Cocktailbøger og en opskrift på Pegu Club fra Burma

Bøger med opskrifter er inde i en svær periode. Klassiske kogebøger sælger ikke tilnærmelsesvis så mange eksemplarer som for bare 10 år siden, og det samme gælder cocktailbøger
Moderne Tider
4. oktober 2014

Tag endelig ikke fejl. Den ansvarlige VVS-mand på disse spalters blandingsbatteri er fuldt ud opmærksom på spiritussens dualiteter. At nævne, at vand via bakteriespredning har afstedkommet meget mere død og ødelæggelse end spiritus, ville være et billigt argument.

Men at for eksempel forbudstiden i USA i 1920’erne og 30’erne fik både voldelig, dødelig og organiseret kriminalitet til at udvikle sig til perfektion, om man så må sige, kan man ikke mindst forvisse sig om ved at læse den mesterlige og prisbelønnede Last Call: The Rise And Fall Of Prohibition af New York Times redaktøren Daniel Okrent eller ved at se den lige så fremragende Martin Scorsese-producerede HBO-serie Boardwalk Empire med Steve Buscemi i hovedrollen.

Omvendt er der ikke tvivl om, at alkohol har medført en strøm af katastrofer, både på globalt, nationalt og privat niveau. Alkohol har medført dårligdomme og sygdomme. Alkohol har ødelagt lande og familier. Alkohol har afstedkommet dødsfald og overgreb. Alkohol sætter sig på hjernen, og kan i bedste fald forårsage hukommelsestab.

Og når bryggerier og spiritusfirmaer skriver ’drik ansvarligt’ på alt fra etiketter, reklamer og hjemmesider, så er det jo ren dobbeltmoral, der kun handler om, at de nødigt vil underlægges de samme restriktioner, som tobaksvareindustrien er blevet pålagt.

Pegu Club

Skabt i Burma på baren af samme navn som cocktailen. Udviklet fra en af de første klassiske cocktailbøger, ’The Savoy Cocktail Book’ fra 1930.

  • 50 mm gin
  • 25 ml curacao, f.eks. Grand Marnier
  • 3 spiseskefulde limesaft
  • 1 skvæt Angostura
  • 1 skvæt orangebitters
  • Pynt: hindbær

Kom det hele på nær pynt i en shaker fyldt med friske isterninger. Ryst kraftigt i 10 sekunder og si op i et martiniglas. Kom et enkelt hindbær i glasset.

Thinking Drinkers

Bøger med opskrifter er inde i en svær periode. Klassiske kogebøger sælger ikke tilnærmelsesvis så mange eksemplarer som for bare 10 år siden, og det samme gælder cocktailbøger. Det har overfladiske bøger til stort set ingen penge både hos boghandlerne og i supermarkederne samt selvfølgelig ikke mindst internettet sørget for.

Kunne det dog bare forsvinde, det der internet, for hvor har det ødelagt megen fordybelse.

Heldigvis udkommer der bøger i ny og næ, man må tage hatten af for. Kogebøger af Nigel Slater og Jamie Oliver er f.eks. altid en kilde til evig inspiration (tydeligvis også for danske kogebogsforfattere), mens der er længere mellem snapsene, når det gælder bøger om spiritus.

Fra det fine engelske nonfiction-forlag Jacqui Small er der dog netop udkommet en bog, som har resulteret i denne klumme. Thinking Drinkers af Ben McFarland og Tom Sandham, begge to forholdsvis unge men kendte folk i alkohol-bogbranchen.

McFarland har tidligere udgivet gode bøger om øl, og Sandhams Worlds Best Cocktails er en nyklassiker, hvor han har rejst hele verden rundt for at udfritte verdens bedste bartendere deres hemmelige opskrifter.

Nyttig grundviden

Thinking Drinkers er ikke en klassisk opskriftsamling, men en gennemgang af alkoholiske hovedingredienser som Øl & Cider, Vin, Whisky, Tequila, Vodka, Rom, Gin samt Aperitif & Digestiv. Der er ikke mange opskrifter i bogen, men der er vittige, kloge og informerende artikler og tips.

  • Der er hard core grundviden: Sådan bliver whisky lavet, og hvad er forskellen på tequila og mezcal.
  • Der er grundig gennemgang af de forskellige typer af f.eks. øl, vin og vodka.
  • Der er portrætter af profilerede alkoholindtagere og innovatorer: Churchill, Hemingway, Dorothy Parker, Alexander den store, Roosevelt. Og en enkelt dansker: Emil Christian Hansen, som i 1880’erne forskede i og udviklede ølgæren for Carlsberg. En glemt helt i historien. Han er alene skyld i al moderne øl, mener forfatterne.
  • Der er anbefalinger af gode produkter verden over. De fleste kan man skaffe over nettet, så det er bare om at komme i gang.
  • Der er praktiske tips til alt fra indkøb, opbevaring og håndtering af flaskerne.
  • Der er essays om de forskellige alkoholtypers kulturelle baggrund og udvikling, og om alkoholens betydning i den politiske verden.
  • Der er facts og trivia galore. Vidste du f.eks. at det slaviske ord for malurt er ’tjernobyl’?
  • Og der er selvfølgelig opskrifter på de klassiske og bedste cocktails. Og forfatternes yndlingsdrinks.

Blandingsbatteriet: Drinks til enhver lejlighed

Alt hvad der er værd at lave, er værd at lave ordentligt. Det gælder også drinks. I denne serie har vi samlet vores bedste opskrifter på både klassiske drinks og mere kuriøse miksturer.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her