Læsetid: 5 min.

Beværtet: Øllebrød

Maden er slået stort op på Mikkellers restaurant i Viktoriagade. Indretningen er formidabel, øllet godt, snapsekortet imponerer, men maden halter
Rustikt. Gode øl, men lidt mere ujævn – og ikke mindst tung – mad på Mikkellers nye restaurant.

Rustikt. Gode øl, men lidt mere ujævn – og ikke mindst tung – mad på Mikkellers nye restaurant.

Tor Birk Trads

13. september 2014

Når jeg står nede i Kihoskh på Vesterbro om morgenen og køber min croissant, bliver jeg altid glad ved at der ved siden af Mikkellers bog om øl naturligvis også findes Øllen om bogen. Det er da opfindsomhed, der kilder. Ikke mindst i grafikeren Keith Shores streg, der pryder det meste af, hvad Mikkeller laver. Keith Shores streg er original nutidighed, der har reminiscenser af gamle dages grafikerfag, med karakterer og satire, ganske som Mikkellers ølsucces er nyskabelse og tradition på flaske med både karakter og poesi. Til Mikkellers ølimperium med ølbarer ikke bare her i byen, men også i udlandet er der også blevet tilføjet et spisested, Øl & Brød, i Viktoriagade på Vesterbro et par gadenumre fra dér, hvor Mikkellers første ølbar ligger. ’Restauranten om øllen’ må det være, og et sted, man kunne have forventninger om samme stilsikkerhed til.

Jeg havde bestilt bord en fredag aften. Lokaleindretningen var i sin overlegne leg med traditionen en fornøjelse i sig selv. Gammeldags frokostrestaurant i dansk havneby med flaskegrønne og grå nuancer og knager og lysestager i messing, som på en kro i Gilleleje, men helt uden snoede reb og tegninger af skibe. Derimod Keith Shores tegninger i glas og ramme på væggene, Montana-lignende interiør i specialmål og sofasæder i lys eg med hynder i specialmål og sofaryglæn fastmonteret på væggene i gammel stil, men nyt snit. Krofatter kan ikke være fattig. Service er Georg Jensen, Holmegård og stentøj fra Noma-keramikeren.

Som det første blev vi spurgt, om vi kunne tænke os at drikke snaps i løbet af aftenen. Vel i forhold til om snapseglassene ellers skulle tages af bordet. De havde 200 forskellige snaps, kunne tjeneren oplyse, så vi følte os forpligtede til i hvert fald at studere kortet, før vi bestemte os.

Snaps er spændende. Ikke noget, jeg drikker, men læser man ned over sådan et kort, er det alligevel fascinerende. Mange små hygge-producenter med navne som Hr. Skov og et udbud af årgange, man ikke vidste fandtes mere, og smage og dufte fra den gode natur bevaret i ånd.

Friteret fiskepind

Vi valgte to gange fem-retters menu med tilhørende ølmenu og bestilte oveni to glas æblemost fra Kysøko som aperitif. En tæt og koncentreret, ravgul most af Discovery-æblet i smukke vinglas. Meget lækkert at starte med.

Lidt mindre lækkert at starte med var det, der så flot i menuen hed brandade, altså mos af saltet torsk, men i realiteten var en kort friteret fiskepind på dildmayonnaise med tørrede grønne krydderurter. Lidt voldsomt at lægge ud med fedt og friture, selvom nogle uidentificerbare grøntsagstern var opløftende og viste sig at være syltet, rå kartoffel. Det var bare det eneste skarpe i retten. En lys ale, MAD Beer Salt, i vinglasset var fin og med let skum.

Her på stedet får man meget at vide om øllet, man drikker. Det går lidt ind ad det ene øre og ud ad det andet øre på mig – og at dømme på de andre gæsters ansigtsudtryk, mens tjeneren forklarer, også på dem. Men servicen var upåklagelig. Mellem retterne får man nyt bestik, som tjeneren kommer med på en lille metalbakke med stofserviet. Det er stil. Ligesom vandkaraflen, der hele tiden blev fyldt op. Til næste ret valgte min ledsager en hjemmelavet snaps med fennikel og æble. Det kunne der godt være en alkoholfremtid i. Ølmenuen bød på en passende frisk Vesterbro Wit til den delikate, minimale makrelmad på et lille stykke ristet rugbrødsfilet med dejlig røget makrel og toppet med tynde radiseskiver holdt fast af grøn urtemayonnaise. Røræggen blev anrettet ved bordet fra en lille portionsgryde af kokken selv og det var alt i alt en rigtig god makrelmad.

Med en »dobbelt IPA«, hvilket jeg ved et opslag har forstået betyder en dobbelt mæsket Indian Pale Ale, var vi nået til tredje ret: hotwings med svampe. Det viste sig at være to retter, der ret umotiveret var havnet på samme tallerken. Panerede, friterede hotwings med chili og eddikepulver og en lille svampetoast ved siden af. Svampene havde ventet på hotwingsene og var blevet kolde, og det var ærgerligt, for de havde klaret sig bedre uden. Der var lidt kejserhat, der smagte af opdræt, kantareller, der smagte af langt fra Danmark, og sorte tragtkantareller, der smagte godt. Personligt havde jeg holdt mig til den sidste. Igen på en ristet rugbrødsfilet og med Karl Johan-mayonnaise til, som min ledsager påpegede, at man snart har fået for meget af rundt omkring i byen. Overordnet en dejlig idé med svampetoast, men ingen af svampene kom rigtigt ud af emballagen. Hotwings var et kapitel for sig og smagte godt, som kvalitetsfastfood, men lukkede samtidig appetitten helt. Efter tredje ret havde der været nok af majo og friture, til at man havde mistet lysten til mere mad og snarere havde lyst til at spole lidt tilbage. Jeg har aldrig forstået, hvorfor ølrestauranter tager det sådan på sig med alt det fedt. I hvert fald ikke, når øllet tilsyneladende vil mere end bare bytur, hvor det kun handler om at balancere promillen.

Lidt for fedtet

Ret færdige altså fik vi aftnens fjerde ret: den populærmoderne udskæring nyretapper med begge saucerne, bearnaise og bordelaise. Bordelaisesauce ville på dette stadie have føltes som en befriende grøntsagsjuice, men blev hældt oveni bearnaisen ved anretningen, så man igen ikke slap for den fede. Palmekålen var friteret og let harsk og havde været meget mere imødeset, hvis den havde været rå og frisk. Det bedste, man kunne grave ud af denne ret, var igen det lille stykke rugbrød nedenunder det hele med syltet rød spidskål som næste lag. Sådan en lille kålmad var lækker. En hilsen til det smørrebrød, man måske bare skulle holde sig til, og som er det, der står på kortet til frokost. Øllet derimod var en upåklageligt god mørk ale, Jackie Brown.

Vi sluttede af med en osteanretning bestående af Arla Unika blåskimmelost med lakridssirup og blåbærpulver til min ledsager og kokoscreme med ananas, ananassorbet og limegranita til mig. En voldsom stout til osten, piratos-øl, kaldte min ledsager den, og en øl, der var ualmindeligt sur af japansk citrus a la pomerans til desserten. Vi var vist bare lidt smagsmæssigt tabte på dette tidspunkt og havde det svært med, at ingen retter rigtigt havde hvilet i sig selv.

Man kan ikke sige andet end, at stemningen på Øl og Brød er endog meget hyggelig med en meget ung besætning, der egentlig giver den gas i et ret lille køkken med meget få og små faciliteter, men selve øllebrødet synes i hvert fald her på aftenkortet at være slået for stort op med for mange ideer og for lidt stringens og skulle måske enten skrues endnu mere tilbage til sin arbejdstitel øl og brød eller i hvert fald trimmes lidt med mere karakter og stilsikkerhed for helt at leve op til den standard, stedet lægger op til.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu