, som gennemskuer alt?

Kapitlet om franske koloniherrers accept af tilsløring hos arabere, skønt »de unddrager sig vor magt, fordi de tilslører deres kvinder« understreger blot, at der ikke er noget som helst enkelt svar på, om det er frivilligt for en kvinde at tilsløre sig eller ej. Man kunne nærmest sige, at den dag, der for alvor er frihed i verden, er den dag, hvor en kvinde for alvor kan tillade sig at tilsløre sig uden at være underlagt andre magter end Gud.

Bruno Nassim Aboudrar: Comment le voile est devenu musulman: 250 sider, 20 euro: Flammarion

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Karsten Aaen

Øhm - jeg synes ikke rigtig vi hører noget om hvordan det kristne slør lige pludselig blev muslimsk her...

Heinrich R. Jørgensen og Lars Knudsen anbefalede denne kommentar

Eftersom kommunikation mellem mennesker ikke kun foregår verbalt, men også via ansigtsudtryk, så er tilsløring en ekstrem forringelse af kommunikation mellem mennesker i forhold til et menneskes intentioner med kommunikationen.... Deri har Holger Danske jo ret - hvis man som menneske "formummer sig", så kan man skjule sine intentioner og derved opnå fordele eller sikre anonymitet på godt eller ondt. Derfor er der også et reelt sikkerhedsmæssigt aspekt og dermed en samfundsmæssig risiko ved "formumning". Genkendelse og identifikation af en person er ikke mulig ved "formumning af en person". Her i DK havde vi således en mandlig fange, der flygtede fra et statsfængsel iført en kvindes burka...

Det er korrekt at Paulus lavede et voldsomt barn på de tidlige kristne kvinder - dels ved at forbyde dem at tale i forsamlinger og dels ved at pålægge dem at tildække sig. Dette skyldes sandsynligvis at Paulus aldrig har mødt Jesus, endsige drøftet dette emne med Jesus. Således er der tale om Paulus' egen tilgang til kvinder. Paulus var en dygtig administrator, men hans fortolkning af kristendommen var hans egen, og den var i modstrid til flere af Jesus' oprindelige disciples fortolkning. Der er endog forskere, som mener at Paulus oprindelig var romersk spion, og at han faktisk planlage mordforsøg på Jesus' bror. Så meget for Paulus, som således har drejet kristendommen væk fra Jesus oprindelige meget mere ligeværdige tilgang til mænd og kvinder.

Det interessante er, at Jesus aldrig har udstedt disse befalinger eller forbud. Tværtimod var Jesus en opmærksom samtalepartner for kvinder (Martha vs Maria).

Man kan forestille sig, at sløret oprindeligt blev anvendt til at skærme sig for ørkenstormenes sand, og det er derfra, at det stammer. Dette er den mest plausible forklaring på tildækningen. Herhjemme var hovedtørklæde meget almindelig for høstarbejdende kvinder langt op i 1950'erne, da de så ikke fik hår i øjnene, mens de arbejdede....

Heinrich R. Jørgensen, Brian Pietersen og Jesper Hansen anbefalede denne kommentar
ellen nielsen

Hvor ting og sager stammer fra kan være historisk interessante
men er fuldstændig ligegyldige i nutidens samfund!

Hvordan de bruges er derimod gyldige!

charlotte keck

Til Lilli: Nu var det jo Paulus og ikke Jesus der grundlagde religionen, så i denne sammenhæng
er det ikke så væsentligt, hvad Jesus sagde og gjorde.
At kvinder bærer slør er en førkristen foreteelse, som fortsatte under kristendommen. Kvinderne i det antikke Athen bar også tørklæde.
Alle tre store religioner har traditioner, der seksualiserer kvinders hår. Samtidig var tørklædet også et værn mod solen i de varme lande.
Det er væsentligt at skelne mellem det traditionelle hovedtørklæde, der ikke skjuler andet end håret og har været accepteret i århundreder hos nonner og sygeplejersker, og burka eller chador, der vitterligt formummer.
Jeg synes tørklædets historie er yderst interessant! Tak for en spændende artikel.

charlotte keck

Til Lilli: Nu var det jo Paulus og ikke Jesus der grundlagde religionen, så i denne sammenhæng
er det ikke så væsentligt, hvad Jesus sagde og gjorde.
At kvinder bærer slør er en førkristen foreteelse, som fortsatte under kristendommen. Kvinderne i det antikke Athen bar også tørklæde.
Alle tre store religioner har traditioner, der seksualiserer kvinders hår. Samtidig var tørklædet også et værn mod solen i de varme lande.
Det er væsentligt at skelne mellem det traditionelle hovedtørklæde, der ikke skjuler andet end håret og har været accepteret i århundreder hos nonner og sygeplejersker, og burka eller chador, der vitterligt formummer.
Jeg synes tørklædets historie er yderst interessant! Tak for en spændende artikel.

Carsten Hansen

Historie er stort set altid interessant.
Historien viser os hvorfor nogle stadig agerer og har holdninger fra den tid.

Problemet er, at de fleste andre for længst har bevæget sig videre og de der lever i fortiden er blevet til en anakronisme. I hvert fald på vores breddegrader.

Lighed mellem kønnene er kommet for at blive. Kvinders rettigheder er der blevet kæmpet for. Folk bør ikke kæmpe for at visse kvinder fortsat skal forblive tilslørede, men kæmpe for de rettigheder vi anerkender, bør være globale.
Vel; Skulle der være kvinder der vitterligt selv, efter modne overvejelser, vælger at formumme sig, så skal de ikke tvinges til andet. Men ALLE demokratisk sindede mennesker må og skal være fortalere for at dette valg er reelt.

Og ingen er vel i tvivl om at det er det ikke for alle ! Hverken her eller andre steder.

' Man kunne nærmest sige, at den dag, der for alvor er frihed i verden, er den dag, hvor en kvinde for alvor kan tillade sig at tilsløre sig uden at være underlagt andre magter end Gud.'

Man kunne nærmest sige, at hvis Gud mener at kvinder skal være tilsløret, havde Han nok sørget for, at de blev født med slør'.

Og så spar os for mere af den slags bavl. Tak.

Søren Ansbjerg

Jeg fik denne her galt i halsen: "Billedet kommunikerer gennem vestlige tegn på kærlighed. Som disse hænder, der lægges på den andens krop, og som er dybt forankrede i vestlig ikonografi."

Jeg må sige at jeg er lidt skeptisk overfor tanken om at idéen om nærhed, berøring og kærtegn skulle være en direkte følge af vestlig kultur. Jeg ville nok nærmere mene at det hænger sammen med at vi er pattedyr og flokdyr. Jeg skulle mene at man kan finde eksempler på det samme blandt en hel del andre grupperinger, om man så ser på mennnesker, eller f.eks. chimpanser.

Det lugter lidt af at udgangspunktet er "vesten er bedst", fulgt af en uholdbar rationalisering for at bakke om om det. Samme smøre som at kristendom skulle være nødvendigt for demokrati, hvilket ikke rigtig forklarer demokratiet i Athen dengang før kristendommen blev til. Men det er vist et sidespor.

Jesper Hansen

"Bruno Nassim Aboudrar, professor i æstetik ved Sorbonne i Paris, tager udgangspunkt i billedet fra Le Monde i indledningen til bogen Comment le voile est devenu musulman – hvordan sløret blev muslimsk. Det er med denne analyse, Bruno Nassim Abroudars bog kan virke øjenåbnende for enhver, der er født og opvokset i en billedkultur."
.
Nonsens. Tværtimod er det slet ikke overraskende, at en europæisk professor i æstetik kan ikke se skoven for bare træer, netop fordi han helt i den europæiske fascistoide åndstradition, overbetoner synet og det for-øjet-sig-værende. Blændværk!.
Han ser kun det, hans forsimplede fascinative blik kan skue, hvorefter han overfører sit reducerede blik til objekterne, og fra sit indskrænkede univers i den romerske interpretatio-myte-tradition og den vesteuropæiske idiomatiske sprogopfattelse, ikke ser de logiske problemer der følger, når han insisterer på, at de misforståelser og fejlfortolkninger der udspringer af hans egen snæversynede fortolkning, er en egenskab ved billedet-i-sig-selv. Hermed er professoren, forblændet af sit primitive fascinationsblik, bragt ud i en sproglogisk fortabelse, hvor han ikke blot ser syner og opbygger kunstige realiteter, men også i noget der ligner febervildelse eller tvangstanker, ligefrem begynder at hævde, at billeder "taler" og "kommunikerer" til ham.
Ring til den blå vogn!

Hermed ender han med at,

Klassiske romerskske interpretatio, i bund og grund med at skabe kunstige realiteter

"Billedet kommunikerer gennem vestlige tegn på kærlighed. Som disse hænder, der lægges på den andens krop, og som er dybt forankrede i vestlig ikonografi."

Jesper Hansen

"Bruno Nassim Aboudrar, professor i æstetik ved Sorbonne i Paris, tager udgangspunkt i billedet fra Le Monde i indledningen til bogen Comment le voile est devenu musulman – hvordan sløret blev muslimsk. Det er med denne analyse, Bruno Nassim Abroudars bog kan virke øjenåbnende for enhver, der er født og opvokset i en billedkultur."
.
Nonsens. Tværtimod er det slet ikke overraskende, at en europæisk professor i æstetik kan ikke se skoven for bare træer, netop fordi han helt i den europæiske fascistoide åndstradition, overbetoner synet og det for-øjet-sig-værende. Blændværk!.
Han ser kun det, hans forsimplede fascinative blik kan skue, hvorefter han overfører sit reducerede blik til objekterne, og fra sit indskrænkede univers i den romerske interpretatio-myte-tradition og den vesteuropæiske idiomatiske sprogopfattelse, ikke ser de logiske problemer der følger, når han insisterer på, at de misforståelser og fejlfortolkninger der udspringer af hans egen snæversynede fortolkning, er en egenskab ved billedet-i-sig-selv. Hermed er professoren, forblændet af sit primitive fascinationsblik, bragt ud i en sproglogisk fortabelse, hvor han ikke blot ser syner og opbygger kunstige realiteter, men også i noget der ligner febervildelse eller tvangstanker, ligefrem begynder at hævde, at billeder "taler" og "kommunikerer" til ham.
Ring til den blå vogn!

Jesper Hansen

»Det, vi genkender, er visse træk fra den nordeuropæiske ikonografis kristne billedverden.«
At det er lige præcis det Bruno Nassim Aboudrar genkender (han omtaler sig selv "vi", ligesom de franske konger), skyldes vel, at det netop er den optik han insisterer på at bruge.