Læsetid: 3 min.

Den chokerende Simone Weil

Den franske filosof, anarkist og mystiker Simone Weil, der døde af tuberkulose og sult under 2. Verdenskrig blot 34 år gammel lever videre i de chok andre tænkere stadig får, når de støder ind i hende
6. september 2014

Den franske filosof Simone Weil havde en frygtindgydende fremtoning. Filosofkollegaen Georges Bataille beskriver, hvordan hun tog sig ud i 1936, 25 år gammel:

»Hun var en grim pige og tydeligvis beskidt. Hun havde sort tøj på, som var dårligt syet og med pletter. Man følte sig dårligt tilpas: Hun talte langsomt med et klarsyn, der lå over det hele: sygdom, fattigdom og død var hende ligegyldige«.

Bataille undlader ikke at omtale hendes store »jødenæse«. Åbenbart var der noget helt vildt ved den usædvanlige unge kvinde, der ikke faldt i de mandlige tænkeres smag. Weils lærer på det berømte parisiske gymnasium Henri VI, filosoffen Alain, kaldte hende »marsmand«. Men det var især kombinationen af intelligens og medfølelse, som gjorde indtryk. Simone de Beauvoir, der var et år ældre og gik på samme geniudklækkende gymnasium, fortæller i sine erindringer, hvordan Weill begyndte at græde, da hun fik nyheden om hungersnød i Kina: »Jeg havde endnu mere respekt for hendes tårer, end for hendes filosofiske evner.«

Alt dette kan man så læse hos den tidligere redaktør for Le Nouvel Observateur Jacques Julliard, der i den lille serie Voltaires café hos forlaget Flammarion har kastet sig ud i et essay om sit eget ’møde’ med Simone Weil. Denne gang ikke i fysisk forstand, men i mødet med Weils tekster, som har været under udgivelse siden 1988.

»Jeg har ingen særlig kompetence andet end oplevelsen af det chok, jeg fik, og min eneste ambition er at delagtiggøre andre i denne intellektuelle følelse,« skriver Julliard.

Rationalitet – og empati

Hvad er det så for et chok, en mand som Julliard får, når han læser Simone Weil? En mand, der ellers livet igennem med sin journalistik og i høje stillinger har arbejdet for den franske venstrefløj? Det har på sin vis med det ydre at gøre. For det er en tankefrihed udtrykt i praksis, som rammer Julliard med Weil, en tanke, som til hver en tid forlener et teoretisk liv og en stærk rationalitet med medfølelsen og nødvendigheden af et åndeligt liv. Weil tog det praktiske liv på sig med en fremtoning som en munk eller en nonnes, men uden at tage en kirkes ’autoritet’ på sig. Trods sin katolske omvending sluttede den jødisk fødte Weil sig aldrig til den katolske kirke, som hun kritiserede som værende totalitær.

Weil lod sig trods sin kejtethed, ansætte både i metalindustri og landbrug i tredivernes Frankrig. Hun havde derfor ikke, som så mange af sine samtidige, abstrakte idealer om, at det blot var samme type arbejde, som skulle fortsætte ufortrødent på andre hænder i en postrevolutionær tid. I den forstand var Weil anarkist, et ord som nærmest er gået i glemmebogen i vore dage, hvor frihed kun har et navn: liberalisme. Hendes frihedstanker gik ud på, at arbejderne skulle have selvbestemmelse over et arbejde, som skulle ændre karakter.

I sine filosofiske studier kastede Weil sig med stor indsigt i græsk filosofi over Hegel, Marx, Lenin og Trotskij. Hun kritiserede dem godt og grundigt halvtreds år før, Muren faldt. En mur som nødvendigvis måtte falde, når tanken ikke var fri. Det indså Weil tidligt og sagde det i egen person til den gamle høvding Trotski, da han i 1933 for en kort tid søgte tilflugt i Weilfamiliens hjem i Paris:

»Det er Dem, der er idealist, når de kalder den dominerende klasse for en underlagt klasse«. Det var på et tidspunkt, hvor selv Trotskij stadig troede, at målet helligede midlet.

Kapitalisme og marxisme

Anekdoten om, hvad Weill siger til Trotsky, står at læse i et kapitel hos Julliard, som hedder: »Kritik af kraften: En antitotalitær tankegang«. Weils kritik af magt følger magtens bevægelser ind i såkaldt revolutionære bevægelser, men også ind i de partidannelser i demokratiet, hun var så inderligt imod, fordi pamperiet straks genopstår alle vegne.

Weil lader sig selv aldrig forblænde af Marx’ faldgrube: Med Marx’ analyse af kapitalismen og dens ’nødvendige’ opløsning i en revolution er det præcis samme produktivitet – og fascination af den – der føres videre. Kapitalisme og marxisme er gjort af samme stof. Det er især denne kritik, der interesserer Julliard.

Men selv Julliard kan ikke komme uden om det, Weil især mødte, og som førte til hendes nærmest martyragtige død:

»Det jeg ikke havde regnet med i det uløselige problem om Gud, var dette: Kristus selv steg ned og tog mig«.

Som fortsat er næstekærlighedens mysterium, og som især er et chok.

Jacques Julliard

Le Choc Simone Weil

Café voltaire Flammarion, 2014

133 s.

12 Euro

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lars Rasmussen
Lars Rasmussen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu