Læsetid: 6 min.

Beværtet: Figaro Bistrot og Vinbar

Den lokale franskmand. Et jævnt måltid til så jævn en pris er det tætteste, man kommer på at spise hjemme ude
Tjenerens valg. Det er fristende at lade sig lokke af vinkortets mange muligheder, men det har også sin charme at lade tjeneren vælge.

Vibeke Toft

8. november 2014

Jeg ved ikke, hvordan det er lykkedes franskmændene at løbe af med et omdømme af æstetik og elegance. Vi har et hav af franske bistroer fra en længere æra, hvor de danske kokke og restauratører har syntes, at det var lige deres drøm sådan at genskabe et lille stykke Frankrig, men det er de færreste, der er kommet uden om tivoliseringen af den franske bistro, hvad enten det er med et læs af fransk loppemarkedsindretning og gamle, antikke skilte eller i et mix med københavnercafeen med røde sofapladser, caféborde og spejle eller med en flirt med det rustikke med tykke træbordplader og bistrostole.

Alt sammen mere dansk end fransk. Det rigtigt franske kender man på en ukopierbar brogethed, der går de stilrene danskere helt forbi. Franskmændene er så suveræne til at være franske, at de kan være helt nonchalante for ikke at sige ignorante over for smag.

Altså er det første, der slår en, når man træder ned og ind på Figaro Bistrot og Vinbar i kælderen i Willemoesgade, at her er alle de rigtige tegn på noget ægte fransk: absolut ingen indretningsmæssige beslutninger, der falder i øjnene, kun det ægte franske potpourri af tilfældighedernes overskudslager. Baren ligner dem, man havde i parcelhuskælderen i 80’erne med barstole udgjort af et højt z-formet stel i skinnende, letmetal og et rundt sort sæde af kunstlæder.

Ingen har været forfængelige med materialerne, bare en helt almindeligt træplade fra byggemarkedet til baren.

Gulvet er brune fliser, der er puder på stolene og små sofaborde med marmorplader igen a la 80’erne, og loftbelysningen er gadelygter med farvet glas af den slags, som selv i 80’erne var bad taste. Og det hele er forfærdeligt hyggeligt som den lokale sportsbar i den lille franske provinsby. Tv’et, der hænger i loftet, er naturligvis tændt, og der er gammel pop i højttalerne.

Ingen kok

Jeg havde bestilt bord og det var lidt en joke i sige selv. Især da jeg ringede og meldte, at jeg var 10 minutter forsinket. »Hvar skar vi gyre ved det?? Hohoho …« sagde den franske tjener bare i telefonen, og det var så, fordi vi var de eneste, der havde bestilt bord og bistroten ikke talte andre gæster end dem i baren. Men tomt føltes det ikke.

For på en sportsbar skal der bare være lidt stolevarmere i baren for at virke åbent, og det var der hele aftenen, de fleste fransktalende. Der kom også en del andre forbi bare til et glas vin eller en flaske og måske lidt snack i det, der så fint kaldtes ’loungeområdet’, altså det med puderne og sofabordene, men min ledsager og jeg var altså de eneste spisende gæster og kunne nyde hinandens selskab og en afslappet betjening i vores spisehjørne på bænkepladserne omkring et gammelt bord.

På Figaro kan man forudbestille nogle menuer, viste det sig, men ellers er der bare et enkelt a la carte-kort og nogle dagens retter på en tavle.

Der er ikke nogen kok i køkkenet, men alle retter er tilpas enkle og forberedte til at kunne varetages af tjeneren selv.

Vi kunne ikke få lov at bestille vin, før vi havde bestilt mad. Det var tjenerens og stedets stolthed at vælge vinen til maden. Vinkortet er stort og rigt på vine, der springer uden om dansk mode og danske vintrends og fremstår som franske vine præsenteret af franskmænd, for hvem det er ligeså prosaisk at sige Rhône, som det er for os at sige Falster. Og selvom kortet lokkede med interessante ting som Chinon fra Loire eller et stort udvalg af hvide bourgogner, eller hvad jeg ellers selv kunne begære, var det en del af oplevelsen at overlade valget til tjeneren.

Vi bestilte to gange dagens suppe, der var en tomatsuppe med basilikum, en gedeostsalat og en dagens tærte til min ledsager og en dagens hovedret, fransk landkyllling i estragonsovs med kartofler til mig. Det gav udslag i en hvid Lirac fra Rhône til 285 kr. En dejlig frisk vin med smag af forsommerens rapsmarker, og ja, rigtig god til mad.

En næsten tarvelig servering

Bling! sagde mikrobølgeovnen ude i køkkenet som tegn på, at tomatsupperne var på vej. Vi fik hver en tallerken med et sylteglas med suppe og en lille skål færdigkøbte croutoner. Sylteglassene med de samme kanter som de franske Maman-marmelader og også med Maman-servietter og dækkeservietter til, altså rød- og hvidternede på den franske måde.

Egentlig næsten en tarvelig servering sammenlignet med de danske bistroer, der står på tæer for at lave det så godt som muligt i konkurrence med hinanden, men igen netop så nonchalant og selvsikkert enkelt, at jeg selv blev overbevist om det herlige ved enkelheden i en suppe, der smagte af rød kartoffelporresuppe med en del for meget tørret basilikum til at nyde den friske basilikum. Altså på en måde tættere på Knorr-udgaven, end man er vant til og med nogle virkeligt skammelige industri-croutoner, men også til den afslappede pris af 68 kr. Jeg var med november måned røget ind i stort behov for supper og nød de billige priser til også at bestille en fiskesuppe, mens min ledsager fik gedeostsalat. Hun havde levnet det meste af tomatsuppen, hvis simpelhed hun ikke havde været lige så charmeret af som jeg. Til gengæld var hun glad for salaten, der røg ned, før jeg nåede at kigge nærmere på den. Fiskesuppen var igen i et sylteglas og kom med aioli og revet ost og flere croutoner. Den smagte stærkt af hummerterning, var brun og af den tykke slags, hvor fiskekødet har legeret den og uden ekstra fiske- eller skaldyrsfyld. Igen simpelt og igen billigt til 79 kr., mens salaten kostede 82 kr.

Rigeligt og godt

A la carte kortet er meget skrabet med småtallerkenserveringer af ost og charcuterie og røget laks og foie gras, men med dagens suppe, dagens forret, dagens ret og dagens dessert kommer der mad på bordet. Min ledsagers porretærte havde rigeligt salat til for 78 kr., og min landkylling lå og faldt fra benene i estragonsovsen med gode kartofler til, faste og kogt med skræl. Næsten lige så god, som min egen mors, franske landkylling og en fin ret til 142 kr.

Tilbage var der bare også at få smagt på noget rødvin og gerne med noget ost til. Igen blev der valgt for os og nu skulle vi altså have Bordeaux. En simpel og god Bordeaux med dejlig violsmag til 315 kr. til de fem franske husholdningsoste, primært rødkit og på ingen måde ophidsende og en ged, der var lidt tør, men ikke kassérbar. Lige her var prissætningen måske lidt over niveau med 95 kr for den servering.

Måske er hele charmen ved at gå ud og få så jævnt et måltid til så jævn en pris, at det er det tætteste, man kommer på at spise hjemme ude. Altså hjemligt i en anden potens ligesom Maman-marmelade kan have mere hjemmelavet hygge over sig, end den man selv laver, fordi det er en hygge, man deler med andre. Og fordi osten ikke er blevet smidt ud af angst for kræsne danskere, men netop spises op. Hvis jeg boede på Østerbro, ville jeg betragte Figaro som min bemandede vinkælder med mulighed for at møde vennerne og hænge ud i tide og utide. Åbningstiderne er også dejlige med åbent hver dag 15-24 og fredag-lørdag endda til 02.

Figaro Bistrot og Vinbar

Willemoesgade 31, København Ø

Dgl: 15-24. Fr. og lø. til kl. 02

tlf: 35 38 78 00

www.figarovinbar.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu