Etik kan også bruges online

Jakob Albrecht og Andreas Marckmann Andreassen har skrevet en livsnødvendig bog om etik i online-journalistikken. Gid den ryger direkte ind på journalistuddannelsernes grundpensum – og på redaktørens natbord. For de digitale baller har brug for at blive strammet på danske netmedier
’Nyheden’ om, hvordan Lars Løkke gik af for så alligevel ikke at gå, er et af eksemplerne på, hvor galt det kan gå i jagten på ’breaking news’.

’Nyheden’ om, hvordan Lars Løkke gik af for så alligevel ikke at gå, er et af eksemplerne på, hvor galt det kan gå i jagten på ’breaking news’.

Niels Ahlmann Olesen
1. november 2014

En gave til den moderne journalistik. Det er hvad Jakob Albrecht og Andreas Marckmann Andreassen har begået med deres nye bog Etik for journalister på nettet. De to forfattere arbejder til daglig for journalisternes fagblad, Journalisten, men har begge arbejdet for andre medier tidligere, og med bogen har de været vidt omkring.

Målet er at pege på aktuelle udfordringer og svagheder i netjournalistikken, men heldigvis vil de to mere end den tørre analyse – og det er netop det, der gør den langt mere brugbar end andre lignende bøger. De ønsker at hjælpe både mediearbejderne og brugerne med bud på løsninger på de mange udfordringer og dilemmaer, der findes i det vildtvoksende og fortsat ekspanderende digitale medieunivers. Bogen er derfor forsynet med 80 helt konkrete råd og vejledninger, som både nybegyndere og mere garvede net-journalister kan få meget ud af.

Tjek på empirien

De to skribenter har mødt lidt over 70 journalister, redaktører og forskere fra hele verden og har gennemført en storstilet undersøgelse i form af et spørgeskema, 5.000 journalister fra de nordiske lande har besvaret. De har svaret på spørgsmål i det, de to forfattere har kaldt Den Nordiske Etik-undersøgelse. Og tilsammen udgør de mange interviews samt svarene på spørgsmålene det solide empiriske grundlag for bogen, der findes som e-bog og på papir.

Hvad er så konklusionen? Først og fremmest er der flere, end der er plads tilat nævne her. Som de fleste kan regne ud, er der betydelige problemer i den digitale journalistik: 74 procent af de adspurgte journalister mener, at arbejdsprocesserne er for hurtige, når de arbejder online. Researchen bliver for sjusket, den redaktionelle kontrol svigter eller er helt fraværende, hvilket naturligvis sænker kvaliteten af journalistikken. 63 procent tror, at der bliver lavet flere journalistiske fejl online. I det hele taget udgør undersøgelsen, som gengives selvstændigt bagerst i bogen, og som på visse stræk er grum læsning, langt hen ad vejen en bekræftelse på problemerne med den digitale journalistik.

Den gode nyhed er imidlertid, at dette ikke i sig selv er så skidt. Kritik er som bekendt det første stadie på vejen mod refleksion, og her kan bogen forhåbentlig være et af de nødvendige slag i den digitale medie-bolledej, som kan få igansat en debat, der stort set er fraværende i dag.

Om nyheder, kvalitet og shitstorms

For de danske netmedier trænger til et kvalitetsløft og et eftersyn. Nettet er som bekendt kommet for at blive: Flere og flere historier starter på nettet, videreudvikles på nettet og eksisterer kun på nettet; flere og flere brugere dropper de traditionelle medier og søger både nyheder, viden, fordybelse og underholdning her.

De to forfattere er rundt om en mængde temaer, hvor der både er oplagte muligheder og faldgruber. F.eks.:

• Hvordan håndterer man breaking news online. Her har forfatterne klogt inkluderet den nyeste skræmmehistorie fra det danske – ’nyheden’ om, hvordan Lars Løkke gik af for så alligevel ikke at gå. Kapitlet slutter med et ’risikobarometer’: Hvor langt vil skribenten gå, hvad skal man tjekke, hvilke (og hvor mange) kilder har man, hvilken type kilder (åbne eller anonyme) har man, og hvor meget skal man tjekke? Samt ni konkrete anbefalinger.

• Hvordan skal man håndtere jagten på flest klik? Hvad betyder det for indholdet og især for overskrifter – eller rubrikker. I kapitlet finder man interessante overvejelser fra et væld af digitale mediechefer og forskere – fra BBC over DR og svenske aviser og netmedier til amerikanske undersøgelser. Der fortælles historier om medier, hvor skribenterne konkurrerer på klik, om A- og B- og C-rubrikker, hvor medierne skifter rubrikkerne ud løbende indtil artiklen får tilstrækkeligt med klik. En metode, danske Metroxpress f.eks. benytter sig af. Også her sluttes med gode, håndterbare og umiddelbart anvendelige anbefalinger og i øvrigt en opløftende konklusion: »Nettet er bedre end sit rygte« – de mere kuriøse og sladrende historier om sex, katte og skandaler udgør faktisk en forsvindende lille del af net-journalistikken.

• Hvordan retter man fejl på nettet. Her indeholder bogen en kritik af nærværende dagblad. De to skribenter nævner ti konkrete fejl, som avisen angiveligt ikke har villet rette, inden bogen gik i trykken.

Pas på de sociale medier

Bogen indeholder også en længere og spændende diskussion af sociale medier og vejledninger i, hvordan man går i dialog med sine brugere. Her findes debatter og historier, man kan lære af – f.eks. om hvad der sker, når såkaldte virale shitstorms rammer personer, virksomheder eller institutioner, og hvordan man som skribent skal være særdeles bevidst om den magt, man i dag har via sølle 140 tegn på Twitter.

Marckmann og Albrechtsens anbefalinger er solide og overvejende forsigtige. De hylder det klassiske objektivitetsprincip i journalistikken og anbefaler de tre principper: vær fair, gennemsigtig og præcis. Især er gennemsigtigheden vigtig på nettet. Her kan man, på en radikalt anderledes måde end på papir, nemlig lægge sine metoder åbent frem og dele dem med brugerne. Og i øvrigt drage fordel af, at brugerne i dag er de bedste løgnedetektorer. Det er blevet sværere både at skrive af, at fuske og at finde på historier. Nettet sladrer, det er globalt, og brugerne er der som høge på en helt anden måde end før. Og det er godt. Læserne er på en måde – som en anmelder af bogen i Journalisten har bemærket – blevet ’den femte statsmagt’.

Albrecht og Andreassen sætter troværdighed og grundighed over personlighed og debat, og anbefaler alle skribenter at være forsigtige og undersøge deres medies politik, før de springer ud som meningsmaskiner på Facebook og Twitter. Det kan koste på den troværdige formidlingskonto, hvis man først har ment for meget inden for det, der samtidig er ens fagområde, anfører de.

Reglerne for meninger varierer imidlertid vildt, som bogen også fortæller. Fra medier, hvor personlige holdninger og ditto konti på sociale medier er bandlyst – hvor man som skribent så at sige altid er på arbejde og altid repræsenterer sit medie – til arbejdspladser uden en politik, eller hvor personlige profiler på f.eks. sociale medier er helt i orden og ligefrem anbefales.

Konstruktiv og fremadrettet

Med andre ord: Når denne bog er så vigtig og nødvendig – og grunden til, at man inderligt kan håbe, at den prompte vil indfinde sig som grundpensum på de danske journalistuddannelser – er det, fordi den ikke blot fortæller den forventede forfaldshistorie om den objektive og kritiske journalistiks død – der er nem at finde i de mange negative og kritiske svar på spørgeskemaundersøgelsen – men fordi bogen i sit udgangspunkt er konstruktiv og fremadrettet: Hvordan bliver danske medier og skribenter bedre på nettet, hvad er problemerne, og hvordan finder medierne løsninger på dem. At den dertil også er velskrevet, let læst og uden floskuløse dikkedarer lægger blot til i kvalitet.

Andreas Marckmann Andreassen og Jakob Albrecht
Etik for journalister på nettet.
171 sider. 220 kr.
Forlaget Ajour

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Vibeke Rasmussen

Tak for anbefalingen. Den må læses.

Men man – ok, jeg – kunne så også have ønsket, at redaktionen på Information havde læst den, inden de illustrerede artiklen med et foto af Lars Løkke Rasmussen. Det nærmer sig manipulation, men vil sikkert generere mere 'trafik' at vise hans kontrafej i forbindelse med ordet "etik" i rubrikken. Man kunne, mere loyalt mod emnet, i stedet have valgt at vise fx et foto af DRs politiske 'korrespondent', Uffe Tang, som egenhændigt var skyld i, at samtlige DRs mange 'platforme' kunne meddele den omtalte 'nyhed' – flere timer før omtalte møde overhovedet var gået i gang!

For det er jo ikke politikere hverken artiklen eller bogen omhandler, men derimod i høj grad journalister. Og jeres etik! Hallo!

anbefalede denne kommentar