Læsetid: 4 min.

Tro, viden og en død filosofs stædigt vanskelige tekst

I anledning af tiåret for den franske filosof Jacques Derridas død udsætter Tine Byrckel på læserens vegne sig selv for en lille tæt Derrida-tekst og dermed for dekonstruktionens svimlen
25. oktober 2014

Der findes en film af den engelske instruktør Ken McCullen, Ghost Dance, hvor Derrida taler med den franske skuespillerinde Pascale Ogier. Hun spørger, om han tror på spøgelser, og han svarer: »Spørger man måske, for det første nogensinde spøgelser, om de tror på spøgelser? Lige her er spøgelset mig … jeg tror, fremtiden tilhører spøgelser.«

Nu tror vi selvfølgelig ikke på spøgelser, hvilket for altid afskærer os fra at spørge Derrida, hvad han mente med det omfattende værk, han efterlod sig, da han døde i oktober for 10 år siden. Og det var så præcis det – for så vidt man nu kan være præcis – det hele gik ud på: at ’dekonstruere’. Derridas store begreb, der nu er all over og jævnlig erklæres dødt. Derrida dekonstruerede den fortælling, den vestlige verden bygger på, han påviste, at en tekst af enhver art er i bevægelse og unddrager sig viden om, hvad teksten egentlig betyder. Der er ingen ende på, hvad noget betyder.

Woody Allen populariserede og gjorde grin med begrebet i filmen Deconstructing Harry, men konstruerede samtidig sin film af smådele fra store filmmagere som bl.a. Fellini. Er dekonstruktionen så død, levende – eller netop et spøgelse? Som Hamlets far for eksempel?

Den lærde

Min mor citerede altid Piet Hein: »Vil du med rette have ry som lærd, så tag det lette og gør det svært.« Hun gjorde det, når jeg begyndte at udrede de indviklede tanker, som i sidste ende førte til, at jeg læste filosofi. Der får man i sandhed gjort alt det, man lige tror er så let, gjort svært. Sproget, for eksempel.

For det at blive lærd er jo ikke bare at tage det for givet, der er. Derfor kan man heller ikke bare komme tilbage til en ulærd position og give et enkelt referat af, hvad rejsen ind i det lærde er for noget. Hvad er det for en sum at helt unyttig viden, de, »som med rette har ry som lærde«, bidrager med i et samfund i disse humanioranedskæringsdage? En sum af viden, der aldrig har samme koordinater som dollarkursen? Hvad nytter det egentlig – opdager dansken med Erasmus Montanus – at vide, at Jorden er rund? Nytteværdi er sandelig af en anden art end viden. Det er dødbesværligt at finde ud af, om Jorden er rund. Ret beset skal man vel gå en tur og komme tilbage til det samme sted for at finde ud af det, og beviser det så andet end en cirkelslutning?

Alt dette tænkte jeg på i nat, hvor min mors og Derridas spøgelser mødtes, fordi jeg havde sat mig den halsbrækkende opgave at læse en ganske lille tekst af Derrida: Foi et savoir og viderebringe et referat til læseren her. Og det kan jeg ikke. Jeg havde jo ellers tænkt, at jeg lige ville bidrage med et indspark til de meget overfladiske analyser af ’religion’ eller ’religionskrig’, når begreberne bruges om den betændte, eksplosive situation, hvor noget, som kalder sig en ’stat’ – som ikke er det – tiltrækker unge krigere bag et højst abstrakt ideal, en slags bogstavelig dødsikker læsning af en tekst, der antages som ufortolkelig viden.

Den udelukkede

Og ja, Derridas tekst Tro og viden er skrevet i 1996 på et andet tidspunkt, hvor ’islamisering’ virkede truende. Den kredser om et møde, Derrida åbenbart har haft den 28. februar 1994 på Capri. Altså en ø midt i det Middelhav, der er så centralt i vesteuropæisk tænkning. Såmænd ikke så langt fra Rom – »Vi taler jo alle latin,« skriver Derrida, og skaber et begreb, som måske kan oversættes til globallatinisering, og som i sig selv er en religionskrig. Måske. Når vi graver os ned i sprog udefra eller prøver at grave os ud indefra, opdager vi, hvordan så meget hænger sammen. Oplysning for eksempel – den store bevægelse imod religion, og så det ’faktum’, at Gud, Dieux, Deiwos i indoeuropæisk sprog både betyder ’to’ og ’lys’. Hvor mange, skal der til for at oplyse verden? Hvilken type tro på viden? På at nogen taler sandt overhovedet? Sandhed er i sandhed guddommelig. Derrida konstaterer i det filosofiske vennelag på Capri, at der ’tilfældigvis’ kun er et folk, der taler indoeuropæiske sprog. Og kun mænd.

Derrida var aldrig selv ’inde’. Han læste altid udefra. Han var den lille dreng, der blev lukket ude af skolen i Algeriet, fordi han var jøde. Han ville så gerne gøre indtryk på det franske sprog, og det har han så gjort med ordet dekonstruktion og pyt så med, at vi ikke forstår det. Mere.

Det er 10 år siden Derrida døde, og verden fattes næsten uforståelige tekster, som udfordrer også den lærdes forståelse, så man ikke kan sove.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Måske denne lærde anmeldelse af en 'nonfiselet' fransk bodegafilosof og hans 'svimlerier' kan tages som bevis på, at selv ikke den kære Tine Byrckel altid forstår, hvad 'sværtvogterne' snakker om dernede - altså en ren tilståelsessag? ... :-)