Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Beværtet: Den nye forlystelsesstribe

Gode forretter, gode vine, rigtig god stemning og betjening gør det ikke alene. Dertil er konkurrencen for hård
Klar, parat ...? Vinbaren er et af de mange steder, der for tiden skyder frem og forvandler Ravnsborggade. Og det er nok forklaringen på, at køkkenet og gulvet ikke helt har fundet hinanden endnu.

Klar, parat ...? Vinbaren er et af de mange steder, der for tiden skyder frem og forvandler Ravnsborggade. Og det er nok forklaringen på, at køkkenet og gulvet ikke helt har fundet hinanden endnu.

Moderne Tider
15. november 2014

Ravnsborggade. Hvad søren skete der? Engang en lidt søvnig gade på Indre Nørrebro, som på trods af teateret i den ene ende, Gavlen i en anden og enkelte brune værtshuse undervejs, aldrig nogensinde har været i nærheden af at kandidere til prisen som bydelens forlystelsesstribe nummer ét. Det var dengang. Nu formeligt myldrer cafeer, barer og restauranter frem som bananfluerne i mit køkken på den første varme dag. Og forlystelsessyge, sultne og tørstige københavnere myldrer ind på dem i et tempo og med en insisteren, så man har indtrykket af, at bordene bliver besat, efterhånden som håndværkerne bliver færdige med lokalet. Ravnsborg Vinbar er et af disse nye, lokale stamsteder.

Og helledusseda for et mylder, den fredag aften. Vi fik det absolut sidste bord i den mildest talt anderledes, men smukt indrettede restaurant og kunne blot sætte os og nyde den travle stemning. At vi havde lidt for god tid til at nyde den travle stemning – der gik 25 minutter, inden vi fik betjening, og yderligere 20 minutter inden de første retter stod på bordet – gider vi ikke gøre for meget ud af. Det skyldtes sikkert, at stedet er ganske, ganske nyåbnet, og at køkken og gulv lige skal finde deres ben. Så uagtet, at jeg hylder præmissen om, at når man er klar til at åbne dørene og tjene pengene, så er man også klar til at servicere kunderne, vil jeg nøjes med at konstatere, at selv om det betjeningsmæssigt startede slapt, så endte den del af aftenen anderledes godt med både vidende, behagelig og nærværende betjening.

Én, to , tre forretter

Vi lagde ud med at bestille alle husets forretter. Der var blot tre den aften, så det virkede som det rette at gøre. Jomfruhummere. Meget store, søde, saftige, perfekt dampede jomfruhummere til at sutte, søbe, knække, flække og så videre og spise med en smule citrusmayo på en måde, som ingen tvivl efterlod hos de omkringsiddende om, at de kræ var vi ganske tilfredse med. Herregud, det er jo bare jomfruhummere, ville du have tænkt, havde du siddet ved siden af os. Men det er det jo ikke, og det ville du også vide, hvis du havde suget hjernemassen ud af sådan en skiderik på et tidspunkt i dit liv. Det er noget nær livseliksir. Heldigvis var der skylleskåle.

Derefter en lille servering med kammusling, mildt soyamarineret, med karsemayo, grape og kartoffelchips til. Soya og karse er en umådelig god kombination, og den friske og bitre grape hev en stor sødme ud i kammuslingen, som gjorde det hele til en ganske dejlig mundfuld. En Pinot Blanc fra Domaine L’agapé i Alsace med en ikke alt for voldsom fedme, men fin frugtig syre understreget af en smule marcipan sidst i smagen var særdeles velegnet til begge forretters uens smagsindtryk.

Sidste forret var et ganske velspækket charcuteribræt med en svulstig fed og skøn salami, en 16 måneders serranoskinke, som det kun var muligt at knuselske og en lomo de cerdo, altså en krydret og lufttørret svinemørbrad, i papirtynde skiver. Dertil lidt grillet artiskok, lidt surt og en virkeligt vellykket dip på grønkål og lidt mild hvidløg. Simpelt og godt. Vi drak den dejlige og lidt rustikke østrigske Pinot Noir fra Weingut Dopler 2009 til og glædede os til hovedretterne.

Suppen og grisen

En af disse var stedets svampesuppe på overvejende Karl Johan. Det er ikke så tit, man er heldig at blive sat dette i udsigt på københavnske bistroer, men der er god grund til at springe ud i den, om det så er af den cremede, flødelegerede slags eller der er tale om en svampebouillon. Begge dele er dejligt. Denne var desværre så tæt og tung, at der var tale om en puré mere end en suppe. Det er en skam, for de purerede svampe får en trist, slimet konsistens, som jeg personligt ikke finder særlig behagelig. Ydermere havde man givet serveringen et ordentligt skud meget kraftig hvidløgsolie på toppen, som bragte mindelser om lugten af en halvdårlig pizza med industriskårede champignoner og dårlig hvidløgsolie på, og som fuldstændigt kvalte den gode svampesmag. Jeg fik et glas af Le Classic Lirac, på overvejende Grenache, fra Domaine du Joncier, Cotes du Rhônes til, som på trods af at være en ganske fuldfed og insisterende satan naturligvis måtte strække våben mod den overvældende hvidløgssmag.

Aftenens anden hovedret var vildsvin. Ikke af den fede, fade og svuppende slags, som ligger i slagterens krematorieovn på den årlige markedsdag, men af den intenst, nærmest vildtsmagende slags med smuk og fast struktur i det muskuløse kød. Klapsalver for det. Vildsvin kan være en fest, når kødet som her samtidigt er perfekt behandlet. Tilbehøret til den vilde grisebasse var lidt stegte græskar, dejlige rosenkål, æble, valnødder og en sauce på porter. Hvabehar? Det er da en bistroret, der råber efterår og vinter. Et lille suk, skal der dog være plads til. Valnødder i det varme køkken er en svær sag, ganske enkelt fordi de er møgbitre. De her var rigtigt møgbitre, og det gjorde det ganske svært at fange de mange sødlige og dybe umaminuancer i retten. Værst gik bitterheden dog ud over den smukke portersauce, hvis fine og sarte bitterhed klædte den sødmefulde ret så overordentligt godt, man som først kunne smages lang tid efter, at vi havde fået vasket valnødden ud af mundhulen. Til at hjælpe os med dette forehavende havde vi jo fået skænket et glas af førnævnte Le Classic Lirac, som kom mere til sin ret i denne ombæring.

Et umage par

Desserttid. Æble og kastanje. Æble som rå, mos og marengs og kastanje som creme med lidt crumble til. Når marengs får tilsat frugtsaft, bliver den en smule klistret og ikke særligt rar at have mellem tænderne. Denne her marengs var oven i købet helt flad og knækket i ikke særligt elegante stykker henover en kedelig æblemos uden syre og en fad kastanjecreme uden megen sødme. De rå æbler havde også minimal smag, og så må man bare sig, at æble og kastanje ikke har voldsomt meget at tale sammen om i sådan et efterårsrendezvous. Ærgerligt, for umiddelbart skulle man synes, at man kunne få ganske meget mening, morskab og sød musik ud af mødet mellem en klassisk, kraftig og sød creme de marron, syrlige efterårsæbler og marengs. Men det må så blive en anden dag.

Den anden dessert var chokoladeganache som trøffel på den hårde side, men aldeles velsmagende og, guderne må vide hvorfor, serveret i et sylteglas, som det jo per definition er komplet umuligt at fiske noget som helst op af, det være sig med fingrene eller med bestik. Det er det i dag, og det var det også for 5 år siden, da det var moderne at servere stort set hvad som helst i disse glas med patentlåg. Lad os fremover bruge sylteglas til det, de er beregnede til. Vi drak en ganske hæderlig Recioto fra Cantina di Negrar til.

Der er absolut plads til forbedring på både hovedretter og desserter i Ravnsborggades nye, travle bikube. Gode forretter, gode vine, virkeligt god stemning og betjening gør det ikke alene. Der til bliver den kulinariske konkurrence i området ganske enkelt for hård. Vi spiste og drak for kr. 1.300 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her