Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Højt skum: Når nu julen starter allerede i november

Moderne Tider
22. november 2014

En kær tradition holdes i hævd, når kasserne anduver fra Det Danske Ølakademi. Som altid er udfordringen at redde dem forbi tørstige kolleger, der spidser øre ved mindste flaskeklirren. Måske burde man dele, men for en ølrecensent må pligtbevidstheden veje tungere: Nok er det umuligt at skrive om alle de tilsendte julebryg, men man skylder at danne sig overblik over den helhed, på baggrund af hvilken de ganske få, der kan opnå fremhævelse, må bedømmes.

Først et tilbageblik til regnfulde oktober, hvor Deres mundskænk var inviteret til højbords med Garrett Oliver – Brooklyn Brewerys førstemand og en globalt førende autoritet på gourmetøl med kulinarisk appel. Det foregik på den lovligt yuppiehippe kultrestaurant Amass på Refshalevej, der tryllede med nordisk cuisine. Fejres skulle den gode samarbejdsrelation med Carlsberg, der er gået i kompagniskab med Oliver om at udvikle det det svenske restaurantbryggeri, Nya Carnegiebryggeriet i Stockholm og forhåbenligt også andre projekter. Smagsoplevelsen var førsteklasses, og glædeligt overraskende var det, at den sofistikerede Oliver evner at brygge mere interessante øl end de mainstreamvarianter, primært IPA og choko-stout, som den danske importør snusfornuftigt nøjes med at hjemtage. Via Systembolaget kan man købe to af mesterværkerne fra hin uforglemmelige aften, og tro mig: De er alle pengene værd.

Ren nydelse

Local 1 er en belgisk stærk ale, men den er eftergæret i meget længere tid, end det typiske belgiske bryggeri nu om stunder har tålmodighed til. Dette slår igennem i dens komplekse karakter: I næsen er der peber, banan og orangeskal og bobletyggegummi. I smagen kløver, hvide rosiner og abrikoser frem i distinkt og sprød syrlighed, der gradvis glider over i fin underspillet humlebitterhed. Ren nydelse og fantastisk forløst – Duvel kan godt gå hjem og lægge sig.

En barsk fætter

Cuveé Noire er en dybsort barsk fætter af en imperial stout à la americana, lagret på Kentucky bourbonfade og eftergæret med champagnegær. (I det hele taget er særlige eftergæringsteknikker, nogle af dem en genoplivelse af gamle glemte teknikker, om noget OLivers claim to fame). Aromaen domineres af tunge rom- og bourbounnoter, og der er blommer og blåbær med strejf af kandis og røg. I smagsprofilen, der er mere sprittet, end nogen vil synes om, findes lag på lag af ristet kaffebønne, kakao og læder. Et solidt bryg, som fuldbefarne drukmåse vil værdsætte.

Trippel

Tilbage til Ølakademiets kollektion. Her er fine sager fra Amager, Herslev, Hornbeer, Midtfyn og Fur, og sandelig også en delikatesse fra Grauballe i det jyske søhøjland. Munkens juledrøm hedder den mørkgyldne trippel med indslag af dadler, rosiner, nødder og kardemomme, der løber sammen i en barleywine-agtig symfoni af overmoden frugt med garanti for både blussende kinder og sødmefuld julestemning.

Inciterende

Indslevs Frederiks Jul er opkaldt efter den oprindelige brygmester på det oprindelige bryggeri. Ved sin genopstandelse i 2006 blev Indslev et dogmebryggeri, der partout skal benytte hvedemalt i alle øl, hvilket måske ikke er så oplagt i julebryg. Det er en visuelt flot rødbrun øl med behørigt god alkoholpotens. Teknisk set taler vi Weizenbock, i stil med klassikeren Aventinus fra Schneider, dvs. masser af maltsødme og karamel, men også tropefrugtige aromaer såsom grape, fersken og mango. Mildt vinøs og inciterende bryg, men også noget afvigende fra julens traditionelle smage. Drik denne øl som modgift mod sæsonens aggressive kitschangreb.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her