Læsetid 6 min.

’Friheden er en jomfru, som alle ønsker at deflorere’

Frihed er uafhængighed af vilkårlig magt. Det republikanske frihedsbegreb får mæle i en bog, der i anledning af den norske grundlovs 200-årsjubilæum slår fast, at retsstaten er en garant for frie og uafhængige borgeres liv
Eugène Delacroix’ ikoniske maleri fra junirevolutionen i Frankrig i 1830 ’Friheden fører folket på barrikaderne’ pryder bogens forside. Kritik af det republikanske frihedsbegreb har den ikke plads til.

Eugène Delacroix’ ikoniske maleri fra junirevolutionen i Frankrig i 1830 ’Friheden fører folket på barrikaderne’ pryder bogens forside. Kritik af det republikanske frihedsbegreb har den ikke plads til.

Scanpix
22. november 2014

Overskriftens dramatiske ord er fra 1656 og stammer fra den engelske pamfletskribent Marchamont Nedham. Jeg sidder med en tyk hardcoverbog om politisk frihed, udgivet af to yngre, norske idehistorikere. De har et projekt. De vil oplyse læserne om, at det liberalistiske frihedsbegreb, der primært forstår frihed som fravær af tvang, ikke er tilstrækkeligt. I stedet drejer det sig om at fremtale et republikansk frihedsbegreb, der igennem årtusinder har opfattet frihed som uafhængighed af vilkårlig magt. Er man underlagt en andens vilje, er man ikke fri. Er der ingen statslig lovgivning, der står over og formår at begrænse kongens, fyrstens og kirkens magt over det politiske og civile liv, kan man ikke være fri, og til republikanismen hører et ideal om mest mulig fri offentlighed. Fri tænkning, handlings-, ytrings-, tros- og forsamlingsfrihed og i videre forstand videnskab, politik og kunst muliggøres og næres af de republikanske frihedsforestillinger. Kun i et frit rum kan individet være frit. Hvor liberalisterne ser den individuelle frihed i modsætning til staten, ser republikanerne tværtimod staten som forudsætning for individets frihed.

Frihedens treenighed

Myndighed, selvstændighed og uafhængighed udgør frihedens treenighed for en republikansk tænker. Myndig er man, når man ikke er slave af andre mennesker. Selvstændig er man, når man kan handle frit og bruge sin egen forstand uden angsten for at komme i karambolage med en vilkårlig magt, og uafhængig er man som sagt, når man som stat eller enkeltindivid ikke er underlagt en andens vilje, f.eks. udgående fra en kolonimagt, en konge eller en herremand.

Førnævnte Nedham skriver med sin radikale, konstitutionelle pen, at folket er bedst til selv at varetage sin egen frihed, og at de indvalgte magthavere ikke bør stivne på tinge, men at de efter kort tid øverst i samfundet skal vende tilbage til de samme livsvilkår som folket for at høste de samme fordele eller byrder af lovene, de har vedtaget, som alle andre. At være uafhængig er at kunne vedtage sine egne love i frihed, og det kan man ikke i et kongedømme, skriver en af ophavsmændene til amerikanske uafhængighedserklæring, Thomas Paine i 1776. Nogle årtier tidligere, i 1734, roser den veloplagte Voltaire englænderne for, at kongen i artikel 21 i frihedsbrevet Magna Charta fra 1215 fastsætter, at hans officerer ikke længere kan tage heste og vogne med magt, men at de må betale for disse ydelser. Franskmanden aner med et smittende oplysningsfilosofisk håb, at tyrannernes magt vil blive begrænset yderligere, og at fremtiden vil tegne sig langt friere, end det var tilfældet i såvel 1200- som 1700-tallet.

Tilbageblik i en reformfebril tid

Vidunderligt er det at læse den norske lærer og kvindesagsforkæmper Ragna Nielsens ord fra 1891. »Når en stor tanke opstår, når en stor reform skal gå igennem, så går det jo altid sådan, at den i begyndelsen kun gribes af de enkelte, mens den hånes og spottes af massen. Ved sin egen sandheds magt erobrer den så flere og flere sin, til den en vakker dag er blevet en modesag … Så langt er kvindesagen endnu ikke kommet …« Den frygtløse, veltalende og -skrivende Ragna Nielsen pointerer, at de praktiske reformer, herunder sikring af kvindens økonomiske og seksuelle selvstændighed og politiske frihed og stemmeret, må gå hånd i hånd med en »reform i menneskers sind«.

I dagens reformforivrede tid kommer reformerne ikke længere nedefra, og de er ikke båret af et krav om frihed og en frigørelse af forstokkede sind. Studiefremdrifts-, folkeskole-, kontanthjælps-, dagpenge- og kommunalreformerne drejer sig alene om økonomiske besparelser og effektivitet. Det er ikke mindst sådanne kuglelyn af erkendelse og kritiske historisk sans, der kan komme ud af en nærkontakt med bogens tekster.

Talrige af fortidens tænkere fastslog, at afhængighed af en andens vilje er slaveri, og at det ikke var tilstrækkeligt at drømme om en god og retfærdig tyran. At leve på en andens nåde kan aldrig garantere folket politisk frihed. Er man afhængig af kongens eller sin herres vilje og vilkårlige luner, kan man ikke være fri. Således skrev den engelske politiker Algernon Sidney i 1691, og allerede i år 54 f.v.t. skrev den romerske politiker Marcus Tullius Cicero, at frie folk ikke ønsker sig konger eller mægtige, rige aristokrater, og at en stat ikke er andet end et fællesskab i retsforhold. I 1918 skrev Rosa Luxemburg de manende ord, at frihed forbeholdt regeringens tilhængere og medlemmerne af et parti ikke er frihed. »Frihed er altid frihed for den anderledes tænkende.« Og i 1963 holdt Martin Luther King sin uforglemmelige og retorisk velturnerede tale på en kvalmende hed augustdag i Washington D.C.: »Jeg har en drøm.« Retfærdighedens vældige fos og kampen for alle menneskers borgerrettigheder og frihed uanset hudfarve fik mæle.

Bogen Politisk frihet slår ikke et større brød op, end den kan bage; men det er nu alligevel påfaldende, at den stort set ikke er optaget af friheden for og fra økonomi, vor tids svøbe nummer et. For hvad er politisk frihed værd i sig selv, hvis det såkaldte demokrati og parlamentarismen primært synes at være blevet forgiftet med kapitalismens grænseløse og krævende vækstlogik, ligegyldigt hvem der måtte sidde med regeringsmagten? Når alt og alle reduceres til økonomi, skal der mere til end en Eidsvoll-erklæring fra maj 1814 højt mod nord eller den hjemlige junigrundlov fra 1849 for at revoltere mod den økonomiske autisme.

En skævvredet hybrid

Bogen er komponeret af et kortfattet fælles redaktionelt forord, en 33 siders indledning, skrevet af Håvard Friis Nilsen, og et 27 siders efterskrift forfattet af den engelske Cambridge-professor i politisk tænkning, Quentin Skinner. Derimellem befinder der sig næsten 400 siders til norsk oversatte uddrag af 34 tænkeres originaltekster, rækkende fra Cicero til den franske filosof, læge og forfatter Frantz Fanon (1963). Man kan dvæle ved og lade sig inspirere af spidsformuleringer af bl.a. Machiavelli, Locke, Voltaire, Rousseau, Kant, Marx, Stuart Mills, Luxemburg, Arendt og King – men også besigtige frihedslystne norske bidrag af Nikolaj Wergeland, Hans Jakob Grøgaard, Georg Sverdrup, Jonas Anton Hielm, Andreas Guttormsen Egge, Bjørnstjerne Bjørnson og Henrik Ibsen. Lidt mystisk er det nu, at G.W.F. Hegels vægtige, åndsfilosofiske forsvar for statens eksistens ikke har fundet nåde for redaktørernes blik.

Bogen er en sær, skævvredet hybrid, da redaktørerne har valgt ydmygt at træde tilbage til fordel for arkivet: de historiske stemmer. Men den kan med fordel anvendes i undervisningssammenhænge fra folkeskolens ældste klasser og frem til de højere (ud)dannelsesanstalter, hvor man sysler med historie, samfundsfag, idéhistorie og filosofi i forsøg på at give dannelsen substans. Men der er også tale om et flammende kampskrift for og en introduktion til den g(l)emte republikanske frihedstradition og om et jubilæumsskrift for Norges grundlov af 1814.

Manglende modspil

Men som kritisk læser kan jeg her på falderebet ikke lade være med at anmærke, at bogen med fordel kunne have inviteret nogle kritikere af den republikanske frihedsidé med ind i værket. Det ville måske have kunnet sikre den en noget mindre selvrygklappende stil. Men både ultraliberalisternes og anarkisternes forudsigelige statskritik og kapitalismekritikernes radikale samfunds- og samtidskritik forvises. Sidstnævnte kunne ellers have forstyrret den norske jubel med syrligheder af typen: Kapitalismens merværdiproduktion hænger uløseligt sammen med køb, salg, anvendelse af arbejdskraft, en udbytning af det levende arbejde og en overudnyttelse af eksternaliteterne (f.eks. naturforekomster som olie, men også menneskets kreative ideer, begær og sociale og kommunikative talenter – kort sagt: vores frihed!). Varebesiddere er de facto både selvstændige og uafhængige, og så længe varebytterne reguleres ved hjælp af loven, og det statslige voldsmonopol garanterer hele systemets overlevelse, så vil der aldrig opstå samfundsmæssig frihed. Den republikanske frihed er bedre end ingenting, men ikke nok. I de vidensøkonomiske konkurrencesamfund er vi notorisk ufrie, da vi er underlagt kapitalismens og statens viljer, der ønsker at kontrollere og ægge os til at forløse vore ’indre’ potentialer på passende produktiv vis.

Håvard Friis Nilsen og Helge Jordheim (red.)
Politisk frihet.
474 sider.
429 Nkr.
Res Publica.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Mihail Larsen
    Mihail Larsen
Mihail Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for knud vilby

Tak for præsentationen af en spændende bog om frihed. Men det er næsten injurierende at kalde Frantz Fanon. Han var ganske vist født på Martinique i det der engang var Fransk Vestindien og han levede en tid i Frankrig. Men hans filosofi var et kæmpemæssigt opgør med Europa. Bl.a. skrev han i sit hovedværk "Fordømte her på jorden" sådan:
"Kammerater, det europæiske spil er definitivt endt, vi må finde noget andet. Vi kan i dag udrette alt, blot vi ikke efterligner Europa, blot vi ikke er besat af ønsket om at indhente Europa"
knud vilby