Læsetid: 5 min.

Billigt fransk på Vesterbro

Betjening er kaotisk, men venlig, og i køkkenet står folk, der kan lave fra bunden og efter bogen – til rimelige penge
Udskiftning. Engang lå værtshuset Café Yrsa her – nu har den fransk inspirerede Je t’aime overtaget pladsen på Dybbølsgade, hvor der efterhånden er langt mellem whiskybarerne.

Tor Birk Trads

9. august 2014

Je t’aime er det gamle Café Yrsa med hunde i vinduet og gammeldags værtshusservering. Bygningen hedder simpelt hen Yrsaro og ligger over for Carlsborg, og de skuer begge majestætisk ud over Dybbølsbro og banelegemerne, som om de kigger på en storhed, jeg aldrig har været vidne til. Art déco-detaljer i Yrsaros arkitektur har længe har været helt uanselige i vesterbroslummen, men et generelt kvarterløft og forbedringen af ruten fastlandet-Amager med åbningen af Dybbølsgade i den ene ende og cykelslangen i den anden ende af Dybbølsbro puster liv i de gamle bygninger, og gør Dybbølsgade til en central københavnerrute, nu med fransk pit-stop.

Jeg havde bestilt bord til tre – min ledsager, kokken, min dreng og mig. Vi startede med en aperitif udenfor og bestilte to Aperol, sommerens drik, der oprindeligt serveres i Norditalien som spritz med boblevand og prosecco og denne sommer også syntes at have nået vores del af verden. Her på Je t’aime var den billig, men der var også kun danskvand i for de 50 kr., og så er den lidt halvkedelig. Kokken tog en Kronenbourg, og drengen tog en sodavand. Nogle gæster sad her bare for at få et glas vin eller en kaffe, og der lugtede af krydderurter og Gauloises Blondes fra nabobordet.

Jeg havde lyst til at starte med ost og bestilte en ostetallerken til vores aperitif udenfor. Det var dejlige oste. Fem perfekt modne og perfekt tempererede oste, korrekt anrettet ko, får og ged med lidt konfiteret vinrabarber til og noget groft baguette. Man kan blive helt lykkelig, når osten er god og serveret med forstand.

Det var ikke en varm sommernat, så vi gik indenfor for resten af aftenen. Alle bordene var tiltalende på forskellige måder: med udsigt eller i en krog. Vi endte ved et rundt bord tæt på baren og blev præsenteret for dagens menu håndskrevet på et skilt, tjenerinden slæbte over. Kokken valgte torsketatar og lammekrone, drengen valgte vildtrillette og coq au vin, og jeg valgte muslinger og dagens vegetarret – blomkål. Bortset fra rilletten, der var ’helt oppe’ på 75 kr. lå forretterne på den uforklarligt billige pris af 50 kr., og de to af hovedretterne tilsvarende på sympatiske 100 kr., mens lammet kostede 175 for den gode udskæring.

Franske nuancer

Kokken – der i sine unge dage har gået på skole lige ved og er kommet en del på Café Yrsa – kunne sidde og kigge rundt i lokalet og sige: Lige her var billardbordet, og dér var jukeboksen. Nu er her nymalet og renoveret, men slet ikke uden stemning. Lofterne er støvet blå, væggene hvide og de høje, flotte træpaneler højrøde. Jeg syntes, det var et fantastisk farvevalg. »Tricolore,« sagde kokken bare, og det havde han jo ret i. Men tænk, at det franske flag også er hyggeligt som indretning, når man vælger de rigtige nuancer. Og stort set også stedets eneste franske kliché, som til gengæld var så stor, at man ikke helt fik øje på den.

Ellers var væggene prydede med et bredt udvalg af malerier: alt fra portrætter og landskaber til gamle blomstertavler. På toilettet var der særligt hyggeligt med to toiletter i samme rum så man kan sidde ved siden af hinanden, et smukt gammelt terrazzogulv, friske hortensiablomster og rullede håndklæder.

Restauranten bød på en lille snack, mens vi ventede på maden: små, delikate, velsmagende og meget varme butterdejstærter med pesto og ost. Vi havde bestilt en flaske Mersault Premier Cru fra kortet til 800 kr. Lidt stort i slaget måske, men maden var jo billig. Det sendte tjeneren på en ordentlig rundtur i køleskabet og endte med, at hun desværre ikke kunne finde den og i stedet anbefalede sylvaneren til 250 kr., for den kendte hun. Vi bad hende lede efter en anden, men det var lige så svært, for der var rod i vinene, og værten var på Roskilde Festival, kom det frem. Ærlig snak. Hun insisterede igen på sylvaneren, men til sidst fik vi hende til at stille et lille udvalg af vine, der var til at finde, frem, og vi valgte en Ladoix Blanc 2007 fra Sylvain Loichet til 600 kroner. Den var fin.

Når maden er god, er alting godt

Maden var mere end god. Torsketataren var badet i grønne urter og serveret med afskindede limefileter og skalotteløg, muslingernes fede muslingevand med smør og piskefløde var voldsomt velsmagende. De lange, rå grøntsagsstrimler ovenpå var vist mest til pynt, men havde været gode til det fede, hvis man havde kunnet få dem ind i munden. Drengen var glad for vildtrilleten med overskårne tørrede tranebær og kartoffelchips, der virkelig var som tynde, hjemmelavede taffelchips. Brødcroutonen var selvfølgelig hjerteformet.

Der var ikke ingen ske til muslingesuppen, men så måtte man jo bruge skallerne, og der var ingen skål til skallerne, så de måtte jo rage lidt ud over tallerkenen, og der var heller ikke noget at skylle eller tørre fingre i med, men så må man jo blive lidt griset. Når maden er god, er alting godt.

Kokken var meget tilfreds med sit store stykke lam og med, at hans grøntsager inkluderede dampet radise og stegt spidskål, drengens coq au vin var en rigtig herreudgave med kæmpe stykker lardon og i kraftig rødvinssovs. Min blomkål var rygende varm med nye gulerødder og i en enkel krydderurtekrydret, let flødelegeret sovs, der ophøjede grøntsagen til hovedret. Helt overordnet var der ingen tvivl om, at der stod nogen i køkkenet, der kunne lave mad. Fra bunden og efter bogen.

Drengen bestilte friske jordbær til dessert, og igen serverede restauranten en lille eftersnack til alle: en lille crème brûlée perfekt brændt på toppen og kold i bunden.

Farvel til whiskybarerne

Je t’aime har noget så godt som smag. Både indretningsmæssigt og stilmæssigt, men først og fremmest med hensyn til maden, der ikke er halvstuderet bistromad, men rigtig klassisk, fransk kogekunst. Det lave prisniveau er en anden stærk måde at holde fast i den franske bistrodrøm på. Man kan falde ind hele dagen helt fra kl. 9 til morgenmad med blandt andet croissanter til en tier eller æg à la Je t’aime. Eller falde i om aftenen til deres franske spirituosa og kigge dybt i chartreuseflasken. Frokost er fra kl. 12 og holdt på en salat med gedeost eller muslinger. Den lidt kaotiske betjening var fuldt opvejet af sympatisk velvillighed og venlighed.

»Hvad fanden, det er sgu da ikke Café Yrsa,« sagde en brandert til en anden brandert, da vi var på vej ud ad døren, og prøvede at lave nye koordinater til sine skrævende og let vaklende skridt. Men der er snart langt til den næste whiskybar på Vesterbro. Hvis de er heldige på Je t’aime, så kapitulerer Steff Houlberg-pølsebiksen også snart, så de kan lave fransk servering på hele Yrsa Plads i overensstemmelse med Yrsaros fine storhedsfornemmelser.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu