Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Beværtet: No 1

Restaurant i et grænseland. No 1 er stadig nr., 1 i Århusgade-kvarteret i kraft af enkle, vellykkede retter og dekonstrueret Snickers-bar
Grænseland. Det er ikke altid let at ligge i et grænseland og være det foretrukne bedre spisested. Ligesom det ikke altid er lige let at ramme balancen mellem det folkelige og det fine. No 1 slipper pænt fra begge dele.
Moderne Tider
25. oktober 2014

På nippet til at forlade det, der har været mit hood i de seneste fire år, århusgadekvarteret, var det på tide at få aflagt et gastronomisk besøg hos den førende lokale restaurant No 1 helt oppe i østerbrogadeenden af Århusgade.

Gaden er så småt i gang med at gennemleve en stor forvandling. I mange år har tiden stået helt stille med meget lidt egentlig berøring med det i øvrigt smarte indre Østerbro. Eksempelvis er der en helt enorm verden til forskel på den jordnære Bager Bosse på hjørnet af Århusgade/Østerbrogade og så den smarte Emmery bare hundrede meter nede ad Østerbrogade ud til Olufsvej og Brumleby, hvor antropologer skulle gøre deres studier, hvis de vil beskrive den selvoptagede klasse, der hvalpefedtsagtigt og i dyre, upåfaldende gevandter flokkes om den dyre kaffe og de små gratis godbidder.

Fransk valgslægtskab

Hvis man boede i Århusgade, så holdt man sig indtil for nylig langt væk fra Emmery og købte sit brød hos Bager Bosse; lige indtil Bosse hævede priserne til Emmery-niveau og tabte terræn. Men nu det ved at ændre sig. Gaden har allerede gjort sig lækker til en ny epoke med helt ny og lyddæmpende asfalt. Selv om de lokale og ret skumle værtshuse stadig er der, er der kommet en cocktailbar, ja faktisk to, et par kaffebarer og en butik med keramik. Århusgade er igen ved at åbne sig mod havnen og hele det nye eksklusive havnekvarter Nordhavn, og forandringens vinde fra vandet blæser allerede langt op i gaden.

No 1 ligger lige i grænselandet mellem det fimsede Østerbro og det mere rå havnekvarter. Det er ikke altid let at ligge i et grænseland og være det foretrukne bedre spisested. Ligesom det ikke altid er lige let at ramme balancen mellem det folkelige og det fine. Jeg har altid grinet lidt af, at restauranten ude på fortovet skulle markere sit franske valgslægtskab med østersskaller i blomsterkummerne.

Nu skulle det så være, og det en regnfuld fredag aften. Forfatterinden var stødt til fra Vesterbro, og restauranten var fyldt af lokale gæster. I No 1 regerer gennem mere end 14 år Morten Køster, der står for, at det klassiske franske køkken præger stedet.

Helt i overensstemmelse med forventningen var husets champagne til aperitif en Veuve Clicquot. Den serverer man, når man vil være finfransk og samtidig køre sikkert, og det var da også et dejligt glas at skylle regnen væk med. Champagnen kom sammen med et patentglas med aoili og friturestegte smelt, der desværre smagsmæssigt ikke formåede at overdøve den sløve og lidt for fede smag af friture.

Riesling til det hele

Dagens menu var pigvar til forret og tournedos til hovedret. Lysten gik mere i retning af svampe og kantareller, så vi gik solo på det forholdsvis omfattende spisekort og valgte på lykke og fromme en tysk riesling Buntsandstein fra 2011 fra Hirschhorner Hof i Pfalz til at omfavne de forskellige fiskeretter, vi valgte.

Forfatterinden valgte til forret et par østers, smukt anrettet og helt pur med en dressing af vinaigrette og skalotteløg og grillet citron. De var delikate og salte, helt som de skulle være.

Jeg valgte til forret tuntatar i små mundretter stykker serveret med bagte rødbeder avocado, chili og belagt med frisésalat. Den korte historie bag hver ret præsenteres på spisekortet. Denne tuntatar var således ’a la Costes Paris’, fordi den ret har haft fast plads på den legendariske restaurants menukort i årevis. Den var også tæt på at være perfekt. Tunen var delikat og smagfuld, og den runde bløde smag blev passende opvejet af den spændstigt sprøde frisésalat. Personligt havde jeg foretrukket, at avocadoen også havde været skåret i kuber fremfor de noget uelegante store skiver, ligesom en lidt mere distinkt klang af chili ville have løftet retten. Med en anelse mere skarphed og omhu, kan det blive en sand klassiker.

Vi havde også i mellemtiden fået vores tyske riesling i en vinkøler. Navnet, Buntsandstein, skyldes den jordbund, druerne vokser i. Producenten, John Kelly, er et stort navn i den tyske vinverden og kendt for sine langsomme, biodynamiske vine. Buntsandstein’en var en gylden riesling med saltet mineralitet. Nærmest stoflig med smag af sent hængende efterårsfrugt og en svag tone af bejdset træ, der peger i retning af petroleum, som kun få gamle rieslingvine opnår.

Til hovedret havde vi begge bestilt torsk med tragtkantareller. Det foregik helt simpelt som et pænt stykke torsk, stegt knaldhårdt og kort, sådan at fisken fik en karamelagtig sprød skorpe over det hvide bløde kød. Det kræver præcision og kræver, at man kender sin fisk, og det gjorde kokken. Over den blev vi rigeligt forkælede med let stegte tragtkantareller, en gylden sauce lavet på hummer og en lige så gylden mousse af græskar.

En vellykket hovedret, som holdt sig inden for de sikre rammer. Ingen vilde udskejelser, men efterhånden sjældent, at hovedretten løber med prisen for bedste ret. Rieslingen fulgte glimrende med til torsken og svampene.

Bastant, frækt og vellykket

Jeg havde lyst til et lille intermezzo inden desserten og fantaserede om en gnistrende kold og klar rødvin. Det får man sjældent, og det gik galt også her på No 1. Til gengæld var den behændige tjener hjælpsom med at finde noget andet, så efter et par mislykkede forsøg over i mere portvinagtige rødvin endte jeg med en tilfredsstillende Côtes du Rhône, Le Plan Classic fra 2012. Vinen er produceret af Dirk Vermeersch, der udover at være vinmager også har en fortid som racerkører. Samme Vermeersch mener i øvrigt, at det at lave vin og køre racerløb ligner hinanden, for begge kræver passion, præcision, balance, tålmodighed og en metodisk tilnærmelse, evne til at kalkulere risici, hurtige beslutninger og holdånd.

Den purpurfarvede vin med smag af solbær og lakrids styrede mig sikkert frem mod det, tjeneren forførende havde omtalt som »en dekonstrueret Snickers-bar«, og som viste sig at være en sand signaturret fra Morten Køsters hånd, hvor han har skilt elementerne fra hinanden og sammensat de enkelte dele i det, han selv har benævnt ’modsatkonsistens’, hvor sprødt bliver blødt, eller hårdt til fnuglet sne. Så her på min tallerken genopstod Snickers-baren som Dessert Snickers anno 2006 i form af chokoladeis, saltet karamel lavet på kondenseret dåsemælk og sne med smag af peanuts. Lidt vel bastant, men frækt og ganske vellykket.

Forfatterinden gik helt fransk klassisk og tog creme brullée. Den havde sprød karamelliseret overflade og det helt rigtige knæk og ikke for sød creme nedenunder. Ved siden af den en virkelig god sorbetis af hindbær og panna cotta og med mynte.

En samlet regning efter kaffe på 1.730 kr. og et farvel til Århusgade. Jeg kommer helt sikkert igen for at holde øje med, hvordan No 1 klarer indtoget i den nye tid.

No 1

Århusgade 1, København Ø

Ma.-lø.: 18-21.30, frokost: To.-lø.: 12-15

Ma.-ti.: Kun ’magelig menu’ for 300 kr. alt inkl.

Bordbestilling: 35 26 42 01

mail@no-1.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her