Læsetid: 3 min.

Har jeg eller er jeg en krop?

Adskillelsen af personer og ting er det implicitte grundlag for næsten al argumentation, men kroppen falder uden for kategori. Derfor er kroppens status vor tids vigtigste spørgsmål, mener filosoffen Roberto Esposito
1. november 2014

En person er ikke i et og alt identisk med sin krop, men er et begreb, der bruges til at regulere samfund og retfærdiggøre hierarkier. Adskillelsen af personer og ting udgør et konstant træk i den vestlige civilisations historie, hævder den italienske filosof Roberto Esposito i en stimulerende pamflet, Le persone e le cose (Personerne og tingene), som uddyber analysen af tankesystemernes historie og struktur fra Michel Foucaults Ordene og tingene (1966):

»Personerne er især defineret ved ikke at være ting, og tingene er især defineret ved ikke at være personer,« konstaterer Esposito.

Bogen er opdelt i tre hovedafsnit: »Personer«, »Ting«, »Kroppe«. Adskillelsen af personer og ting er »ekskluderende«, mener Esposito. Det er kroppene, der ekskluderes, for at personer kan opstå som suveræne subjekter med rettigheder. Besiddelsen af ting, der regulerer magtforholdene mellem mennesker og gør, at nogle, selv om de formelt er personer, reduceres til genstande for andre:

»En person er ikke mennesket som sådant, men kun dets juridiske status, som afhænger af magtforhold til andre mennesker – det var ikke et tilfælde, at de gamle romere, når de skulle omtale deres rolle i samfundet, brugte udtrykket personam habere. Man er ikke, men har en person, ligesom en evne, som man netop derfor også kan miste,« skriver Esposito og sammenfatter: »Man kan sige, at kategorien person er det, der gør en del af menneskeheden – men også en del af hvert enkelt menneske – til en genstand for den anden.«

Paradoksal glidning

Den klare adskillelse af personer og ting viser sig altså ved nærmere undersøgelse at være en gensidig betingelse. Romerretten, som udgør grundlaget for de fleste moderne retssystemer, etablerer en afgørende relation mellem personer og ting, fordi lovens omdrejningspunkt er ejerskabsforhold. Et menneskes anseelse som person øges, i takt med at vedkommende formår at placere flere og flere medmennesker – f.eks. slaver, skyldnere, klienter, koner og børn – på den skråning, som fører op ad fra personernes til tingenes kategori. Ifølge Esposito udspringer retfærdiggørelsen af såvel slaveriet som moderne staters flygtningepolitik af denne distinktion:

»Det er paradoksalt, at en juridisk orden, der er baseret på en frontal modstilling af personer og ting, kan producere en konstant glidning fra den ene kategori til den anden, så nogle mennesker bliver forvist til at være livløse genstande.«

Romerrettens begreber flyder senere over i kristen teologi, der understreger adskillelsen af person og ting. Kristendommens opsplitning af personen i en åndelig og en materiel del gentages på det politiske plan i forestillingen om suverænens to kroppe – den forgængelige og den evige, ligesom Kristus’. F.eks. gjorde denne sondring det muligt for det britiske parlament i 1648 »i kongens navn« at vælte, retsforfølge og halshugge Karl 1.:

»Det er sandt, at for kristendommen – i modsætning til tilstandene i Rom – er ethvert menneske principielt set en person, skabt i Herrens billede,« skriver Esposito, »men det er det netop, fordi det er opdelt i to naturer, den ene åndelig og den anden kropslig, hvor sidstnævnte er underlagt den første. På den måde går man fra en funktionel opdeling – som i den romerske retslære – til en opdeling af ontologisk karakter.«

Selvbeherskelse og -kritik bliver sidenhen et centralt oplysningsideal:

»Personlighed er subjektets evne til at underkaste en divergerende del af sig selv og sidstnævntes villighed til at blive en genstand for førstnævnte,« skriver Esposito apropos Kants forestilling om det myndige individ.

Tingene spørger

Bogen er en koncentreret fremstilling af nøgletemaerne i Espositos forfatterskab og humanistisk grundforskning på højt niveau:

»For måske første gang siden de arkaiske samfunds forsvinden begynder tingene igen at stille os spørgsmål,« hævder han på baggrund af den bioteknologiske udvikling. F.eks. destabiliserer organtransplantationer, såvel filosofisk som juridisk, den kategoriske adskillelse af personer og ting: »Fra hvornår og til hvornår kan en krop betragtes som en person og ikke som en ting?« spørger Esposito. »Skal bortskaffelse af lig eller af embryoner betragtes på linje med kidnapninger, som om der var tale om en person, eller som et tyveri, som om den var en ting?«

Kroppen er den politiske kamps slagmark, og slaget står om at definere, hvad mennesket er. Fornuftens forrang i forhold til kroppen og det private udbyttes forrang i forhold til kollektive interesser hænger ifølge Esposito sammen. Definitionen af den levende krops status er derfor vor tids vigtigste spørgsmål, både filosofisk og politisk:

»At kroppen kan reduceres til en ting strider imod vores følsomhed,« skriver han, »men at den altid stemmer overens med personen er i modstrid med logikken.«

Roberto Esposito
Le persone e le cose.
115 sider.
10 euro.
Giulio Einaudi editore

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu