Læsetid: 5 min.

I begyndelsen var mafiaen

Professor Ole Thyssen søger i ny bog at kortlægge statens idehistorie. Resultatet er en fortælling, der mindsker afstanden mellem den antikke stat, romerstaten, oplysningstidens liberale stat og den moderne velfærdsstat
Mislykket. Ønsker man forklaring på, hvorfor f.eks. Irak igen kæmper med mafiastrukturer, er Ole Thyssens bog ikke stedet at søge svar. Til gengæld får man en sammenkædning af et omfattende tekstunivers.

Ali Abbas

11. oktober 2014

Bøger om staten er populære for tiden. En hel stribe af udgivelser har den seneste tid kastet lys over statens udvikling, indretning og krise. Francis Fukuyama har netop afsluttet sit eksorbitante tobindsværk om staten med Political Order and Political Decay. Ove Kaj Pedersen udgav tidligere på året Markedsstaten, som var den historiske forløber for hans omdiskuterede Konkurrencestaten fra 2011. En række andre udgivelser tematiserer statens transformationer fra det antikke Grækenland til den globale tidsalder. Den lov synes at gælde, at jo mere staten er i krise, desto mere har tidens intellektuelle behov for at skrive om den.

Det gælder også filosoffen Ole Thyssen, der i anledning af sin 70-års fødselsdag udgiver en stort anlagt statsbog, Statslegender: Filosoffernes blik på staten – fra flodstat til velfærdsstat. Bogen tager i modsætning til andre statsbøger ikke sit udgangspunkt i detaljerede studier af statsvidenskab, kulturhistorie eller sociologi. Derimod er Thyssen interesseret i det specifikt filosofiske syn på staten.

Gennem tiderne har forskellige filosoffer – fra antikkens førsokratikere over renæssancens statsmænd til velfærdsstatens chefideologer – anlagt forskellige syn på staten. I stedet for traditionel filosofihistorie vil Thyssen optrevle statsfilosofiens historie og undersøge, hvordan filosoffer med tiden har iagttaget, beskrevet, hyldet og kritiseret de forskellige statstyper, som den europæiske historie har frembragt. Bogen er opbygget som et studium i en lang række af statens former strækkende sig fra flodstaten til bystaten, imperiet, den enevældige stat, den merkantile stat, republikken, nationalstaten, diktaturet og endeligt til staten som demokrati og velfærdsstat. Målet er en samlet fremstilling af, hvad Thyssen kalder statens diagram, altså statens fundamentale former, menneskesyn og politiske systemer.

Tor Birk Trads

Det er som allerede antydet en ambitiøs opgave. Et af bogens fortrin er, at den giver en samlet fremstilling af statens idehistorie. På tværs af forskellige tankesystemer og på tværs af den enorme historiske spredning giver bogen indtryk af en kontinuitet mellem de forskellige statsprojekter. Det skal ikke forstås sådan, at alle stater igennem historien har arbejdet hen imod et fælles mål eller kan bestemmes ud fra en fælles doktrin. Men Thyssen beskriver den fortløbende udvikling og tilpasning af nye statsformer som en læreproces, hvis centrale formål har været at sikre større forudsigelighed og effektivitet i statens handlinger. Ligesom den vestlige idehistories store filosoffer som regel har forholdt sig til hinanden som allierede og kritikere, løber også den ene statsform over i den anden. »Staten er en tidsmaskine, som opsuger verdens usikkerhed, forvandler den til orden, blot for at se sig slået af nye tiders usikkerhed,« skriver Thyssen.

Mellem Marx og Hegel

Fordi bogen på denne måde bskriver statens filosofihistorie, bliver den overordnede årsagsforklaring og hypotese samtidig mere uklar. Som i Det Filosofiske Blik, der udkom i 2012, og senere i lillebroren Blikskift er Thyssen her inspireret af sit forbillede, den tyske sociolog og systemteoretiker Niklas Luhmann. Fra Luhmann henter Thyssen den tanke, at der ikke gives uafhængige iagttagelser. Faktisk gives der slet ikke iagttagelser af staten. »En stat kan ikke iagttages. Den er ikke en ting, man kan pege på,« som Thyssen programmatisk anfører for at forklare læseren den grundlæggende forestilling om staten som en legende.

Statens historie har af samme grund intet logisk centrum. Hvert statsfilosofisk system har sit eget perspektiv eller blik, som Thyssen i mere dunkle afsnit mener er bestemt af samfundet, men som samtidig gennem dannelsen og formuleringen af statsteoretiske ideer præger samfundet. Det efterlader læseren med et delvist uafklaret kausalitetsproblem. Er det ideerne, der skaber staten, eller er det staten – og bagved den samfundet, de sociale klasser eller materielle forhold – der bestemmer ideerne? Thyssen synes at være splittet mellem Hegels idealisme og Marx’ materialisme.

Det, som gør de fleste statsteoretiske oversigtsværker tankevækkende, er deres evne til at forklare, hvordan relationen mellem filosofiske ideer og konkrete samfundsinstitutioner og forandringer finder sted. For eksempel finder vi i Michel Foucaults studier af den antikke stat en klar teori om magten over livet. Hos Fukuyama afdækkes, hvordan de politiske fællesskabers historie skal skrives ud fra samspillet mellem social sikkerhed, retsstat og demokrati. Hos Ove Kaj Pedersen beskrives arbejdspligtens og arbejdsrettighedernes historie fra det 16. og 17. århundrede som forhistorien til velfærdsstaten. Med andre ord præsenterer disse statsteorier en hypotese, som kan afprøves, og som der kan anføres evidens og argumenter for.

En lignende samlet fremstilling findes ikke i Statslegender. Ole Thyssen har derimod en anden, nærmest deskriptiv ambition om at kortlægge statens idehistorie. Fordelen ved denne tilgang er, at vi præsenteres for en stærkt syntetiserende fortælling, der mindsker afstanden mellem den antikke stat, romerstaten, oplysningstidens liberale stat og den moderne velfærdsstat. Platons og Aristoteles’ lære om den atheniensiske stat bliver naturligt forlænget til en diskussion af retssubjektet hos Cicero og Seneca og videre til Thomas Aquinas, Luther, Machiavelli, Spinoza, Thomas Hobbes, John Locke og detaljerede analyser af Hegels retsfilosofi. Her er der ingen overraskende nybrud i forhold til allerede eksisterende rets- og statsfilosofiske oversigtsværker, men en fin sammenkædning af et massivt tekstunivers.

Til den moderne læser

Nationalstaten er bogens sidste statsform. Selv om der i dag gøres forskellige forsøg på at etablere overstatslige og postnationale institutioner som FN og EU, er referencepunktet for statens suverænitet og filosofi stadig grundlæggelsen af nationalstaten. Ud af bogens 350 sider beskrives velfærdsstatens udvikling kun på 20 sider, og de afsluttende 20 sider bruges på at overveje fremtidens stat. Leder man efter nye argumenter for rets- og velfærdsstatens nødvendighed i det globale hyperkapitalistiske samfund eller forklaringer på, at statsprojekterne i Irak og Afghanistan er gået galt, er Statslegender ikke bogen. Men der er masser af interessante tanker at hente hos de gamle filosoffer, der kan minde den moderne læser om, hvordan generationer efter generationer af europæiske statsmænd har været i stand til at stabilisere samfundsordenen. Fra løst koblede klan- og stammesamfund til det første spæde regulariserede bureaukrati og frem til velfærdsstatens sociale sikkerhedsnet har kapaciteten til at stabilisere individet, borgeren, retssikkerheden, territoriet, nationen og velstanden været forankret i staten. Før staten var kun mafiaen, som Thyssen skriver.

Ole Thyssen

Statslegender: Filosoffiens blik på staten – fra flodstat til velfærdsstat

357 sider. 329 kroner.

Informations Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mihail Larsen
Mihail Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu