Læsetid: 5 min.

Beværtet: Katastrofekurs i Bredgade

Den kompromisløse, sikre franske restaurant er kommet fatalt på afveje. Der skal rettes fundamentalt op, hvis man skal overveje at komme der igen
Fra flagskib til færgemad. Hvorfor fik vi fornemmelsen af ikke længere at sidde i drømmen om et lille stykke af Frankrig, men i en kønsløs hotellobby hvor som helst i verden eller at være ombord på en stor færge, hvor alt skulle gå hurtigt?

Fra flagskib til færgemad. Hvorfor fik vi fornemmelsen af ikke længere at sidde i drømmen om et lille stykke af Frankrig, men i en kønsløs hotellobby hvor som helst i verden eller at være ombord på en stor færge, hvor alt skulle gå hurtigt?

Tor Birk Trads

27. september 2014

Jeg skulle lige til at spørge den vakse tjener, om hun gik rundt i skotskternet vest i sympati med uafhængighedsbevægelsen i Skotland, da jeg opdagede, at de tjenende ånder i restauranten, kvinder som mænd, alle gik rundt i ens lyseblå skjorter, bordeauxrøde slips og skotskternet vest. Det var godt, at jeg ikke nåede at fyre den dumsmarte bemærkning af, men helt ærligt, hvad ligner det at forvandle en enkel-elegant bistro til et tivoli?

Le Sommelier har siden åbningen i 1997 været et flagskib og pejlemærke for den bølge af brasserier og bistrorestauranter, der lige siden er skyllet ind over landet. Bag det hele har alle årene stået Jesper Boelskifte og Erik Gemals, der har udgjort et stærkt trekløver sammen med kokken Francis Cardenau, der kom fra Kommendanten, en af Københavns mest velrenommerede restauranter, der nu er fortid.

Fordi der virkelig var noget at fejre, og fordi Le Sommelier i flere år har været en af byens traditionelt sikre kort, havde jeg sat forfatterinden stævne dér fredag aften. Der var samtidig noget nyt at skrive hjem om, for den enkle og rustikke restaurant har hen over sommeren gennemgået en større renovering. Indgangspartiet er blevet forvandlet til en fancy bar i zink, farverige mosaiksten i gulvet og med høje lysegule læderstole omkring baren og i vinduespartiet, ligesom hele konceptet for restauranten har fået en ordentlig makeover.

Hvor var kokken?

Men hvorfor var det, at vi i samme øjeblik, vi satte vores ben i restauranten kunne mærke, at Le Sommelier i den grad er på afveje? Hvorfor fik vi fornemmelsen af ikke længere at sidde i drømmen om et lille stykke af Frankrig, men derimod i en kønsløs hotellobby hvor som helst i verden eller at være ombord på en stor færge, hvor alt skulle gå hurtigt? Måske fordi det meste var fimset på den tarvelige måde, måske fordi vi, så snart vi var blevet placeret ved vores bord, effektivt fik stukket en, to, tre tarvelige store stive menukort med arkaiserende skrifttyper i hånden for snacks, mad og vin, så man skulle tro, man var havnet på Jensens Bøfhus eller en anden af de fuldstændig kønsløse konceptrestauranter rundt omkring. Sammen med de tragiske ens tjeneruniformer får det stedet til at virke billigt.

Og for nu at tage forskud på en gennemgående forfærdelig kulinarisk oplevelse, så var maden lige så tarvelig, som stedet er blevet. Ret skal være ret, de to forretter gik lige an, men resten var egentlig ikke værd at skrive udførligt hjem om. Men et kort resumé må alligevel til.

Jeg valgte aftenens tre-retters menu til 435 kr. med tilhørende vinmenu til 450 kr. Forfatterinden spiste a la carte og to retter.

Officielt var Francis Cardenau aftenens kok, men alt det, han kan og traditionelt har stået for på Le Sommelier; al den sjæl og omhu, han gennem årene har lagt i tilberedningen, var som forduftet med det nye koncept. Hvor var han egentlig henne?

Min første ret var et o.k. stykke dampet sandart med tilbehør og sauce af bagte auberginer og tomater. Fisken havde fået lige i overkanten, men ellers var det anstændigt, men også ret kedeligt. Dertil drak jeg retfærdigvis en rigtig god og klokkeklar Chablis, 1. Cru 2011, fra Damian & Romain Bouchard. Ikke et ondt ord om den dejlige rene vin.

Ikke til aftenens udvlagt

Forfatterinden fik lidt mere originalt grillet blæksprutte lagt på velbagte peberfrugter, friske stykker sprød rød spidskål og sort soyadressing eller -sauce simulerende blæk. Helt klart aftenens bedste og mest gennemførte ret. Desværre drak hun dertil en decideret skuffende hvid bordeaux, Les Arums Lagrande, en trist og krydret sag uden anden vilje end at være en krasbørstig kedelig fætter.

Og så gik det ellers kulinarisk gevaldigt ned ad bakke. Jeg fik som hovedret store stykker oksekød med radicchio, syltede løg, kartoffelstykker vendt i andefedt og sauce lavet på Carl Johan-svampe. Jeg orkede end ikke at spørge, hvad det helt præcist var for en udskæring, for kødet var helt dødt, uden nogen smag og tilbehøret generelt under niveau og uinspireret. Det er sådan noget. man i heldig fald, og hvis gæsterne er overrislet nok, slipper af sted med til et stort selskab. Portionen var alt for volumniøs, det forfinede var forstødt som et fremmedord på den tallerken, og selve det rustikke brasseriekoncept udvandet.

Til hovedretten drak jeg en Roagna Delcetto d’Alba fra Piedmonte, som lugtede svagt af pissoir og harpiks og smagte bittert af te og kirsebær. En rigtig frugtbasse, men alligevel halvkedelig italiensk vin uden de store ambitioner om andet end at kede i længden.

Forfatterinden fik som hovedret store stykker stegt gedekid med løg og ultratynde flager af fennikel og små stykker jordskokker. Igen alt for voldsom en tallerken, kødet uden den store smag og tilbehøret på det jævne. Men det værste var den ekstra lille lerskål med en gratin bestående af kartoffel og løg og masser af ost. Oversaltet og uden skygge af raffinesse. Det virkede som en fornærmelse at servere den.

Til den fik hun derimod aftenens bedste vin, en Eben Sadie Soldaat fra Sydafrika, lavet på ren grenache. Økologisk. Den smagte som vin fra Sydtirol, og jeg fik for alvor modbevist min løstsiddende tese om, at man skal holde sig langt væk fra sydafrikansk rødvin. Forfatterinden mente, at vinen lugtede som at træde ind hos en gammeldags skomager, af læder og frisk træ, måske ligefrem savsmuld. Og den smagte også derefter. Den vin var jeg ret misundelig på.

Færgen er straks i havn

Vi holdt humøret oppe ved at diskutere den nye biografi om Suzanne Brøgger. Forfatteren Louise Zeuthen viser overbevisende, hvor radikalt og kompromisløst et liv, Brøgger har levet, hvor meget hun stillede sin krop til rådighed for et større ideologisk frigørelsesprojekt, og hvor meget man må forstå hendes handlinger ud fra en undersøgelse af livsnydelsen i alle dens former. Det er svært ikke at forestille sig, hvordan hun, hvis hun havde været til stede, ville være udvandret fra Le Sommelier i protest mod denne hån af sjælen.

Desserten var blommetærte med is og pistaciesmulder. Igen kørt hen over skabelonen og lavet til masserne, ikke til de udvalgte gæster en særlig aften i september. Ligeså jævn og forudsigelig var den Sauternes, Chateau Rieussec fra 2007. Den vakte umiddelbar glæde, men glemt igen i samme øjeblik, den havde fløjtet af i munden.

Vi ventede næsten længselfuldt på beskeden fra højtalerne: Færgen er i havn om få minutter. I hvert fald havde vi på ingen måde lyst til at tage kaffen dér eller hænge ud i baren, lagde pligtskyldigt de 1.530 kr. og skyndte os fra borde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu