Læsetid: 3 min.

Facebook gør os til kapitalismens kønsdel

Smartphonen er et undertrykkelses­instrument, og et like på Facebook er et digitalt amen. Den tyske filosof Byung-Chul Han tager fat på det moderne menneskes illusioner om egen frihed
23. august 2014

Hver eneste gang du trykker ’like’ på Facebook, er du i virkeligheden i færd med at underkaste dig en neoliberalistisk magtteknik. Hver eneste gang du tjekker din smartphone, indskriver du dig frivilligt i undertrykkelsen og afskriver dig selv som person.

Sådan lyder den kompromisløse tese i den seneste bog fra den tysk-koreanske filosof Byung-Chul Han, der bygger videre på allerede udfoldede tanker i tidligere værker som Müdigkeitsgesellschaft (2010) og Transparenzgesellschaft (2012).

I Psychopolitik. Neoliberalismus und die neuen Machttechniken (’Neoliberalismen og de nye magtteknikker’) fortsætter Han, der er ansat ved Berlins Universität der Künste og har opnået status som tysk filosofis nyeste stjerne, sin refleksion over det neoliberale paradigme, der driver det moderne individ ind i en rastløs jagt på selvoptimering i kapitalens interesse.

Byung-Chul Hans tese bygger på en historiefilosofisk antagelse, som på den ene side vedkender sig sit marxistiske fundament, men på den anden side fastholder, at Marx ikke gik tilstrækkelig langt. I disciplinærsamfundet, der er nært knyttet til industrisamfundets fremkomst, bestod magtens teknik i en disciplinering af kroppen. For at optimere produktionen af profit var det nødvendigt at disciplinere arbejderen ved samlebåndet.

Til forskel fra tidligere tiders samfundsformer er neoliberalismen – hvis egentlige sammensætning og økonomiske særkende ikke indkredses synderlig præcist – kendetegnet ved magttekniker, der ikke opleves som tvang af de underkastede. I det neoliberale samfund er vi blevet vores egne undertrykkere og entreprenører. Magtens teknik er blevet psykologisk. Ganske vist sprænger neoliberalismen klassesamfundets hierarki i stykker, men erstatter samtidig den ensidige udbytning af arbejderen med en gnidningsløs og usynlig magt, der i stedet kapitaliserer på vores følelsesliv. »Subjektet« bliver et »projekt«, konkluderer filosoffen.

»I dag tror vi, at vi ikke er underkastet som subjekt, men er et frit projekt, der igen og igen må gøre udkast til og genopfinde os selv. Denne overgang fra subjekt til projekt ledsages af en fornemmelse af frihed«, skriver Han og forklarer, at vi har internaliseret disciplinen på et psykologisk niveau, hvilket er med til at forklare stigningen i antallet af depressioner og følelsen af udbrændthed i det moderne præstationssamfund. I bestræbelserne på at gøre os selv til optimale spillere på det uregulerede markeds præmisser ender vi med at give køb på intimitet og hemmeligheder og lader os dermed forvandle til »kapitalens kønsdel«.

Af samme grund er den moderne borgerlige og liberale frihed kun en forbigående historisk fase, som i truende grad står over for at blive annulleret af markedsmanipulerende teknikker som big data, hvis reducerende sammenfatning af menneskelige forbrugsvaner ifølge Han har potentiale til at styre og manipulere enkeltindividers beslutningsprocesser. Når internetbegejstrede utopikere peger på nettets demokratiske potentiale for transparens, ser Han en ophobning af ligegyldigheder, tømt for politisk indhold, der gør os til passive tilskuere til demokratiet. Likes og følelsesudbrud bliver et led i kommercialiseringen af menneskelig kommunikation.

Byung-Chul Han henter inspiration hos tyske stjernefilosoffer som Hegel, Nietzsche, Heidegger og Marx og arvtagerne i Frankfurterskolen – fra Adorno til Axel Honneth – samt ikke mindst franskmanden Michel Foucault, hvis oprindelige begreb om ’biopolitik’ ifølge Han må suppleres med det mere tidssvarende begreb om ’psykopolitik’.

Resultatet bliver dog samlet set et opkog af kulturkritiske klicheer. Psychopolitik har derfor også fået en krasbørstig modtagelse i de tyske kultursektioner. Hans tese er både stærk og enkel, men af samme grund også svær at sluge. Kulturpessimismen bliver ganske enkelt for gennemgribende, og de stejle teser forekommer i højere grad som tilspidsede påstande uden nævneværdigt analytisk forarbejde. Stilen er tilstræbt essayistisk, men måske burde filosoffen i stedet bestræbe sig på at levere en mere grundig og mindre postulerende form for argumentation.

Byung-Chul Han: Psychopolitik. Neoliberalismus und die neuen Machttechniken, 123 sider, 20 euro, S. Fischer Verlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer