I foråret 1977 var den unge cubanske børnelæge Jorge Martinez udstationeret i Luena, en lille flække i det østlige Angola.
Kolonimagten Portugal havde trukket sig ud to år tidligere, og det nyligt selvstændige afrikanske land var hærget af borgerkrig. Tusindvis af portugisiske embedsmænd og sundhedspersonale havde forladt landet af frygt for hævnaktioner mod hvide, og infrastrukturen lå i ruiner.
Der var hårdt brug for hjælp fra venligt-sindede nationer som Cuba. Som cubaner var Martinez’ sociale kontakt med lokale begrænset, men han havde gode relationer til sine angolanske kolleger på hospitalet.
Men den 27. maj det år dukkede en gruppe soldater op på matriklen hos Martinez og beordrede ham ud på en en usædvanlig mission: Ved en grøftekant udenfor byen blev han vidne til en massehenrettelse: 17 angolanere herunder flere af hans nære kollegaer fra hospitalet stod bagbundet foran en bulldozer, og blev en efter en skudt af regeringstropper.
De 17 var anklaget for at være medlemmer af en oprørsgruppe der stod bag et kup-forsøg i hovedstaden, Luanda. Martinez blev bedt om at underskrive dødsattesterne, der alle var blevet udfyldt på forhånd. I feltet ud for dødsårsag stod der bare: trafikuheld.
Den britiske journalist Lara Pawson forsøger i bogen In the name of the people – Angola’s forgotten massacre at afdække, hvad der egentlig skete i Angola den 27. maj 1977 og ugerne og månederne efter, hvor tusindvis af civile blev myrdet af regeringen efter en mindre demonstration havde fundet sted mod daværende dræsident Agostinho Netos regering i Luanda.
Vi følger Pawsons rejser mellem London, Portugal og Luanda, hvor hun interviewer både ofre, vidner og gerningsmænd. Vi møder f.eks. Maria Reis, hvis mand forsvandt i Angola under masseudrensningerne i 1977, og som stadig er bange for at blive arresteret af de angolanske myndigheder, selv om hun nu bor i Lissabon. Og der er journalisten Fernanda Andrade, en gammel krukke i Luanda der nu laver dårlige malerier, men engang skrev ledere i en statsejet avis, der opfordrede til at slå ’kupmagerne’ ihjel.
In the Name of the People er et grundigt stykke gravearbejde og samtidig en blændende velskrevet fortælling. Pawsons prosa er nærmest filmisk og bogen giver knivskarpe portrætter af en række mennesker, hvis liv stadigt er mærkede af begivenhederne i 1977.
I lommen på MPLA
At massedrab har fundet sted i nyere tid i et afrikansk land kommer næppe bag på nogen. Man kan blot tænke på folkemordet i Rwanda, i Darfur, de tusindvis af civile dræbt af Robert Mugabes tropper i Zimbabwes Matebele-land for nu at nævne et par eksempler. Og at der var massevis af civile ofre i Angolas 27 år lange borgerkrig (1975-2002) mellem MPLA og den CIA-støttede oprørsgruppe UNITA er også velkendt: Borgerkrigen i Angola er blevet kaldt ’den værste krig i verden’ med op til 1.000 døde pr. dag.
Men hvor disse tragedier er blevet udførligt beskrevet i vestlige medier, er vinte e sete, som datoen kaldes på portugisisk, stort set ukendt uden for Angola. Angolanerne er selv stadig bange for at tale om begivenhederne, hvilket Pawson erfarede, da hun opholdt sig i landet som korrespondent for BBC i slutningen af 1990’erne. Hun oplevede, at hendes angolanske kolleger f.eks nødigt dækkede demonstrationer imod regeringen, af frygt for selv at blive arresteret.
At historien om de forfærdelige voldshandlinger udført af MPLA-styret i 1977, der i dag 37 år efter stadig sidder på magten, er blevet fortiet også uden for Angola skyldes ikke mindst vestlige journalister på venstrefløjen, skriver Pawson.
I 1970’erne og 80’erne betragtede man Angola som et socialistisk foregangsland. Det regerende MPLA-parti (Movimento Popular de Libertação de Angola – Angolas Folkelige Frihedsbevægelse) blev støttet af både Sovjetunionen og Cuba og var medlem af Socialistisk Internationale. Derimod fik partiets ærkefjende, den angolanske oprørsbevægelse UNITA opbakning fra det apartheid-styret i Sydafrika og ikke mindst af CIA.
MPLA var et progressivt parti, mente man, for de støttede jo ANC i Sydafrika og uafhængigheds-kampene i Zimbabwe og i nabolandet Namibia.
At partiet slog sine egne ihjel, var derfor ikke noget man skrev hjem om.
Alt dette bliver pinagtigt tydeligt i kapitlet ’Never Meet Your Heroes’, hvor Pawson beskriver sit møde med Victoria Brittain, journalist ved den britiske avis The Guardian.
Oprør i partiet
Brittain er Guardians tidligere udlandsredaktør, og lidt af et ikon på den britiske venstrefløj. Hun har skrevet skuespil om Guantanamo, rapporteret fra diverse brændpunkter i Afrika og er protektor for Palestine Solidarity kampagnen.
Hun er selv forfatter til en bog om borgerkrigen i Angola og var, skriver Pawson, på mange måder et forbillede for forfatteren. Men hovedkilderne i hendes bog er MPLA’s elite og drabene i 77 nævnes end ikke i en bisætning. Og da de to mødes i London for at tale om 1977 i Angola, er Brittain studs og svært uengageret. Hun benægter ikke at noget fandt sted, men rejser sig pludseligt op og går, da Pawson går hende på klingen.
I Angola er der aldrig foretaget en uafhængig undersøgelse af begivenhederne og Pawson skriver, at selv om mange af hendes kilder siger at op imod 20.000 mennesker blev slaaet ihjel, kender hun ikke de eksakte tal. Der er delte meninger om, hvorvidt der var tale om et kup-forsøg eller en fredelig opstand, erfarer forfatteren i en række interviews med øjenvidner til begivenhederne.
Men efterhånden som fortællingen skrider frem, står en række ting klart: Den lille demonstration mod præsident Neto i Luanda, der udløser de mange drab i 77, ledes af tidligere MPLA-medlem og forhåndværende indenrigsminister Nito Alves.
Alves skiller sig ud fra hovedparten af MPLA’s ledelse, der tilhører landets elite: Hvor de er af blandet europæisk og afrikansk herkomst og uddannet i Europa, er Alves sort og har tilbragt hele sit liv i Angola. Som indenrigsminister har han selv deltaget i udrensninger af maoistiske fraktioner inden for partiet, men han er begyndt at føle, at måden landet regereres på, ikke tilgodeser det fattige, sorte flertal.
Han udfordrer partiledelsen og agiterer for at den politiske elite ikke bare skal have lov at skumme fløden fra lukrative olieaftaler med amerikanske selskaber. Især i Luandas slumkvarterer og blandt sorte får hans ideer opbakning.
Men det bliver hurtigt for meget for folk i toppen. Alves må kanøfles, og han bliver ekskluderet fra partiet den 21. maj.
Efter demonstrationen i Luanda den 27. maj bliver seks højtstående medlemmer af MPLA myrdet i hovedstaden samme dag af Alves’ tilhængere. Reaktionen fra myndighederne udebliver ikke: President Neto og de statsejede medier holder brandtaler der opforder til hævnakter mod gerningsmændene. I ugerne og månederne efter den 27. maj bliver tusindvis slået ihjel.
En del af henrettelserne sættes i værk af cubanske tropper, sendt til Angola af Fidel Castro for at – med den cubanske leders egne ord – »forsvare landet mod Sydafrika og andre imperialister«.
Set fra et dansk perspektiv er Cubas rolle i vinte e sete også interessant, ikke mindst i forhold til de dele af den danske venstrefløj, der i 1960’erne og 70’erne opfattede Cuba som en revolutionær spydspids i Den Tredje Verden og med Brigada Nordica – rejste til Havana for at støtte det socialistiske forbillede.
På mange måder blev det Cuba, der reddede MPLA og hjalp dem til at fastholde magten i Angola.
Oliegigant med venner i vesten
Og det var ikke kun ’problematiske’ regimer som Cuba, den danske venstrefløj og danske solidaritetsbevægelser bakkede op. Der var også støtte til Mozambique, der ligesom Angola løsrev sig fra kolonimagten Portugal i 1975.
Tidligere ulandsarbejder Peter Sigsgaard, har for nylig beskrevet, hvordan han som landechef for Mellemfolkeligt Samvirkes (MS) program i Mozambique overværede, at den Frelimo-ledede regering i 1983 foretog en brutal udrensning af »parasitter« (læs: prostituerede og arbejdsløse) fra de større byer. Tusindvis stod blev pludseligt hjemløse og mange mennesker omkom.
Sigsgaard valgte ikke at råbe op om overgrebene dengang– for MS var jo »en solidaritetsorganisation, der samarbejdede med den tidligere befrielsesbevægelse Frelimo«.
Det fortryder han i dag.
Angola er i dag Afrikas næststørste olieproducent med A.P. Møller-Mærsk som en af hovedinvestorerne. Ser man på, hvordan landet ledes, kan det undre at den vestlige presses dækning af den politiske situation er til at overse: Præsident Eduardo Dos Santos har siddet på magten siden 1979 og lader ikke til at vægte ytringsfrihed synderligt højt.
Selv om regeringspartiet MPLA på papiret stadig er medlem af Socialistisk Internationale – en organisation, der hævder at arbejde for en »mere lige verden«, kan Angolas styreform bedst beskrives som et kapitalistisk diktatur. Amnesty International har dokumenteret hvordan fredelige demonstrationer bliver bremset med vold af politiet og ifølge Human Rights Watch er flere af styrets modstandere for nyligt blevet torturet ihjel. På trods af alt dette, er Angola stadig en vigtig samarbejdspartner for store britiske og multinationale virksomheder som f.eks. British Petroleum, KPMG og Deloitte.
Frygten fra 1977
Ligesom folkets frygt for et voldeligt regime f.eks. stadig præger Kina 25 år efter massakren på prodemokratiske studenter på Tianamen Pladsen, er angolanernes stadige frygt for at sætte sig op imod styret i dag på mange måder en konsekvens af udrensingen i 1977.
Pawson medgiver, at hun selv sympatiserede med det, hun troede var en anti-imperialistisk dagsorden hos MPLA, da hun tog til Angola for BBC i 1998. I stedet er hun endt med at skrive en bog, der fortæller en anden historie, udstiller venstrefløjens hykleri i forhold til Angola, og maner til selvransagelse.
Og den cubanske læge Jorge Martinez? Han bor ikke længere i Cuba, men i Miami. Han fortiede historien om drabene i Luena i 35 år og begræder i dag at han indirekte blev medskyldig i en unødvendig krig.
Ellen Otzen er journalist ved BBC World Service i London.
Lara Pawson
In the name of the people: Angola’s forgotten massacre.
336 sider.
20 pund.
IB Tauris
