Læsetid: 6 min.

Det onde år

Krig var afskaffet, fornuften havde sejret, sammenbruddet var umuligt dengang for 100 år siden. Men det kom, og professor Martin Zerlangs fascination af året 1914 og Første Verdenskrig er blevet til en medrivende bog
Ignoreret. Produktionen af karikerede landkort blev en hel industri under krigen, her med Europa udformet som personer. Danmark træder ikke i karakter, dels fordi landet er så lille, at der ikke er tilstrækkelig plads til kunstnerisk udfoldelse, dels fordi landet ikke for alvor tæller med i det storpolitiske spil. Foto fra bogen

Ignoreret. Produktionen af karikerede landkort blev en hel industri under krigen, her med Europa udformet som personer. Danmark træder ikke i karakter, dels fordi landet er så lille, at der ikke er tilstrækkelig plads til kunstnerisk udfoldelse, dels fordi landet ikke for alvor tæller med i det storpolitiske spil. Foto fra bogen

23. august 2014

Der er et før og et efter. Før og efter 1914. Året sætter skel. Som hos Stefan Zweig: mellem verden af i går og verden af i dag. Zweigs verden, Die Welt von Gestern randt ud august 1914.

Det kan selvfølgelig diskuteres. Historien er trods fristelse og fascination af mærkedage ikke sådan at dele op i før og efter konkrete begivenheder. Gårsdagens verden var måske forbi længe før. August 14 udspringer unægteligt af forudgående begivenheder: personer, tendenser, udviklinger. Gode historikere sætter en ære i at lægge snittet, hvor andre ikke ser det, men hvor forandringen faktisk sker. Skæbneåret 1914 kan ikke tænkes uden dets forudsætninger: den fransk-tyske krig, kolonialismen, Østrig-Ungarns korrupte regime, serbernes nationalisme, etc. Det wilhelminske Untertan-samfund, alt dette og uendeligt meget mere bidrog til festen. Som skildret af romanforfatteren Heinrich Mann, som i modsætning til sin mere berømte og dengang krigsbegejstrede bror Thomas ser tragedien i lyset af en prøjsisk tradition for ubetinget underdanig lydighed og vender sig i væmmelse mod krigen.

1914 har ydermere sit udspring i næsten ufattelig idioti i ledende militære lag, redegjort for af Barbara Tuchman i hovedværket The Proud Tower. Tuchman klarlægger de store europæiske klassesamfunds så at sige sociale og politiske forudbestemmelse til at placere overklassens dummeste sønner højt på strå i de militære hierarkier. Uden denne kollektive stupiditet i officerskorpsene havde skyttegravskrigen i al dens gru næppe været mulig; krigen var måske blevet en anden, måske undgået.

Martin Zerlangs ærinde i hans nye bog: 1914 domineres ikke af kontrafaktiske spekulationer. 1914 er et stort anlagt forsøg på at identificere dette specielle års herskende strømninger og kunsten med henblik på at tælle pulsslagene hin augustdag, da kanonerne bragede løs og ændrede det unge århundredes kurs mod den langtrukne verdenskatastrofe, hvis virkninger vi fortsat lever i skyggen af.

En del af en historisk forudsætning for en begivenhed eller et ’skæbneår’ og forståelsen af fænomenerne i og omkring det er først og sidst datidens menneskers uvidenhed om konsekvenserne. Disse var vitterligt ikke nemme at få øje på i august 14. De folk, de få, der vidste besked eller blot havde deres bange anelser, blev druknet i massernes begejstring for det kommende store opgør, forløsningen og renselsen i Guds navn.

Uforglemmeligt er billedet af den unge krigsbegejstrede Hitler i folkemængden på Odeonpladsen i München. Her fik den senere massemorder en forsmag på folkemængdens betydning, han aldrig glemte. I den anden ende sad så en ensom og foragtet Heinrich Mann – på kant med broren, hovedrystende over dumheden – og stirrede civilisationssammenbruddet i øjnene.

I hovedstæderne modtages krigen med jubel. Krigsmodstandere eller spionmistænkte som Asta Nielsen i Berlin overfaldes, ja ligefrem myrdes som Jean Jaurès i Paris. Situationen understreger massernes nye betydning samt de fremvoksende massemediers tilsvarende. Den, der behersker kommunikationen, styrer masserne, det erkender de lærde, men det er de forkerte, der tager erkendelsen af massernes letbevægelighed til sig, parate til at udnytte potentialet.

Tidens tegn

Netop dette motiv er tidens tegn: eneren i massen. Den tyske sociolog Emilie Kiep-Altenloh interesserede sig for filmen som naturligt mødested for millioner, der i biografens mørke midt på dagen bivånede heltens bedrifter som eneren mod massen. Eller Chaplins protest mod det massesamfund, der fostrer umenneskeligheden.

Tre betydningsfulde ord fra året er netop: massemenneske, mentalitet – og race.

Mentalitet som nøgleord for det, man ikke forstår i massernes drift, men kun aner. Et ord, som får det til at vende sig i andre end Johannes V. Jensen. Hvad forklarer ordet? Dementerer det ikke just individet? Ikke desto mindre opererer samfundsforskerne siden verdenskrigen med mentalitetshistorie og diskuterer nationernes identitet i håb om at komme til bedre forståelse af krig og fred som andet end nationernes naturlige drift mod enhed og (race)renhed.

I Welt von Gestern gør Zweig gang på gang opmærksom på den fremherskende vished om solid stabilitet i al tid fremover. Krige er afskaffet. Fornuften har sejret endegyldigt. Menneskene – læs centraleuropæeren – har bevæget sig et skridt højere op på udviklingsstigen. I dannede og uddannede kredse er et sammenbrud umuligt, og hvis det endelig kommer, hvad det ikke gør, bliver krigen kortvarig nærmest som en ædel kappestrid, og alle kommer hjem før jul.

Krigens umulighed

Forud for 14 gennemlever Europa jo en sammenhængende fredsperiode instrumenteret af generationer, for hvem tolerancen og samarbejdet nationerne imellem er indiskutabel. De unge studerer i hverandres universitetsbyer, tilegner sig sprog, kultur, dannelse og trives i de internationale miljøer. Perioden før 14 ligner på mange måder årtierne efter 1989, hvor intet eller ikke ret meget kunne gå galt. Europa er tæmmet, den nye verdensorden en realitet.

Den erindrede ’vished om fornuftens sejr’ i Zweigs berømte selvbiografi er ofte overset: forfatterens uendelige smerte, mindre over den tabte tid i Prousts forstand, som over den blinde sorgløshed brat dementeret i undergangen. For Zweigs vedkommende i yderste konsekvens små 30 år senere ved selvmordet midt under tragediens anden uundgåelige del i Anden Verdenskrigs landflygtighed.

Som Zerlang understreger, udviser året 1914 netop på baggrund af den lange fredsperiode en uhyre sammensat europæisk domineret kultur med hjørnespark til USA samt et utal af kunstneriske strømninger og andre energier drevet af den optimisme, der bliver gjort til skamme af begivenhederne. Disse udløser atter andre strømninger, hvis radikalitet definerer næste kapitels reaktion – i sidste ende diktaturerne.

Puslingelandet

I tidens stil og som en modedille omkring 1914 fremstiller et væld af mere eller mindre talentfulde bladtegnere Europa i allegoriske former. Ofte er kortet over den dengang centrale verdensdel udformet som personer presset ind i landenes former. Karakteristisk er Danmark bare Danmark uden særlige kendetegn. Dels fordi landet er så lille, at der ikke rigtigt er plads til kunstnerisk udfoldelse på den begrænsede plads. Og det er også den anden grund. Landet tæller ikke med, hvor de store spiller, og kommer så heller ikke til det, puslingelandet, der med Aakjærs ofte misbrugte ord hyggede sig i smug.

Det er muligt at hyggen også dengang var en national dansk specialitet, men det betød nu ikke, at landet i 1914 lå i dvale. Tværtimod: Kulturkampen udkæmpedes, og der var plads til en ung Storm P’s totalanarkiske visdom – 13 øre alt iberegnet, som manden sagde, der havde stødt hovedet mod Rådhuspladsen og indvarslede dada.

Det hele er værd at få opsummeret af Martin Zerlang, hvis bog konsekvent tager udgangspunkt i det hjemliges personligheder med Georg Brandes i spidsen.

Brandes tager sin del af opgøret, da Georges Clemenceau sender sit brev, Adieu Brandes, hvori den franske ministerpræsident opsiger sit årelange venskab med den store dansker efter dennes forgæves forsøg på at kalde alle krigsførende til fornuft.

Bøger om 1914, og hvad deraf fulgte, er selvsagt i mangfoldigt tal i år. Skal man vælge én, er Martin Zerlangs bud ikke et ringe valg. Metodisk opdeler forfatteren det fatale år i delemner og indpasser disse i tidens målestok.

Det er i mentaliteternes og mediernes forskydninger og skred, man finder det mest dækkende billede af den nye verden, digteren Appollinaire rullede ind i, da han i sin lille bil ankom fra forstæderne til Paris og så mobiliseringsplakaterne blive klæbet op. Da forstod han og hans ledsager, at de var kørt ind i en ny epoke, og at de nu var kommet til verden. Den nye.

Man kan roligt tale om hos Martin Zerlang at geråde i vildrede midt i 1914’s mangfoldighed, men på et væsentligt højere plan.

Martin Zerlang: 1914, 336 sider, 350 kroner, Gad

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olav Bo Hessellund
  • Steffen Gliese
  • Jakob Lilliendahl
Olav Bo Hessellund, Steffen Gliese og Jakob Lilliendahl anbefalede denne artikel

Kommentarer