Læsetid: 3 min.

I folkedrabets maskinrum

De Røde Khmerer, der begik folkedrab i Cambodja i 70’erne, var brutale og hensynsløse forbrydere. Men de var også politikere, og de drev en stat – blandt andet samarbejdede khmererne flittigt med Kina. Ny bog afdækker forholdet mellem de to stater, mens folkedrabet fandt sted
11. oktober 2014

Trods direkte adgang til – og tæt samarbejde med – Demokratisk Kampuchea, som Cambodja hed i 1970’erne, havde Kina næsten ingen mulighed for at påvirke sin bizarre samarbejdspartner politisk. Sådan konkludere forfatteren Andrew Mertha i sin bog Brothers in Arms: Chinese Aid to the Khmer Rouge 1975-79.

I tre år og otte måneder sad Pol Pot og hans regering på magten i Demokratisk Kampuchea. I den periode gennemsmadrede de landet systematisk i et forsøg på at opbygge et utopisk, kommunistisk samfund med bare én klasse og fælleseje af alt. Det gik som bekendt galt, og en fjerdedel af den cambodjanske befolkning døde af overarbejde eller sult eller blev myrdet af regimet. Men det er først for nylig, at historikere er begyndt at dekonstruere myten om, at Cambodja var helt isoleret og afsondret fra omverdenen, mens det skete. Det var landet ikke, og den største handels- og samarbejdspartner var Kina.

Pol Pot-regeringen lancerede en række statslige projekter – infrastruktur, et raffinaderi, en lufthavn, en togbane – som de fik teknisk assistance til af kineserne, fordi styret på selvdestruktiv vis allerede tidligt havde fængslet og myrdet majoriteten af de kompetente folk, landet rådede over.

Der var således tusindvis kinesiske specialister og eksperter til stede i Cambodja under folkedrabet. Til gengæld fik Kina adgang til at følge det militant fremadstormende naboland Vietnam fra en strategisk fordelagtig position.

Førstehåndsvidner

Det er bl.a. disse udsendte kinesere, som Andrew Mertha interviewer for at få et indblik i det besynderlige samarbejde. Det er lykkedes rigtig godt. Forfatteren interviewer tidligere embedsmænd, formænd og specialister fra begge lande, og fordi han fokuserer på embedsapparatet og ikke soldater eller politikere, afdækker hans bog et emne, som ikke er beskrevet særlig grundigt før, nemlig selve strukturen.

Det fremgår blandt andet, at der er helt flad ledelse på de enkelte projekter, hvilket frustrerer kineserne. De kan ikke henvende sig til nogen bestemt med råd eller advarsler, for ingen tager beslutninger, og ingen tager ansvaret. Det eneste, de kan gøre, er at sende deres rapporter til hovedstaden Phnom Penh, i håb om at ramme en embedsmand, der har kompetence til at træffe en beslutning.

Ubrugt skyts

Bogen er nøgtern og akademisk, og derfor er det ekstra uhyggeligt at vide, at over 1.000 mennesker dagligt døde under det beskrevne styre. For eksempel afdækker Mertha kinesiske frustrationer over, at deres lokale kolleger bliver ved med at forsvinde. Det er umuligt at færdiggøre et projekt, når de mennesker, der netop er oplært i projektet konstant holder op med at komme på arbejde, lyder klagen fra kineserne. Det er kuldegysende læsning, når vi i dag ved, at årsagen til, at de cambodjanske kolleger forsvandt, var de mange udrensninger, De Røde Khmerer foretog.

Det er en velresearchet bog, hvor det er tydeligt, at forfatteren behandler kildematerialet kritisk og kompetent.

Med sin omfattende research, sine øjenvidne-kilder og sine sobre, akademiske metoder har forfatteren dog pondus nok til at stille lidt mere ambitøse spørgsmål, end han gør i denne bog. For eksempel dokumenterer Andrew Mertha uden for enhver rimelig tvivl, at kineserne må have vidst, hvad der foregik i Cambodja. Tillige beskriver han et styre, der simultant har mere og mere eksportsucces og slår flere og flere af sine statsborgere ihjel.

Men forfatteren tager ikke spørgsmålet om Kinas ansvar op. I stedet frikender han kæmpelandet, fordi Demokratisk Kampucheas rodede, ulogiske bureaukrati var så inkompetent og selvmodsigende, at det ikke reelt var muligt at have et fornuftigt samarbejde med De Røde Khmerer – for slet ikke at tale om indflydelse på den førte politik.

Skulle eller kunne Kina have grebet ind? Det er – også set i lyset af Kinas nutidige aggressive rolle i Sydøstasien – en interessant diskussion, hvor Andrew Merthas indspark ville være velkomment. Han har tydeligvis ammunitionen.

Men det kan selvfølgelig være, der kommer en toer.

Andrew Mertha

Brothers in Arms: Chinese Aid to the Khmer Rouge 1975-79.

192 sider. 25,26 dollar.

Cornell University Press

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu